Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

Vores gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en glimrende kommentar i Berlingske Tidende (læs hele kommentaren her). Baggrunden er Kristian Jensens ganske bemærkelsesværdige udtalelse forleden om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov”. Jensens ærinde var så vidt vides at forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat, men om Venstre-kronprinsen ærligt mener det eller bare sender politisk flatulens ud, er uvist. Kurrild stiller to grundlæggende muligheder op:

1. Var det fordi han bare ikke vidste, at han brugte en overordentlig velkendt beskrivelse af kommunismen som ideal for, hvad Venstre står for?

2. Eller at han faktisk ikke mente noget med, hvad han sagde, fordi det bare var politiker-snak, der skulle lyde godt i ti sekunder?

En tredje er naturligvis, at Jensen nu er så sovset ind i systemet, at han ikke længere kan forestille sig, at Danmark kunne fungere på en anden måde. Under alle omstændigheder er kommentaren en fremragende, kort debunking af en helt ugennemtænkt feel-good-frase, som venstrefløjen for længe er kommet af sted med – og som Danmarks nominelt liberale parti øjensynligt har taget til sig. Stærkt anbefalet.

3 thoughts on “Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

  1. Ramon Harud

    Jeg synes ikke debunkingen af flosklens gyldighed er særligt overbevisende. I den sammenhæng Christian Jensen udtaler sig – det vil sige den politiske virkelighed – handler det ikke om rødvin og kærlighed, som Kurrild-Klitgaard nævner, men om nogle konsensuelt fastsatte primære behov; dem, der er flertal for, hører under den såkaldte kernevelfærd. Og det betyder ganske rigtigt, at andre er med til at afgøre, hvilke behov man har. Men kort sagt findes der også grundlæggende behov. At benægte det i liberalismens tegn er i bedste fald til grin.

    Svar
  2. JR

    “I den sammenhæng Christian Jensen udtaler sig – det vil sige den politiske virkelighed – handler det ikke om rødvin og kærlighed, som Kurrild-Klitgaard nævner, men om nogle konsensuelt fastsatte primære behov; dem, der er flertal for, hører under den såkaldte kernevelfærd.”

    Nu er flertal og konsensus jo ikke det samme.

    Og hvorfor springer du let og elegant over hans krav om, at vi skal yde efter evne. Hvad nu hvis jeg ikke har lyst til det men hellere vil bruge tiden sammen med børnene? Skal jeg så tvinges til det? De har jo behov for sin far. Det lyder det jo til på Kristian Jensen at jeg skal tvinges til at arbejde for de behov han synes er de rigtige – og det er jo kollektivistisk og ikke liberalt at arbejde for tvangsarbejde (inkl. indirekte til Skat, en rigtig liberalist ved jo godt, at skatter er en form for tvangsarbejde der bør minimeres).

    “Og det betyder ganske rigtigt, at andre er med til at afgøre, hvilke behov man har. Men kort sagt findes der også grundlæggende behov. At benægte det i liberalismens tegn er i bedste fald til grin.”

    Kan du så ikke lige opremse de grundlæggende behov bare indenfor sundhed? Nej, bare indenfor fedme? Er det et grundlæggende behov at få en fjernet “flaprefedt” efter at man har tabt sig? At få opereret maven mindre? At få betalt højskoleophold med kostråd? Hvor er der konsensus om at sætte grænsen?

    Svar
  3. Martin Rannje

    OK Ramon, men hvad er så de grundlæggende/primære behov som der er konsensus om? Jeg er ret sikker på at jeg ikke har samme opfattelse som dig, og at der vil være mange som hverken er enige med dig eller mig. Jeg kan godt gå med til en definition af at der eksisterer nogle grundlæggende eksistensvilkår, som mennesket ikke kan overleve uden. Fx mad og drikke, og på disse egne også tag over hovedet. Måske også en seng, så man kan sove.

    Men så snart vi bevæger os udenfor disse basale nødvendigheder, og det gjorde vi for længe siden, synes jeg det er svært at finde enighed. Skal sundhedsydelser være omfattet af dette? Hvad med uddannelse? Og fx betegnes adgang til TV jo i dag som et “primært behov” (bl.a. pga. den information det giver adgang til), og formentlig også internet. Og der er en del på venstrefløjen der mener at en vis livskvalitet, der kun kan opnås ved at have tilstrækkeligt meget ferie, mulighed for at rejse osv., også bør være en grundlæggende rettighed. Så hvor skal vi trække stregen i sandet? Skal vi begrænse det til grundlæggende eksistensvilkår, eller skal vi have “luksus til alle”, som en flok, vidst nok rimeligt forkælede, demonstranter for nogle år siden plæderede for?

    Mvh Martin

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.