Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

Oven på finanskrisen er mange lande endt med en stor – og voksende – offentlig gæld. Flere var allerede før krisen langt fra på en bæredygtig kurs. Grækenland ville for eksempel være endt i store problemer uden krisen, der blot afslørede hvor dårligt, de græske statsfinanser havde det. Andre lande har forsøgt sig med store keynesianske finanspolitiske pakker, uden at man dog umiddelbart kan se meget effekt. I alle disse lande har regeringerne opbygget en stor gæld, der stiger i takt med at man udskyder de politisk smertefulde valg, der kan bringe økonomien på ret køl igen.

Men gælden skal ned, også i Danmark, og spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst gør det. Skal man rette statsfinanserne op ved at hæve skatterne – og hvilke skatter – eller bør man sænke udgifterne i stedet for – og i det tilfælde, hvilke udgifter? Ny forskning fra den europæiske centralbank giver svar på, hvilke strategier der normalt bringer succes på længere sigt, når man skal have statsgælden ned.

ECB’s Christiane Nickel, Philipp Rother og Lilli Zimmerman har i papiret ”Major Public Debt Reductions: Lessons from the Past, Lessons for the Future” (ECB working paper 1241) set på gældsreduktion i perioden mellem 1985 og 2009 i Europa. Og deres erfaringer bliver ikke populære. En lang række tests viser klart, at permanente gældsreduktioner kommer fra reduktioner i offentlige udgifter, og helt særligt reduktioner i sociale udgifter og lønninger i den offentlige sektor. Hvis man er heldig eller dygtig og får højere økonomisk vækst, hjælper det indlysende nok også med at reducere gældsbyrden. Sidst, men ikke mindst, viser det sig at permanente gældsreduktioner er mere sandsynlige når lande får højere omkostninger ved at servicere deres eksisterende gæld.

Omvendt virker det ikke som om at skatteforhøjelser og mere generelt forsøg på at øge statens indtægter er en effektiv måde at reducere gældsbyrden på længere sigt. Med andre ord virker det ikke sandsynligt, at traditionelle løsninger, der søger at bevare statens størrelse, kommer til at virke. En del af problemet er, som Nickel, Rother og Zimmerman nævner, at udgiftsforhøjelser har en tendens til at føre til lavere vækst, mens massive reduktioner af europæiske landes offentlige udgifter på længere sigt er gavnlige for den langsigtede vækst, og derfor også ekstra gavnlige for en permanent gældsreduktion.

Med de nye indsigter fra ECB kan man måske se Europas og USA’s problemer i et nyt lys. Er Obama-administrationen på ret kurs, når de forsøger at hæve skatterne og blande sig i økonomien? Har man politisk vilje og ansvarlighed i Grækenland, Portugal eller Italien, når nedskæringer bliver pinligt nødvendige? Er der europæiske lande, man lige så godt kan afskrive? Det sandsynlige svar er nok nej, nej og ja. Og hvad med Danmark? Hvad er strategierne fra S-SF og regeringen, når også den danske gæld begynder at stige? Tja, det er ved at blive svært at være optimist, når man nu ved, hvad der normalt virker.

13 thoughts on “Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

  1. Kim Goltermann

    Mon ikke en ordentlig dosis inflation, fremprovokeret af rigelige pengeforsyninger er den nemmeste måde for lande med egen valuta at komme gælden til livs. Staten kan simpelthen opkøbe egne obligationer for nytrykte penge. Om det så er hensigtmæssigt i forhold til en række andre parametre er en anden sag.

    Svar
  2. Peder Bisgaard

    I tilknytning til Goltermann’s friske forslag <i<[og det gælder om at tænke friskt, nyt og dynamisk – og IKKE ligge under for gruppetænkning, konsensus-mani og traditionel tænkning a la : “Det har vi altid gjort, så det må være det rigtige”] vil jeg lige nævne at en af dommerne i <b<Financial Times rangliste for 2010 over 19 europæiske finansministre (hvor Anders Borg fra Sverige ligger nr. 4, Jyrki Katainen fra Finland nr. 5 og vores egen Klaus Raadyr (I den dobbelte betydning: taktisk, politisk dyr og raa-dyr for Danmark) nr. 15) – nemlig Cheføkonom Michael Heise fra den tyske finansgigant, Allianz, Politiken den 11. december i en uddybende kommentar sagde: “S-T-Æ-R-K—V-A-L-U-T-A—S-K-A-D-E-R—D-A-N-M-A-R-K” .

