Augusts meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 – 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

10 Kommentarer

  1. Carsten Valgreen

    29. august 2010 at 17:39

    Tak, Peter

    Det slår mig ofte at blok-antagelsen slet ikke diskuteres i forbindelse med næste valg. Hvorfor er det givet at valget reelt bliver mellem en ”blå” og ”rød” blok.

    Sagen er at de sidste to valg har givet VKO flertal, og dermed lagt op til blokpolitik som automatisk følge af mandatfordelingen. Selv hvis VK ville noget med R var det jo irrelevant og R har for første gang i mange årtier ført en anonym bænkevarmer tilværelse. Men det er ikke klart at det nødvendigvis sker næste gang. En ”rød blok” der skal have støtte af både R og Ø er jo ikke nem at regere. En ”blå blok” med både DF og LA som støtte ej heller.
    Uden at være ekspert her, er det ikke meget muligt at der ikke komme nogle helt nye konstellationer?

  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    29. august 2010 at 18:15

    Kære Carsten:

    Man skal jo som bekendt aldrig sige aldrig, og RV har da–såvidt jeg umiddelbart lige kan huske–skiftet “side” (altså om de pegede på/samarbejdede med en borgerlig eller socialdemokratisk regering) mindst fem gange eller så siden 1968. Så blokke ligger da ikke helt fast, og faktisk var 2001-valget jo specielt derved, at det er en af de få gange i nyere tid, at en regering er kommet til ved at vinde et valg snarere end ved at tabe støttepartier (altså i modstrid med f.eks. 1993, 1982 og den lidt særlige situation i 1975).

    Det er også klart, at små ændringer i eksisterende koalitioners parlamentariske styrker, vil kunne lede til, at nogle partier repositionerer sig og måske skifter side. Der var således f.eks. en del, der legede med tanken om, hvad der ville være sket i 2007, hvis der udover VKO-flertallet samtidigt havde været et alternativt VK-Ny Alliance-RV-flertal. Under valgkampen var der et sådant flertal i flere målinger, og man var reelt ikke så fjernt derfra på selve valgdagen, hvilket jeg tror gav Pia Kjærsgaard åndenød. Var det sket, så havde noget kunnet se anderledes ud. Anders Fogh Rasmussen og VK-regeringen havde stået styrket og ganske givet valgt at bruge et sådant flertal på nogle områder, ihvertfald ved enkeltforlig. Men hvor let det ville have været for RV at skifte side, ved jeg ikke. Og havde RV decideret gjort det, er det interessant at tænke over, hvad dét kunne have fået DF til at gøre … En A-F-O alliance?

    Men når det er sagt, skal man være opmærksom på, at de politiske partier som regel, også over tid, kan placeres nogenlunde ensartet og konsistent på en enkelt dimension (“højre-venstre”). Der er enkeltspørgsmål (EU, indvandring o.l.), hvor det ikke helt går, men overordnet set holder den altså ret godt, næsten uanset hvad man bruger (afstemningsmønstre, vælgerholdninger, partiprogrammer o.l.)
    (Se evt. “Højre, venstre eller midte? : Et empirisk perspektiv på partirummet i dansk politik” / Kurrild-Klitgaard, Peter ; Klemmensen, Robert ; Pedersen, Mogens N.. I: Partier og partisystemer i forandringer : Festskrift til Lars Bille. / red. Karina Kosiara-Pedersen ; Peter Kurrild-Klitgaard. Odense : Syddansk Universitetsforlag, 2008. s. 185-214.)
    Konsekvensen er så, at hvis partierne ligger nogenlunde fast–ikke i cement, men i den relative placering i.f.t. hinanden, altså at f.eks. SF ligger mellem S og EL–så er der logisk set nogle begrænsninger på, hvilke koalitioner, der kan indgås. Der findes en teori, der hedder “minimalt vindende forbundne koalitioner”, som grundlæggende siger, at partier kun vil gå i regering/regeringssamarbejde med det antal andre partier, der skal til for at skabe et parlamentarisk flertal (altså: man tager ikke flere med, end man behøver), og at man kun vil samarbejde med partier, der ligger “ved siden af” hinanden.
    Holder man sig til den, og ser man på hvorledes partierne traditionelt kan placeres i.f.t. hinanden, er det faktisk ret let at forudsige ca. 9/10 af de danske regeringssamarbejder, vi har set historisk. Modellen rammer kun rigtigt ved siden af i to typer af tilfælde: De helt ekstraordinære (samlingsregeringerne i.f.m. 2. verdenskrig) eller, når et parti er svært at placere med sikkerhed (f.eks. DF eller Retsforbundet).

