Midtvejsvalget 2010: Et første kik

USA’s midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende–og vigtige–af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august–eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt “tunet ind”–og mange af dem er det heller ikke efterfølgende–men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt “registrerede vælgere”, som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke …

G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point–men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med 5 pct. point, da man i 1994 erobrede flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet og i 2002 tilbageerobrede Senats-flertallet.

Læg dertil, at “registrerede vælgere” ikke er den bedste indikator for, hvorledes valgresultatet ser ud, for langt fra alle registrerede vælgere stemmer.  I stedet skal man se på, hvor motiverede vælgerne er.  Altså “fired up and ready to go”, som Obamas var i 2008.  Til det kan man sige, at når Republikanernes begejstring tages med i betragtning, ser Republikanernes 10 pct.points forspring slet ikke så skidt ud for Demokraterne …

I forvejen stemmer Republikanske vælgere som regel (men ikke altid) mere end Demokratiske.  Tager man det med i betragtning, kan man næsten kun komme til at undervurdere, hvor godt valget p.t. tegner for Republikanerne.  Rasmussen Reports, der er et af de senere års mest succesrige meningsmålingsinstitutter, har p.t. et G.O.P.-forspring på 6 pct.point blandt “likely voters”.  Rasmussen bliver ofte beskyldt for at give Republikanerne for gode målingsresultater (fordi de altid arbejder med “likely voters”), men hvis Gallups tal er korrekte, er det formodentlig Rasmussen, der er for “konservative”.  Så kan det vise sig, at Republikanernes føring p.t. blandt sandsynlige vælgere, snarere er på 10-15 pct. eller mere.  Kommer man blot tilnærmelsesvis derop i nærheden, begynder det at ligne et sving, der ikke er set større i otte årtier.  Både Cook Report og Larry Sabato–som ingen kan anklage for at være i seng med Republikanerne–har på det seneste skiftet deres vejrudsigter for Demokraterne fra “overskyet” til “orkan”.

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

  • Republikanerne: 44
  • Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
  • “Toss ups”: 8

Huset:

  • Republikanerne: 206
  • Demokraterne: 194
  • “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 48 (+7)
  • Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

  • Republikanerne: 223-224 (+41/42)
  • Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 52
  • Demokraterne: 48

Huset:

  • Republikanerne: 241
  • Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Demokraterne kan på nuværende tidspunkt kun hænge deres hat på en knage, og den er ret lille.  Og det er, at den såkaldte “generic ballot” (altså: “Vil De stemme Demokratisk eller Republikansk?”) ikke altid forudsiger, hvad vælgerne gør i praksis–nemlig hvis de alligevel godt kan lide deres egne lokalt valgte politikere.  “He may be a S.O.B., but he’s my S.O.B. …”.  Det vil sige, at nogle vælgere kunne tænkes at ræsonnere: “Jeg ville egentlig helst stemme G.O.P., men jeg kan godt lide min lokale Demokrat …”.  Problemet er blot, at andre målinger viser, at siddende politikere (“incumbents”) i dette valgår som race er omtrent så populære som lopper i en sovepose.

En del kommentatorer, særligt Demokratiske, og journalister, både herhjemme og i USA, vil gerne gøre Demokraternes hastigt faldende aktier til et spørgsmål om alt andet end politik.  F.eks. racisme eller myter om, at Obama skulle være muslim eller ikke amerikansk statsborger.  Det ville i sig selv være påfaldende, hvis den slags skulle gøre så stort et udslag, idet alle emnerne sådan set var oppe at vende i 2008.

Snarere end den slags bortforklaringer er der givetvis to og kun to ting, der virkeligt er belæg for at sige er drivende for vælgernes stillingtagen p.t. de to partier imellem.

Den ene er–som altid–økonomien:

Den anden er, at en pluralitet af vælgerne generelt er mere enige med Republikanerne.  Det kan man såmænd se på, hvad vælgerne siger, når Gallup spørger dem om deres syn på de to store partiers politikker:

Kun på miljøspørgsmål har Demokraterne en føring, der er statistisk signifikant.

Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var “farvel til Reagan”, en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny “realignment” i amerikansk politik, der “is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more” … ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:

“How’s that hopey changey stuff workin’ out for ya’?”.

