Letter ulandshjælp gældsproblemer?

Jeg havde forleden den fornøjelse, at et af mine papirer blev accepteret og nu bliver publiceret i European Journal of Political Economy. Papiret, der er skrevet sammen med to tidligere studerende, er det første af min forskning der peger på potentielt positive virkninger af ulandshjælp. Men det er med en stor og underlig twist.

Papirets forhistorie er lidt speciel. For fire år siden vejledte jeg en bacheloropgave. De to studerende, Christina Bjerg og Anne Holm, havde sat sig for at teste, om ulandshjælp virkeligt ikke virker. Det blev til en meget grundig statistisk gennemgang, hvor de måtte konkludere som vi andre at, nej, man finder aldrig et signifikant resultat og selv fortegnet på effekten svinger mellem positiv og negativ. Men til en af de sidste vejledninger kom de så med en række tests på interaktionseffekter, dvs. om ulandshjælp virker under specifikke betingelser. Og min interesse vågnede med et sæt, da de fortalte, at de også have testet for en effekt i særligt forgældede lande, og faktisk fandt noget. De vågnede derefter, da jeg med respekt i stemmen kunne fortælle, at det var der ingen, der havde tænkt på indtil nu – altså før to bachelorstuderende på Handelshøjskolen testede det med en relativt klar teoretisk begrundelse i baghovedet. Vi besluttede os for at skrive en kort artikel om emnet, og det er dén, der nu publiceres i European Journal of Political Economy.

Kort fortalt er artiklens budskab, at der generelt ingen virkninger er af ulandshjælp i de såkaldte Least Developed Countries – verdens 49 fattigste lande, hvoraf vi har oplysninger på de 38. Der er dog det særlige i data, at når vi ser på krydsvirkningen mellem forgældethed og ulandshjælp, kan vi se en statistisk sikker, positiv virkning af ulandshjælp for de lande, der skylder mere end 100 % af deres BNP til udlandet. Med andre ord finder vi, at de væksthæmmende problemer, der kommer af gæld, kan lettes af ulandshjælp på den mellemlange bane.

Betyder det så at forgældede lande bruger ulandshjælpen mere effektivt, at vi er bedre til at lave projekter i lande med stor gæld, eller måske noget helt tredje? Det tror vi ikke, da der ingen grund er til at antage, at projekter eller udnyttelse af ressourcer er smartere i forgældede lande – nærmere tværtimod. I stedet passer tallene ganske pænt med, at det typiske forgældede land får cirka lige så meget ulandshjælp, som det betaler i årlige renteudgifter på gælden. Med andre ord implicerer vores resultater, at når gælden er så stor, at ulandshjælpen (der i en eller anden form kommer i udenlandsk valuta) effektivt betaler renterne (der skal betales i udenlandsk valuta), har ulandshjælpen positive vækstvirkninger. Eller sagt på en anden måde, ulandshjælpen begynder først at hjælpe i det øjeblik, den netto slet ikke kommer ind i landet. I verdens fattigste lande ser det derfor ud til, at ulandshjælpen afhjælper de værste konsekvenser af et voldsomt, selvskabt problem. Ydermere gælder det, at når hjælpen netto ikke omveksles, kan den ikke inducere Hollandsk Syge, en af de kendte, negative bivirkninger ved ulandshjælp.

Et spørgsmål, jeg har fået flere gange er, om artiklen så viser, at det er godt at give ulandshjælp til verdens mest forgældede lande – de såkaldte HIPC (Highly Indebted Poor Countries)? Svaret må være, at det er der næppe. For det første gælder vores resultater kun på mellemlangt sigt; vi har set på virkninger indenfor en femårsperiode. For det andet er emnet alt for spændende til kun at skrive ét papir om. Min kollega Philipp Schröder og jeg har derfor kigget på en lidt omvendt måde at stille spørgsmålet om ulandshjælp letter gældsproblemer: Påvirker ulandshjælpen hvordan ulande betaler deres gæld tilbage? Vores resultater, der er tilgængelige i et konferencepapir (her) viser helt konkret, at jo mere hjælp et land får – uanset om det er rigere eller fattigere, demokratisk eller ej – jo mindre og langsommere betaler det tilbage på sin gæld. Så selvom ulandshjælp kan afhjælpe problemer med stor gæld, skaber den også gæld på langt sigt ved at underminere fattige landes incitament til at betale hvad de skylder. Det skal dog ikke ødelægge fornøjelsen ved at finde et resultat i bistandslitteraturen, der ikke er entydigt deprimerende.

2 Kommentarer

  1. Carl-Johan Dalgaard

    23. august 2010 at 18:17

    Kære Christian,

    Med al respekt, så er der alle de sædvanlige identifikationsproblemer; problemer I ikke løser. At I har fundet (endnu…) en interaktions effekt hvorunder ulandsbistand (angiveligt) har en positiv effekt er interessant. Men jeg har svært ved at se at vi er kommet meget videre, foruden en ny (partiel) korrelation.

  2. Christian Bjørnskov

    24. august 2010 at 13:19

    Kære C-J
    I spørgsmålet om hvorvidt ulandshjælpen hjælper, er vi – så vidt jeg kan se – kommet et marginalt skridt videre. Men det beror naturligvis på, at jeg stadig mener, at data er tilstrækkeligt gode til at vi kan sige noget om virkeligheden med dem. Men det egentligt interessante er måske, at vi har taget (mener jeg) et skridt mod at forstå interaktionen mellem gæld og hjælp. Langt det meste politik på området hviler på antagelser om, at enten er det to uforbundne fænomener, eller også at hjælp på en eller anden måde giver gode incitamenter. Under alle omstændigheder åbner det en ny diskussion at stille spørgsmålet.

Skriv et svar

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