  3. God post, og interessant spørgsmål, Carsten.

    Mine femogtyve øre:

    Hvis man ser bort fra udlændinge/indvandrere-spørgsmål, ville R – som i 1980erne – ligge ret tæt på V og K. Men givet tyngden af det spørgsmål idag, er det svært at forestille sig en koalition med K, V og R.

    LAs udmeldinger om udlændinge/indvandrere/integration, som jeg læser dem, er meget klare; total status quo. For LA betyder området simpelthen ikke så meget som for R ift. det økonomiske område. Altså; LA vil gå meget langt for at møde VOK på det område til gengæld for nogle smuler på selskabsskat el.l. For en indikation heraf kan man læse interviewet med Samuelsen i Weekendavisen for en god måneds tid siden, hvor Samuelsen – når han bliver trykket på maven af Arne Hardis (tror jeg det var), svarer direkte, at “jamen det skal være en fair og fast udlændingepolitik; det er ikke noget vi vil gøre noget ved”.

    Det er klart at dele af deres opgør med ‘Big Mother’-staten er i direkte modsætning til DF. Men jeg kan godt forestille mig, at de kan finde en balance som begge vil foretrække, hvor man på den ene side bøffer retorikken lidt op om personligt ansvar, anti-’system’ osv. men på den anden side holder særligt DF-vælgere relativt fri for betaling ved kasse 1. Mon ikke der kunne komme noget fælles omkring ‘Afbureauratisering’ eller noget? Nogle fagter i hvert fald.

    Derfor tror jeg ikke en koalition mellem VOK og LA er nær så vanskelig som Carsten antyder. Det gælder særligt, hvis LA bliver relativt lille, fordi de så altid vil kunne begrunde få reelle forandringer med deres begrænsede størrelse.

    Jeg tror det kunne falde i en del vælgeres smag. Dog ikke min.

    Vh
    trane

  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    31. august 2010 at 01:07

    “Hvis man ser bort fra udlændinge/indvandrere-spørgsmål, ville R – som i 1980erne – ligge ret tæt på V og K. Men givet tyngden af det spørgsmål idag, er det svært at forestille sig en koalition med K, V og R.”

    Grundlæggende enig. Men her melder sig lidt af, hvad man kunne kalde “endogenitetsproblemet”. For hvorfor er V og K siden 2001 (eller lidt før) mere på linje med DF i indvandrerpolitikken, end man var før? (Hvor man vel at mærke 1982-93 lavede politik også dér med RV.) Nok ikke kun, men givetvis *også*, fordi man ikke ville kunne danne et politisk flertal (regering/fast samarbejde) med RV. Jeg ved ikke, hvordan dansk politik ville have set ud, hvis der ved siden af VK’s flertal med DF også havde været et flertal med RV–men jeg er ret sikker på, at både VK og RV ville have kunnet finde på at repositionere sig, og at tingene så havde set ihvrtfald lidt anderledes ud.

    “LAs udmeldinger om udlændinge/indvandrere/integration, som jeg læser dem, er meget klare; total status quo. For LA betyder området simpelthen ikke så meget som for R ift. det økonomiske område. Altså; LA vil gå meget langt for at møde VOK på det område til gengæld for nogle smuler på selskabsskat el.l. For en indikation heraf kan man læse interviewet med Samuelsen i Weekendavisen for en god måneds tid siden, hvor Samuelsen – når han bliver trykket på maven af Arne Hardis (tror jeg det var), svarer direkte, at “jamen det skal være en fair og fast udlændingepolitik; det er ikke noget vi vil gøre noget ved”.”

