Bruges ulandshjælp til at favorisere bestemte steder?

Svaret er ja, ifølge ny forskning fra Monash University i Melbourne. De to forfattere, Paul Raschky og den tidligere Wicksellprisvinder Roland Hodler, har med en meget opfindsom ny metode vist, at ulandshjælp i høj grad har en tendens til at flyde derhen, hvor ulandes ledere kommer fra. Virkningen er signifikant i ulande med dårlige institutioner (intet demokrati), men insignifikant i demokratier.

Hodler og Raschkys metode er en måde at overkomme mangelen på regionale BNP-tal i ulande – og manglen på troværdighed i dem, der rapporterer regionale tal. De har i stedet for data siden 1992 på hvor meget lys der er om aftenen og natten. Rationalet, som underbygges i en række studier, er at områder med større indtægter og større offentlig aktivitet har mere lys. Der er en både sjov og spændende måde at måle økonomisk aktivitet på, når data enten er utroværdige eller mangelfulde.

De to Melbourne-forskere finder, at i lande med dårlige institutioner vil en fordobling af ulandshjælpen til landet indebære, at området som landets leder kommer fra, får ti procent større lysudstråling om natten. Hodler og Raschky fortolker dette som en ret klar indikation på, at ledere uden demokratiske checks and balances på deres indflydelse, bruger ulandshjælp til at favorisere ’deres egne’. Således peger deres forskning på, at endnu en af de potentielle bivirkninger ved ulandshjælpen, som vi altid håber ikke findes i virkeligheden, er ganske stærk i de dårligere lande.

Hele papiret kan læses her.

3 tanker om "Bruges ulandshjælp til at favorisere bestemte steder?"

  1. Lasse Aaskoven

    Meget interessant papir, der bestemt er anbefalesesværdigt.

    Nu er jeg ikke økonom (læser statskundskab), men i én af mine bøger om økonomisk vækst (David N. Weil “Economic Growth” 2. udgave 2009) nævnes det faktisk som en mulig proxy, hvor det statiske materiale er for dårligt. Så hvor ny og udbredt er metoden med at bruge lys som proxy for økonomisk udvikling inden for økonomi og udviklingsøkonomi?

    Har forresten mødt en tysk økonomistuderende her på UCLA, hvor jeg er på udveksling, der vistnok har været studentermedhjælper for dig, da du var gæst ved universitetet i Göttingen (hun hedder Ulrike Heyken). Så det var lidt sjovt at vi begge kendte den samme danske økonoms forskning.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @Lasse: Ideen med at bruge lysudstråling som proxy er ikke så ny endda, men er først begyndt at blive brugt så småt de seneste år. Andre af den type kilder fra bl.a. NASA begynder også at komme i anvendelse. Det gælder ikke mindst lynnedslag, som Carl-Johan Dalgaard har brugt på en meget spændende måde.
    Og så må du iøvrigt hilse Ulrike, som var en meget dygtig studerende og medhjælp:-) Vi kunne godt bruge flere af den slags på danske universiteter.

    Svar
  3. Søren Friis

    “It however seems that sound political institutions might be somewhat less successful in preventing aid-fueled favoritism in fractionalized countries than in more homogenous countries.” (s. 14)

    Det kunne ud fra dette citat godt tyde på, at etnisk splittelse og/eller antagonisme egentlig udgør en større del af forklaringen end forfatterne kan lide at indrømme. Hvis nu man f.eks. medtog oplysninger om a) hvorvidt en stats interne etniske skel fulgte geografiske linjer og b) graden af etnisk konflikt, så kunne man måske sige noget om dette. (Problemet er så bare, at en sådan argumentation ikke kun ville omhandle udviklingsbistanden, hvilket – fair nok – tydeligvis er d’herrers hensigt.)

    Hvis de stater, hvor de etniske skel kun i begrænset udstrækning korrelerede med geografiske skel, viste sig at være de samme lande, som forfatterne identificerer som havende ’sound political institutions’ måtte man nok stille spørgsmålstegn ved nogle af undersøgelsens antagelser. F.eks. den, at bistanden i sig selv spiller så stor en rolle.

    “We have found that foreign aid has a significantly higher effect on nighttime light in the region in which the current political leader was born than in other regions in countries with poor political institutions, but not in countries with sound political institutions. These results both support and qualify Peter Bauer’s worries that foreign aid may lead to patronage and favoritism.” (s. 17)

    Arh, mon dog. Resultaterne siger vist mere noget (omend indirekte) om det basale faktum, at en forøgelse i statens indtægt i lande med intern konflikt (etnisk, geografisk, etc.) naturligt vil føre til flere midler hos den af konfliktens parter, som statsmagten støtter. Der er vel næppe tale om nogen negativ kvalitet, som er iboende i bistandsmidlerne. Hvis donorlandene som erstatning for udviklingsstøtten nu i stedet opkøbte store mængder af – for at bruge et slidt eksempel – en naturresource som f.eks. diamanter af Konfliktstat X, er der vel ingen grund til at antage, at disse midler ville flyde i mindre problematiske retninger.

    Det forhindrer dog ikke undersøgelsens resultater i at være rigtig interessante. Jeg er bare bange for, at argumentet logisk munder ud i ren økonomisk ‘hands off’-politik. Men vi kan nok blive enige om at tolke resultaterne således, at man skal passe på hvad (og især hvem) man giver bistand til. Det er vel efterhånden alment anerkendt.

    Svar

Skriv et svar