Dansk politik har igennem mange år været næsten blottet for egentligt ideologiske diskussioner. Bevares, der er masser af mudderkastning og beskyldninger om blokpolitik, men det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at vi mener at V og K simpelthen er rykket ind på midten og har overtaget socialdemokratiske holdninger for at score vælgere. Alligevel forveksles dette ryk nogle gange med, at danske vælgere ikke skulle være særligt ideologiske. Er der virkelig ikke særlige forskelle på vælgernes basale holdninger?

En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål?

WVS spørger, hvor enig man er med ti udsagn, formuleret som to modsatte holdninger, der alle har med samfundets fundamentale indretning at gøre. Den følgende tabel viser, hvordan svarene fordeler sig i de tre grupper – hvor mange er for den ene retning, hvor mange for den anden. Spørgsmålene er arrangeret i rækkefølge fra det mest til det mindst ideologiske.

Tabellen viser klart, at det spørgsmål der er størst ideologiske forskelle på, er spørgsmålet om indkomstlighed. 86 % af dem, der stemmer markant til venstre, mener at der bør være større lighed i samfundet, mens 81 % af de klart højreorienterede mener, at der bør være større indkomstforskelle, dvs. mindre ’lighed’. Spørgsmålet omkring statsligt produktion versus privat ejerskab er næsten lige så ideologisk. I gruppen umiddelbart efter ligger danskernes holdninger til, hvorvidt arbejdsløse har pligt til at tage et arbejde, hvorvidt staten skal tage mere ansvar (og dermed ikke individer), om hårdt arbejde belønner sig, og om konkurrence er skadelig eller gavnlig. De får spørgsmål, der ikke er særlig forskel på – især mellem midtervælgere og højrefløjen – handler om statslig kontrol med erhvervslivet, om folk kun kan blive rigere på bekostning af andre (en nulsumsantagelse, der deler danskerne i to cirka lige store halvdele) og hvor konservative man er i eget lig.

Og hvad så, kan man spørge. Hvis man regner med, at fordelingen af svarene ikke har ændret sig markant – og den slags er forbløffende stabilt over tid – viser tallene tydeligt, at det at ’være dansk’ dækker over nogle meget markante, ideologiske forskelle. Forskellene mellem danskerne er store, og hvis dansk politik skulle være bare nogenlunde repræsentativ for danskernes holdninger, burde der være meget større ideologiske forskelle på dem. Må vi bede om mere ideologi og mindre kræmmeri i dansk politik, tak?