Hvad gør Liberal Alliance?

I den senere tid er Liberal Alliance pludselig blevet en faktor, man skal regne med i dansk politik. Meningsmålinger giver relativt konsistent partiet en vælgertilslutning på 4-5 % og andre indikationer peger i den samme retning. Det gælder ikke mindst de nominelt borgerlige partiers forsøg på at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden og det realistiske i LA’s politiske udmeldinger. Så et relevant spørgsmål synes at være, hvad LA gør ved det danske politiske landskab. Det følgende er en helt personlig minianalyse af spørgsmålet.

Svært er det egentlig ikke. Hvis man tager udgangspunkt i Anthony Downs berømte medianvælgermodel, kan man hurtigt få et indblik i de sidste ti års dansk politik. Forestil dig et politisk landskab med to partier, eller to sammenhængende, ideologiske blokke. For at danne regering, skal en blok have over 50 % af stemmerne. Downs indså, at det betyder at hvert parti vil have et incitament til at rykke tættere på den politiske midte, fordi hvert ryk indad indebærer, at man scorer nogle midtervælgere fra det andet parti. Med andre ord kan parti A få mere end 50 %, hvis det placerer sig lidt tættere på parti B’s ydervælgere. Det samme gælder for parti B, og begge partier rykker derfor stadigt tættere mod midten.

Lyder det velkendt? Det burde det, fordi det har været grundlaget for Venstres politiske strategi de sidste ti år: Hvis vi rykker ind på socialdemokratisk territorium, f.eks. ved at omfavne den socialdemokratiske velfærdsstat, kan vi score deres vælgere og vinde / holde fast på magten. Men med LA på banen er Hjort-strategien pludseligt truet på livet. Et centralt element i Downsiansk medianvælgerpolitik er nemlig, at man ikke taber fløjvælgere, når man rykker ind mod den politiske midte. Og det er præcist det, der nu kan ske for VK, idet LA har materialiseret sig som et troværdigt bud på et parti til højre for regeringen.

S-SF har i virkeligheden haft et lidt lignende problem i årevis. Hvis S rykker for meget mod højre, taber partiet vælgere til SF. SF holder dermed S forankret på venstrefløjen, mens Enhedslisten i høj grad spiller den samme rolle for SF. Så tragedien har i en vis forstand været, at VK har kunnet rykke meget tæt på et Socialdemokrati, der ikke på samme måde har kunnet rykke mod højre. Dansk politik har dermed været underligt vredet mod venstre, fordi der ikke har eksisteret noget borgerligt alternativ. LA’s eksistens og deres nyfundne troværdighed skaber i den forstand bare balance i det politiske landskab.

Men VK er ikke glade! Og man kan i en vis forstand godt forstå gamle strateger som Claus Hjort. Myten i Venstre er, at man tabte 1998-valget på at være borgerlige, men vandt 2001 på at føre rendyrket Downsiansk medianvælgerpolitik. Tanken synes også at være, at regeringen kun har fastholdt magten de sidste ni år ved at være mere kernesocialdemokratiske end Socialdemokraterne. Dette har blandt andet ført til en situation de sidste ni år, hvor en VK-regering har stået for Danmarkshistoriens største udvidelse af den offentlige sektor. Selv ikke under de mørkeste Anker Jørgensen-år fyldte det offentlige så meget, som det gør i 2010. LA’s eksistens er en bombe under en  strategi, som Venstre og Konservative – formodentlig helt uden grund – tror har været årsagen til deres vælgersucces i 00’erne. Derfor ser man i disse måneder nogle ret underlige forsøg på at beklikke LA’s troværdighed og tegne et billede af partiet som ødelæggende for ’sammenholdet’ på den borgerlige fløj osv. Der er ikke noget så frustrerende for gamle politiske hunde som beskeden om, at det ikke længere er business as usual. Vi andre glæder os til at se, om det nye politiske landskab kan bringe lidt fornuft tilbage til et Folketing, som med overvismandens ord er blevet ’økonomisk tonedøvt’.

7 Kommentarer

  1. Tak for denne analyse, jeg er ikke uenig i pointerne, og jeg håber at vi får lidt mindre stat og lidt mindre velfærd, i bytte for mere frihed og mere ansvar.

