Gør Ekstra Bladet danskerne dummere?

Ifølge Ekstra Bladet er der nu videnskabeligt bevis for, at ”Fox News gør amerikanerne dummere”:

Den magtfulde amerikanske tv-station Fox News er i årevis blevet beskyldt for at være fuld af løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder.

Den republikaner-venlige og højreorienterede nyhedsstation bliver også beskyldt for åbenlys propaganda, og noget tyder på, at der er hold i begge påstande.

Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere på University of Maryland.

Undersøgelsen viser, at jo mere Fox News man ser, jo mere misinformeret er man om samfundsforholdene i USA og resten af verden.

Det er fuldt forståeligt, at en seriøs og objektiv avis som Ekstra Bladet udtrykker sin bekymring over ”løgnagtige og alt for skarpt vinklede nyheder”, men efter et nærmere kig på Ekstra Bladets dokumentation kan jeg berolige denne blogs læsere: Fox News gør ikke amerikanerne dummere. Snarere tværtimod.

Et nærliggende spørgsmål er derimod, om Ekstra Bladet gør danskerne dummere. Døm selv – og se så i øvrigt dette TV-indslag, som viser, at Fox News havde de mest nøjagtige prognoser og den mest afbalancerede dækning af præsidentvalget i 2008:

12 Comments

  1. Peter Kurrild-Klitgaard

    17. december 2010 at 09:19

    Kære Henrik: Jeg er grundlæggende enig–både m.h.t. Ekstra Bladet (http://www.berlingske.dk/groft-sagt/affalds-bladet) og m.h.t. Fox News (hvis opinion-programmer hælder kraftigt den ene vej [og på en ret umådeholdende vis], men hvis nyhedsprogrammer efter min mening ikke gør det mere end MSNBC, CNN, CBS m.fl.).
    MEN … jeg ville ikke gøre for meget ud af dét med, hvor præcise Rasmussens målinger for Fox var i 2008. Hvis Du læser min post fra forleden (http://punditokraterne.dk/2010/12/10/midtvejsvalget-2010-post-mortem-med-en-vis-bl%C3%A6re-ret/), kan Du se, at Fox’ (d.v.s. Rasmussens) i år var blandt dem, der var længst fra det faktiske resultat (og endda way off). Rasmussen havde i år et problem med deres “likely voter”-identifikation, og den trak i.f.t. de fleste andre målinger OG det endelige resultat systematisk i Republikansk retning. Det behøver ikke være resultatet af en bevidst bias–det hæderkronede Gallups gjorde det samme næsten lige så meget–men det antyder, at Rasmussen nok skal revidere modellerne–og at Fox ikke skal bruge Rasmussen-målinger til at fremhæve egen troværdighed.

  2. Den glimrende politiskstatistiske blog fivethirtyeight (fivethirtyeight.blogs.nytimes.com), kørte en masse statistiske analyser af forskellige analyseinstitutters nøjagtighed.

    Nate Silvers analyse af Rasmussen var at den havde en klar republikansk bias i løbet af året, men at Rasmussen lige op til valget ramte det endelige resultat mere nøjagtigt.

    Jeg skal se om jeg kan grave et link frem, men det er ved at være et stykke tid siden. 🙂

    På det tidspunkt var fivethirtyeight en selvstændig blog, nu ligger den under NYT.

  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    17. december 2010 at 10:32

    @Lasse: “Nate Silvers analyse af Rasmussen var at den havde en klar republikansk bias i løbet af året, men at Rasmussen lige op til valget ramte det endelige resultat mere nøjagtigt.”

    Så den godt, men to ting til det:
    1) En præcisering: “Bias” betyder i Silvers terminologi ikke nødvendigvis, at det er bevidst, men blot at “samplet” af respondenter (i nogle få eller flere målinger) hælder systematisk den ene vej. Det kan være tilfældigt–eller ikke.
    2) Silvers opgørelse var en anden end den, som Fox indslaget refererer til, og som jeg refererede til. Vi talte om stemmeandele på landsplan (hvor Rasmussen frem til 2008 ramte rigtigt godt). Silver talte derimod om at forudsige de lokale resultater–her fandt han, at Rasmussen systematisk gav lokale GOP-kandidater en større tilslutning end andre meningsmålere tidligt i kampagnen, men endte med at ramme mere præcist. (At Silver ikke opgjorde det som stemmeandele på landsplan eller som antal korrekt forudsete sejre, kan nok ikke overraske, hvis man ser på hans egne resultater i år (sammenlignet med 2008) … 😉

