Marlene Wind – man undrer sig

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står somTo be submitted to Journal of European Public Policy – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

68 tanker om "Marlene Wind – man undrer sig"

  1. falkeøje

    Citat: Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde.

    Hun har da politiske indflydelsesrige venner.

    falkeøje

    Svar
  2. Johannes

    Strengt taget skal man vel ikke undre sig over MW, men over bedømmelsesudvalgets valg af ansøger.

    Men hun er ikke den eneste professor i KBHs statskundskab, der har en relativ kort/tynd publikationsliste…

    Svar
  3. A is A

    Det hører med til historien, at to af hendes ekstremt få “internationale artikler” er i et temanummer af et obskurt, ikke-politologisk tidsskrift, hvor hun selv var gæsteredaktør af det pågældende temanummer, og hvoraf den ene artikel var introduktionen til temanummeret . . . . Reelt har hun kun to artikler i internationale, peer-reviewed, indekserede, politologiske tidsskrifter, hvoraf den ene har to medforfattere.

    Svar
  4. Hansen

    Peter Nedergaard der er fuld professor har så vidt jeg kan se kun 7 publikationer som kan findes på Web of Science og deraf har de fleste 0 citationer, mens den højeste har 4.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Hvis man i stedet bruger Scopus, giver en søgning 10 publikationer på Peter Nedergaard med 22 citationer. Ikke prangende, men heller ikke katastrofalt.

    Svar
  6. Torben Mark Pedersen

    Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der kræves for at blive professor i statskundskab eller den videnskabelige kvalitet af malene Winds forskning, men kun at medtage artikler offentliggjort i peer-reviewed tidsskrifter er en for snæver betragtning for en ellers ganske flittig skribent, der har skrevet et stort antal artikler på dansk, kapitler i engelsksprogede bøger og forfatter eller medforfatter til adskillige bøger.

    Svar
  7. Bjarne Binee Jørgensen

    Når man mener det rigtige, så bliver man ikke alene brugt af DR og TV-2 NEWS, man bliver pr.automatik “ekspert”. De rigtige meninger giver ligeledes adgang til andre mennesker med rigtige meninger. Vejen til et professorat er derfor ikke så lang eller stenet.

    Svar
  8. Hansen

    @Torben Mark Pedersen
    Det er muligt du ikke har en holdning, men det har blogindlæggets forfatter. Afskæringskriteriet for hvornår noget er seriøst nok til at komme i betragtning er helt eksplicit sat ved om det er optaget i Scopus eller Web of Science og hvor mange citationer det har opnået. Om det er et fair kriterie er således en debat du må tage med indlæggets forfatter. Jeg har selv publiceret op mod hundrede indlæg i den velkendte journal “Rapport – De Grå Sider”, men de ville næppe blive fundet egnet heller.

    Dog burde man som professor have publiceret mere end som professor MSO og således syntes jeg analysens konklusioner falder til jorden.

    @Christian Bjørnskov
    Det ville klæde din videnskabelighed at gentage analysen og denne gang medtage datapunkter som ikke understøtter dine konklusioner om hvornår man er egnet til at være professor og hvornår ikke.

    Svar
  9. Zorro

    –> Torben Mark Pedersen:
    Naturligvis er der forskellige publiceringstraditioner indenfor forskellige forskningsområder, og naturligvis kan der være områder, hvor det ikke kun er internationale, peer-reviewede artikler, der lægges vægt på. Fremfor alt er en simpel optælling jo ingen garanti for kvaliteten.
    Men det går jo også for optælling af publikationer, som ikke er internationale tidsskriftsartikler, og her har vi altså én, som da hun blev professor, reelt kun havde sin ph.d.-afhandling, en antologi hun havde redigeret og en lille håndfuld artikler i nogle fuldstændigt obskure tidsskrifter udenfor hendes fagfelt. Det er altså helt uhørt for en nutidig professor indenfor samfundsvidenskaberne, især på et prominent universitet. At hun så derudover har skrevet indlæg i Ræson, Udenrigs, Folk og Forsvar, magasiner og antologier redigeret af hendes institutkolleger, osv, er altså ikke noget, der i vor tid burde kunne kvalificere til et professorat. Men hvis man tror på incitamenters rolle, kan der jo have været andre mekanismer i spil:
    http://www.djoef.dk/Blade/djoefbladet/Nyheder/Kvindeligeprofessorerudloeserbonus.aspx

    Svar
  10. Albert

    Mon ikke hun har fået en universitetskarriere “par les fesses”, som franskmændene siger?

    Svar
  11. Christoffer Bugge Harder

    @Bjørnskov

    Jeg er umiddelbart helt enig i, at det ser overordentlig tyndt ud mht. Marlene Wind – jeg havde sandt at sige aldrig havde hørt om hende før i de seneste dage, så fred være med hende. Men mere grndlæggende omkring forskningskvalitet: Som vi tidligere har haft oppe (flere gange), har du selv det grundlæggende troværdighedsproblem i netop debatter omkring dette emne, at dine karakteristikker for “topforskere” og “andenrangsforskere” har det med at skifte fuldstændig vilkårligt alt efter, om det er venner eller fjender, du karakteriserer.

    Du har f.eks henvist mig til den ærede Professor Kurrild-Klitgaard med disse ord:

    …se for eksempel på vores tidligere redaktør Kurrild-Klitgaards CV hvis du vil vide, hvad “masser af peer-reviewede publikationer” er!

    Når man kigger på Peter Kurrild-Klitgaards eget CV, finder jeg umiddelbart siden hans PhD-afslutning i 1997 blot otte internationale peer-reviwede artikler, der er registreret i ISI Web of Science, og heraf er de seks i et tidsskrift, han selv er redaktør af (“Public Choice” med en impact på 0,5-0,75 over de sidste 4-5 år). Kun én er i et tidsskrift med en god impact på 2,18, og den sidste er i et tidsskrift med en impact på 0,282. Citationstallet i ISI er også særdeles beskedent. Til gengæld har PKK – ganske som Marlene Wind – været flittig med bidrag til bøger og antologier samt aviskronikker og -kommentarer.

    De to væsentligste fora, hvor PKK virkelig rykker fra Marlene Wind, lader til at være hans skriverier i Groft Sagt samt omkring hellebarder, våbenskjolde og alt muligt andet heraldisk halløj. Er det det, der gør, at du tydeligvis ikke undrer dig over PKKs professorat? 🙂

    I en anden debat fremhævede du på samme måde “100 topforskere mod IPCC”. Langt de fleste af dine “topforskere” har imidlertid aldrig lavet én eneste artikel om klimarelaterede emner – mange af dem har endda aldrig nogensinde skrevet en eneste peer-reviewet artikel, flere har slet ingen videnskabelige uddannelser og nogle af dem har endog selv frit opfundet deres titler. Blandt de få, der faktisk engang har forsket i klimaforhold, er Tim Ball, der har præsteret 4 – fire – artikler i hele sin karriere.

    Hvilke kriterier bruger du for at udnævne “topforskere” her? Det har tydeligvis intet med antal publikationer/citationer i peer-reviewede tidsskrifter (endsige noget indenfor det aktuelle emne) at gøre.

    Måske kunne du også overveje på et tidspunkt at bekvemme dig til at svare på, hvordan du modsat kan kalde IPCCs serbisk-østrigske cheføkonom,Nebojša Nakicenovic, for en “andenrangsforsker”? Han har publiceret flere gange i Science, Nature og PNAS (med impact-faktorer på 34-35 og knap 10), og har mange andre artikler med 50-100 citationer i anerkendte tidsskrifter, men din karakteristik har åbenbart heller ikke her noget at gøre med faktiske peer-reviewede publikationer?

    Bjørnskov, helt alvorligt: Vil du selv i ramme alvor påstå, at der er for fem flade øre konsistens i dine karakteristikker af kolleger som “top-” eller “andenrangs”forskere? Jeg ville helt oprigtigt meget gerne høre et ærligt svar.

    Jeg tror i øvrigt gerne, at du selv er en udmærket forsker med en fornuftig publikationsliste, men jeg synes, at det trækker meget ned i din generelle troværdighed, at du kan hykle så grotesk enøjet, ja uværdigt – og lejlighedsvis udstille dig selv! – i fuld offentlighed på et område, der er så centralt for din egen selvforståelse. Og jeg ved tilfældigvis også, at der er flere folk på polit på KU, der har undret sig over din fremfærd i den anledning.

    Svar
  12. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg har for lang tid siden bestemt mig for ikke at tage CBH’s forskellige personangreb for alvorligt. Men da han nu for, noget umotiveret, at blande mig ind i dette cut’n paster fra en af sine tidligere kommentarer, så tillad mig da at nævne, at jeg udover de otte tidsskriftsartikler, der nævnes af ham, har 12 andre artikler i peer-reviewede tidsskrifter, der indgår i den nationale, bibliometriske forskningsindikator (ja, niveau I, ikke niveau II, men dog). At jeg så i samme periode har skrevet to andre bøger og redigeret/medforfattet fem andre. Nå ja, og så har jeg skrevet ca. to dusin bidrag til diverse videnskabelige antologier. Ikke alle disse har været på engelsk, men sådan er fag jo også lidt forskellige. Det er Impact Factors iøvrigt også–sammenlign bare naturvidenskabelige med f.eks. juras og/eller histories.

    Hvis Du, CBH, synes, at jeg de sidste par år skulle have publiceret i flere internationale tidsskrifter, så er Du ikke den eneste–det havde jeg såmænd også selv foretrukket. I stedet har jeg brugt en ikke uvæsentlig del af min arbejds- & fritid på at varetage nogle af de opgaver, som *også* falder ind under forskningsledelse og forventes af lektorer/professorer–f.eks. at være medlem af & næstformand Forskningsrådet for Samfund & Erhverv (2003-09), dansk repræsentant i European Science Foundations Standing Committee for the Social Sciences, viceinstitutleder for to forskellige statskundskabs-institutter, leder af et nyt forskningscenter (2008-10), formand for Dansk Selskab for Statskundskab, repræsentant i Den Nationale Bibliometriske Forskningsindikators faggruppe for Statskundskab, Danske Universiteters repræsentant i bestyrelsen for Institut for Flerpartisamarbejde, leder af et FSE-støttet forskningsprojekt, medlem af regeringens Demokratikanon-udvalg, af diverse fora under Videnskabsministeriet, i redaktionen for fem fagtidsskrifter, og dertil medlem af jeg ved ikke hvor mange bestyrelser, udvalg, komiteer, o.s.v., på universitetet og i politologiske organisationer m.v.(http://kurrild.homepage.dk/kurrild_CV_long.pdf). Da Du vist selv er midt i 30erne uden endnu at have afsluttet Dine studier, har Du muligvis ikke det store kendskab til universitetsverdenen, men jeg tror, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg i et komparativt perspektiv ikke har ligget på den lade side–og over de seneste fem år alene har fået halvandet års overarbejde “opsparet” (som jeg næppe nogensinde får afviklet).

    Hvad fanden mine forskellige hobbies & fritidssysler så rager Dig og skal blandes ind i dette for, det ved jeg vitterligt ikke. Til gengæld kan jeg sige, at hvis jeg var Dig med Din noget uimponerende baggrund, ville jeg nok stikke piben ind m.h.t. at gøre mig til dommer over andres akademiske meritter. Det kan Christian noget bedre tillade sig.

    Svar
  13. David Gress

    Spørgsmålet var, hvorfor Marlene Wind blev udnævnt til professor, noget der ellers kræver en dr.phil., eller i hendes tilfælde en dr.scient.soc.

    Svaret er indlysende: hendes køn.

    En mand med hendes tynde meritter var aldrig nået længere end adjunkt eller ekstern lektor. Det er aldeles åbenlyst.

    Længere er den naturligvis ikke.

    (Det morer mig ufrivilligt, at samfundsforskere går så meget op i, hvem der citerer hvem i hvilke tidsskrifter. For os humanister er det åbenlyst, at de originale tanker ikke dukker op i artikler, men i bøger, gerne lange. Det gælder iøvrigt også den seriøse samfundsforskning: tænk Francis Fukuyama, Robert Putnam, Samuel Huntington, David Riesman, James Coleman, Edward Banfield, W. G. Runciman … de spildte ikke ret meget af deres tid på artikler, men på større ting).

    Svar
  14. Mathias

    David Gress: Det er ikke korrekt at det normalt er påkrævet at være dr.phil eller dr.scient.soc eller have en anden doktorgrad for at blive professor. Der er tradition for det på medicin (og muligvis inden for humanistisk fag), men inden for de fleste andre fag er det et fåtal der har en doktorgrad. Grunden er ganske enkelt at det er en hædersgrad (som ikke er tilknyttet nogen formel uddannelse), og hvis der ikke er nogen tradition forbundet med den inden for et fag, så er der ingen grund til at tage den.

    Svar
  15. Christian Bjørnskov

    Et par svar på konkrete forhold:
    @Hansen: Jeg går ud fra, at “datapunkter som ikke understøtter mine konklusioner” er professorer, der ser anderledes ud. Jeg må indrømme at jeg kender ikke til nogen professor, med et så tyndt internationalt CV. Så vidt jeg ved er der ikke nogen sådanne datapunkter.
    @CBH: Jeg vile ikke genstarte den nyttesløse diskussion om klimaforskere, men blot pege på én ting: Det giver ikke mening at sammenligne impact factors på tværs af områder. De er generelt meget højere i f.eks. fysik pga. en anden citationspraksis. For eksempel har det absolut fineste tidsskrift i nationaløkonomi, American Economic Review, en femårs-impact på 3,3. På den baggrund ser Public Choice med en enkeltårs-impact på 0,75 ikke så tosset ud.
    @David: De store bøger er for længst forsvundet ud af nationaløkonomi og er på vej ud af statskundskab. Grunden er – og grunden til at se på internationale, fagfællebedømte tidsskrifter – er at det der tæller er kvalitetsvurderingen. Jo strammere kvalitetskontrol, jo bedre. Og kontrollen på bøger er den slappeste, mens kontrollen hos ordentligt rangerede tidsskrifter er rimeligt stram. Når man har passeret det nåleøje, er lakmustesten derefter andre forskeres vurdering, som afsløres i om de citerer eller ej. Og i den sammenhæng er det fløjtende ligegyldigt, hvem der citerer en.

