Vi ved at kineserne efter kuppet i Chile 1973 plejede tætte kontakter til militærregimet og fulgte reformerne fra 1975 tæt. Men også udviklingen under et andet latinamerikansk regime havde kinesernes interesse, nemlig den statskapitalistiske model i Brasilien, der især opnåede – omend  kortvarig – succes under militærstyret (1964-1985) i begyndelsen af 1970erne (“Det brasilianske mirakel”). Selv om miraklet i årene 1968-1973 i nogen udstrækning var baseret på en illusion (der var i starten en del ledige ressourcer i økonomien efter en stabiliserings-periode 1964-67), var perioden præget af mere eksportorientering, – ikke at forveksle med en egentlig åbning af økonomien, fortsat stort statsligt engagement og ikke mindst, at man via et autoritært regime afgjorde “kampen om værditilvæksten” ved effektivt at undertrykke lønmodtagernes muligheder for at aktionere for højere løn. Fra 1973-74, hvor man begyndte en langstrukken tilbagevenden til demokrati samtidig med at man igen lagde fornyet vægt på importsubstituerende investeringer. Det er bl.a. på det tidspunkt man etablerede Embraer, der i dag er en af verdens største flyproducenter. Ligeledes stammer ideen om særlige økonomiske zoner fra Brasilien, der i slutningen af 1960erne etablerede en sådan i Amazonas omkring byen Manuas. Desværre (set ud fra modellens præmisser) var man op gennem 1970erne ikke i stand til at foretage de ønskede investeringer uden samtidig at opbygge en betydelig ekstern gæld, der til sidst førte til gældskrisen i 1980erne. Man havde ganske enkelt ikke den fornødne absolutte kontrol og magt til at imødekomme interessenternes (bl.a. faglært arbejdskraft og middelklassens) forventninger om fortsat stigende levestandard, mens man kun marginalt udnyttede landets virkelige ressource, nemlig dets rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft (følger af importsubstitutionsmodellen).

Naturligvis har man også været inspireret af udviklingen i de asiatiske tigre (men det siger vist sig selv). Jeg skal understrege at jeg ikke på nogen måde foregiver at være ekspert i kinesiske forhold og at denne post ikke er et forsøg på at lave en dybere redegørelse for udviklingen i Kina siden 1970erne, men blot ser på nogle enkle karakteristiska.

For godt et år siden deltog jeg i en debat med Mellemfolkeligt Samvirke på det årlige “Fair fælled”, der holdes slutningen af august. Jeg har skrevet om denne oplevelse tidligere her på bloggen. Dengang var temaet multinationale mobilproducenters “skammelige” udnyttelse af bl.a. kinesiske arbejdere. Jeg har været inde og se på hjemmesiderne for dette års “Fair Fælled” – og det er ikke et tema i år. Det er derimod multinationale mineselskabers, eller rettere specielt ét, nemlig anglo-platinums – en del af Anglo-American – påståede “tyveri af fattige sortes jord” (det er åbenbart meget vigtigt for MS at det er sorte der “stjæles” – en noget racistisk tilgang efter min mening) fra i Sydafrika. Det har jeg også skrevet om før her på bloggen. Fællesnævneren her er selvfølgelig begejstringen for at dæmonisere multinationale selskaber og markedet, mens de nationale regeringers rolle nedspilles i en grad der bringer minder frem om tidligere tiders europæiske selvopfattelse i det 19. århundrede (White mans burden) og vidner om et temmelig problematisk syn på “de indfødtes” egne evner. Sidstnævnte blev forøvrigt bekræftet i fælledparken sidste år, hvor en af tilhørerne i ramme alvor gav udtryk for at fattige kinesere, der tager fra landet og ind til byerne for at finde beskæftigelse, ikke er i stand til at afgøre hvad der er til deres eget bedste.

I sidste uge havde The Economist fokus på lønninger og arbejderuro i Kina. I en leder hvor man under overskriften “The rising power of the chinese worker” konstateres bl.a., at

In truth, Chinese workers were never as docile as the popular caricature suggested. But the recent strikes have been unusual in their frequency (Guangdong province on China’s south coast suffered at least 36 strikes in the space of 48 days), their longevity and their targets: foreign multinationals.

