September/oktobers meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har ved tidligere lejligheder (her og her) omtalt mine eksperimenter med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet … 😉

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

5 Kommentarer

  1. Hans Henrik Hansen

    14. oktober 2010 at 10:12

    “Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og…”
    – interessant; men du forudsætter tilsyneladende, at alle målinger ‘er lige gode'(?) Er dette en rimelig forudsætning – eller er det for svært/usikkert at korrigere for ‘bonitet’?
    (Såfremt de ikke adskiller sig væsentligt indbyrdes, er spørgsmålet nok mere af teoretisk interesse).

  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    14. oktober 2010 at 12:46

    De adskiller sig på ihvertfald et punkt og muligvis på flere.

    D.v.s., der er med sikkerhed forskelle i antal respondenter, og der kan være forskelle m.h.t. kvaliteten af udvalget. Det første problem prøver SRT at korrigere for ved at vægte efter antal respondenter, mens jeg lader dem veje ens uanset respondentantal og i stedet vægter efter “alder” (fordi der i sagens natur kan være forskel på om en måling er fra i går eller fra for en måned siden). Jeg har flere gange prøvet at se, hvor stor korrelationen er mellem SRT’s vægtede gennemsnit, rent aritmetiske (uvægtede) gennemsnit, og mine kronologisk vægtede gennemsnit, og den er ekstremt stor. M.a.o. kunne noget tyde på, at det ikke betyder det (helt) store.

    En anden slags test var på selve vagdagen 2007, hvor SRT lavede et respondent-vægtet gennemsnit, mens jeg lavede et rent aritmetisk gennemsnit:

    http://www.punditokraterne.dk/2007/11/13/voodoo/

    Vi fik (meget) lidt forskellige resultater, og deres fejlmargen m.h.t. mandater, var præcist lige store.

  3. Af ren og skær nysgerrighed kunne det være interessant at få at vide, hvad standardafvigelsen er omkring enhedslistens gennemsnit? Mange synes at antage, at de kommer ind — men gør de ikke det, kan man vel stadig skimte den lyseblå himmel?

  4. @Robert: Standardafvigelsen for samtlige +40 målinger siden marts er for EL’s vedkommende 0,49 pct. Ikke én måling har haft dem under 2 pct., og selv hvis de skulle komme det, er det vel næppe helt usandsynligt, at de skulle kunne komme ind via et kredsmandat i hovedstadsområdet? Jeg tror desværre ikke, at der er noget, der p.t. tyder på, at vi slipper af med EL. Jeg kunne endog frygte, at de som parlamentarisk grundlag for en S-SF regering vil komme til at få væsentligt større eksponering end det seneste årti og være i stand til at trække S-SF til venstre.

  5. OK – så er der jo nok ikke meget håb!

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