    Svar
  16. Peter Kurrild-Klitgaard

    @David: Det er, som andre siger, korrekt, at der idag er meget varierende/divergerende traditioner indenfor de forskellige fag m.h.t. doktordisputatser. På Økonomi er der stort set ingen, der i dag skriver disputats. På Statskundskab har der (bl.a. p.g.a. fagets unge alder) aldrig været mange, og indenfor det sidste årti kan jeg kun umiddelbart komme i tanke om tre (Jørgen Poulsen, Henrik Jensen, Lotte Jensen). På jura skriver mange den endnu, og det i meget ung alder, og på medicin er det vel fortsat (næsten) et sine qua non.

    Jeg synes personligt godt om den “gamle” doktorgrad, og i modsætning til andre synes jeg ikke, at den skal afskaffes. Men det ville–også i.f.t. omverdenen–være grænsende til det meningsløse at forlange, at en disputats skulle være et nødvendigt krav for at kunne blive professor.

    Svar
  17. Ramon Harud

    Haha. Jeg elsker den her diskussion. Hvor mange gange skal man være citeret for at være i en position, hvor man kan bedømme andre? Dygtige forskere og videnskabsfolk der småfnidrer. Det er da skægt.

    Jeg er heldigvis på et så lavt niveau, at jeg kan lege med uden skam Vi jo godt ved, at man kan være en dygtig forsker uden at have den både tunge og brede, faglige indsigt, man ønsker sig af en god ekspert, ligesom man kan være en glimrende og særdeles indsigtsfuld akademiker uden at være en dygtig forsker. Selvfølgelig skal professorstillinger helst gå til nogen, der kan det hele, men udgivelse i peer-reviewede tidsskrifter er trods alt kun et kriterium blandt flere. Interesse- og fagområde kan være et andet. Er det vigtigere for et universitet at ansætte den flittigst publicerende end at få dækket et væsentligt fagområde? (Okayokay, jeg skal nok passe på ikke at romanticere over, hvordan stillinger bliver besat på danske universiteter).

    Svar
  18. Jens Hansen

    Hører det ikke med til historien at man kunne få et millionbeløb oveni hvis man ansatte kvindelige professorer?
    Sådan noget kunne da sikkert friste nogle til at se lidt stort på meriter og kvalifikationer?
    Om ikke andet så efterlader det med rette eller urette et indtryk af rektor Ralf Hemmingsen som værende lidt for dameglad når han nu for anden gang på kort tid må ud og forsvare en kvindelig ansat!

    Svar
  19. Christoffer Bugge Harder

    Svar Svar Svar til alle Svar til alle Videresend Videresend Flyt Kopier Slet Forrige emne Næste emne Luk Hjælp
    Fra: Christoffer Bugge Harder Sendt: on 15-06-2011 18:32
    Til: Christoffer Bugge Harder
    Cc:
    Emne: RE:
    Vedhæftede filer:
    Vis som Webside

    @Kurrild-Klitgaard

    1. Min kommentars formål var ikke at hænge dig ud, men at påpege, at Bjørnskov anvender en helt åbenlys dobbeltmoral i sine vurderinger af forskningskvalitet alt efter, om det gælder venner eller fjender. Det var ham selv, der fremhævede dine “masser af peer-reviewede publikationer” i en debat med mig. Hvis du er utilfreds med Bjørnskovs kriterier for samfundsvidenskabelig forskningskvalitet – eller med, at han uretmæssigt “tager dit navn forfængeligt” i debatter med andre – hvorfor så ikke tage en snak med ham i stedet for at hidse dig op over, at jeg tillader mig at gøre opmærksom på, at han er hamrende inkonsekvent? Det kan du jo formentlig selv se nøjagtig lige så godt som jeg.

    2. Jeg gør mig overhovedet ikke til dommer over, hvordan samfundsvidenskabelig forskningskvalitet bedst bedømmes – jeg konstaterer blot, at med de måske lidt firkantede kriterier, som Bjørnskov dømmer efter, er dit og Marlene Winds CVer ganske enkelt ikke så voldsomt forskellige. Igen: Henvend dig til Bjørnskov i stedet for at skyde budbringeren, hvis du er utilfreds.

    3. Jeg er udmærket klar over, at du har skrevet en hel del (givetvis glimrende) bidrag til antologier, bøger, aviser samt forskellige nationale artikler til “Politica” o.lign, som du nu forsvarer dig med – det er blot alt sammen publikationer af den type, som din ven Bjørnskov (ja, ham igen) i andre sammenhænge sjældent har forsømt en lejlighed til at nedgøre i vendinger a la “enhver *** kan få et kapitel i en bog”, “nulforskere med aviskronikker som deres hovedbidrag”, “for mange bøger og bogkapitler mm. er et sikkert tegn på, at ens forskning ikke har kvalitet til at blive publiceret andre steder” etc. (citater efter hukommelsen). Igen, igen: Hvis du synes, det er for groft/primitivt, så henvend dig til……….

    4. Mere diplomatisk vil jeg blot sige, at du selvfølgelig har ret i, at forskellige fag har forskellige traditioner, og at det er urimeligt at foretage en primitiv sammenligning på tværs af felter. Jeg tror gerne, at Bjørnskovs krav er meget firkantede og ikke viser tilstrækkelig respekt for det store arbejde og de originale tanker, der også lejlighedsvis kan komme til udtryk i bøger, antologier og nationale publikationer. Men Punditokraterne må sgu dømme folk konsekvent efter de samme kriterier! Det holder ligesom ingen vegne at kalde folk med 50 publikationer i ISI Web of Science, heriblandt flere i Science, PNAS og Nature, for “andenrangsforskere” og samtidig udnævne amatører med 0 publikationer til “topforskere”, vel?

    5. Hvis du mener, at dine dansksprogede publikationer om f.eks “Thomas Hobbes som heraldiker” falder ind under dine “hobbies” og ikke vedrører en debat omkring forskningskvalitet og peer-reviewede artikler, så forstår jeg ikke, hvorfor du har opført dem på din publikationsliste under “peer-reviewede artikler”? Og hvis du ikke mener, at sligt rager mig eller andre udenforstående, hvorfor så overhovedet lægge dem på dit offentligt tilgængelige CV?

    6. Jeg er glad for, at du ikke tager mine “personangreb” alt for alvorligt, for mine indvendinger er som sagt i punkt 1 sådan set heller ikke rettet primært mod dig (selvom jeg naturligvis kan forstå, at du reagerer). Men hvis du vil klynke over “personangreb”, så må jeg bare sige, at a) denne tråd er ét langt personangreb på Marlene Wind – på samme måde, som b) din Krugman-tråd (som du refererer til) var det, og c) på samme måde, som dusinvis af dine klummer i Groft Sagt har været og vil være det fremover – det er formodentlig bla. det, de betaler dig for, ikke? Som amerikanerne vist siger med et af deres sprogs meget få smukke udtryk:

    If you can´t take it, don´t dish it”!

    7. Jeg er beæret over din interesse for min egen baggrund, så blot opklarende, siden du vist har fået galt fat i noget: Jeg afsluttede skam mine studier for over 3 år siden i en alder af 30 år; jeg brugte 6½ år efter at have læst en forkert uddannelse tidligere – ganske ligesom Christian Bjørnskov, i øvrigt. Efter 1. år af min PhD er min publikationsliste langt fra verdensklasse, men jeg har dog to publicerede artikler i internationale peer-reviewede tidsskrifter, en tredie i review og en fjerde på bedding – det må vel være godkendt? Vi får se, hvad de næste to år bringer, men hvis ikke det rækker til en biologisk postdoc, kan jeg måske se mig om efter et samfundsvidenskabeligt lektorat/professorat? 😛

    8. Da jeg til daglig arbejder i universitetsverdenen, er jeg kun alt for klar over, at det er endog særdeles hårdt med arbejdsbyrde, fyringer og konstant peer-pressure i disse år (det er et næsten dagligt tilbagevendende samtaleemne), og der er en evig kamp, hvor folk af bitter nød prøver at undgå for meget af det ikke specielt prestigefyldte arbejde – eller få de PhD-studerende til at tage så meget af det som muligt (jeg skal f.eks selv stå som ansvarlig for to kurser indenfor et felt, jeg slet ikke selv forsker i og formelt ikke har andet end basisdelskompetencer indenfor). En meget afholdt lektor på min afdeling på din alder var blandt de 30%, der blev fyret på Biologi KU sidste år – han havde endda publiceret næsten 50 internationale, peer-reviwede artikler, men han havde været for flink til at påtage sig arbejde med specialevejledning, undervisning, sommerkurser, rette- og udvalgsarbejde.

    Så jo, jeg forstår udmærket, at utak kan være verdens løn, og at der er meget hårdt arbejde, der skal laves, og jeg anerkender uforbeholdent din indsats for at tage dit ansvar for det på din afdeling. Men der er, som du ved, bare sjældent ret mange, der lægger mærke til det eller belønner dig for det – altså åbenbart heller ikke denne posts forfatter………

    Mvh Christoffer

    Svar
  20. JR

    “Hører det ikke med til historien at man kunne få et millionbeløb oveni hvis man ansatte kvindelige professorer?”

    Ja, se f.eks. her:

    http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2010/09/21/221617.htm?rss=true

    Fakulteterne på KU får ganske enkelt flere professorater når de ansætter kvindelige professorer. Noget lignende sker i øvrigt på AAU hvor HR-vicedirektøren dog forsikrer, at det ikke medfører forskelsbehandling men alene skal sikre at de kvindelige talenter søger. Det er naturligvis noget bullshit.

    Derudover har KU Naturvidenskabeligt Fakultet jo f.eks. også deres såkaldte FREJA-program for post docs hvor det ganske enkelt er et krav for ansættelse at man har det rette køn:

    http://www.science.ku.dk/forskning/freja/

    Svar
  21. Christoffer Bugge Harder

    CBH: Jeg vil ikke genstarte den nyttesløse diskussion om klimaforskere…..

    Sagens kerne handler slet ikke om klimaforskning eller klimaforskere, men om, at du åbenbart ingen seriøse, konsistente intellektuelle standarder har, når du bedømmelse forskeres kvalitet – det er et helt generelt problem for dig, som er særdeles on-topic i endnu et af dine indlæg, hvor du udtaler dig om en forskers manglende kvalitet.

    1.Hvordan kan du henvise mig til PKKs 8 peer-reviewede artikler for at lære noget om, hvad “masser af peer-reviewede artikler” vil sige? Den norske økonom Bjart Holtsmark, vi havde oppe i den relevante diskussion, havde også præcis 8 internationale peer-reviewede publikationer.

    2. Det samfundsvidenskabelige tidsskrift, “Energy Policy”, er efter din mening et “stærkt specialiseret småtidsskrift”, mens Public Choice modsat er noget i stil med et “leading field” tidsskrift. EP har imidlertid en impact faktor på 2,4, mens Public Choices er på ca. 0,75 – som du kaldte “ikke så tosset”. Hvordan hænger det sammen for dig? Har det måske noget at gøre med, at det er i netop Public Choice, at du (og PKK) oftest har publiceret?

    3. Nigel Lawson, Richard Courtney, Bryan Leyland eller Hans Labohm (og mange flere af de 100 underskrivere) har tilsammen 0 publikationer i Web of Science. Nebojsa Nakicenovic har modsat knap 50 samme sted – heraf nogle i de allertungeste tidsskrifter som Science, Nature og PNAS. Hvordan kan de første fire herrer være “topforskere”, mens sidstnævnte er en “andenrangsforsker” i dit system?

    Det har som sagt intet at gøre med eventuelle uenigheder om klimaforhold. Jeg vil bare gerne høre, om du har en form for seriøs intellektuel troværdighed, eller om du officielt kører med to forskellige standarder for venner og fjender? Det må vist være et rimeligt og særdeles relevant spørgsmål i en debat som denne.

    Svar
  22. Christian Bjørnskov

    @Christoffer: Skal vi virkelig tage den en gang til? MAN KAN IKKE SAMMENLIGNE IMPACT FACTORS PÅ TVÆRS AF FELTER! Så din sammenligning mellem Energy Policy og Public Choice giver ingen mening. Og mht. min kritik af Nakicenovic var den den gang som nu, at han har publiceret i meget fine naturvidenskabelige tidsskrifter – Nature osv. – men nærmest overhovedet ikke på sit eget felt. Så når han står for den økonomiske modellering er det_den_faktor, der har gjort mig mistænksom overfor hans arbejde. Og hvad f*** har det med Marlene Wind at gøre? Kriterierne for hende er jo klare.

    Svar
  23. Christian Vangsø Bentsen

    Christian Bjørnskov:

    Først og fremmest retter du smed for bager. Hvis du vil kritiserer Marlene Winds ansættelse så burde du kritisere de som har ansat hende. Alt andet er på moderne dansk tarveligt. Du mere end antyder en “Penkowasag” da du henviser til WA’s journalist. Og det implicerer jo at du dermed siger at Marlene Wind “snyder” med enten forskning, data eller ansøgning. Og dermed går vi fra tarvelig til ondskabsfuld. Uden dokumantation af nogen art.
    Jeg synes det ville klæde dig at uddybe hvad du mere præcist mener omkring Marlene Winds ansættelse, herunder hvem du anklager for hvad!

