Islam og demokrati

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

11 Kommentarer

  1. Kære Bjørnskov, jeg har ikke læst nævnte undersøgelse og kunne ikke drømme om at spilde min tid på det. Alene det faktum at hele undersøgelsen bygger på kun 191 samples er et problem, for da man vælger 10% af befolkningen som mindste regneenhed så bliver sådan circa 2/3 af de 191 samples irrellevante. Måleenheden er for stor. Så undersøgelsen omfatter altså i virkeligheden circa 64 lande (alle de andre samples udgør een stor kontrolgruppe) der har en muslimsk befolkning nær ved eller over 10%. Disse kan så inddeles i lande med 10, 20, 30, 40% og så videre. I alt 10 grupper, hvilket giver i gennemsnit 6-7 lande per kategori.

    Nu bliver det for alvor spændende. Forskeren “kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system”. Og hvordan kontrollerer man for det? Ja, det gør man ved at definere en eller anden formodning om hvad vej et socialistisk inspireret retssystem skubber i relation til de primære variabel (andelen af muslimer i befolkningen) man undersøger. Det kan ikke blive andet end gætterier. Og man gør det samme med oliestater, før man indskyder et tredje sæt arbitrære formodninger for at kompensere for regionale effekter (hvad det så skal dække over??) og et fjerde sæt formodninger til at håndtere indkomstforskelle.

    Undersøgelsen er det rene mumbo-jumbo og spild af formentlig skatteydernes penge. Havde der været 10.000 lande/befolkninger der kunne kategorisere så ville det måske give lidt mening, men der er altså kun 191 lande, hvoraf vel en tredjedel har en muslimsk befolkningsandel af relevant omfang….. og så fik vi ikke engang taget hul på den byld der hedder “definitionen af demokrati”

  2. Christian Bjørnskov

    28. december 2010 at 18:51

    Kære Kim, i stedet for at dømme undersøgelsen ude med det samme, skulle du måske bruge tid på at læse den. Dine kommentarer bærer i hvert fald tydeligt præg af, at du ikke har forstået hvad den gør. Der er ikke tale om “191 samples”, men derimod 191 lande, der sammenlignes. Der kontrolleres heller ikke på den måde som du åbenbart tror, men for hver enkelt faktor estimeres virkningen. Der er således absolut_ingen_gætterier, men udelukkende en kortlægning af, hvordan forskellene på de 191 lande – praktisk taget alle verdens lande – ser ud.

  3. Der er nogen som har Islam på hjernen

    Og det endda i denne søde juletid. Kan de ikke nøjes med “at synke ned i den traditionelle danske jul” eller blot synke andestegen og rialamanden først, men skal de partout altid baske verdens næststørste religion, størstedelen af hvis medlemmer lever godt og fredeligt med deres religion og for hvem den er en stor lise [comfort ~trøst] i hverdagen. Selve rationalet — at demokrati er den bedste af alle styreformer og at den skulle kunne passe til alle — er præcis hvad en rationel tysk forsker kan forventes at komme op med. Og har han fået lavet et eller andet originalt som ikke er udfundet før, så — uanset om nogen læser resultatet (udover en eller to kolleger) eller ej — så er han tilfreds og han har fået sin publikation, og han vil stige på listen over de som har publiceret.

    Klansystemet har tjent dem vel
    [Og tilstedeværelsen af de mange “høvdinge”, overhoveder for klanerne, som mest tænker på deres egen klans ve og vel, synes at udelukke muligheden for et “samfund” i det omfang dette begreb overhovedet kendes i de lande (det gør det ikke)]
    Sagen er naturligvis at det traditionelle klansamfund, som det kendes i de arabiske lande, har tjent dem vel. Det er klansamfundets skyld f.eks at de klarer sig igennem kriser, og at palæstinenserne i de besatte områder og deb menige befolkning i det krigshærgede Irak, trods alt, har klaret sig igennem eksorbitant høje arbejdsløsheds-niveauer i størrelsesordenen 30 %.

    Ingen ved deres fulde fem ønsker demokrati i Ægypten og Saudi Arabien
    Og når det gælder Ægypten og Saudi Arabien f.eks, så er ingen ved deres fulde fem (men måske verdenfjerne teoretiske professorer?) i vores del af verden interesseret i at de demokrati dér, for det vil jo betyde at Det Muslimske Broderskab ommer til magten førstnævnte sted, og Osama bin Laden og hans fæller det andet sted.