China’s ruling Communist Party has swiftly quashed previous bouts of labour unrest. This one drew a more relaxed reaction. Goons from the government-controlled trade union roughed up some Honda strikers, but they were quickly called off. The strikes were widely, if briefly, covered in the state-supervised press. And the ringleaders have not so far heard any midnight knocks at the door.

At der gælder andre regler for multinationale end for nationale selskaber er ikke et særtilfælde i Kina, men derimod normen de fleste lande. Men i forhold til myndighedernes tidligere håndtering af strejkende arbejdere (også når det handlede om multinationale selskaber), er der alligevel tale om et paradigmeskifte.

Det kan tyde på, at man er klar over, at fortsat økonomisk vækst i højere grad skal drives af indenlandsk i modsætning og i mindre grad skal være investerings- og vækstdrevet, osm det har været tilfældet gennem de seneste 20 år. Mens lønninger i 1990 udgjorde 61% af BFI, udgjorde de i 2007 kun 53%.

Som The Economist også peger på, så vil højere kinesiske lønninger også være gavnligt for vesten;

This may seem odd, given how much the rich world has come to rely on cheap Chinese labour: by one estimate, trade with China has added $1,000 a year to the pockets of every American household, thanks to cheaper goods in the country’s stores, cheaper inputs for its businesses and stiffer competition in its markets. Just as expanding the global labour force by a quarter through the addition of cheap Chinese workers helped to keep prices down in the West, so higher Chinese wages might start to export inflation. Furthermore, from the point of view of the global economy, labour is a resource, like land or oil. It would not normally benefit from the dwindling of China’s reserves of labour any more than from the drying up of Saudi wells.

ageFaktum er, at “reserven” af villige ufaglærte arbejdere fra fattige landområder er hastigt faldende, hvorved forholdet mellem udbud og efterspørgsel hastigt ændres. Samtidig skifter virksomhedernes behov over mod bedre uddannet og stabil arbejdskraft, hvilket alt andet lige i sig selv vil indebære stigende lønninger. – Jo markedet fungerer også i Kina, uanset hvor ufuldstændig det så fortsat er på en række områder.

migrant worker

I modsætning til Brasilien, hvor militæret i løbet af 1970erne i stigende grad var nød til at “betale sig til den fortsatte magt”, har lederne i Kina naturligvis den fordel at de starter ud med kæmpe overskud på handels- og betalingsbalancen og som en betydelig kreditornation. Et andet spørgsmål er selvfølgelig hvorvidt reallønningerne ville have været højere eller lavere i dag, hvis Kina fra start af havde fulgt Chiles eksempel for hele Kina, i stedet for at etablere en blandingsmodel, med en lang række begrænsninger for den økonomiske frihed. Formentlig ville lønningern have været en del højere, i det et karakteristika ved den kinesiske model er, at den ikke har været specielt effektiv; korruption er udbredt, retsvæsenet er problematisk osv. osv. Prisen for dette er indtil nu blevet betalt af lønmodtagerne. Spørgsmålet er om de fortsat er parate til det – en forudsætning, hvis vækstraterne skal fastholdes under den nuværende model. De kinesiske magthavere har indtil videre været rigtigt dygtige til at “plukke” i kataloget over “neo-liberale” ideer, og har behændigt kombineret disse med en mere planøkonmisk tilgang, og dermed indtil videre sikret sig mod presset for mere frihed. Og først og fremmest har man fastholdt viljen til at anvende den nødvendige brutalitet når det har været nødvendigt for at fastholde magten.

På den anden side bør Kinas stigende reallønninger øge mulighederne for andre lande, der kan tilbyde rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft til lave lønninger. Og så kan Mellemfolkelig Samvirke skælder ud på de multinationale selskaber, når de rykker deres produktion derhen.

Se også “The next China” i samme udgave af The Economist.