  4. “samplet” af respondenter (i nogle få eller flere målinger) hælder systematisk den ene vej hedder på dansk:

    de, som svarede i nogle få eller flere af målingerne, systematisk hælder den ene vej

  5. Kære Henrik,

    Hvordan når du frem til den konklusion – rapporten viser ganske vist at alle medier er biased (eller rettere, spreder misinformation) – men det fremgår også klart, at brugere af MSNBC og NPR/PBS er mindre misinformerede, og at brugere af FOX NEWS på 9 issues er signifikant mere “misinformerede” – mens der er tre issues, hvor brugere af andre medier er “misinformerede”.

    Så jo, Ekstra Bladets spidsvinkling holder et godt stykke af vejen – dem, der ser Fox News er dummere end andre mediebrugere. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at de er BLEVET dummere af at se Fox.

  6. Kære Henrik,

    Jeg må give Johannes G ret. Jeg kan heller ikke følge dine konklusioner. Man fristet til at tro at du ikke har læst din egen dokumentation.

    /Anders

  7. Henrik Fogh

    jeg må sekundere Johannes G og Anders C. Det er krystalklart, at “FOX-news” seere er mere uoplyste end andre bedømt ud fra din egen dokumentation – sådan rent objektivt.

    Jeg tror, at du og andre Punditokrater tjener jeres egen sag dårligt her – ligesom mht. PKKs entusiatiske forsøg på at forsvare eller relativere mere eller mindre vanvittige “The-selskabsfolk”. Det virker som om, I bliver så ivrige efter at være politisk ukorrekte, at I glemmer at kigge på, hvad der er rent faktuelt korrekt. Det er temmelig ironisk at måtte konstatere, at Ekstra Bladet rammer mere præcist end Punditokraterne……..

  8. Kære Anders, Christoffer og Johannes,

    Mange tak for jeres kommentarer.

    @Christoffer:

    Hvor ivrige mine med-punditokrater er efter at være politisk ukorrekte skal jeg ikke kunne sige, men det er nok rigtigt, at vi ofte tør, hvor andre tier…

    Men hvor er din dokumentation for, at vi af den grund glemmer at kigge på, hvad der er faktuelt korrekt?

    Alle politiske bevægelser – inklusive Tea Party-bevægelsen – tiltrækker vanvittige mennesker. Men at kalde selve bevægelsen vanvittig er langt ude. Se for eksempel denne opgørelse fra New York Times, som viser, at tilhængere af Tea Party-bevægelsen generelt har højere uddannelse og højere indkomster end resten af befolkningen: http://www.nytimes.com/2010/04/15/us/politics/15poll.html

    @Johannes:

    Enig: Det første problem ved Ekstra Bladets artikel er overskriften. Selv hvis undersøgelsen fra University of Maryland viste, at folk, som ser Fox News er mere misinformerede, så ville der ikke være belæg for at sige, at de bliver dummere lige netop af at se Fox News. Ekstra Bladet vinkler dermed lige så skarpt, som journalisten beskylder Fox News for at gøre.

    @Jer alle:

    Ingen forstandig person, som rent faktisk læser undersøgelsen, kan tage den alvorligt. Mange af de ”korrekte” svar på spørgsmålene er nemlig langt fra endegyldige sandheder.

    For eksempel bliver man spurgt, om ”flertallet af økonomer” mener, at sundhedsreformen vil øge statsunderskuddet. ”Forskerne” fra University of Maryland mener, at det korrekte svar er nej, men dette er en påstand, som de udelukkende baserer på en analyse fra Congressional Budget Office (CBO) fra marts 2010 – og altså ikke ”flertallet af økonomer”. CBO-analysen blev politisk bestilt for at give Demokraterne rygdækning, og den er yderst problematisk. Se f.eks. denne evaluering fra Douglas Holtz-Eakin (tidligere direktør i CBO) i New York Times, hvor CBO’s konklusion om et overskud på 138 milliarder dollar vendes til et reelt underskud på 562 milliarder dollar: http://www.nytimes.com/2010/03/21/opinion/21holtz-eakin.html

