Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor.

Tabellen giver en række nøgletal, såsom gennemsnitsindkomst (BNP) i købekraftsjusterede dollars, andelen af befolkningen, der lever under Verdensbankens fattigdomslinje, et mål for politisk stabilitet (antallet af kupforsøg siden 1960), et mål for hvor demokratisk landet er (Polity IV-scoren, der ligger mellem -10 og 10) og et mål for hvor korrupt styret er (CPI-målet, der går fra massiv korruption til en korruptionsfri score på 10). Det særlige ved at få denne type information er, at man i langt højere grad kan bedømme landene på deres egne præmisser, i stedet for at behandle dem som ’muslimske’, ’arabiske’ eller en anden nonsenskategori. Det ville være det samme som at behandle danske hændelser, som om man lige så godt kunne fortolke dem i en græsk kontekst.

Land BNP Fattigdom Kupforsøg Polity IV CPI
Algeriet 7400 23 2 2 3
Bahrain 40400 0 1 -7 5
Egypten 6200 20 3 -3 2.9
Jordan 5300 14 1 -3 7.5
Libyen 13800 1/3? 3 -7 2.5
Marokko 4900 15 3 -6 3.5
Oman 25800 0 2 -8 4.7
Qatar 145300 0 3 -10 3.7
Saudi Arabien 24200 0 1 -10 3.6
Syrien 4800 12 10 -7 2.4
Tunesien 9500 4 4 -4 4.2
Yemen 2600 45 Borgerkrig -2 2.5

Det bør allerførst bemærkes, at Bahrain, Oman, Qatar og Saudi Arabien er markant rigere end andre lande. Isoleret set burde det have ført til stabil demokratisering, hvis det ikke var for det særlige forhold, at rigdommen i det store og hele kommer fra oliesalg. Men selv blandt de knap så rige lande, er der store forskelle på dybden af fattigdom. Yemen er et særligt eksempel, men det er værd at bemærke, at selvom Algeriet er noget rigere end Syrien eller Jordan, lever en større del af befolkningen i dyb fattigdom. På den anden side er Algeriet det mindst diktatoriske af landene, mens informationerne fra Libyen er så dårlige, at den tredjedel, der står opført i tabellen, er Gaddafi-regimets eget estimat.

Det er også værd at bemærke, at der er markant forskel på hvor stabile styrerne er. Jordan havde muligvis et kupforsøg i 1972, men har ellers været meget stabilt. Syrien har på den anden side oplevet ikke mindre end ti forsøg siden 1960, og ligesom det er tilfældet med Libyen, er det nuværende styre enten kupmageren (Gaddafi i Libyen) eller diktatorens søn (Assad i Libyen). Sidst, men bestemt ikke mindst, har mange nævnt utilfredshed med voldsomt korrupte regimer. Her er der også stor forskel, med Yemen, Syrien, Libyen og Egypten som de værste. På den anden side står Jordan, som faktisk ser ud til at have lige så rene institutioner som f.eks. Frankrig!

Der er masser af gode grunde til, at Nordafrika og Mellemøstens befolkninger nu synes at kræve et brud med regionens autokratiske traditioner. Man må dog stille sig en række spørgsmål: Hvor voldsomme bliver de eventuelle ændringer, og hvor hårdt vil regimerne kæmpe imod? Hvor meget har diktaturerne at tabe? Hvor meget har befolkninger at vinde, og hvor relativt let vil det være at bestikke de fattige? At se på de rå tal giver ofte en indikation eller to. Foreløbig ligner Jordan en vinder, mens resten blæser i vinden. Om det så skyldes kongefamiliens dygtighed eller andre forhold er endnu et spørgsmål, der kræver mere indsigt, end Politiken eller TV2 News giver.

6 thoughts on “Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

  1. Bjørn Erik

    Jeg er enig med Bjørnskov at økonomisk-politiske nøkkeltall kan være nyttige når en skal forsøke å danne seg et helhetsbilde av situasjonen i Midtøsten, men de kolonnene som er satt opp fører ikke veldig langt. Jeg er imidlertid helt uenig i at “muslimsk” er en nonsenskategori i denne delen av verden; det er umulig å forstå mangelen på demokrati i midtøstenregionen uten også å trekke inn kulturelle og religiøse forhold.

    En grunn til den frykt eliter i de mest “seklulære” av de autoritære regimene har hatt for å åpne opp for gradvis overgang til et mer demokratisk styresett, er usikkerhet om hva som er islamistiske opposisjonsgruppers virkelige agenda. Husk at i den grad det finnes en organisert opposisjon (eksempelvis i Egypt, Jordan, Syria, Algeri), har den for en stor del vært islamistisk. Det muslimske brorskapet setter for eksempel ikke nødvendigvis frihet og demokrati i høysetet. Frykten for at demokratisering skulle lede til “one person, one vote, once” kan være mer eller mindre overdrevet, men dette ligner på situasjonen i enkelte europeiske land på slutten av 1800-tallet hvor det ble dannet store religiøse (katolske) partier med uklart forhold til demokratiske verdier.