    Derudover så er David Gress inde på noget af substansen. Alle de store har udgivet egentlige værker. Ingen nævnt ingen glemt. Og alle de store har intenst og med kraft deltaget i “den offentlige opinionsdannelse”! De store har fordret nye tanker. Kritik. Engagement.
    Jeg kommer selv med baggrund fra jura og filosofi på Københavns universitet. Og har været med til lidt af hvert. Jeg har måtte bære en lektor ud af undervisningenslokalet fordi denne var så stiv af sprut at vedkommende ikke kunne stå på benene. Vedkommende er fortsat ansat. Jeg har på begge fakulteter været vidne til professorer der var så verdensfjerne at det fortsat er mig en gåde hvorledes de er blevet ansat. Jeg er også stødt på de gode. I den forbindelse vil jeg nævne Mette Hartlev fra Københavns universitet. Rummelig, diplomatisk, rolig, afbalanceret, nuanceret, vidende og vigtigst af alt en evne til at skabe dynamik og engagement blandt de studerende. Jeg har ingen ide om hvilken score hun har på din skala. Men uanset score så skabte hun uomtvisteligt værdi for hendes arbejdsgiver og hendes kunder. Jeg vil tro, uden at tage nogen til indtægt for noget, at hun er “akademisk relativt identisk med PKK”. Altså at de er mennesker som ikke scorer højt på din skala men at de formår at skabe dynamik og begejstring samt ansporer deres “elever” til at søge yderligere viden. Ligesom de begge deltager aktivt i et utal af andre “ting”
    Og det er den type professoerer studerende ønsker. De er da ligeglade med om PKK scorer højt hvad angår publikationer i diverse indeks. Hvis du ville stå ordentligt på mål for din vurdering af Marlene Wind så burde du køre mange navne igennem din maskine. Hvis du mangler input siger du bare til. Jeg kan hjælpe dig med jura og filosofipersonalet.
    Jeg var selv tilknyttet universitet under “Dan Zahavi sagen” og erindrer noget med Joakim Garff… Men den gratis omgang du giver her topper poppen af dårlig stil.

    Dit angreb mod Marlene Wind er, indtil du bringer noget substans ind, virkelig pinligt – OG har Christoffer Bugge Harder (uanset et tilsyneladende ondt mellemværende) ret i at PKK og MW deler score i dit register så synes jeg du skylder Marlene Wind en uforbeholden undskyldning.

    Jeg skal lige gøre opmærksom på at jeg aldrig har mødt Marlene Wind endsige Peter Kurrild Klitgaard. MEN jeg kender andre der har stiftet bekendskab med dem og for hvad det er værd er de begge blevet oplevet som katalysaterer for videre indsigt for den enkelte. Det er deres “typer” der skal præge billedet. Ikke dem der sender 200 artikler afsted pr. måned hvoraf 2 går igennem så de kan kalde sig vigtige!

    Svar
  24. Kim Hvid Johnsen

    PKK er kåret til årets underviser på KU, så hans tag på de studerende kan ikke betvivles.

    Svar
  25. Christian Bjørnskov

    @Christian Vangsø Bentsen: Med al respekt for din egen faglighed er det vel værd at understrege, at du er fra en tradition (jura/filosofi) hvor folk skriver bøger, og artikler er mindre vigtige. Nationaløkonomi og statskundskab har udviklet sig i retningen af fysik/kemi, hvor bøger er det nederste trin på kvalitetsstigen. Det er derfor jeg tillader mig at sætte spørgsmåltegn ved Winds kvalifikationer. Syv artikler siden 1998, hvor hun fik sin PhD-grad? Jeg ville undre mig på samme måde over en historiker eller filosof, der aldrig have skrevet en bog.
    Og af ren interesse: Hvilke ’store’ har du i tankerne?

    Svar
  26. Christoffer Bugge Harder

    @Bjørnskov: Hvorfor vedbliver du med at krybe udenom det åbenlyse spørgsmål på denne temmelig tåbelige måde?

    …jeg tillader mig at sætte spørgsmåltegn ved Winds kvalifikationer. Syv artikler siden 1998, hvor hun fik sin PhD-grad?

    Men du sætter ikke spørgsmålstegn ved f.eks Peter Kurrild-Klitgaards kvalifikationer – med altså otte peer-reviewede artikler, siden han fik sin PhD i 1997? Tværtimod, du fremhæver ligefrem og en anelse naragtigt disse publikationer som et lærestykke for mig i, hvad “masser af peer-reviewede publikationer” vil sige?

    For ja, dine karakterer – for Marlene Wind (og for f.eks Holtsmark)! – er ganske klare, og som naturvidenskabsmand er jeg helt vant til, at det eneste, der tæller, er internationale, peer-reviewede artikler i tidsskrifter optaget i ISI. Det er derimod højst uklart for mig, efter hvilke karakterer 8 publikationer kan være “mange” for dine venner, mens andre jævnaldrende kolleger indenfor ganske samme fag med omtrent samme antal derimod er “ukvalificerede” eller “andenrangsforskere”?

    Og igen mht. Nakicenovic: Det er f***** overordentlig relevant i forlængelse af denne krystalklare dobbeltmoral i din vurdering af politologiske forskningskolleger også at gøre opmærksom på, at du har et helt generelt intellektuelt troværdighedsproblem mht. vurdering af forskningskvalitet også i andre faglige sammenhænge. Nok er det vanskeligt at sammenligne mellem felter, men den duer ligesom ikke til at bortforklare, hvordan en flok folk med 0 publikationer (der således overhovedet ikke har noget felt) kan være “topforskere”, mens Nebojsa Nakicenovic med små 50 publikationer i ISI er en “andenrangsforsker”, vel? Hvordan kan du komme med så groteske inkonsistente udmeldinger og tage dig selv alvorligt?

    Vil du i ramme alvor forsøge at påstå, at du er den eneste person, der læser denne blog, der ikke kan få øje på det åbenlyse hykleri? Eller er du ganske enkelt ikke i besiddelse af det forsonende menneskelige karaktertræk, der hedder “at indrømme fejl”? Hvorfor denne latterlige stædige insisteren på at grave dig dybere ned i hullet? Hvorfor kan du dog ikke bare, som de fleste fornuftige mennesker, trække en smule i land og beklage?

    P.S Jeg er udmærket klar over, at man ikke kan sammenligne impact-faktorer i naturvidenskaben med samfundsvidenskaben, men Energy Policy er da mig bekendt et samfundsvidenskabeligt tidsskrift (der behandler politiske og økonomiske aspekter mht. energi)? Man kan uden større problemer sammenligne impact-faktorer for tidsskrifter mellem meget forskellige felter indenfor naturvidenskaben og få en idé om, hvad der er typiske værdier for “leading field”-tidsskrifter (en 3-6 stykker). Men i samfundsvidenskaben er det kun muligt at sammenligne uhyre snævert, så man – for at tage et hypotetisk eksempel – slet ikke kan udtale sig om evt. forskelle i forskningskvalitet mellem f.eks en lykkeforsker, hvis bedste resultat er 34 citationer i et samfundsvidenskabeligt tidsskrift med en impact på 0,35 og en energiøkonom med 113 citationer i et samfundsvidenskabeligt tidsskrift med en impact på 2,4?

    Svar
  27. Christoffer Bugge Harder

    P.P.S: Dine konkrete uenigheder med Nakicenovic er ganske rigtigt ikke relevante for denne debat – derfor bringer jeg dem heller ikke på bane. Men siden du nu selv kommer ind på det:

    Og mht. min kritik af Nakicenovic var den den gang som nu, at han har publiceret i meget fine naturvidenskabelige tidsskrifter – Nature osv. – men nærmest overhovedet ikke på sit eget felt.

    Nej, Bjørnskov, din kritik var, at han var en “andenrangsforsker”, der stod langt under dig – og det lykkedes dig at gøre dig selv til grin, temmelig spektakulært endda!, fordi du kun havde kigget på hans fem-seks “selected publications”. Og du nævnede heller ikke et ord om hans “meget fine naturvidenskabelige publikationer”, som du nu mumlende får anerkendt for første gang. Hvis du en dag selv når 50-100 publikationer, kan det jo også være, at du ville overveje kun at fremhæve de mest interessante?

    Nu kommer du så med en ny bortforklaring om, at han næsten ikke har publiceret på sit eget felt (energiøkonomi). Rent bortset fra, at det faktisk indgår ganske centralt i hans “naturvidenskabelige publikationer”, hvad kalder du så hans publikationer i førnævnte politologisk/økonomiske tidsskrift, “Energy Policy”? Eller i tidsskriftet “Technological Forecasting & Social Change” med en impact-faktor på 1,77, absolut blandt “leading field” indenfor “planning and development”.

    Du har jo ikke læst en eneste af hans publikationer, vel? Og du har heller ikke andre konkrete grunde til din mistænksomhed overfor hans arbejde end de indvendinger, du gentager fra Castles & Henderson, som Nakicenovic selv, McKibbin et al., Manne & Richiels samt Raupach et al. har taget under behandling ofte flere år før, du genfremsatte dem, vel? Har du mon overvejet, om din påstand om f.eks, at SRES-holdets model skød 3-400% over de faktiske emissioner, måske skulle trækkes tilbage i lyset af, at de snarere skyder 50-60% under for 2000 og frem? Nakicenovic med mange flere måtte for nylig rykke ud og dokumentere, at emissionerne trods alt var klart indenfor modellernes forudsigelser for at forsvare sig mod mange anklager om, at de undervurderede emissionerne. Jeg er udmærket med på, at det alt andet lige er meget bedre at købekraftskorrigere, men eftersom alt andet tydeligvis ikke er lige, tror du så, at der er ret mange, der på denne baggrund vil interessere sig for en isoleret naiv købekraftskorrektion, som du vedblivende pukker på, og som sandsynligvis vil gøre modellerne endnu dårligere?
    Ved du kort sagt overhovedet noget relevant omkring energiøkonomiske forhold, som SRES-holdet ikke også ved og har hørt til kvalmegrænsen? Hvor længe kan du holde til at fortsætte med at holde døgnåbent i din intellektuelle totalophørsudsalgsbutik i dette spørgsmål?

    Svar
  28. Per Hedegård

    Jeg vil tillade mig at konkludere, at Bugge Harder har en pointe, når han peger på dobbelt standard i Bjørnskovs indlæg. Vi har i alt fald ikke set noget egentlig svar fra Bjørnskov, og Kurrild-Klitgaards ‘ømme’ reaktion peger også i den retning.

    Svar
  29. Christian Vangsø Bentsen

    @ Bjørnskov

    Lad mig nævne nogle af dem der har betydet noget “egentligt” og “relevant” for samfundsvidenskaben og dens videre udvikling:
    Nozick, Rawls, Dworkin, Austin, Hart og Lukes. (Altså der er flere 🙂 men de fleste bagudrettede)

    (Og hvad angår egentlige økonomiske tænkere (i nyere tid som har haft indflydelse på enten lokal eller global økonomi) så er de svære at finde for de er som en elektriker. Nogle ting er på en bestemt måde – Og sådan arbejder vi. Vi har muligvis forskellige tilgange men vi er enige om alle præmisser. Økonomer som elektrikere opfinder, sjældent, dybe tallerkener. De arbejder bare…))

    Her taler vi om idehistorisk “impact”! Spar os dog fra om f.eks. Rawls har publiceret ditten eller datten. Jeg har selv, ikke altid med fornøjelse, læst Collected Papers og han tilegner bogen studerende og dernæst kollegaer. Om nogen nogensinde har “scoret” på din skala er ikke noget Rawls beskæftiger sig med. Men dig og dine konkurrenter ønsker et særligt konkurrenceparameter og det er jeres sag. Men lad dog være med at kompromittere Marlene Wind på en usmagelige måde fordi du ikke synes ansættelsesudvalget gjorde det ordentligt.
    Når man konkurrerer om et lektorat vil det give mening at inddrage “publikationsliste” som konkurrence-parameter. Når man “konkurrerer” om et professorat så må betingelsen for ansøgningen/udnævnelsen være at man er “anerkendt”… F.eks., men ikke nødvendigvis, i form af artikler i tidsskrifter som kun de indviedede læser. Men for guds skyld ikke årsagen til at man udnævnes.

    Professoren er (burde være) gallionsfiguren. Hende/ham der motiverer, kultiverer, stimulerer til at søge yderligere indsigt og behandle denne på “ordentlig” måde. Følgende er et smagsspørgsmål men uomtvisteligt er det at f.eks. Vincent Hendricks træder ind og forsamlingen “tier”. Ingen sms’er. Ingen Facebook. Og hvis du spørger bliver du taget alvorligt. Ikke fordi han har publiceret i overensstemmelse med dine standarder men fordi han er typen der gør en forskel. Og forskellen kan ikke måles. Blot opleves.

    Se deri ligger forskellen. En professor har en funktion. Skulle du bestemme så er funktionen at “særligt publicerede artikler” skaber stimuli hos de studerende.
    Skulle jeg bestemme så skulle professorens funktion være at professoren skaber begejstring hos de studerende og værktøjet er ikke at prale med at have publicert 100 artikler i “X” men derimod deltagelse… På godt og ondt bl.a. i den offentlige debat.

    Jeg håber dine elever får udbytte af dig fordi du er dig. Og at du er ansat fordi du skaber værdi for de efterfølgende og ikke fordi du skrevet “et eller andet et eller andet sted”.

    Jeg synes fortsat du skylder Marlene Wind en undskyldning eller uddybning.

    Go weekend

    C

    Svar
  30. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Christian Vangsø Bentsen/Kim Hvid Johnsen: Tak for ordene m.h.t. min undervisning. Jeg er oprigtigt glad, hvis der er nogen, der sætter pris på dén–jeg synes faktisk, at det er meget hårdt og udfordrende at undervise, og at det er en vigtig ting at anstrenge sig med. Men i det konkrete spørgsmål (“hvad er professor-meriterende indenfor statskundskab?”) er undervisningskvalifikationer dog af mere beskeden vægt end forskningen, og sådan bør det nok også være.