    Det, tror jeg, er korrekt.

  5. Hvis man læser Uffe Ellemans seneste blogindlæg på Berlingske om Sverige’s censur-problemer og hans begejstring for selvsamme censur, så er det ikke svært at forstå at VK sagtens kunne have positioneret sig helt anderledes såfremt der havde været et alternativ fra 2001 og frem.
    Mandens holdninger til muhammedtegninger og fetaeksporten ligeså.

    Måske har noget så banalt som personspørgsmål været helt central for V – altså forskellen mellem Uffe og Fogh.

    Vi er nok mange der er glade for at Uffe er gået på pension. Tak skæbne hvis han havde stået i spidsen for noget.

  6. Carsten Valgreen

    31. august 2010 at 22:21

    “Derfor tror jeg ikke en koalition mellem VOK og LA er nær så vanskelig som Carsten antyder.”

    Det var nu ikke min mening at antyde. Jeg ser ikke store problemer i den koalition, og er enig med dig. Anders Samuelsen har jo dejligt klart signaleret hvordan og hvad LA prioriterer. Og som han siger “både Kristian Thulesen Dahl og jeg er realpolitikere”.

    Men jeg er også overbevist (som PKK antyder) at dansk politik har været præget af det lidt tilfældige udfald af de sidste to valg og at VK af magtpolitiske grunde har valgt at rykke med O på udlændinge området.

    Konsekvensen er at mange pundits har vænnet sig til den nuværende blok-politiske dynamik, og glemmer at tingene tit kan flytte sig meget efter et valg hvor konstelationsmulighederne er nogle andre. En ting kan man jo ikke beskylde danske partier for: Manglende ideologisk/politisk fleksibilitet. Se bare på V, K, S og SF over de seneste årtier.

    En anden underlig fejl mange pundits laver er at mene at LA blot stjæler K vælgere og ikke har nogen berettigelse hvis VKO+LA ikke har flertal. LA har jo tydeligvis allerede ændret den politiske dynamik ved at åbne en flanke hos K og V, som betyder at LA flytter dansk politik i en liberal retning ligemeget hvor store de bliver. Men de fleste kommentatorer synes også at have glemt at politik handler om indhold og lovgivning – og ikke om ministerbiler.

  7. Carsten
    “Det var nu ikke min mening at antyde.”
    Okay, my bad.

    Du har ret i, at Samuelsen har sendt meget klare signaler. Om det så i sig er dejligt…

    Peters pointe, som du følger op på, er meget interessant.

    Ville RV i 2001 have flyttet sig tilstrækkeligt ift. indvandring til at sikre en stabil koalition med VK? Det er muligt. Mange vil nok sige, at ’de frelste radikale’ aldrig ville have flyttet sig på indvandring af egen drift. Alligevel tror jeg, at flere af de væsentlige nede-på-jorden-tiltag ift. indvandring havde set nogenlunde ens ud (ift. krav til permanent opholdstilladelse, flygtningestatus, familiesammenføring, evt. sprogkrav, dog BORTSET FRA 24-års-reglen.) i en VKR-konstellation. Jeg er ikke bekendt med diskussionerne blandt de Radikale konkret, men jeg forestiller mig, at de tilpasninger, om man vil, ift. den velfærdsstatsmodel vi har haft og fortsat har også ville finde klangbund der. Navnlig hvis regeringsmagten var i sigte.

    Hvad havde så været anderledes? Tja. Jeg tror at koblingen mellem indvandrerpolitik (med en primært økonomisk dimension) og sikkerhedspolitik (Krig Mod Terror, Muhammedtegninger og hvad har vi, med en mere eksistentiel dimension) ville have set anderledes ud. Politik ville i mindre grad end tilfældet er, have handlet om at ’begrænse islamisering’ og tjuhej udover prærien.