    Hva som til slutt skjer i Egypt, Tunisia, og andre land som vakler, vet vi ikke. Det vi har sett så langt er i realiteten palassrevolusjoner. For eksempel: Splittelse i makteliten i Egypt førte til at Mubarak ble ofret. Et militærråd styrer og har satt i gang en grunnlovsprosess i ekspressfart, og lovet nye valg så raskt at de knapt lar seg organisere på så kort tid. Slik kan dagens styringselite fortsette med minst en hånd på rattet. Uten splittelsen på elitenivå kunne noen ukers demonstrasjoner i de største byene neppe få særlig konsekvenser. I tillegg var det selvsagt slik at Egypts nære forhold til USA bandt opp regimets handlingsmuligheter sammenlignet med Libya (og Iran).

    I noen av landene slår den religiøse dimensjonen også direkte inn: I Bahrain styrer en sjiaminoritet en befolkning som i overveiende grad er sunnier. Sjia-sunni delingen er lett å undervurdere, men den er så dyp at sjiaer ikke får bygge moskeer i Kairo, og sunnier får ikke reise moskeer i Teheran. En kan inngå taktiske allianser for å bekjempe en felles fiende (Israel, USA), men motsetningen er dyp og flere steder også voldelig.

    Svar
  2. P. Bisgaard

    At tænke sig at fremhæve Jordan. Jordans befolkningsflertal udgøres af de palæstinensere som flygtede dertil i henholdsvis 1948 og 1967. Hvis Jordan var et ægte demokrati, og ikke nådesløst styret af Kongen og hans brutale efterretningstjeneste, som har lært sin metier af Israel og USA, så ville palæstinenserne i dag styre Jordan, og de ville sandsynligvis snart foreslå en opløsning af verdens sidste koloni, Israel, hvilket ville være skønt – og en lise for alle ærlige, frihedselskende mænd og kvinder.

    Vi husker allesammen hvorledes Christian Bjørnskov i Juledagene dømte muslimske lande uegnet til demokrati , hvilket udstiller hans dybe amateurisme,- og for enhver betragter er det åbenlyst at denne blogpost er et led i hans (spin)-forsøg på at moderere disse tidligere udtalelser. Men i og med at han aktivt støttede den største strategiske fejltagelse i USA’s historie, Irak-krigen , og også den som kan ende op med at blive den næststørste (afhængig af hvorledes man vægter Vietnam-krigen i sammenhængen) nemlig aggressionen mod såkaldt “Taliban”s højborg i Syd-Afghanistan indledt i 2005-06 ,- så står det klart at de strategiske bedømmelser han gør, mere ofte end ikke har været eklatante fejltagelser.

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    P. Bisgaard: Hvis du fortsat vil have dine kommentarer postet på vores blog, vil jeg bede dig om at moderere dit sprog, og ikke mindst dine latterlige angreb på skribenterne her på stedet.

    Svar
  4. scipio

    @P. Bisgaard

    Hvad du skriver er en anelse selvmodsigende: Jordan har ikke noget demokrati mener du, men du mener tilsyneladene også at Bjørnskovs tidligere indlæg om muslimske landes manglende demokrati. Hvike andre lande med muslimsk flertal vil du så pege på som gode demokratier ?

    Svar
  5. Erich Valdemar Lind

    @scipio

    Selvom Bisgaard ikke er særligt god til at formidle sine argumenter, eftersom de drukner i en sump af forarget brok og fornærmelser, har han en pointe vedrørende den fremherskende opfattelse af demokratiseringspotentialet i Mellemøsten: der er ingen stærke sager for hverken den ene eller den anden opfattelse.

    Der er en masse sociale forhold, der skader demokratisering, og der er også Islam. Hverken det ene eller det andet er en fyldestgørende forklaring, og sagen for Islam som enestående forklaring på alle problemerne er temmelig søgt. De sociale og uddannelsesmæssige forhold forklarer f.eks. netop den høje forekomst af religiøsitet – og det forklarer til vid udtrækning også fundamentalismen. I en sådan betragtning kan der drages direkte paralleler til religionens rolle i Europa igennem middelalderen.

    Hvad angår demokrati i islamiske stater kan man nævne Indonesien, Tyrkiet og Malaysia som et eksempel på noget relativt velfungerende, selvom de langt fra er liberale demokratier. På den anden side har Europa været arnestedet for nazismen, fascismen, kommunismen og kolonialismen, og vi har et EU-formandsskab, der i sit eget land effektivt har afskaffet ytringsfriheden og arbejder på at konsolidere regeringspartiet som mere eller mindre autokratisk, mens det arbejder sammen med pilekorsfascister og opildner til had mod partikritiske intellektuelle, liberale og etniske minoriteter.

    Jeg tror ikke, at islam har nogen større indflydelse i Ungarn.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.