    @Per Hedegård: Alle medarbejdere ved Institut for Statskundskab er blevet bedt om at holde igen m.h.t. at kommentere “Marlene Wind-sagen” offentligt. Derudover er der få ting i tilværelsen, jeg har mindre lyst til end at indlade mig på en offentlig punkt-for-punkt sammenligning af mine forskningspublikationer med en navngiven kollega. Men hvis der er nogen, der synes, at det er interessant at forholde sig til CBH’s påstand om, at der ikke er nogen forskel på min mængde af forskningspublikationer og evt. andre akademikeres (og karakteren af de pågældende “kanaler”), så vil jeg opfordre de pågældende til at se på de relevante CV’er og publikationslister, evt. på diverse forskningsdatabaser, holde folks alder m.v. in mente, se på sammenlignelige kategorier af publikationer m.v. (internationale tidsskriftsartikler indenfor ens fagfelt, andre tidsskriftsartikler & antologibidrag, monografer, redigerede antologier, o.s.v.). Og så må folk drage deres egne konklusioner–ligesom man er meget velkomne til at sende mig en e-mail privat.

    Mere har jeg ikke at sige (offentligt) om det emne.

    @CBH: At Du prøver at få det til at lyde som om, at det blot er som et relevant modeksempel, at Du pludseligt inddrager mig i denne debat, ville virke mere overbevisende, hvis Du a) ikke allerede havde gjort det i andre sammenhænge, b) ikke tydeligvis var motiveret af noget helt andet, og c) ikke vedholdende snød på vægten, når Du skulle sammenligne.

    At Du nu prøver at tale udenom m.h.t. Dine for emnet totalt irrelevante ad hominem angreb på mig i.f.t. mine forskellige hobby-interesser og udenomsakademiske gøremål, overbeviser næppe andre end Dig selv. Alternativt kan Du jo prøve at se, hvor mange af mine hobby-relaterede publikationer (http://kurrild.homepage.dk/pubhist.htm), der optræder på min politologiske publikationsliste (http://kurrild.homepage.dk/kurrild_pub.htm). Det er der (udover en eller to fagligt relevante boganmeldelser) kun én (1), der gør–den om Hobbes, som Du nævner. Og hvorfor så det? Af den simple grund at den faktisk *er* fagligt relevant–at den omhandler politisk teori/idéhistorie; at den er indgået i tre adjunktbedømmelser af mig (1997-98) og tre ditto lektorbedømmelser (1999-2000), hvor den blev fundet akademisk meriterende (og hvor jeg iøvrigt blev tilbudt fem af de seks stillinger); og at den så iøvrigt hidrører fra et tidsskrift, der er med i Forskningsministeriets/Danske Universiteters Nationale Bibliometriske Forskningsindikator (på niveau I), udfra hvilke statens forskningsressourcer til universiteternes (bl.a.) allokeres. Og hvad så?

    Ja, som Du selv siger: “If you can´t take it, don´t dish it”!”. Så når man skærer igennem Din pølsesnak, CBH, så er essensen denne: Du er en evighedsstuderende, der nu sidder som 34.årig ph.d.-studerende med en samlet publikationsmængde på 1/4-medforfatterskab på én Web of Science-registreret artikel og 1/2-medforfatterskab på en anden i et tidsskrift, der ikke er indekseret–og det er så dét. Det er sådan set fint nok–Dig om det, og vi træffer alle forskellige valg i livet. Men når Du så her på stedet jævnligt puster Dig op til at skulle være en slags autoritet på naturvidenskabelige forskning indenfor områder, der er omtrent så fjernt fra Dit eget felt, som astronomi er fra astrologi, og når Du vedholdende dyrker, hvad der bedst kan betegnes som en slags videnskabsfetischisme (som f.eks. Dine forsøg på at fortolke forskningspublikationskvalitet udfra udsving på 0,5-1 i årlig Impact Factor i tidsskrifter i helt forskellige discipliner og med vidt forskellige publiceringstraditioner), så vil jeg tillade mig at sende et andet godt amerikansk idiom retur til Dig:

    “You are all hat and no cattle …”

    Og det var så det absolut sidste fra mig i denne tråd. Knock yourself out.

    Svar
  31. Christoffer Bugge Harder

    @Kurrild-Klitgaard:

    Som det vist tydeligt fremgår, er min motivation at gøre opmærksom på, at Christian Bjørnskov er helt igennem hyklerisk og dobbeltmoralsk, når han skal vurdere venners og fjenders forskningskvalitet – i mange forskellige sammenhænge. Det er helt legitimt, og det tror jeg sådan set, at det er overflødigt at argumentere yderligere for.

    Og Bjørnskov havde altså henvist mig til dig for at lære, hvad “masser af peer-reviewede artikler vil sige” i et forsøg på at nedgøre den norske økonom, Bjart Holtsmark, som en andenrangsforsker – han havde på det tidspunkt præsteret 8 peer-reviewede, indekserede publikationer på 16 år efter Bjørnskovs kriterier. Du har nu på 14 år præsteret…8 peer-reviewede, indekserede publikationer. Det var det mest eklatante, herligt letforståelige og helt typiske eksempel på Bjørnskovs dobbeltstandarder, så det kunne jeg ikke stå for. Jeg kan godt forstå, at du bliver såret, men jeg har intet at undskylde, fortryde eller beklage – det er fuldstændig legitimt at gøre opmærksom på, at Bjørnskov vurderer jer to næsten fuldstændigt identiske forskere vidt forskelligt. Igen, igen, igen: Hvis du bliver vred over, at hans dobbeltmoral på denne måde også trækker tæppet væk under dig, så bed ham om for fremtiden at lade være med at tage dit navn forfængeligt på en måde, så det bliver pinligt for dig!

    Man kan sagtens med god grund kritisere nobelpristagere og topforskere, selvom man ikke selv er nogen af delene – man skal bare være meget sikker på, at man så har papirerne i orden, for ellers løber man en overoredentlig stor risiko for at blive til grin! Når du angriber en nobelpristager (Paul Krugman), kalder ham en “forhenværende seriøs økonom” og kritiserer en af hans artikler i et toptidsskrift med 150 citationer, som du tilmed havde misforstået – hvad langt mere kompetente folk end dig (Carl-Johan Dalgaard + Henrik Jensen) da også utvetydigt påpegede i skarpe vendinger – hvordan kan du så blive overrasket over, at du bliver mødt med mild latterliggørelse (også fra andre end mig)?
    Og det virker næsten som om, at du et eller andet sted skammer dig over at bruge så meget tid på “Groft sagt”, siden du tager sådan på vej over en lille munter henvisning til dine overordentlig mange klummer i dette ærværdige forum? Du er altså en offentlig figur, og du sparer som sagt ikke selv på ad hominem-angrebene på Groft Sagt (og andre steder). Som Leonora Christine Skov sagde så smukt:

    Hvis man stikker røven frem, så får man taget temperaturen!

    Hvis du mener, at jeg “snyder på vægten”, skulle du måske prøve at komme med bare ét eksempel i stedet for bare at klynke? Jeg har søgt på dig på ISI Web of Science – efter Bjørnskovs klare kriterier, som han anvender på Marlene Wind – og der får jeg siger og skriver 8 artikler. Punktum. (Derudover giver den mig også en leder og et brev til redaktøren, du har skrevet – er det dem, du er utilfreds med, at jeg ikke har talt med som indekserede, peer-reviewede artikler? Næppe, da du heller ikke selv har talt dem med herunder på dit CV.)

    Og når alt dette ovenstående er sagt, kan jeg i øvrigt forsikre dig for, at jeg ikke har noget personligt udestående med dig, som du lader til at tro. Jeg mindes flere fornuftige og meget lærerige debatter og indlæg på disse sider, specielt om amerikansk politik. Jeg kan endda fortælle, at jeg også har hørt meget godt om dig fra mine venner og studiekammerater, der har haft dig på statskundskab. Jeg kan også udmærket se, at du ligger pænt i sammenligning med mange andre danske politologer, og jeg har ingen grund til at betivle, at du arbejder særdeles hårdt også med alt muligt udenomsakademisk, der nu kræves af en mand i din stilling.

    Jeg er helt parat til at tro, at dine artikler om Hobbes heraldik, mini-biografier om Gordon Tullock og alt muligt andet godt er glimrende forskning, der giver masser af point på diverse nationale bibliometriske indices

    men de tæller bare ikke med den metrik, som Christian Bjørnskov slår til lyd for her!!!

    At dette faktisk er akademisk meriterende indenfor dit – og Marlene Winds – felt tyder vel så blot på, at Bjørnskovs kriterier er for firkantede og urimelige for at bedømme politologisk forskning? Og det må så – efter alle andre kriterier end Bjørnskovs – gælde for både dig og Marlene Wind.

    Og for en ordens skyld: Mine pænere ord her til sidst er ikke på nogen måde ment som undskyldning for min kritik, som jeg står 100% ved, men de er ikke desto mindre ganske oprigtigt ment – så kan du tro på det eller lade være.

    Mvh Christoffer

    Svar
  32. Christoffer Bugge Harder

    P.P.S. Jeg er igen beæret over, at en så travl og velpubliceret professor anser min ringe person for så vigtig, at han finder det værd at bruge sin sparsomme arbejdstid på at lave research og skrive svar til mig. Men mht. “evighedsstuderende”, så må jeg blot igen sige, at jeg brugte 6½ år (½ år under den gennemsnitlige studiegennemførselstid på mit fag for min årgang, indtil jeg som sagt blev færdig som 30-årig for tre år siden – ganske ligesom Christian Bjørnskov, der også læste fysik først og blev færdig som økonom som 31-årig. Han havde efter 1. år af sin PhD 1 indekseret artikel. Er han også en pølsesnakkende evighedsstuderende, der puster sig op efter din mening?

    Er du i færd med at forsøge at tage en slags indirekte hævn over ham for, at han uforvarende kom til at trække tæppet væk under dig? 🙂 Det gør selvfølgelig arbejdet nemmere for mig, når I sådan i arrigskab plaffer hinanden ned med vrede vådeskud i forsøg på at ramme et eller andet, men særlig kønt at overvære er det jo ikke.

    Jeg har i øvrigt arbejdet halv tid i hele studietiden på Zoologisk Museum, været naturguide i Norge, naturvejleder for børn og gymnasielærer i flere år, før jeg begyndte på PhDen, siden det åbenbart interesserer dig så meget.

    For en ordens skyld er jeg endnu kun 33 år – og jeg er heller ikke medforfatter, men hovedforfatter til begge mine udgivne artikler samt til de to næste, der er på vej.(Og jo, begge artikler er skam indekseret i Web of Science – ellers ville mine vejledere have slået mig ihjel!) Jeg har også tre korte konferenceartikler samt et par nationale publikationer, hvis jeg skal tælle revl og krat med ligesom dig.

    Endelig, når du skriver

    Men når Du så her på stedet jævnligt puster Dig op til at skulle være en slags autoritet på naturvidenskabelige forskning indenfor områder, der er omtrent så fjernt fra Dit eget felt, som astronomi er fra astrologi……

    så kan jeg kun gentage, at jeg i næsten hver eneste klimatråd udtrykkeligt har skrevet, at jeg blot er en oplyst lægmand – naturligvis med en vis fordel mht. at forstå dele af stoffet ifht. samfundsvidenskabeligt uddannede, men blot en amatør (det står der også højt og tydeligt om mig på den blog på videnskab.dk, jeg medredigerede en overgang). Jeg har forsvaret mig mange gange mod lignende anklager ved at påpege det enkle, at jeg ikke beder nogen om at tro på noget, fordi jeg siger det, men fordi det er veldokumenteret med massevis af argumenter og facts fra de rigtige forskere i de peer-reviewede tidsskrifter, som jeg gør mig meget umage for at henvise til. At du og andre Punditokrater så vælger at følge mavefornemmelser, amatører, fupforskere og regulære tosser pga. følelsesmæssig/politisk betinget modvilje, er blot endnu et eksempel på kollektivt hykleri i lyset af den iver, hvormed der tales om forskningskvalitet i andre sammenhænge, men det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.

    Derimod har din punditokratkollega, Karl Iver Dahl-Madsen, forsøgt at påkalde sig autoritet som “klimaforsker” med henvisning til at have været 37. forfatter på en dansk temarapport om alger og iltsvind. (!) Hans reelle forskning består i 4-5 bidrag omkring spildevand o.lign, og de daterer sig alle næsten 30 år eller længere tilbage. Han holder sig dog ikke desto mindre ikke tilbage fra at komme med bastante udmeldinger om, at “det er et simpelt faktum, at klimamodeller ikke beskriver årsagssammenhængene korrekt”, og henviser konstant til sin erfaring i stedet for faglige argumenter. Måske kunne du i tråd med dine meget sande ovenstående betragtninger om ikke at puste sig op som autoritet fortælle ham venligt i en stille stund, at en aldrig så rig erfaring som spindoktor for en mindre interesseorganisation ikke er så forfærdelig relevant i klimasammenhænge, og at ens mening om emner, man ikke har nogen særlig forstand på, ikke nødvendigvis bliver mere interessante af, at man har overskredet pensionsalderen? 🙂

    ……og biologi er så forskelligt fra klimatologi som astronomi fra astrologi? Det bliver den halvdel af min afdeling på KUs Biologiske Institut, der leder Climaite-forskningsprojektet, sgu kede af at høre. Bare rolig, jeg er kun perifert involveret selv.:) Og salig Stephen Schneider, der er en af de mest citerede – og hadede! – klimaforskere siden 1970erne, var også biolog. Hvis du ikke ved det, så bruger vi faktisk begge to det, der hedder “den videnskabelige metode” – den er måske ikke så udbredt på dele af samfundsvidenskab, men der er særdeles meget tværdisciplinært stof i klimaforhold, der inddrager både fysik, kemi, biologi, geografi og matematik.