6 thoughts on “Midtvejsvalget 2010: Et første kik

  1. Peder Pedersen

    Jeg skal opponere mod den tone af skadefryd, som der er over indlægget. Fordi med republikansk flertal i Kongressen vil det jo ofte føre til “gridlock” – og det netop i en tid, hvor der er brug for at arbejde sammen for at få løst nogle af USA’s problemer. Med hensyn til republikanernes andel i den største strategiske fejltagelse i USA’s historie — Irak-krigen [Note: Som herværende blogskribent støttede- hvad vi ALDRIG må glemme], som ifølge Professor i økonomi og Nobelæprismodtager, Joseph Stiglitz er hovedansvarlig for den forringelse af USA’s finanser som har fundet sted i det forløbne årti — så trænger vi alle sammen til at dette perti nu holder lav profil i en periode og ikke laver flere ulykker.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    “Jeg skal opponere mod den tone af skadefryd, som der er over indlægget.”

    Opponer blot. Jeg kan ikke spore nogen generel tone af skadefryd, men jeg vil godt medgive at linket i den sidste sætning nok er en slet skjult … fornøjelse? … over at se, hvorledes alle de, der i 2008-09 sagde, at Obamas politikker lå langt til venstre for den midterste vælger; at Obamas snak om “change” og “hope” var en tynd og ikke særlig velsmagende kop thé; at Obamas sejr ikke repræsenterede et skifte i amerikanernes politiske holdninger men en kortvarig skuffelse over Bush; og at f.eks. stimulus-pakken var spild af penge … ja, tilsyneladende havde de pågældende mere ret, end der ved den lejlighed blev givet dem “credit” for.

    “Fordi med republikansk flertal i Kongressen vil det jo ofte føre til “gridlock” – ”

    Det vil jeg ikke nødvendigvis synes er så skidt. “Gridlock” kan være noget skidt, men det er sjældent det værste af alle alternativer.

    Mener man, at “gridlock” (snarere end dårlige politikker) er det virkelige problem, burde man vel så også have bekæmpet, at Demokraterne fik kongresflertallet i 2006?

    Iøvrigt er der jo sådan set allerede nu “gridlock”, ihvertfald i mere kontroversielle afstemninger.

    “… Irak-krigen [Note: Som herværende blogskribent støttede- hvad vi ALDRIG må glemme], …”

    Sludder. Hvor har jeg nogensinde udtalt mig til støtte for Irak-krigen? Det nærmeste, jeg er kommet, er mig bekendt, at jeg har tilsluttet mig, hvor Thomas Friedman har kaldt “Pottery Barn princippet”: You break it, you buy it.

    “… som ifølge Professor i økonomi og Nobelæprismodtager, Joseph Stiglitz er hovedansvarlig for den forringelse af USA’s finanser som har fundet sted i det forløbne årti ”

    At Irak-krigen (og ditto i Afghanistan) har haft en rolle i forværringen i de offentlige finanser, kan der rigtigt nok ikke være megen tvivl om. Men det er ikke der, hunden ligger begravet: Stigningen i offentlige udgifter selv ekskl. forsvars-relaterede udgifter var eksplosiv under Bush (og endnu mere nu under Obama).

    Svar
  3. Carsten Valgreen

    Hmm,

    “om ifølge Professor i økonomi og Nobelæprismodtager, Joseph Stiglitz er hovedansvarlig for den forringelse af USA’s finanser som har fundet sted i det forløbne årti”

    Det er blandt andet den slags, der gør at ingen seriøse økonomer har lyttet til hvad Stiglitz siger i efterhåden lang tid. Hans politisering er så åbenbar at det har ført til et udtryk: “to be stiglitized”. Hans akademiske arbejde af værdi ligger efterhånden langt tilbage.

    Paul Krugman er et godt eksempel på en økonom der er blevet “stiglitized”. Barro er nogen gange tæt på, omend med de modsatte synspunkter af Stiglitz og Krugman.

    Svar
  4. Carsten Valgreen

    Peter,

    Tak for en fin update.

    Her er et par kommentarer/tanker.

    1) Jeg tror egentlig ikke midtvejsvalget handler så meget om Obama selv. Kongres og administration er to vidt forskellige ting.

    2) Selv om Obama har mistet popularitet er Kongressen (som institution) fortsat langt mindre populær – og med god grund. Den upopularitet arbejder grundlæggende mod incumbents – især i en periode hvor der er en afgrundsdybt mismod i USA, mht økonomien. Jeg tror ikke vi i vatindpakkede DK helt forstår hvor ondt krisen gør i en USA med en ledighed på 9,6%. Det ville være mærkeligt hvis ikke der blev skiftet godt ud ved dette midtvejsvalg. Tea-party bevægelsen er på den baggrund ikke så overraskende. Der bliver typisk altid stemt kontra ved midtvejsvalget, især hvis det ene parti har været i kontrol med både kongress og haft præsidentposten. Kombiner det med arbejdsløsheden, og det er ikke en overraskelse at det ser rigtigt skidt ud for demokraterne.