    Hvis man køber Holtz-Eakins analyse, så svarede Fox-seerne ikke ”forkert” af dumhed, men fordi de er mere velinformerede end ”forskerne” fra University of Maryland. Men det behøver selvfølgelig ikke at være, fordi de ser Fox News…

    Mvh
    Henrik

  9. @Henrik Fogh

    Holtz-Eakin var republikanernes økonomiske rådgiver ved sidste præsidentvalg, ligesom han jo er en arg modstander af sundhedsreformen (og pt. mig bekendt er præsident for en konservativ tænketank, der også kører en aggressiv kampagne mod den), så umiddelbart er der ingen grund til at fæste mere lid til hans upartiskhed end til CBOs. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige økonomer fra CEI, AEI, CATO Marschall og lignende “tænketanke” er rørende enige om, at sundhedsreformen fører lige lukt til nationaløkonomisk fortabelse, men du må komme med noget mere substantielt end en henvisning til én (1) republikansk tænketanksøkonom, hvis du vil rokke ved noget omkring “flertallet af økonomers” mening om sagen.

    Hvis man derudover kigger på et par af Maryland-forskernes andre spørgsmål, kan man konstatere,at blandt FOX-seerne er der 63%, der tvivler på, at Obama blev født på Hawaii; 60% tror, at forskerne er uenige omkring, hvorvidt der sker klimaforandringer; 38% tror, at de fleste republikanere stemte mod TARP; mens 56% tror, at hjælpepakker til bilindustrien blev indført under Obama.

    Det er sgu da i alle tilfælde sådan cirka rent objektivt faktuelt forkert? Det må du jo som forstandig og USA-kyndig person vide lige så godt eller formentlig bedre end jeg? Og hvis man bliver mere og mere tilbøjelig til at tro på disse faktuelt forkerte forhold, desto mere man ser “FOX-news” (mens folk iøvrigt bliver bedre informerede, desto mere de ser andre nyhedskanaler), så er der som minimum belæg for at konkludere, at FOX nyhedsdækning i hvert fald ikke yder noget imponerende bidrag til at bringe deres seere ud af “belejlige” vildfarelser.

    Og nu ved jeg godt, at det var mig selv, der nævnte “politisk ukorrekthed”, men generelt synes jeg, at en hel del borgerlige er så ivrige efter at sige noget, de anser for at være “politisk ukorrekt”, “gå imod herskende dogmer”, “turde, hvor andre tier” ogsåvidere, så det bliver hele ambitionen i sig selv. I min verden er der ikke meget hverken sjovt eller heroisk ved at “turde” proklamere noget faktuelt forkert – heller ikke, selvom man gør det meget højlydt. Det interessante er, om noget er faktuelt korrekt – om det så derudover er politisk korrekt eller ukorrekt, interesserer mig personligt ikke.

    Jeg er udmærket klar over, at Theselskabets sympatisører er både veluddannede og -lønnede. Men det siger intet om, hvorvidt de lider af groteske fejlopfattelser eller ej – hvilket er det, vi diskuterer her. Kurrild-Klitgaard og jeg havde et par diskussioner om Theselskabet (her og her), hvor han brugte det samme argument som dig med, at der er “gakkere” alle vegne (og henviste til den samme undersøgelse af Theselskabet).

    Den korte version er, at opfattelser, der kun kan beskrives som groteske eller direkte vanvittige – at Obama er muslim/født i Afrika, at global opvarmning og evolutionsteorien er fupnumre, at sundhedsreformen indeholder statslige dødspaneler, at USA er på vej mod sovjetiske tilstande etc. – er vidt udbredte blandt både republikanere og theselskabsfolk og blev fremført entusiastisk og fra højeste sted i den seneste valgkamp. Også af mange af de theselskabsfolk, som Punditokraterne fremhævede som libertære eller på anden måde sympatiske (dvs. ikke kun af folk som Sarah Palin eller O´Donnell). Modsatte “venstreorienterede” vrangforestillinger (som f.eks, at Bush stod bag 11. september, eller at AIDS blev udviklet for at ramme marginaliserede grupper) er helt marginaliserede og har ikke spillet nogen rolle i nogen valgkampe.

    Så at “gakkeri”, paranoia og åbenlyse vrangforestillinger er et væsentligt element i Theselskabet, er for mig at se vanskeligt at komme udenom. Også selvom de givetvis derudover også indeholder folk, der fremfører berettiget og saglig kritik af den økonomiske politik.