    Svar
  33. Jens Hansen

    Til sidst undrer jeg på hvor relevant det er kun at se tilfældet Marlene Wind fra en akademisk vinkel, måske en militær-taktisk vinkel forklarer det bedre?
    I kampen mod “den indre svinehund” ligger anføreren nu død på slagmarken og mens de sidste spjæt rammer nogle af hans egne så står hans underofficerer nu blottet for angreb! Som en anden Napoleon havde han bekriget sine omgivelser og nu var han væk. Dette opfattede Marlene Wind for sent og løb frem mod fjenden, som om situationen var uændret. Her stod hun så pludselig forsvarsløs da modangrebet satte ind og fronten var gået i opløsning.
    Så selv om nutidens kampe foregår verbalt, i hvert fald for tiden, så er der måske alligevel nogle paralleller til fortidens krigsførelse, i det mindste hvis man er krigerisk nok 🙂

    Svar
  34. Anders

    Bugge, hvordan kan du overhovedet sammenligne publikationsantal mellem biologi og statskundskab? Inden for naturvidenskab er det ikke unormalt at en forsker har 100+ artikler i Web of Science og endvidere er det ikke unormalt at bachelor eller masterstuderende er medforfattere/hovedforfattere på artikler i internationale tidsskrifter med peer-review.

    Svar
  35. Christoffer Bugge Harder

    @Anders

    Som jeg nu har sagt i 3-4 tidligere kommentarer skal jeg ikke kloge mig på, hvordan man bedst bedømmer samfundsvidenskabelig forskningskvalitet. Men hvis standardværktøjet for naturvidenskaberne inkl. biologi -internationale peer-reviewede publikationer/publikationer indekserede i ISI Web of science – er dårlige værktøjer til at bedømme samfundsvidenskabelig forskningskvalitet, så er de det både for a) Marlene Wind, b) Peter Kurrild-Klitgaard samt c) Bjart Holtsmark – og så forstår jeg heller ikke, d) hvorfor Bjørnskov alligevel nævner dette som relevante målestokke, og e) tilmed kommer frem til så forskellige vurderinger af forskningskvalitet for folk med præcis samme antal publikationer på næsten samme tid. QED.

    Svar
  36. Matthew Thomas Gress

    Jeg kan på ingen måde se, hvad alt dette har med sagen at gøre?

    Er problemet ikke, at Marlene Wind har fået at vide, at hun skal holde kæft og at denne regering bevæger sig uden om aftaler, konventioner og helt almindelig god skik når det lykkes dem at lukke for debatten? At de kun gider høre på eksperter, når samme giver dem ret i alle deres foretagender, herunder aftalebrud?

    Det er i hvert fald kernen af argumentet, jeg læser og skal høre på, fra dem, der er så forarget over denne sag og jeg sidder selv spændt, og venter på et fornuftigt svar på den.

    Hvordan kan det være, at ytringsfriheden kun skal gælde for nogle “eksperter” og at regeringen får held med at lukke munden på MW, Hornbech og alle andre, der strider dem imod?

    /MTG

    Svar
  37. Christian Bjørnskov

    Christoffer: Web of Science dækker ikke samfundsvidenskaberne særligt godt. Scopus giver et væsentligt mere retvisende billede af citationer hos os – måske derfor dine fejltagelser mht. citationsrecords.

    Svar
  38. Christian Vangsø Bentsen

    @ MTG

    Det er da noget ævl du lister ud her. Hvis du dribler igennem f.eks. Infomedia eller i øvrigt holder dig orienteret i danske medier så vil du finde at langt de fleste “akademiske eksperter” er voldsomt regeringskritiske alternativt politik-neutrale.

    Hvordan har regeringen “lukket munden” på Hornbech??? For ikke mere end en uges tid siden dolkede hun dem temmelig kraftigt!

    Marlene Wind er fortsat professor. Der er ikke noget berufsverbot.

    Den bedste analogi er nok Klaus Rothstein i forbindelse med ungdomshuset. Han kvajede sig. Og efterfølgende “valgte” han en pause fra medierne.

    Måske har Marlene Wind vurderet at hun miskreditterer sig selv ved at være medie-darling og derfor trækker sig til fordel for hendes erhverv.

    Den forklaring er i hvert fald bedre end dit konspiratoriske ævl.

    @ Bjørnskov

    Jeg har stadigvæk svært ved at forstå du står på mål for din intimidering af Winds professorat. I særdeleshed dine antydninger taget i betragtning.
    Du angriber intetsteds hendes forskning men derimod nogle meritter du finder manglende men som i så fald er mangelende hos de mange og ikke de få.

    Har du et lektorat? Og er dit virke samfundsvidenskabeligt? Eller blot hokus pokus? Altså du er ansat af det offentlige til at lege med nogle statistikker for så at konkludere “mulige” sammenhænge i relation til dit eget begreb om “lykke”? Wiii… Hooray for everyone. Eftersom du formentlig koster staten i omegnen af en halv million om året kan man med rette spørge ind til værdiskabelsen af din “lykke-forskning” – Og dersom nogen gjorde det kunne der foreligge en debat.

    I følgende artikel kauserer du over en række banaliteter

    http://www.branding4you.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=50:skab-en-lykkelig-karriere

    Citat: ”Børn giver os glimtvis lykke, men i det store hele, er det en personlig byrde og begrænsning at have børn.”

    Hvor herre til hest for noget udokumenteret sludder.

    Og dine råd til et lykkeligt liv:

    1. Vælg den rigtige partner
    2. Vælg det rigtige job
    3. Lad være med at få børn

    Marlene Wind er jo nærmest definitionen på visdom sammenlignet med dine trivielle råd. Selv en konfirmand vil jo kunne sige at lykken bl.a. er identisk med den “rigtige” partner. Men problemet består jo i at finde kriteriet for valget af den rigtige partner.

    Forestil dig et menneske i tvivl henvender sig til dig; Lykkeeksperten. Og spørger: “Jeg vil gerne være lykkelig; hvad skal jeg gøre for at blive lykkelig”?
    Du svarer: “Find den rigtige partner, find det rigtige job og lad være med at få børn”!
    Så selv du, måske, kan forstå det: Du bliver spurgt hvordan manden finder den rette partner, det rette job, den rette familiestruktur og du svarer ved at sige find den rette partner, find det rigtige job og det med familie er besværligt så i stedet for at lade det give dig bekymringer så undlad at stifte en sådan.

    Det er ligefør man får lyst til at debunke hvad du ellers måtte have bedrevet af ligegyldigheder på det offentliges regning!

    Ps. et godt gammelt råd siger at dersom man taler hårdt taler man modtageren… Noget siger mig at du ikke er villig til at undsige dit eget karriereforløb så posten er måske mest af alt møntet på andre læsere. Og den lære du selv kan tage med er at: man ikke skal sprøjte med vand på folk der bor i et glashus når man selv bor i en fuglerede… Live with that!

    Pps. I forbindelse med lykke vil jeg gentage at du som minimum bør kigge lidt på Railton og også Rachels, Mcnaughton og faktisk mange andre som du helt åbenlyst ikke er stødt på i dit virke som “akademiker der ikke kan finde et job modtager skånejob på et eller andet universitet!

    PPs. Endnu værre måtte det være om jeg fik trykt en kronik omhandlende din “lykkeforskning” eller mangel på samme.

    PPPs. Reversed logic. Dit usmagelige udfald mod Marlene Wind matcher fint hvad jeg skriver. Og eftersom du sikkert korser dig nu så burde du som minimum reflektere lidt over dit barnlige udfald mod Marlene Wind!

    Svar
  39. Matthew Thomas Gress

    Jeg er ikke helt sikker på, jeg er med på hvad du mener, CVB. Jeg er nu som sådan ikke uenig med dig.

    Men modstandernes argument synes jeg ikke, at du har svaret ordentligt på.

    Pia Kjærsgaard styrer denne regering med en hård hånd og gennem personangreb på modstandere, hvis ytringsfrihed hun ikke selv er villig til at respektere. MW får lagt mundkurv på efter samtale med Institutlederen på Statskundskab. Regeringen, med andre ord, agerer bøller og knuser modstand dér, hvor de møder den. I dag læser man en artikel, der beskriver hvordan Videnskabsministeren gerne vil styre universitetsbudgetterne på mikroplan – med andre ord, udøve direkte indflydelse. Det kunne man bestemt henledes til at tro kunne føre til, at regeringen, rød eller blå, lige pludselig fjerner midler fra de institutter, der ikke retter sig efter deres spillestil.

    Hun har jo kun “miskreditteret” sig selv i øjnene på dem, hun i forvejen er uenig i – værende dig og ligesindede. Hvor skulle det gøre en forskel? Hun har sikkert været uenig med andre før, hvorfor vælger hun denne gang at holde kæft?

    Desuden – Hornbech dolker regeringen og stiller ultimative krav. Næste dag rager det hende en høstblomst og der er ingen forklaring på hvorfor. Kun stilhed.

    Det er argumentet jeg hører. Kan du bortforklare ovenstående med fornuftige argumenter frem for blot at svine dem til som konspiratorisk ævl?

    Svar
  40. Christian Vangsø Bentsen

    @MTG

    Jeg synes jeg ret klart skrev at hun har trukket sig fra den offentlige debat fordi debatten, på de vilkår den pågår, skader hendes akademiske arbejde.

    Utallige forskere retter “angreb” mod regeringen eller dennes politik. Institut for Menneskerettigheder, DRC, Bjørn Møller, Jørgen Bæk Simonsen, Landets samlede udsnit af kriminologer, 99 % af alle sociologer og mange mange andre. Påstanden om at kritikere systematisk udsættes er ganske enkelt ikke gangbar. Alternativt må du liste noget mere substantielt frem end Marlene Wind mens dit Rønn Hornbech argument allerede er kollapset med hendes uge gamle kronik.

    Du påstår at når MW tier stille er det fordi hun trues til det. Men du bringer ingen argumenter frem til at støtte påstanden. Det gør du heller ikke ang. Hornbech. Du slutter fra at de tier til at der er noget gedulgt ved det hele. Og det er hvad jeg/man forstår ved konspiratorisk ævl 🙂

    Svar
  41. Matthew Thomas Gress

    Fair nok.

    Enhver, der har arbejdet med bureaukrati ved, hvad det vil sige, når en leder fortæller, at han har taget en “snak” med sin underordnede og at de er blevet “enige” om noget. Lederen har simpelthen givet en ordre, direkte, indirekte, skjult eller ej. Længere er den ikke. Herfor min ræsonnement ang. MW.

    Ang. Hornbech så synes jeg også du undviger fornuften. Lad mig vende argumentet om.

    Kan du selv komme med en mere troværdig forklaring på hvorfor BRH lige pludselig vælger at tie stille efter den udmelding? Jeg læser kun om endnu en “snak” med Lars Løkke.

    Jeg vil nu gerne være rimelig, men det her er sgu lidt langt ude. Også selvom jeg er EU modstander og stemmer C osv.

    Svar
  42. Christoffer Bugge Harder

    @Bjørnskov:

    1.Jeg kan udmærket forstå også af dine tidligere poster, at Web of Science ikke dækker samfundsvidenskaben særlig godt – men så forstår jeg ikke, hvorfor du selv inddrog den i dit oprindelige indlæg som noget, der var relevant for bedømmelse af Marlene Wind?

    2.Scopus-databasen giver mig 12 artikler og 31 citationer (i stedet for 8 i Web of science) for Peter Kurrild-Klitgaard fra de ti år (2000-2010), den dækker. For Bjart Holtsmark giver Scopus 10 artikler og 72 citationer i årene 1998-2009. (Årstallene dækker tilsyneladende over første og sidste registrerede artikel siden 1996; artikler fra før 1996 er åbenbart ikke med i citationerne, ligesom den vist heller ikke dækker publikationer fra 70erne og 80erne så godt?).

    Det er mig stadig en komplet gåde, hvordan Holtsmark efter din mening kan være en “andenrangsforsker”, mens Kurrild-Klitgaard har skrevet “masser af peer-reviewede artikler”? Går der en grænse mellem “andenrangs” og “topforsker” ved 11 artikler? Og er det så åbenbart ligemeget, at Holtsmark er citeret mere end dobbelt så meget som PKK?

    3. Nakicenovic – du ved, din “andenrangsforsker” – har 56 artikler med 645 citationer i årerne 1981-2008 i Scopus – igen åbenbart kun med citationer siden 1996. Og det lader endda til, at der er flere af hans tidligere artikler fra 70erne, der ikke er med, ligesom jeg heller ikke umiddelbart kan finde flere af hans måske mere naturvidenskabelige som f.eks den Nature-artikel, han sidst var med på, som jeg henviste til ovenfor). Derudover er hele hans store arbejde med at lave SRES-scenarierne tilsyneladende slet ikke indekseret nogen steder – selvom det ellers er citeret mere end 2500 gange i artikler, hvoraf hovedparten er med i Web of Science.

    Hvordan kan dette nogensinde i forhold til nogen målestok vidne om en “andenrangsforsker” efter din mening?

    3. Jeg har ikke adgang til at se enkelte artiklers citationer på Scopus, men Nakicenovics mest citerede artikel, “Dynamics of energy technologies and global change” fra Energy policy 1999 er vitterligt citeret 113 gange af indekserede tidsskrifter – altså selv i Web of science, som åbenbart ikke dækker ham særlig godt som samfundsvidenskabsmand.
    Du nævnede selv sidste år i forbindelse med forsknings-topniveauer, at din mest citerede artikel (“The happy few” fra Kyklos 2003, ikke?) var citeret 33 gange – jeg skrev 34 ovenfor i mit “hypotetiske” eksempel. Jeg tillader mig at gå ud fra, at du har valgt en repræsentativ database/opgørelsesmetode for dig selv her.