    3) Health care reformen var dyr at satse politisk kapital på. Det kunne næsten kun gå galt for administrationen – og gjorde det. Ingen virksomme tiltag vil være populære.

    4) Jeg synes personligt at Obama har vist sig lidt for ”aloof” på mange politik områder og ladet demokraterne i Kongressen styre for meget. Som da Nancy Pelosi nærmest dikterede den finanspolitiske plan, som mange af mine tænksomme demokratiske venner (økonomer) erkender var en forfærdelig gang ”pork barreling”. Det samme gjaldt den finansielle reform lovgivning, som i mine øjne er et katastrofalt ringe stykke lovarbejde. Han trådte i karakter på health care. Om end man kan diskutere resultat

    5) Er der ikke en mulighed for at en republikansk kongres kan være en fordel for den politiske proces. Sagen er jo at demokraterne jo ikke har haft nemt ved at lave reformer, blandt andet fordi de nemt blev taget ”hostage” af enkelte repræsentanter og dermed selv meget nemt endte i ”pork barreling”. Men også fordi republikanerne har været ude i en gang gang kontrær og destruktiv bipartisan oppositionspolitik. Hvis de vinder huset er republikanerne nødt til at finde en modus vivendi og lave ting sammen med administrationen og med et senat som er delt næsten lige over. Der kom flere gode ting ud af samarbejdet mellem Clinton og republikanerne efter 1994.

    Svar
  5. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    @Carsten m.h.t. Stiglitz: Jeg er enig i, at Barro bliver opfattet som så politisk, at det formodentlig er et problem for ham i visse henseender (og måske endog en årsag til at han bliver ved med ikke at få Nobelprisen …). Men er det helt rimeligt at sige–“by association”–at (også) Barros seriøse akademiske arbejder ligger langt tilbage? Jeg har nu set mange af ham også fra de(t) seneste årti(er).

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard Forfatter

    @Carsten m.h.t. midtvejsvalget:

    “1) Jeg tror egentlig ikke midtvejsvalget handler så meget om Obama selv. Kongres og administration er to vidt forskellige ting.”

    Ja … og nej. Jeg mener, at de i bund og grund handler om noget helt tredje:

    Økonomien –> præsidentens popularitet
    –> hans partis popularitet i kongressen

    Jeg tror dog, at man her næppe heller kommer udenom, at Obamas politikkers upopularitet smitter negativt af–først og fremmest sundhedsreformen, der virkeligt har tændt bål i sindene hos mange middelklasse-amerikanere.

    Der er naturligvis også meget andet, der spiller en rolle. F.eks. “strukturelle” politiske forhold: At stort set alle præsidenter taber mandater i Huset ved midtvejsvalget. Fordi de ved deres eget valg to år før fik hevet nogle med ind, som ellers ikke ville være blevet valgt.

    “Jeg tror ikke vi i vatindpakkede DK helt forstår hvor ondt krisen gør i en USA med en ledighed på 9,6%.”

    Ganske enig. Det *er* hårdt.

    ” Er der ikke en mulighed for at en republikansk kongres kan være en fordel for den politiske proces. Sagen er jo at demokraterne jo ikke har haft nemt ved at lave reformer, blandt andet fordi de nemt blev taget ”hostage” af enkelte repræsentanter og dermed selv meget nemt endte i ”pork barreling”. Men også fordi republikanerne har været ude i en gang gang kontrær og destruktiv bipartisan oppositionspolitik. Hvis de vinder huset er republikanerne nødt til at finde en modus vivendi og lave ting sammen med administrationen og med et senat som er delt næsten lige over. Der kom flere gode ting ud af samarbejdet mellem Clinton og republikanerne efter 1994.”

    Tjo … ja, ja … bum, bum … Måske. Altså, man kan jo sige, at kortene med en Republikansk sejr vil blive vendt lidt. Obama vil have en interesse i at bevæge sig selv mod midten og samtidigt fremstille Republikanerne som “burn, kill and rape” rabiate koldkrigere. Det var sådan set Clintons opskrift fra 1994 og frem til hans genvalg i 1996. Spørgsmålet er så, hvad Republikanerne vælger; de ville nok på nogle punkter gøre taktisk klogt i en moderat, samarbejdsorienteret politik. Men hvis man ser på, hvilke Republikanere, der ser ud til at blive valgt og hvorfor, så er det meget tænkeligt ikke så sandsynligt.

    Apropos: David Brooks har iøvrigt i NYT en morsom “alternate history” om, hvordan Obama kunne have gjort …:

    http://www.nytimes.com/2010/09/03/opinion/03brooks.html

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.