    <i<Bjørnskov siger: “Det har jeg ikke tænkt på, jeg blev bare så opslugt af min kollegas resultater at jeg fuldstændigt glemte at sætte det ind i en real-politisk kontekst”.

    Svar: Så kom ned på Jorden til os andre og vær usigelig taknemmelig fordi du har muligheden for at tage ved lære af repræsentanter fra verdens bedst oplyste folk. Vi yder gerne denne service her i folkeoplysningens fædreland, fordi det kun er en fordel for alle hvis alle har samme oplysningsniveau som os – selvom vi nok synes det er lidt den omvendte verden at vi nu også skal til at oplyse professorer. Men OK, det tager vi med – og ser det som et udslag af den generelle forringelse i det akademiske niveau — og bevægelsen hen imod specialisering fremfor tidligere generationers professorer’s bredere,poly-historiske fundering — som har fundet sted.

  4. Bolette Pedersen

    29. december 2010 at 10:39

    Til Christian Bjørnskov

    Tak for denne information om denne interessante analyse af Potrafke.

    Men bare en lille ting. Jeg mener ikke, at meget tyder på at Indonesien er på vej til at blive demokratisk. Desværre. Men måske tager jeg fejl.
    Hvad bygger du konkret din forudsigelse/antagelse på vedr. dette?

    Forveksler du håb og ønsketænkning med realiteter? – i hvert tilfælde er der jo et stykke fra (måske) “på vej til” til at være blevet til, skal vi huske.

    Mvh

    Bolette

  5. Christian Bjørnskov

    29. december 2010 at 10:55

    Hej Bolette
    Jeg baserer det på Freedom Houses årlige vurdering, hvor Indonesien nu er oppe på en total vurdering på 2. Det er et point fra vesteuropæisk niveau, men bedre end for eksempel Ecuador og på linje med Indien. Selvom vurderingerne fra Freedom House kan kritiseres, ligesom alle demokrativurderinger kan, betragter de fleste forskere dem som generelt troværdige. Man kan læse mere her:
    http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=22&year=2010&country=7841

  6. Bolette Pedersen

    29. december 2010 at 23:45

    Kære Christian Bjørnskov,
    Ok, det kan jeg godt se. Det vil jeg lige se at få læst mere grundigt igennem i morgen. Tak for linket.

    Mvh

    Bolette

  7. Christian Bjørnskov: “Jeg baserer det på Freedom Houses årlige vurdering, hvor Indonesien nu er oppe på en total vurdering på 2.”

    Det er så kun de politiske rettigheder. Mht. “Civil Liberties” ligger de på 3. Men du har da ret. De seneste 10 år er der sket dramatiske forbedringer i Indonesien. Men man kan jo også se på nabolandet Malaysia hvor ratingen er faldet fra (PR/CR) 2/3 i halvfjerdserne til 4/4 i dag. Eller Bangladesh der kører op og ned i ratings (de lå f.eks. i 90’erne nogenlunde på Indonesiens nuværende niveau – men ligger nu på 3/4 – og har været på 5/4 tidligere i årtiet).

    Så jeg ville nok være lidt påpasselig med at konkludere alt for meget om Indonesiens afart af Islam endnu – 10 år med forbedringer er selvfølgelig opmuntrende, men situationen kan hurtigt vende. Men der er nok ingen tvivl er om, at Islam i (Syd-)Østasien på nuværende tidspunkt generelt ikke er så slem som den er i Mellemøsten og Sydasien (Afghanistan og Pakistan).

  8. Artikkelen til Potrafke er interessant og veldokumentert. Den er med på å befeste kunnskap som allerede er godt belagt i mange typer analyser. Det interessante spørsmålet er hvorfor det ikke etableres levedyktige demokratiske institusjoner i land med muslimsk majoritetsbefolkning. En umiddelbar forklaring er selvsagt at det som regel ikke finnes en demokratisk (frihetsorientert) opposisjon; den folkelige motstanden mot autoritære makthavere er gjerne preget av en islamistisk ideologi, som riktignok legger an en demokratisk retorikk, men som ikke står for en troverdig demokratisk praksis. Det blir “one person, one vote, once” hvis frie valg gjennomføres.