    Hvor f**** har jeg efter din mening begået en fejltagelse med citationsopgørelserne? Har din artikel med godt fire citationer om året de første syv år lige pludselig fået mere end 50 citationer i Scopus det sidste år?

    4. Summa summarum: Hvilken forskel gør valg af database eller forskellige citationsopgørelser for et eneste punkt i min kritik af dine dobbeltstandarder?

    P.S. For en ordens skyld for at undgå misforståelser er jeg ikke ude på at beskylde dig for at være en dårlig eller ukvalificeret forsker. Men jeg indrømmer, at det både overrasker og provokerer mig, at du som offentligt ansat forsker er villig til at risikere din troværdighed i en for dig selv så relativt ubetydelig debat, og at du kan være så halsstarrig og vedblive med at famle efter flere og stadig dårligere bortforklaringer for at undgå at erkende det, der formentlig er åbenlyst også for dig selv.

    Svar
  43. Christian Vangsø Bentsen

    @MTG

    Ang. Rønn så synes jeg det virker fornuftigt at hun anerkender det faktum at det er selve implementeringen af grænsekontrollen der kan give problemer i relation til kommission og ikke forslaget i sig selv. justitsministeriet kunne således ikke udarbejde et notat der tilfredsstillede hendes indledende betingelser… Synes du ikke den forklaring er mere plausibel end at “Løkke har “tvunget” hende til at tie”? Kvinden er jo notorisk ukontrollerbar… 🙂

    Og indtil andet er godtgjort tror jeg altså ikke på at hun “indirekte” har fået mundkurv på. Jeg tror hun har “erkendt” at en fortsættelse af debatten på de præmisser der nu engang gælder ville tjene hende skidt. Og derfor trækker hun stikket.

    Svar
  44. trane

    Tja, det er nok ingen der uenige i, at Marlene Wind gik for langt i sin sprogbrug. Det skal hun have kritik for, og den har hun fået. Men ellers kan befolkningen godt skelne mellem en forskers udsagn om sagsforhold (fx ”Hvad siger de andre EU-lande til den nærved vedtagne beslutning om grænsekontrol?”) og hendes politiske/normative vurderinger. Det må ikke dømme hende ude som ekspert fremover.

    Eksperters adgang til medier grundes i, at de har beskæftiget sig med emnet. Men den autoritet deres udsagn og vurderinger har er jo op til den enkelte seer, lytter eler læser at afgøre. Hvis vi vil til at sortere efter de rigtige meninger, tager vi endnu et stormskridt væk fra et frit samfund. Som Matthew rigtigt skriver: det er langt ude.

    I øvrigt:
    Diskussionen oppe tråden viser i hvert fald en særligt for kvinder i universitetsverdenen meget sur effekt af ’bonusordninger’: at så snart de får en stilling eller stikker næsen frem, kommer der et kobbel mænd rendende og stiller spørgsmålstegn ved deres kvalifikationer. For rivaler til stillinger er den kritik en herlig trøstekiks. For politiske modstandere er den en nyttig taktik til at fjerne fokus fra sagen.

    Til Christian Bj.:
    Undervejs i diskussionen får du indflettet følgende:
    “Nationaløkonomi og statskundskab har udviklet sig i retningen af fysik/kemi, hvor bøger er det nederste trin på kvalitetsstigen. “

    Hvor har du dog det fra?

    Jeg tror du blander flere ting sammen.

    En ting er, at nogle forskere indenfor statskundskab gerne ser en tilnærmelse af faget til, hvad de opfatter som ’naturvidenskaberne’. Det i sig selv gør jo ikke, at den bedste måde at gøre rede for og formidle sin forskning er artiklen ift. bogen. Kunne du nævne nogle eksempler på væsentlig og original nylig forskning indenfor statskundskab, der alene er kommet i artikelform, eller hvor der primært refereres til artiklen frem for bogudgaven?

    Som tommelfingerregel mener jeg David Gress’ formodning er rigtig: at ”originale tanker ikke dukker op i artikler, men i bøger, gerne lange”. Selvom mange nyere væsentlige bøger først er formuleret i artikelform. Det er efterfølgende forfatterens samlede og grundige fremstilling i bogform som forskere forholder sig til. For eksempel: Hvis man bare skal have en hurtig reference med på Putnam, så kan man jo gribe til den oprindelige artikel om Bowling Alone. Men hvis man rigtig skal forholde sig til Putnams argument, vil man da læse og referere til bogen. Ditto for Elinor Ostrom, George Tsebelis, Paul Pierson, David Collier eller hvem du nu kunne tænke dig at hive fat i.

    I forlængelse af det er det måske værd at hæfte sig ved, at mange forskere (fra de jævnt gode til de allerbedste) har prøvet deres arbejde af ikke blot i artikler men også i mindst en bog eller antologi (på mindre forlag ofte) inden de ‘rammer plet’ så at sige med ‘det varige bidrag’.

    En anden ting er, at man i vurdering af yngre forskere til stillinger og stipendier lægger megen vægt på artikelskrivning. Det mener jeg er en OK pragmatisk regel – på trods af David Gress’ pointe – fordi det er mere sandsynligt – alt andet lige – hvis man kan producere nogle artikler og få arbejdet udover rampen, at man på et senere tidspunkt får lavet et vægtigt bidrag. Der kan jo være undtagelsestilfælde, men regelen er god nok. Det betyder dog ikke, at artikler er ‘mere prestigefyldte’ for sig, men at de har en signaleffekt om at man kan få ting skrevet færdig, som man så senere kan modtage kritik for, og forbedre på… gerne i bogform.

    En tredje ting har hverken noget med indhold eller pragmatik at gøre, såvidt jeg ser det. Der er en god bureaukratisk grund til at vægte artikler mere end bøger, fordi det er lettere at tælle (et stk. Impact factor og citationstal). En fast ‘vægt’ for bøger vægter Ostrom’s Governing the Commons på samme måde som et første udkast på institutforlaget eller en lærebog til gymnasiet. Og her er det mere bøvlet med at tælle bogsalg og sådan (hvor mange er blevet solgt til listepris ift. udsalgspris?). Det er nemt for en institutleder at sætte en standard for artikelproduktion pr. år, vanskeligere med bøger.

    Du nævner som begrundelse for din påstand, at reviewing til bøger er slap ift. artikler i internationale tidsskrifter. Det ved jeg søreme ikke. Det forekommer mig, at forlag har et pænt incitament til at sikre kvaliteten for bøger, nemlig indtjening på den enkelte bog. Hvorfor mener du at den er meget strammere i tidsskrifter?

    Vh
    trane

    Svar
  45. O.P.

    Trane,
    Coases “The Problem of Social Cost” er en af de mest indflydelsesrige artikler i moderne samfundsvidenskab og findes ikke i bogform.
    Ditto med Duncan Blacks artikel om flertalsafstemninger.
    Ditto med Hayeks “Economics and Knowledge”.

    Derudover må man nok skelne mellem originale bøger i egen ret (fx Downs’ “An Economic Theory …” eller Olsons “The Logic of Collective Action “) og så “opsamlende” og ofte mindre tekniske bøger (fx Putnam og Tsebelis som du nævner). David Gress taler vist om de første.
    Men som hovedregel har du nok ret.

    Svar
  46. Hans Jensen

    “Nationaløkonomi og statskundskab har udviklet sig i retningen af fysik/kemi, hvor bøger er det nederste trin på kvalitetsstigen”.

    Purt bræk. Citations-peer-review-helvedet er udviklet for at tilfredsstille målekravene for den offentlige sektor. Ren management. Det har intet med kvalitet at gøre. >99% af al samfundsvidenskabelig forkning er værdiløst. Heldigvis bliver de fleste artikler aldrig læst af nogen.

    Svar
  47. trane

    O.P.

    Tak for eksemplerne. Jep, jeg kan godt se der findes eksempler på ‘rene artikeloriginalbidrag’. Tiebout, Nash og Akerlof er måske andre eksempler. Men selvom disse tre også har stor indflydelse på statskundskab, så er de nok mest at regne som økonomer.

    Mht. Black og Hayek. Jo, men de har jo også skrevet længere værker. Jeg har ikke læst noget af Black, men set hans Theory of Committees and Elections citeret en del. Jeg har aldrig set artikler citeret, men det er ikke et felt jeg har dyrket så meget heller. Når jeg kigger efter kan jeg godt se, at Hayek også har skrevet en del artikler, nogle indeholdende formulering af originale teoremer, men er det ikke bøgerne folk mest læser? Navnlig fordi bøgerne giver sammenhængende argumenter, applikationer af teoremer, undersøgelse af argumenters rækkevidde und so weiter.

    I forlængelse af det, så mener jeg det er den samme ‘added value’ man får af Putnam og Tsebelis’ bøger ift. de artikler de bygger på. Putnam havde allerede dyrket kerneteserne ift. Italien, og samlet noget materiale ind og offentliggjort det i artikelforminden bogen Bowling Alone. Men bogen giver Putnams samlede gennemtæskede og testede version. Ditto med Tsebelis, der over vel en ti år havde arbejdet med veto player-teori (og før det nested games) inden hans bog derom.

    Eksemplerne Downs og Olson er gode. ift. Douglass North vil jeg også mene at folk mest læser hans bøger, i hvert fald hvis man vil argumentere med ham. Jeg tror også at økonomer og statskundskabere om tyve år vil læse Calculus of Consent. (Tullocks ‘rent-seeking’ artikel vil nok også blive læst). Lige så med bøger fra: William Riker, Elinor og Vincent Ostrom, David Laitin, Robert Bates, Margaret Levi.

    Jeg kan kun komme på et eksempel umiddelbart på en væsentlig statskundskaber, der – såvidt jeg ved – endnu ikke har udgivet en monografi: politiolog-sociologen Edgar Kiser. Han har så omvendt – udover sine ofte citerede teoretiske bidrag – skrevet mange bidrag til antologier og i tidsskrifter indenfor en række mindre felter, der ikke tæller særligt meget efter Christians målestok.

    Men altså, pointen fra min pind er ikke, at der nødvendigvis skulle være MERE prestige i bøger ift. artikler. Blot at den smutvej, som Christian benytter til at disse det ene eller det andet, ender blindt.

    Vh
    trane

    Svar
  48. A is A

    Haarder skrev: ‘Scopus-databasen giver mig 12 artikler og 31 citationer (i stedet for 8 i Web of science) for Peter Kurrild-Klitgaard fra de ti år (2000-2010), den dækker. For Bjart Holtsmark giver Scopus 10 artikler og 72 citationer i årene 1998-2009.’

    Zorro spurgte så Haarder hvor mange artikler Marlene Wind er registreret med i Scopus.

    Svaret er 3 artikler (hvor af 2 har medforfattere), som tilsammen er citeret i alt 2 gange (den ene gang af Wind selv).

    Svar
  49. Matthew Thomas Gress

    Så synes jeg ligesom der er kommet andre boller på suppen.

    CVB:

    http://www.information.dk/271702

    Altså, hvad foregår der? Jeg ville ønske PKK kunne kommentere… hans synspunkter og holdninger har jeg altid været interesseret i at høre.

    Svar
  50. Christian Vangsø Bentsen

    @ MTG

    Nu adresserer du den også til mig så… 🙂

    Information vinkler lidt hårdt, men der er så trods alt også tale om information. Ingen ansatte har i følge mailen fået mundkurv på. De er derimod af ledelsen anmodet om at henvise til dekanen eller insitutlederen såfremt de modtager henvendelser vedr. Wind-sagen.

    Og det er præcist som man ville gøre alle andre steder. Opstår der en “konflikt” mellem en ansat og tredjepart så vil ledelsen på et tidspunkt bede medarbejderne om at sagen overdrages til dem. Og årsagen synes ret enkel. Instittet mener at der er rirsiko for at sagen på den ene eller anden måde kan belaste medarbejderstaben og derfor ønsker man at lukke den.

    Instituttets opgave er at forske, uddanne og formidle samfundsvidenskabelig viden. Ikke at diskutere om Pind må kalde Wind øge-navne eller andet som fjerner fokus fra instituttets virke.
    I mailen gøres der endvidere eksplicit opmærksomt på at eventuelle principielle spørgsmål må drøftes på et senere tidspunkt. For nærværende ønsker man bare at lukke sagen 🙂

    Se det er ikke nødvendigvis så kompliceret.

    Sagen i nøddeskal er den er der er to skoler omkring Wind-gate.
    En skole mener hun udtalte sig som “vidensbaseret autoritet” – Det Pind-fløjen.
    En anden skole mener hun udtalte sig som “de facto autoritet” og det er hendes “tilhængere”.

    Først ro – Dernæst diskussion om det substantielle. Det er rettidig omhu og god ledelse!

    Svar
  51. A is A

    OK så hvis man liner de forskere op som har været omtalt i kommentarerne herovenfor får man altså et billede når det gælder internationale tidsskriftspublikationer der ser sådan ud:

    HARDER: Scopus: 2 artikler (0 citationer), Web of Science: 2 artikler
    WIND: Scopus: 3 artikler (2 citationer), Web of Science: 3 artikler
    HOLTSMARK: Scopus: 10 artikler (72 citationer), Web of Science: 6 artikler
    NEDERGAARD: Scopus: 10 artikler (21 citationer), Web of Science: 7 artikler
    KURRILD-KLITGAARD: Scopus: 12 artikler (37 citationer), Web of Science: 8 artikler

    Man kan diskutere hvor meget den slags er værd – kvantitet er jo ikke kvalitet og der er mere og andet end internationale tidsskrifter osv osv.

    Men er det ikke ganske klart for de fleste læsere at . . . . . det er som om de pågældende navne . . . . falder i to grupper når det gælder internationale tidsskriftsartikler? Eller for at sige det mere direkte – at Winds profil på det kriterium mere ligner en ph.d. studerendes end hendes professorkollegers?