    Mvh Christoffer

  10. P.S.

    Nu er ThinkProgress givetvis temmelig ideologisk farvet, men hvis det, de skriver, er blot nogenlunde rigtigt, er Maryland-undersøgelsen her blot endnu én af mange, der tyder på, at FOX-kanalen generelt har alvorlige problemer med vildledning af seerne:

    As Mark Howard at AlterNet notes, this data coincides with results of previous surveys finding that Fox News viewers are more misinformed about public policy issues. An NBC/Wall Street Journal poll out last year found that Fox News viewers were overwhelmingly misinformed about health care reform proposals. A 2008 Pew study ranked Fox News last in the number of “high knowledge” viewers and a 2007 Pew poll ranked Fox viewers as the least knowledgable about national and international affairs. And a 2003 study from the Program on International Policy Attitudes at the University of Maryland found that Fox News viewers were most likely to believe that Saddam Hussien had links to Al-Qaeda, that coalition troops found WMD in Iraq, and that world public opinion supported President Bush’s decision to invade Iraq.

  11. Christian Bjørnskov

    31. december 2010 at 16:41

    @Christoffer: Jeg skal ikke blande mig i debatten om hvor begavede og informerede Fox-seerne er, men blot pege på en ting. Du out’er Eakin-Holz fordi han er republikaner. Jeg har meget mere tiltro til hans analyse end andre mere regeringstro. Og CBO’s analyse er ren nonsens. Grunden er, at de_skal_tage lovforslags baggrund og antagelser for gode varer. Hvis der for eksempel står i et forslag eller bemærkninger til et forslag, at man reducerer Medicare-udgifterne med x %, skal de gøre som om det sker, selvom alle ved at det ikke kommer til at ske. Eakin-Holz-analysen regner derimod med at udgifter til den slags stiger i samme takt som de plejer (og hans estimat er faktisk relativt forsigtigt). Så når han kommer til et resultat der siger, at de faktiske udgifter til ObamaCare er de tredobbelte af CBO’s overslag, virker det faktisk som et ganske konservativt gæt.

  12. @Bjørnskov: Jeg har slet, slet ikke indsigt nok i de økonomiske detaljer mht. amerikanske sundhedsreformer til at kunne udtale mig kvalificeret om Eakin-Holz´ vurderinger, og jeg afviser ingen alene, fordi de er republikanere, demokrater eller noget tredje (og slet ikke med rædderlige anglicismer). 😛

    Min indvending var kun, at en henvisning til én økonom er meget lidt overbevisende ifht. undersøgelsens spørgsmål om, hvad konsensus blandt økonomer generelt er – og Eakin-Holz har jo indiskutabelt en klar politisk/ideologisk interesse i spørgsmålet, hvor de fleste folk nok lige ville spise brød til, inden de straks tog alt, han sagde, for gode varer (han er jo heller ikke “bare” republikaner, men præsident for en tænketank, der tilsyneladende har til formål at bekæmpe sundhedsreformen, ligesom han var hyret til at levere skyts til McCains kampagne bla. mod denne). Kan du henvise mig til nogle uvildige undersøgelser, vil jeg meget gerne læse dem,

    Under alle omstændigheder: Hvis det bedste argument, Henrik Fogh har mod undersøgelsen, er, at én økonom anfægter noget i ét af dens spørgsmål, så forekommer det nogenledes utilstrækkeligt til skråsikkert at sige, at: “Ingen forstandig person, som rent faktisk læser undersøgelsen, kan tage den alvorligt”. Hans forsøg på at fremhæve “FOX-news”´ meningsmålinger har Kurrild-Klitgaard endda taget luften af. Og hvis han kan uddybe, hvor der er begrundet tvivl om, at Bush indledte statsstøtten til bilindustrien, at mange republikanere støttede TARP, at der er overvældende enighed omkring menneskeskabte klimaforandringer blandt klimaforskere eller om, at Obama er født på Hawaii, så vil jeg og givetvis mange andre være særdeles interesserede.

    Det er forståeligt, at Henrik Fogh er ivrig efter at nuancere danskernes forestillinger om USA, men han gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis han forsøger at forsvare FOX-news mod helt berettiget kritik.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