    Præcis det samme som jeg har fremført adskillige gange. Som det hedder på min webside:

    Men dette er stort set tabu at sige i Danmark, fordi VK regeringen ikke ønsker at give S gode ideer, når de kommer til, men ønsker at holde (dem) fast i en fast kronekurs-politik. Men en sådan rigiditet. der angiveligt bygger på angst for at Anker Jørgensens devalueringspolitik fra 70’erne skal gentage sig, er efter alt at dømme overdrevet, og endnu et eksempel på hvorledes det er taktiske, politiske overvejelser som styrer dansk, økonomisk politik. Fordi hvis man gerne vil være et eksempel til (socialdemokratisk) efterfølgelse, så er det blot at lede efter samme type finansminister som Sverige (Nr. 4) og Finland (Nr. 5) har .

    Svar
  3. Peder Bisgaard

    Svaret på Bjørnskovs spørgsmål: Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?, er at så vidt muligt få den omlagt til indenlandsk gæld og så lade markedet devaluere kronen, sådan at der på den måde kommer flere penge til landets eksportvirksomheder, og dermed også til staten i form af skatter og afgifter. Men alas, det skulle være gjort for 10 år siden – mindst. Var det gjort i 1985, så ville recessionen som indtrådte efter Kartoffelkuren (Se note) i 1986 jo ikke have varet i 7 år – fordi hvis du ser på Nationalbankens skema over offentlig gæld som er på min webside så tordnede statsgældenen — efter initialt at være gået ned i 1986-87 — i 1988 igen i vejret. At den gør det, er tegn på at der ikke kommer nok penge ind i statens kasse. Og det ville der have gjort med en svagere krone.

    Var det gjort I 1995 hvor eksporterhvervene begyndte at beklage sig over den stærke krone, så ville færre virksomheder være gået konkurs/flyttet ud.

    —-

    Så som I ser kan een altid lære noget ved at studere den økonomiske historie, og intet er mere frugtbart end at lære af de fejl som er begået. Det som f.eks de rationelle svenskere — hvis velfærdssamfund vi har kopieret om og som der er konsensus om at bevare — har forstået, er at ALT skal gøres for at pengene kommer i en lind strøm til eksport-virksomhederne (kort sagt: at de kan konkurrere og tage ordrer) og derefter i en lind strøm til statskassen i form af skatter og afgifter. Og her ligger en reduktion af kronens værdi lige til højrebenet, fordi vi bevilgede jo os selv for høje lønstigninger i det sidste årti – og nu kan vi tage noget af det tabte tilbage ved at lade markedet nedskrive kronens værdi

    Note (min fremhævning):

    Kartoffelkuren (Fra Dansk Wikipedia)

    Den kontraktive finanspolitik, som blev gennemført med kartoffelkuren, opnåede mærkbare resultater på betalingsbalancen. Allerede i 1987 blev underskuddet reduceret med 16 mia. kr., så det nu lød på 20 mia. kr. Grunden til den positive udvikling på betalingsbalancen var et brat fald i den indenlandske efterspørgsel efter varer. Forbruget i landet gik i stå i årene efter kartoffelkuren, samtidig med at den danske befolkning valgte at spare mere op. Inden for boligbyggeriet fik den faldende aktivitet også konsekvenser. Kartoffelkurens indførelse af mixlån medførte et kraftigt fald i nybyggeri. Nedgangen i landets aktivitet fik konsekvenser på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden steg.

    Dette var en meget kluntet måde at adressere problemet på, der som det ses, satte landet i stå i 7 år. Med en flydende krone i stedet for en fast ville importeret luksusforbrug have været blevet dyrere, medens flere penge ville være strømmet til virksomhederne, og videre til staten, sådan at denne ikke havde nødig at låne så meget for at kompensere for nedgangen i samfundsøkonomien.