    Det gør nok Christian Bjørnskovs karakteristik af Holtsmark mindre skarp men det ændrer næppe på hans karakteristik af Wind.

    Svar
  52. Christoffer Bugge Harder

    @”A is A”

    Blot for en ordens skyld: Jeg tilsluttede mig helt fra begyndelsen af, at MWs CV så ret tyndt ud – hvis målestokken altså er internationale peer-reviewede artikler i Scopus/Web of Science. Og selve frk. Wind interesserer mig rent personligt heller ikke spor, ligesom hun og Søren Pind selv må ligge og rode med deres skænderier – mit ærinde var først og fremmest at illustrere Bjørnskovs gennemgående inkonsistens og utroværdighed, når det gælder bedømmelse af forskningskvalitet.

    Men generelt tager politologer sig tilsyneladende særdeles ringe ud på det felt, hvis man sammenligner med naturvidenskaben. For alle de politologer, der har været omtalt i denne tråd, er det jo tydeligt, at de – i hvert fald kvantitativt – har brugt langt mere energi på antologier, bøger, bogkapitler, nationale publikationer, debatartikler og lignende end på internationale peer-reviewede artikler, jvfr. også Kurrild-Klitgaards første svar (ud af +300 bidrag på hans CV er blot 20 opført som peer-reviewede artikler. Det samme forhold gælder for Peter Nedergaard og Marlene Wind, selvom deres absolutte samlede produktion er betydeligt lavere end Kurrild-Klitgaards).
    I den sammenhæng virker det på mig ret uinteressant at slå hinanden i hovedet med, om man har lavet 3, 8, 10 eller 15 publikationer. Så “lave” tal for selv garvede professorer ville være katastrofalt på ethvert naturvidenskabeligt felt, og selv i sammenligning med økonomer har f.eks Bjørnskov selv 23-26 publikationer med +150 citationer, mens Carl-Johan Dalgaard har 16-17 med +200 citationer – begge på kun ca. 10 år.

    For at give nogle eksempler til en (formentlig næsten meningsløs) sammenligning af rå tal: 1-2 peer-reviewede publikationer på biologi (og kemi) har næsten været en uofficiel forudsætning for overhovedet at få en PhD i en del år, og 8-12 publikationer er, hvad folk typisk har efter en post-doc – jeg kender enkelte top-PhD-studerende, der har nået det tal. Min egen vejleder er “kun” lektor, og han har over 80 artikler med mere end 1000 citationer på under 20 år. (Til gengæld har han stort set heller ikke skrevet andet end netop internationale peer-reviewede artikler – og det gælder for langt de fleste naturvidenskabelige forskere).

    Og så spørger jeg blot, om internationale peer-reviewede artikler er den bedste målestok på politologi? Man kunne jo også se på Google Scholar, hvor antologier, bøger og nationale artikler (som Kurrild-Klitgaard fremhæver fra sin forskning) også optræder – her tager politologerne sig meget bedre ud, også mht. citater. Og her ser Kurrild-Klitgaard rigtignok anderledes signifikant bedre ud end Marlene Wind, selvom hun dog også ser meget bedre ud end i Bjørnskovs karakteristik her (med hhv. 41 og 16 publikationer opført, og hhv. 300 overfor 100 citationer.)

    Dette ændrer naturligvis ikke det mindste på, at Bjørnskovs karakteristik af Holtsmark og især Nakicenovic (m. over 50 artikler i Scopus og 645 citationer på 15 år) som andenrangsforskere ifht. Kurrild-Klitgaard og ham selv er en smule grotesk, selv når vi bruger Bjørnskovs egen målestok……

    Og for en ordens skyld, siden Kurrild-Klitgaard beskyldte mig for at snyde på vægten: Bjart Holtsmark har ikke som du skriver 6, men 8 artikler i Web of Science – ganske som PKK.

    Svar
  53. Christoffer Bugge Harder

    I den sammenhæng virker det på mig ret uinteressant at slå hinanden i hovedet med, om man har lavet 3, 8, 10 eller 15 publikationer.

    …..og hermed mener jeg naturligvis internationale, peer-reviewede artikler.

    Svar
  54. Henrik Jensen

    Om databaserne Scopus og Web of Science kan man sige, at de begge skal benyttes med omhu.

    Mit institut (Økonomisk Institut, KU) har ikke adgang til Scopus, men ved en testsøgning af mig selv (pinligt, jeg ved det) opdagede jeg, at jeg ikke slet fandtes i den. Mine arbejder lå formentlig tilfældigt under et par andre Henrik Jensen’er. Efterfølgende kontaktede jeg Scopus, som velvilligt oprettede mig som ny selvstændig enhed, og derefter angiveligt tastede alle mine peer-reviewede publikationer ind. Resultatet er at jeg nu optræder som en særskilt Henrik Jensen for hver eneste artikel (fra og med 96), og kun en af dem er klikbar. Så jeg ser ikke godt ud dér (og min seneste publikation er igen tilfaldet en givetvis dygtig mediciner af samme navn).

    I ISI Web of Sciences (også kaldet Social Sciences Citation Index (SSCI)), som jeg har adgang til, går det noget bedre. Men igen, basen er problematisk at bruge. Enhver citation til en artikel i dets arbejdspapirsversion vil kun findes under førsteforfatteren. Så er man nummer to (hvilket jeg er i nogle tilfælde), så opdages man ikke ved en søgning. Og navnevariationer giver store problemer.

    Så det eneste nogenlunde retvisende billede af citationer opnås faktisk nok kun, hvis den berørte person selv tjekker alle sine citationer igennem (og efterfølgende lader andre verificere dem). Hurtige søgninger, som der er foretaget her i debatten og hovedposten, bliver derfor nemt misvisende. Især når der er tale om forskere udenfor den absolutte internationale top (for disse får man uanset søgemetode altid et kæmpelæs citationer).

    Og i øvrigt: Ved besættelse af stillinger så gælder det jo heldigvis stadigvæk, at der foretages en BEDØMMELSE. Dvs. et udvalg læser ansøgernes materiale og bedømmer dets kvalitet. Og som bedømmer opdager man hurtigt, at korrelationen mellem ansøgeres antal peer-reviewede publikationer og deres kvalitet ikke nødvendigvis er positiv. Mange citationer kan ofte et tegn på et godt papir, men ikke altid. Nogle har nogen gange været heldige at ramme ned i et hot emne, uden at deres bidrag læst to år efter er blevet synderligt mere originalt af den grund.

    Så hurtige søgninger på antal publikationer og citationer er underholdende, kan afsløre noget om kvalitet (især i den absolutte top, eller vedr. det rene ingenting), men de er ikke særlig velegnede i forbindelse med en faglig baseret evaluering af, om den ene eller anden er kvalificeret til en given stilling.

    Svar
  55. Christian Vangsø Bentsen

    Bjørnskov

    Uanset din bøf med Bugge Harder så bør Henrik Jensen og Bugges kommentarer da gøre bare en smule indtryk.

    Hvorfor er det du ikke enten står på mål for din intimidering af Wind eller beklager dit udfald?

    Svar
  56. Christoffer Bugge Harder

    Henrik Jensen: Tak for dit interessante indlæg. Beskedenhed og tilbageholdenhed virker altid påfaldende i en debat som denne, hvor de fleste har travlt med at slå hinanden i hovedet med deres for få/for dårlige publikationer eller/og fremhæve egne fortræffeligheder. 🙂

    En kuriøst eksempel i forlængelse af din pointe omkring problemer med at søge retvisende databaserne: Nu har Bjørnskov og jeg jo haft et større slagsmål omkring Nebojša Nakićenovićs forskningsmængde, og man kunne umiddelbart tro, at hans (også for serbere) usædvanlige navn var nemmere at finde fyldestgørende tal for i databaserne end “Henrik Jensen”. Men både flere af Elseviers tidsskrifter samt databaserne har tilsyneladende meget svært ved at håndtere de slaviske bogstaver ć og š i hans navn! Han sendte mig engang sin totale publikationsliste, og der er tilsyneladende flere af hans publikationer fra indekserede tidsskrifter, som ikke er til at finde i hverken Web of Science eller Scopus – WoS accepterer end ikke hans rigtigt stavede navn “Nakićenović” til en søgning. En søgning på forfatteren “Nakienovi” på Google Scholar giver 9 artikler, alle selvfølgelig skrevne af Nakićenović – og blandt disse 9 er f.eks hans mest citerede artikel nogensinde Dynamics of energy technologies and global change, som ikke kan findes under “Nakicenovic” eller “Nakićenović”. Ikke noget helt uvæsentligt problem, når man skal prøve at finde hans publikationer.

    Blot til illustration af din pointe om at bevare en vis naturlig skepsis overfor hurtige søgninger på databaser. Selvom det naturligvis ikke er bedre at fælde hurtige domme om “andenrangsforskere” på baggrund af en forskers egne opgivne “selected publications”. 🙂

    (Stakkels Nakićenović, i øvrigt – jeg tror ikke, at nogen populær blog i noget land har haft så meget omtale af hans forskning og hans person som Punditokraterne. Jeg havde lejlighed til at tale med ham på topmødet i København sidste forår, og han morede sig lidt – han mindedes aldrig at have fået samme type opmærksomhed ved andre lejligheder. 🙂

    Svar
  57. Henrik Jensen

    Jeg glemte at slå fast, at sammenligning af diverse journals på kvalitet baseret på diverse “impact factors” kan være det rene famlen i blinde – ganske som søgen efter forskeres citationer. Impacts kan beregnes på et utal af måder, og IDEAS/RePEcs mest simple liste over et “impact factor” mål viser blot én måde. Her har de fjernet citationer fra en journal til sig selv, og kommer frem til følgende liste over økonomitidsskrifter:

    IDEAS/RePEc Simple Impact Factors for Journals

    Igen, som ved personer og citationer kan man bruge disse og de alternative optællingsmetoder (der f.eks. korrigerer for citationsalder m.m.), til at bekræfte hvad/hvem der er i den absolutte top (og hvad/hvem der er tæt på ingenting). Men for mellemgruppen, som er den lagt største, dér svinger placeringerne vildt alt efter de anvendte kriterier.

    Som nævnt ovenfor: Læs hvad folk skriver. Lad være med at regne på det.

    PS: Det her på bloggen ofte nævnte tidsskrift Public Choice ser i øvrigt målt på IDEAS/RePEcs liste relativt middelmådigt ud (nr. 170). Dets fine impact factor for Thompsons liste omtalt tidligere i tråden kunne se ud til at være drevet af en hel del selvcitationer. Ud fra den refererede liste skulle en artikel i Quarterly Journal of Economics således have impact som 16-17 artikler i Public Choice. Er det retvisende? Svaret afhænger garanteret pænt meget af, hvem man spørger – og er lige ligegyldigt.

    Svar
  58. Christian Bjørnskov

    Henrik Jensen rører ved en ret fundamental diskussion, og jeg er ikke overraskende ret enig med ham. Den absolutte top kan tydeligt aflæses i den slags sammenligninger, ligesom den absolutte bund kan. Mht. det brede midterfelt skal man være ekstremt påpasselig med at lave sammenligninger baseret på impacts osv. Når det så er sagt, er det vel klart for læserne hvor jeg ville placere personen, som indlægget handler om…

    Svar
  59. Cand.scient.pol.

    Henrik Jensen, du har givetvis ret i, at man skal bedømme indhold snarere end antal, og at man skal tage den slags citations-onani, som økonomer efterhånden bedriver lige så meget som forskere i naturvidenskaberne med et vist gran salt. men det gælder så måske også din egen udgangspreplik? For kan man meningsfuldt sammenligne ‘citations’ på tværs af fag på den måde, du gør, hvor det er uafhængigt af antal tidsskrifter, og hvor mange af disse der er generelle eller nicheprægede? Tag eksemplet med Public Choice, der i Social Science Citation Index er anført både under POLITICAL SCIENCE og ECONOMICS. Er det for at vurdere tidsskriftets respektabilitet på den måde, du gør, fx interessant og relevant at se på, hvor meget det er citeret i et eller andet diskursteoretisk niche-tidsskrift i Frankrig? Eller et magasin om ledelse? Alternativt kan man se på, hvem der citeres i de absolutte, generelle top-tidsskrifter.

    Her er fra top-20 listen over de mest citerede tidsskrifter i American Political Science Review – som uomtvisteligt er fagets ledende tidsskrift:
    1) American Political Science Review
    2) American Journal of Political Science
    3) Journal of Politics
    4) American Economic Review
    5) Quarterly Journal of Economics
    6) Political Analysis
    7) Journal of Conflict Resolution
    8) World Politics
    9) European Journal of Political Research
    10) Comparative Political Studies
    11) International Organization
    12) British Journal of Political Science
    13) Public Choice
    osv, osv.

    Hvad med det ofte anførte nr 2 tidsskrift i politologi, American Journal of Political Science? Her ser listen sådan ud:
    1) American Political Science Review
    2) American Journal of Political Science
    3) Journal of Politics
    4) British Journal of Political Science
    5) International Organization
    6) Legislative Studies Quarterly
    7) Journal of Conflict Resolution
    8) Econometrica
    9) Political Science Quarterly
    10) Political Behavior
    11) Public Opinion Quarterly
    12) American Economic Review
    13) Public Choice
    osv, osv.

    Journal of Politics:
    1) American Political Science Review
    2) American Journal of Political Science
    3) Journal of Politics
    4) Political Research Quarterly
    5) Public Opinion Quarterly
    6) British Journal of Political Science
    7) Journal of Law, Economics & Organization
    8) Political Analysis
    9) Legislative Studies Quarterly
    10) International Organization
    11) Political Behavior
    12) Journal of Conflict Resolution
    13) American Economic Review
    14) Electoral Studies
    15) Journal of Personal & Social Psychology
    16) Public Choice
    osv, osv.