    Det dypere problemet er homogeniteten i mange muslimske samfunn. De siste 50-60 årene har landene i Midtøsten og Nord-Afrika gjennomgått en formidabel etnisk rensing. Særlig i forbindelse med etableringen av staten Israel, og den påfølgende arabisk-israelske krig, ble mange jøder jaget på flukt. Bagadad hadde for eksempel frem til 1947 en befolkning hvor nær 1/3 var jøder (undertrykkelsen og ensrettingen var langt mindre enn i nyere tid); nå er så godt som ingen igjen. Samfunn som er svært homogene religiøst-kulturelt har vanskeligheter med å utvikle en kultur der toleranse er en sentral verdi, dvs. det å tåle at naboen tenker annerledes og oppfører seg annerledes enn deg selv. Uten et visst minimum av toleranse, intet demokrati. Det verdimessige grunnlaget for at demokratiske ordninger (med ytrings- og forsamlingsfrihet, med respekt for valgresulteter) skal kunne virke er bl.a. diskutert av Ronald Inglehart og Pippa Norris.

    I denne sammenhengen er Indonesia interessant. Ache-provinsen er i dag nærmest et islamistisk diktatur, mens andre deler av Sumatra i noen grad har utviklet demokratiske ordninger. Det mer multikulturelle Java, inkludert hovedstaden Jakarta, kommer langt bedre ut hva demokrati angår. Det skyldes først og fremst at islam er mindre dominerende, og muslimer har måttet finne måter å sameksistere med kristne (som utgjør opp mot 30 prosent av befolkningen på Java), hinduer og buddister. Dette gir verdimessig et bedre grunnlag for å lykkes når først demokratiske ordninger etableres.

  9. Når nu BE bringer de jøder som blev smidt ud fra de arabiske lande efter krigen i 1948 ind i billedet, så føler jeg det magtpåliggende i et forum som frekventeres af videnskabsfolk, at sætte fokus på årsag/virkning – princippet,- noget som er fundamentalt ikke at bytte rundt på indenfor alle former for analyse.

    Sagen er at de blev smidt ud E-F-T-E-R at omkring 750.000 arabere var blevet smidt ud fra Palæstina, idag med efterkommere mere end 2,5 millioner menneskerr – og dette er selve kernen i mellemøstkonflikten. De færreste er vel i tvivl om at havde de været inde, så havde politikken som landet ved Middelhavets bred fører, været fundamentalt anderledes – ja, det ville ikke mere være en jødisk stat – Og det var naturligvis derfor de skulle smides ud.

    Du siger : Åh nej, så udspekulerede kunne Israelitternes efterkommere ikke være

    Jeg svarer: Ikke det?

    Sandelig BE, du rører ved noget fundamentalt her (husk på du bragte selv Israel på bane) – fordi tilstedeværelsen af en jødisk stat lige midt i mellemøsten har enorm indflydelse på nabolandenes regeringsform og den politik som de tillades (*Se note) at føre Det tydeligste eksempel på dette så vi i forbindelse med de demokratiske valg i 2006 i de palæstinensiske selvstyreområder. Da folket fik chancen for selv at bestemme valgte de Hamas, ligesom ægypterne ville vælge Hamas’ åndelige brødre, Det Muslimske Broderskab, og Jordan — hvis befolkningsflertal jo er palæstinenserne — ville vælge et parti som var fjendtligt stemt overfor Israel, hvis de fik lov. Og jeg har allerede nævnt Saudi Arabien, hvis befolkning med stor sikkerhed ville vælge Osama bin Laden og hans fæller, hvis de havde demokrati.

    —-
    *) Note

    Indblanding i deres forhold verdens største sikkerhedsproblem
    [Som Bill Clinton sagde i en tale i Cairo d. 6. oktober i år: “[solving the Israeli-Palestinian conflict] will take about half the impetus in the whole world — not just the region, the whole world — for terror away]
    At “vi” i “Vesten” blander os på denne måde i deres styreform er et enormt problem både for dem – og sandelig også for vort eget rygte og sikkerhed. Hvis Israel ikke fandtes — altså hvis omtalte 750.000 IKKE var blevet smidt ud i 1948 – og hvis et tilsvarende antal jøder dermed IKKE var blevet smidt ud fra Irak, Ægypten og de arabiske lande i Nordafrika — så ville disse lande i henhold til din egen argumentation i dag være meget bedre skikket til demokrati – og sådan som jeg ser det ville det eneste issue som “Vesten” ville have i forhold til Mellemøsten, være olieforsyninger og den frie adgang til Suez-kanalen. Men problemet med at opretholde adgangen til disse aktiver ville være langt, langt mindre, end den additionelle komplikation som Israel har medført.