    Svar
  4. Jakob

    @Peder Bisgaard Devaluering stjæler effektivt det fra borgerne, som der devalueres med. Mener du virkelig, at det er okay?

    Hvad med blot at lave en kollektiv lønnedgang? Det ville også gøre Danmark mere konkurrence-dygtigt.

    Svar
  5. JC

    Hvis ikke man selv er offentligt ansat eller på passiv forsørgelse, så er ens ægtefælle, samlevende, forældre eller børn finansieret af det offentlige. Vi danskere tror, at kommunerne og staten skaber indtægter. Hvad skulle vi ellers tro? Når måneden er omme, får vi de penge, vi skal leve af i næste måned, fra det offentlige.

    Jeg kan slet ikke se, hvordan nogen politiker skulle sænke de offentlige udgifter mærkbart. Hvor finder man et flertal for det? Vi har haft borgerlig regering i 9 år, og de vil ikke sænke udgifterne. Og de røde er ærlige omkring, at de vil øge udgifterne, hvis de får muligheden.

    Gælden vokser med 80 – 100 mia. om året, og de store generationer er kun lige begyndt at gå på efterløn. De konservative taler om, at der “skal findes” 20 mia. På finansloven forhandles der om endnu mindre, typisk 1 eller 2 mia. Der er ikke et eneste parti, som forsøger at spare de 80 mia, som underskuddet forventes at lande på i år, eller de 100 mia, som der budgetteres med i 2012.

    Hvordan skulle underskuddet dog blive vendt til et overskud i 2013 eller 2014? Det er ren fantasi.

    Vi gider ikke arbejde. Vi er alle sammen ofre for et eller andet. Det er så synd for os. De overskud, vi havde på finanserne de sidste 10 år, var på baggrund af lånefinansieret privatforbrug, og på baggrund af ekstraordinære skatteindtægter fra Nordsøolien. Vi har aldrig sparet på udgifterne, vi har kun hævet skatten. Velfærdsstaten nåede et tipping point for 30-40 år siden, hvorfra det var umuligt at sænke udgifterne igen. Nu venter vi bare på, at det hele kollapser.

    Svar
  6. JR

    Christan, jeg forstår ikke hvorfor du skriver som om Danmark ikke er et af de lande der laver store keynesianske finanspakker. Sagen er jo, at vi har gigantiske automatiske stabilisatorer der helt automatisk sørger for, at vi fører keynesiansk økonomisk politik – big time. Og det kan man også se af underskuddet på det offentliges finanser. Vi er jo et af de lande der har allerstørst underskud.

    Svar
  7. Christian Bjørnskov

    @JR: Det gør jeg da heller ikke – hvor ser du det? Som du korrekt skriver, har vi et af de helt store underskud, så ECB-forskningen er af største relevans for os.

    Svar
  8. JR

    Ok, Christian jeg beklager. Det var bare din sætning om, at det var de lande der havde forsøgt sig med store keynesianske stimuluspakker der har opbygget stor gæld. Men når vi bare er enige om, at de automatiske stabilisatorer i realiteten også er stimuluspakker – blot med den forskel, at de ikke kræver vedtagelse i parlamenterne – så er jeg med;-)

    Svar
  9. Peder Bisgaard

    Jacob skriver:

    Devaluering stjæler effektivt det fra borgerne, som der devalueres med. Mener du virkelig, at det er okay?

    Hvad med blot at lave en kollektiv lønnedgang? Det ville også gøre Danmark mere konkurrence-dygtigt… men uden at stjæle fra borgere med opsparing.

    Der er jo ikke tale om at vi skal gå ud og sige: “Nu devaluerer vi 20 % !” Er du gal, mand. Det skal ske stille og roligt ved at markedet nedskriver kronens værdi til et realistisk niveau, således som praktisk taget alle lande på Jordens overflade til alle tider har gjort med deres valuta. Af andre lande som fører fastkurs-politik, kan jeg på stående fod kun komme i tanke om Brasilien, og som det vil være enhver bnekendt har de i dag store problemer i dagens verden, hvor mange lande af konkurrencemæssige grunde bevidst forsøger at holde værdien af deres egen valuta nede. Ikke engang Euro-eliten i Bruxelles kunne drømme om at binde deres valuta til nogen eller noget.