    Så de tre top-tidsskrifter inden for politologi har alle PC blandt 20 mest citerede tidsskrifter. Mere anvendt end tidsskrifter som Comparative Politics, Comparative Political Studies, Journal of Theoretical Politics, Quarterly Journal of Political Science, International Political Science Review, Political Studies, Perspectives on Politics, Scandinavian Political Studies, osv, osv. Det tror jeg siger væsentligt mere om et tidsskrifts faglige profil end en fuldstændigt arbitrær ranking pba år-til-år impact factors i et sammensurium af generalist- og niche-tidsskrifter – og at PC faktisk har en for et tværdisciplinært tidsskrift ekstrem høj indflydelse i det politologiske miljø. (Kunne der være en nordamerikansk bias i ovenstående? Måske. For EJPR’s og BJPS’ vedkommende ligger PC i stedet som cirka nr. 30. Ud af flere hundrede tidsskrifter er det stadig ikke så skidt.)

    I øvrigt, Henrik Jensen, mens du nok har ret i at SSCI har et stort problem med navne (og meget andet), er det faktuelt forkert, når du hævder, at man der kun registrerer førsteforfattere. Hvis det er en artikel, der er udgivet i et tidsskrift, der er indekseret i SSCI, medtages alle forfattere, både når der søges på antal forfattede artikler og på antal referencer. Det er kun, når der er tale om arbejder udenfor disse tidsskrifter (bøger, antologibidrag, arbejdspapirer, osv), at det kun er førsteforfatteren, der registreres. Det er et handicap, men hvis man tæller publikationer i anerkendte tidsskrifter, kun et mindre et.

    Svar
  60. Henrik Jensen

    @ “Cand.scient.pol.”: Min udgangsreplik vedrørende et givet tidsskrift skal faktisk tages med et gran salt. Det er godt set af dig. Jeg skriver såmænd også: “Er det retvisende? Svaret afhænger garanteret pænt meget af, hvem man spørger – og er lige ligegyldigt.” Det er en anden måde at sige det samme på. Og havde du læst min post lidt grundigere, så foretager jeg ingen, absolut ingen rangering af noget på tværs af discipliner. Jeg linker bare til én ud af n lister (hvor n er et stort tal).

    Endvidere skriver du, at det er faktuelt forkert, når jeg skriver at ikke-første forfattere “glemmes” i SSCI. Hvis du læste, hvad jeg egentlig skrev, så refererede jeg jo netop til artikler i deres arbejdspapirversion. De findes kun under førsteforfatter. Så jeg hævdede vist ikke noget faktuelt forkert.

    Svar
  61. Christian Vangsø Bentsen

    Bjørnskov: Du forudsætter fortsat at publikationslisten, i sig selv, er sigende for en vilkårlig forskeres meritter.

    Og det kan du så mene herfra til dommedag. Men det ændrer jo ikke ved det faktum at dig og en håndfuld andre står ret alene med det synspunkt. Det forhold at du citeres henholdvist har publiceret noget halløj-fis om lykke kvalificerer jo ikke i sig selv dig til noget. Var dine publicerede tanker blevet taget alvorligt og måske endda affødt nye tanker så havde der været tale om bidrag af meningsfuld karakter.

    Indtil da kan du bryste dig med ligegyldigheder mens Wind trods alt nøjes med ligegyldigheder i medierne så bryster du dig med videnskabelige ligegyldigheder.

    Uanset hun figurer i bunden at “din” liste så er du vist det man kalder short-handed, out-numbered & out of ammo…

    God sommer

    C

    Svar
  62. Christian Bjørnskov

    @CVB: Af ren nysgerrighed – har du egentlig nogensinde læst noget af det, jeg har publiceret videnskabeligt? Det er for at jeg kan få din vurdering af “halløj-fis om lykke” i den rigtige kontekst.

    Svar
  63. Christian Vangsø Bentsen

    Bjørnskov

    Kun en videnskabelig artikel 🙂

    Jeg tog den “populær” artikel jeg tidligere linkede til fordi det principielt set var i lignende rammer Wind udtalte sig.

    Du tages f.eks. til indtægt for 3 betragtninger om midlerne til det lykkelige liv.
    Det er imidlertid en problematisk påstand fordi kontra-eksemplerne nærmest vælter ud af skabet.

    Jeg har f.eks. tillid til min kæreste. Og har haft det i ganske mange år – Og således levet lykkeligt. Lad os lege med tanken at jeg nu finder ud af at hun har haft utallige affærer og i øvrigt miskreddittet mig bag min ryg. Vil jeg da fortsat kunne se tilbage på vores år sammen som lykkelige? Og hvad nu hvis det er svært for mig at genskabe tilliden til andre. Betyder det jeg lever et ulykkeligt liv?

    Og ser jeg på de andre artikler hvori du udtaler dig bliver sagen ikke bedre.

    Du synes ikke at sondre mellem begreber som forudsætninger/betingelser/årsager og du sondrer heller ikke mellem tilstrækkelige/nødvendige betingelser.

    Det er ingen hemmelighed at man er glad dersom man f.eks. har finansiel styrke. Men i sig selv er finansiel styrke ikke en tilstrækkelig betingelse til at opnå lykke. Og lige præcis sondringen mellem tilstrækkelige henholdsvist nødvendige betingelser er et forskningsmæssigt mareridt fordi begrebsanalysen er så kompleks.
    Det forhold at du har mange penge betyder jo ikke at du oplever kærlighed fra din kone og at dine børn trives. I korte træk er finansiel styrke således hverken tilstrækkelig eller nødvendig for at opleve lykke. Omvendt så er penge lig med muligheden for f.eks. at købe goder herunder rejser til spændende eksotiske udbytterige rejsemål. Og penge sørger i hvert fald for at man ikke skal gå i seng med ondt i maven fordi varmeregningen ikke er betalt.

    Jeg kender en fyr der driver et antikvariat. Han har ingen penge. Bor i en faldefærdig rønde. Underligt nok er han fortsat gift med faren til hans yngste datter mens han har et andet barn med en tidligere kone. Har har læst på universitet – Endda med ret overbevisende muligheder for akademisk karriere. Hans børn fornægter hans ”måde” at leve på. De synes ikke han udnytter de muligheder han rent faktisk har. Men selv, det påstår han, er han lykkelig. Hans to nu voksne børn klarer sig ganske fornuftigt. Hans kone elsker ham. Han dyrker hans lidenskab – Bøger. Og han, selvom det måske er indbildt, oplever lykke.

    Den bedste beskrivelse knytter sig ønske-opfyldelsesteorien om lykke. Altså at man har en liste med præferencer og såfremt man kan sætte hak så lever man lykkeligt. Hans lykkeparametre synes opfyldt hvorved han lever ganske lykkeligt på trods af finansielt armod.

    Du synes at advokere for en variant af den objektive liste-teori som pejlemærke for lykke. Hvis f.eks. en forsker skal være lykkelig for dennes arbejde skal denn have publiceret n artikler med n cititationer for at kunne leve lykkeligt. Og sådan kan du fortsætte listen. Du indekserer en række polls og skaber en liste.
    Det er muligt at nogle redaktører og økonomer finder det interessant. Men i en videnskabelig debat er det outdated for ca. 100 år siden. Ikke at forstå som at det er forkert. Det er bare allerede skrevet og sagt. Det forhold at du knytter nøgletal henholdvis repræsentative udsagn til din liste gør den jo hverken ny eller interessant.

    Du forsøger at udarbejde en objektiv-lykkeliste på det offentliges regning… Og for det skal du da dadles 🙂

    For egen regning kan jeg sige at jeg er overmåde lykkelig for at have børn og at mine muligheder for at bevirke at de må opnå succes/lykke i deres liv bringer mig voldsomt meget lykke. I hendhold til din liste lever jeg ulykkeligt pga. børnene (i hvert fald begrænser jeg mine muligheder for at søge lykke i kraft af børnene) .
    Jeg kunne sikkert fortsætte en rum tid 🙂 men har sikkert allerede tabt dig. Hvis ikke kan du da ikke poste et link hvor jeg kan finde dine artikler omkring lykke?

    Bon voyage

    C

    Svar
  64. trane

    Christian Bj.

    Jo, det er meget klart, hvor du vil placere Marlene Wind. Det er også temmelig klart, hvad dit grundlag for kritik er. Du har ikke læst noget af hende, men du har hørt hende udtale sig nogle gange på en måde du ikke kan lide, og det er det. Det der ikke er klart er, hvorfor du vil pakke din kritik ind i dit optællingslirumarum, når man ellers – som du medgiver overfor Henrik – skal være ekstremt påpasselig med sammenligninger. Hvis ellers man viser folk en almindelig respekt i udgangspunktet.

    Marlene Wind kunne jo stille samme rimelige spørgsmål til dig, som du stiller til Christian Bentsen:
    “har du egentlig nogensinde læst noget af det, jeg har publiceret videnskabeligt? Det er for at jeg kan få din vurdering … i den rigtige kontekst.”

    Måske skal man være særligt påpasselig og velbegrundet i en sag som denne.

    For øvrigt: Havde du et argument om det med artikler og bøger indenfor statskundskab, eller skal vi bare henføre det til afdelingen for hovsaudfald?

    Vh
    trane

    Svar
  65. Christian Vangsø Bentsen

    @Bjørnskov

    Jeg har nu kigget lidt mere på det og kan se følgende “videnskabelige” mangler/problemer:

    – Du sondrer ikke mellem ønske-opfyldelsesteorien og den objektive listeteori. Men bruger dem lidt forskelligt når der vurderes.

    – Du betvivler ikke menneskers introspektive evner men antager derimod at et vilkårligt svar rent faktisk udtrykker en “sand” selvvurdering – hvilket er kontra-intuitivt. (Ret tit, når man kigger tilbage, betragter man ting anderledes)

    – Du sondrer heller ikke mellem hvad lykke er identisk med eller om lykken er noget der kontinuerligt stræbes efter. (Lad os lege med tanken at jeg har drømmejobbet, min kone elsker mig, mine børn trives og er succesfulde, jeg er gældfri med stor pensionsopsparing, jeg er i god form, mine venner kan lide mig og jeg dem… kan jeg da lægge mig til at dø fordi mine mål er indfriet? Altså at lykke er identisk med en given målsætning hvorved fortsat eksistens må blive ligegyldig da der ikke er mere at nå? Vil jeg gå til i armod over ikke at have mere at kæmpe for?)

    – Når datamaterialet behandles så forudsætter du årsagssammenhæng mellem svar og statisk materiale. Kontraeksempel: Jeg interviewes og svarer at efter barn nr. 2 kom så blev alting lidt sværere – og dyrere. Men det forhold at tilværelsen spidsede til i forlængelse af barn nummer 2 kunne ligeså vel hænge sammen med at jeg faktisk er utilpas i min jobsituation og at min kone flirter uhæmmet samt at jeg synes den førte udenrigspolitik er håbløs. (det er klart nok at det handler om introspektion igen men med et twist.) Pointen her er ikke at jeg ikke har priviligeret adgang til mit eget følelsesregister men derimod at jeg ikke er i stand til at årsagsbehandle mit følelsesregister…

    – Du behandler begrebet “lykke” på linie med andre definerbare begreber. Men glemmer at langt de fleste behandler begrebet på linie med begreber som “integritet”, “kærlighed”, “omsorg”, “venskab” osv.. Dit problem opstår dersom der går mekanik i processen. Eksempel:
    Min kone siger hver aften “Godnat min elskede, jeg glæder mig til en ny dag med dig i morgen”. I udgangspunkt stiger min lykkegrad. En dag spørger jeg hende: “Hvorfor siger du den sætning hver aften”? Hun svarer: “Jamen jeg har læst at for at få et lykkeligt liv så skal man elske sin partner og for at du kan forstå jeg elsker dig så siger jeg det hver aften. På den måde kan vi begge blive lykkeligere”!
    Den påtrængende pointe her er naturligvis at en lang række “mellemmenneskelige” anliggender helst skal begrundes på en særlig måde for overhovedet at give mening. Jeg så f.eks. gerne at min kone sagde sådan hver aften fordi det var noget der kom fra hendes hjerte og ikke en kalkulering af hvilke instrumenter der er hensigtsmæssige med henblik på at få os til at få et lykkeligere liv. Og jeg ser også gerne at min arbejdsgiver belønner mig fordi jeg yder noget særligt og ikke fordi hun vil i seng med mig.

    Consequently…

    Når staten har bekostet din “lykkeforskning” så kunne man måske have trukket på skuldrene dersom du var en eller anden sociolog fra KU eller noget sjette fra RUC. Nu er du imidlertid Økonom og har haft nogle økonomer og statskundskabsfolk til at skimme dit materiale og de har så ment der var noget ny-tænkende eller spændende forbundet med dine analyser/resultater. Sandheden er bare den at det er der ikke! Jo, åbenbart for nævnte faggrupper.
    Men ikke “videnskabeligt” set. På samme måde som hvis jeg skrev en længere artikel om samfundsøkonomi i “Norsk Lingvistisk Tidsskrift” og læserne der hyldede mine tanker og citerede mig i deres egne efterfølgende artikler ville være dybt uinteressant for en økonom…

    Så jeg kan kun gentage at man ikke skal sprøjte med vand når man bor i en fuglerede… 🙂 Med din enormt intimiderende post om Wind hvor du, med din henvisning til WA/Penkowa, insinuerer at Wind har “snydt” sig til et professorat tigger du jo nærmest om at blive behandlet tarveligt! Og jeg kunne jo lave en blog hvor jeg insinuerede at du må have udført en “særlig service” overfor dem der har bevilliget penge til at du kunne “arbejde” med ligegyldigheder. Men det vil være tarveligt! Så jeg illustrerer blot pointen og er sikker på du har lavet masser af fornuftige ting og vejledt studerende fornuftigt osv. og jeg har intet grundlag for at betvivle at du er en seriøs, respekteret og dygtig økonom!!!

    Svar

Skriv et svar