    Det er nok primært mine egne ønsker, der dugger mit udsyn, når jeg stiller det sådan op, men jeg mener, at også en nøgtern analyse vil sige, at væsentlige dele af retspolitikken havde set anderledes ud. Gennem 0’erne har der været en, skal vi sige, stærk dynamik omkring denne dimension. Socialdemokraterne har skullet vise sig faste, stramme mit mehr på den dimension, som vi fx så med forslaget om hovedbeklædningsregler i danske retssale. Og de er så – naturligvis – blevet overhalet indenom. Jeg tror den dynamik havde været anderledes, og for liberale væsentligt bedre med en VKR.

    For at svare Bjarne, så tror jeg sagtens at Uffe Ellemann ville været gået med på opstramning ift. indvandring, men at han havde lagt burkaforbud og lignende jakobinske forslag døde langt sikrere end Løkke eller Fogh. Så udfaldet havde været mere politisk liberalt. Desuden er det svært at se, at det ville have været mindre økonomisk liberalt.

    Vh
    trane

  8. @ Trane

    Jeg er ikke uenig i at den økonomiske politik havde været ligeså eller mere liberal med Uffe.

    Men angående det “værdipolitiske”. Du lægger tilsyneladende utrolig meget vægt på et par enkelte forslag f.eks. burkaforbud og tørklæder i retsale.
    Det er jo den typiske proportionsforskydning; at gøre et par ligegyldige symbolske forslag til kernen i udlændingedebatten.
    Dertil kommer at der intet specielt liberalt er i at kæmpe for retten til religiøsuniformering for dommere – det er da ligeså liberalt at kæmpe for statens ret til at have uniformeringsregler i dens egne institutioner.

    De helt store spørgsmål, f.eks. muhammedtegningerne og islamisering/parallelsamfund/multikulturalisme bliver dermed reduceret til blot endnu et par spørgsmål på linie med symbolpolitiken.

    Jeg kan ikke mindes at have læst eller hørt noget der tyder på at Uffe eller de radikale havde haft intentioner om eller modet til at gennemføre stramninger bare tilnærmelsesvist dem vi har fået. Og på de ovennævnte værdispørgsmål tyder alt på at de hele ville sejle i politisk korrekthed og “god tone”
    Vi kan jo se til sverige. Intet der tyder på at nogen derovre tør tage nogle reelle initiativer i forhold til indvandringen. Og deres velfærdsmodel er vist ikke væsentligt anderledes end vores.

  9. Peter Kurrild-Klitgaard

    2. september 2010 at 12:34

    Kære “Bjarne” …

    Eller skal vi sige “Superman”? Eller “Handelshøjskole-tossen”? Eller “Hansen”? “Kasper”? “Jesper F”? “Lise”? “Lise Rasmussen”? “Ole Andersen”? “Elefanten”? “Liselotte”? “Kurt Ravnerok”? “Anette Clausen”? “Anita Larsen”? “Kasper Andersen”? “Carsten”?

    Og det var vist bare Dine aliaser fra det seneste par år–jeg ville nok kunne grave flere frem, hvis jeg gad.

    Det er sådan set ok, at Du benytter et pseudonym, når Du vil kommentere her. Det kan der være gode grunde til, og det gør (eller har gjort) adskillige Punditokrater, og flere faste gæster her på stedet.

    Men det grænser altså til det useriøse–for ikke at sige dubiøse og uacceptable–når den samme person i samme forum bruger et utal af aliaser, undertiden i de samme diskussionstråde, og ihvertfald i to tilfælde (“Lise” vs. “Ole” + “Superman” & “Lars Pedersen”) i en fingeret debat med Dig selv / som klakør for egne synspunkter. Det er simpelthen spild af bloggens ressourcer.

    Må jeg personligt foreslå Dig, at Du enten bliver bedre til at skjule Din IP-adresse, eller også holder Dig til et enkelt alias, og ihvertfald holder op med at ligge og prøve at udgive Dig for flere personer samtidigt.

    Du kan jo evt. kalde Dig for “Aarhus”, idet det jo er der, Du bor/læser …

  10. Christian Bjørnskov

    3. september 2010 at 09:33

    @Peder Bisgaard: DU kan tilføje mit navn til listen over dem, der støttede befrielsen af Irak. Jeg er jo alligevel allerede på listen over folk, du har svinet til.
    Mvh.
    Christian Bjørnskov

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