    Kun i Danmark og enkelte baltiske lande (sikkert på råd herfra) binde sin valuta til en af verdens stærkeste valutaer, euroen, ligesom vi gjorde i forhold til D-marken fra og med 1982. Schlüter er som bekendt en dreven politiker og han ønskede et enkelt og letbegribeligt mantra som samtidig havde den handy bivirkning at det udstillede socialdemokraternes tidligere politk på området som uansvarlig [Det samme som Anders Fogh senere gjorde med “Skattestoppet”]. Men da vi gik ind i en recession i 1986 var det ubegribeligt tæskedumt at kronen var knyttet til den vel nok stærkeste valuta i verden, S-O-M—N-E-T-O-P—I—D-E—Å-R—V-A-R—U-D-E—F-O-R—D-E-N—E-N-E—O-P-S-K-R-I-V-N-I-N-G—E-F-T-E-R—D-E-N—A-N-D-E-N, påtvunget af markedet (Se note*) [Noget som ironisk nok ikke er muligt idag – ØMU-konstruktionen forbyder det –men ellers lige nøjagtig det som europa har brug for]

    ———–
    *)Note
    Dokumentation ved en af verdens førende finansanalytikere og bedst tænkende/skrivende journalister, Ambrose Evans-Pritchard af, at markedet tidligere udsatte den tyske valuta for en opskrivning [Peder-note: altså den valuta som Danmakr skyggede blev opskrevet den ene gang efter den anden. Hvor smart er det nu liige?]

    (min fremhævning)

    THE TELEGRAPH, 11. juli 2010: Deutschland über alles does not mean a trickledown recovery in EMU

    By Ambrose Evans-Pritchard

    As for Berlin, it eyes the world through a provincial lens, as a pseudo-morality tale with good imbalances (Germany’s surplus) and bad imbalances (the US/ Club Med deficits). This childish view did not matter as long as market forces could impose a currency revaluation on Germany every few years to keep relations with the rest of Europe in kilter. It matters a great deal now. EMU has shut the escape valve

    Svar
  10. Peder Bisgaard

    Jacob, med hensyn til dit forslag om “kollektiv lønnedgang” – så lyder det jo godt, men er det realistisk? Når folk een gang har fået noget har de en tendens til at være voldsomt imod at det tages fra dem igen. Jeg bedømmer det som urealistisk at der kan opnås enighed om noget sådant. Tænk på hvad de mange fagforeninger vil sige,- det kan endda føre til strejker og uro.

    Så er det meget smartere “to claim back” [~ at tage tilbage] hvad vi har sat over styr i det forløbne årti i form af lønstigninger,- ved at lade markedet nedskive kronen. Initialt kan der opstå lidt turbulens, men snart vil der falde ro på, og markedet vil se at vores situation ikke er meget forskewllig fra svenskernes, hvis krone allerede er fleksibel. Ja, sandelig – givet markedets eminente evne til at bedømme hvem som klarer sig bedst konkurrencemæssigt, så vil de se en tilpasning af kronens værdi i nedadgåernde retning som et udtryk for rettidig omhu – jvf. min tidligere refererede udtalelse fra cheføkonom i den tyske finansgigant Allianz, Michael Heise, som til Politiken udtalte, at den “Stærke danske valuta skader Danmark” .

    Som bekendt strømmer der mange penge til Norden i øjeblikket, fordi investorer ser vores område som sikrere end Sydeuropa. Der er ingen grund til at tro at dette vil ændres væsentligt, hvis vi ligesom Sverige og Norge får en fleksibel krone-kurs.

    Svar
  11. Peder Bisgaard

    PS – Jacob. Jeg har også svært ved at se at en markeds-nedskrivning af kronens værdi — dagens lavinflationssamfund in mente – skulle udhule” folks opsparinger. Måske kan du forklare dig nærmere?

    Svar
  12. Asbjørn Purup Andersen

    “For a nation to tax itself into prosperity is like a man standing in a bucket and trying to lift himself up by the handle.”
    – Winston Churchill

    Svar

Leave a Reply to Kim GoltermannCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.