  2. Det er nu lovligt forenklet: VK har hele tiden måttet lade sig køre rundt i manegen af DF (“Tuneserloven”! Og den mod kamphunde…), så DF støtter regeringen og Finansloven.

    Jeg har mere end svært ved at se manglende vilje og evne til at tage hul på de store problemer (en revideret skattelovgivning, udbygning af infrastrukturen (ikke jydske motorveje), en vilje og en målsætning- her er alt røget i “syltekrukker” i diverse udvalg, som man ikke engang har villet rette sig efter, NÅR resultatet kom.

    At kalde sådan noget socialdemokratisk- tjaee. Da Schlütter kom til var der ikke problemer med at gennemføre de forslag regeringen Anker Jørgensen havde stillet. Resultatet blev en særdeles voldsom og ødelæggende økonomisk politik, som meget få fik gavn af. (Udover spekulanterne).

    Jeg synes, du skal tage de blå skyklapper af….

    Det handler ikke om mere velfærd, men om bedre udnyttelse af ressurserne til gavn for de svage, men først og fremmest for de, der skal trække læsset. Til at få afviklet det landbrug på støtten, der ødelægger kulturlandskabet.

    Til at satse helhjertet på kollektiv trafik (elektrificering) og alternativer til busser, der i landområderne ikke kører, og hvis de kører er urimeligt dyre og tidkrævende. (Transport til uddannelsesteder fx).

    Til at tænke helheder og stort- nu. Og ikke rykke alting til 2050, hvor de nuværende politikere sikkert er døde- eller på pension…

    Mvh
    Tine- anarkist

  3. Jeg er helt uenig i analysen. VK kan naturligvis stadigvæk blive på midten og jagte medianvælgere godt hjulpet af DF. De behøver ikke være bange for stemmetab til LA, der jo blot samler de mere liberale borgerlige stemmer op, sætter en liberal dagsorden og giver liberale vælgere en stemme. Man kan jo dårligt forestille sig en situation hvor LA vil vælte en VK(O)-regering

    Det kan derimod blive en fordel eftersom man ligesom venstrefløjen med RV nu har et figenblad for at føre mere liberale sager igennem der ikke nyder meget bred opbakning i befolkningen. I de tilfælde kan man så skyde ansvaret over på LA (ligesom S har gjort med RV).

  4. @Tine
    Fair play at have dine holdninger – Omend jeg er helt og aldeles uenig med dig.
    Men lad være med at kalde dig selv for anarkist, for det hænger i hvert fald ikke sammen med, hvad du skriver ovenstående.

    Mvh
    Jesper R / Anarko-Kapitalist (a.k.a. Markeds-anarkist)

  5. Så, at jeg kalder mig anarkist- betyder, du ikke vil svare på MIN analyse?
    Excuse me, som Shakespeare skrev: Hvad betydet et navn?
    Ellers som jeg skrev: “Rødderne er røde i jorden
    Hvad betyder det,
    at du kender
    Rosens navn?”
    Mvh
    Tine digter og anarkist (dårlig)

  6. Deres video-flashannoncer på Berlingske.dk ,som jeg uvist af hvilken grund altid kommer til at sætte i gang — og dermed må lægge øre til den øredøvende talen-som-et-vandfald, som er fremmed for hovedlandets kultur [Såvel som den svenske, norske og finske – for slet ikke at nævne de traditionsbundne jøders kultur]— viser Samuel siddende i en rød bil [Indehavere af røde biler regnes som havende et ringe udviklet følelsesliv] og slutter med følgende, ubetalelige udsagn:

    Skal vi så se at komme videre

    — hvorefter han accelererer og kører fra os i en larm af den anden verden.

    Hvis det er meningen at “vi” skal komme videre, var det så ikke bedre om han blev hos os?

  7. @Tine
    Ja, det betyder, at jeg ikke gider, at svare på DIN “analyse”.
    Det hele bliver lidt vandet, når du kalder dig selv syd, men argumenterer for nord.

    Hvad betyder et navn? Tjaa.. Jeg ville mene, at alle ord bliver lidt udvandede hvis man blot bruger dem, uden at tillægge dem deres værdi. Men hvad pokker.

    Ha’ en dejlig weekend.

    Mvh Jesper R

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