  10. Kjære Bisgaard,

    Ja, det var palestinske flyktninger fra området som i dag utgjør Israel. Selvsagt. Et stort antall. Men her diskuterer vi forholdet mellom islam og demokrati, og spørsmålet om hvorfor demokratiet får feste alle andre steder enn i land med muslimsk befolkning. Mitt poeng var bare, helt i tråd med den tyske analyse Bjørnskov tok utgangspunkt i, at monokulturen i arabiske land er et problem i denne sammenheng. Denne ble skapt eller forsterket gjennom etterkrigstidens etniske rensing (alle jøder samlet ett sted, nemlig Israel, heller spredt utover som store minoriteter i mange land).

    Jeg er enig i at det ikke bare er å innføre frie valg i land som Egypt og Saudi Arabia, og så vil alt ordne seg. Dette var på mange måter Bush sin holdning, og han var den som først og fremst presset på for å få valg i de palestinske områdene i 2006. Tony Blair beskriver i sin selvbiografi hvordan han og en del andre statsledere forsøkte å få Bush til å droppe tanken om (for tidlig) valg på Vestbredden og i Gaza. Men Bush svarte: La oss gjennomføre valgene, så ser vi hva slags folk vi har med å gjøre!

    Det var et hasardiøst eksperiment. Hamas fikk 44 prosent av stemmene, og et solid mandatflertall på 56 prosent. Fatah fikk 42 prosent oppslutning, men dårlig uttelling i mandater. Det ble dannet en samlingsregjering som fungerte en stund, men etter vel et års tid gjennomførte Hamas på Gaza et blodig kupp, og fjernet all “moderat” opposisjon (les Fatah). Det er ingen håp om nye valg i Gaza i overskuelig fremtid. Ikke så rart: Hamas er nede i 25-30 prosent oppslutning i Gaza, som er en voldsom tilbakegang. Det var særlig Gaza-krigen i 2008 som ga Hamas en knekk i oppslutningen, og støtten har forvitret gradvis etter dette.

    Frie valg i Egypt og Saudi Arabia vil, kan en frykte, gi samme kaos som Gaza som resultet; ett diktatur med lite folkelig støtte byttes ut med et islamistisk diktatur. Dette gjør trolig at det vil ta lang tid før vi ser demokrati i Midtøstens arabiske land.

  11. Efter de demokratiske valg i 2006 da Hamas fikk flertal, skete et USA-Israel-PLO -organisert kupp på Vestbredden OG Gaza, og da var det, at Hamas foretog et mot-kupp i Gaza. Dette var under-rapporterete nyheter i hele den vestlige verden – og den dag i dag vet flertallet i både Danmark og Norge grangiveligt ikke hvordan det hænger sammen. Det finns menings-pådrivere i dit land såvel som her (nogle af dem er mye tett på her!) som ikke vil at du og jeg skal vite det!

    Men så se da denne artikel fra Vanity Fair

    Vanity Fair, April 2008: The Gaza Bombshell

    by David Rose

    After failing to anticipate Hamas’s victory over Fatah in the 2006 Palestinian election, the White House cooked up yet another scandalously covert and self-defeating Middle East debacle: part Iran-contra, part Bay of Pigs. With confidential documents, corroborated by outraged former and current U.S. officials, the author reveals how President Bush, Condoleezza Rice, and Deputy National-Security Adviser Elliott Abrams backed an armed force under Fatah strongman Muhammad Dahlan, touching off a bloody civil war in Gaza and leaving Hamas stronger than ever.
    *
    *
    Vanity Fair has obtained confidential documents, since corroborated by sources in the U.S. and Palestine, which lay bare a covert initiative, approved by Bush and implemented by Secretary of State Condoleezza Rice and Deputy National Security Adviser Elliott Abrams, to provoke a Palestinian civil war. The plan was for forces led by Dahlan, and armed with new weapons supplied at America’s behest, to give Fatah the muscle it needed to remove the democratically elected Hamas-led government from power. (The State Department declined to comment.)

    But the secret plan backfired, resulting in a further setback for American foreign policy under Bush.Instead of driving its enemies out of power, the U.S.-backed Fatah fighters inadvertently provoked Hamas to seize total control of Gaza.
    *
    *

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