Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Det danske uddannelsessystem – en Chevrolet Spark til Rolls Royce pris.

Finland er et af de lande der scorer bedst i den såkaldte PISA test, samtidig med at det er betydeligt billigere i drift end det danske. Mens Danmark konkurrer om at have verdens dyreste uddannelsesystem, klarer vi os til gengæld ringe, ikke mindst målt i forhold til prisen. Hvilke årsager der kan være til, at Danmark bruger hvad der svarer til 33. mia kroner mere på uddannelse, efter der er taget højde for forskellen i befolkningsstørrelse, i forhold til Finland, har Gert Laier Christensen og Torben Mark Pedersen (ifølge eget udsagn efter inspiration fra undertegnede) undersøgt i Perspektiv nr. 44.

Særligt Finlands udgifter til folkeskolen bør mane til eftertænksomhed hos de politiske partier der sælger budskabet om at flere penge er nødvendige for at sikre en højere kvalitet. For mens Finland  konsekvent ligger i top i Pisa-undersøgelser, ligger Danmark alene i top med hensyn til udgifter, hvorimod det faglige udbytte ifølge Pisa er en “tynd kop te”.


Som det fremgår af ovenstående figur er det særligt i folkeskolen at det danske “overforbrug” er værst.

I analysen kommer man frem til en en række forhold med betydning for de højere omkostninger:

  • Danske elever har 11 procent flere timer per år
  • Man har i i højere grad gjort brug af specialundervisning.
  • Klassekvotienterne er væsentligt mindre på klassetrinene 1-7,

Ovenstående indebærer at vi i Danmark har ca. 30 procent flere lærere i forhold til antallet af elever i forhold til Finland. Med tanke på at især EL, S og SF samt lærernes egen fagforening slår på, at flere lærere i forhold til antallet af elever kan have en gavnlig effekt, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke imperisk er data der tilsiger dette.

For gymnasier og videregående uddannelser kommer man frem til at:

  • Specielt gymnasielærerne underviser mindre i Danmark end i Finland, hvor en lærer underviser ca. 51 procent mere end sin danske kollega. Reelt medfører det, at der er færre midler til rådighed i danske gymnasier efter lønbetaling.
  • Vi bruger væsentligt flere penge på uddannelsesstøtte, både stipendium og lån. Effekten af denne gavmilde støtte har ikke medført at danskerne bliver bedre uddannet. Sammenholdt med et uddannelsesystem, som reelt indebærer en overuddannelse inden for de videregående uddannelser og et efterfølgende lavt afkast af uddannelsen (efter skat), er konsekvensen formentlig primært at vi 1. Uddanner os “forkert” (for mange cand. mag’er i dit og dat) og 2. Har en høj gennemsnitsalder før vi er færdiguddannede.

Endelig peger en flad lønstruktur indebærer at det er vanskeligt at belønne dygtige lærere. Det skyldes både, at startlønningerne er højere, og at toplønningerne er lavere i Danmark end i Finland. I Danmark er lønspredningen på 13 pct. i folkeskolen og 31 pct. i gymnasiet, hvorimod den i Finland er på 58 pct. i folkeskolen og på 77 pct. i gymnasiet.

 

Det danske uddannelsessystem er en dilettantkomedie.

Hvor Dansk Erhvervs analyse klart peger på en række forhold der kan forklare de højere omkostninger. Først og fremmest det store forbrug af arbejdskraft. Kræver en analyse af hvorfor det højere ressourceforbrug ikke fører til en højere kvalitet naturligvis en mere kvalitativ analyse. Følgende er således alene mine bud, baseret dels på min egen tid som “kunde” i det danske uddannelsesysstem – en erfaring jeg deler med de fleste af punditokraternes læsere, samt 20 år i den gymnasiale sektor, både som underviser og i skiftende lederstillinger.

Hvis der er et ord der kan karakterisere uddannelsessektoren er det udtrykket dilettanteri. Hvis man driver en professionel (ikke støttet) teatervirksomhed må man som enhver virksomhed skele til bundlinjen, ligesom håndværket skal være i orden af hensyn til publikum, der ellers bliver væk. Anderledes forholder det sig med dilettantforestillinger. her er det mindst lige så vigtigt at de medvirkende har en god oplevelse. Som bekendt sker det fra tid til anden at en dilettantkomedie – eller en film med amatørskuespillere ender med at være stor kunst og give publikum store oplevelser, men generelt må det jo nok konstateres at kvaliteten sjældent når profesionelle teater- og filmproduktioner til knæene.

Sådan er det også med det danske uddannelsessystem. Ambitionerne er ofte høje, ikke mindst fra undervisningsministeriet og politikernes side, der i denne forestilling kan sammenlignes med den selvovervurderende instruktør, der hverken har styr på egne eller deltagernes evner. Dertil kommer at deltagerne (udtrykt ved fagforeningerne) har nogle helt grundlæggende målsætninger der sjældent drejer sig om kvaliteten af det færdige produkt. I dette “game” er fagforeningerne for øvrigt reelt de eneste der fungerer på markedsvilkår, i det de skal skaffe medlemmer. Og hvem kan de så være sikre på melder sig ind? Skal vi gætte på at det er dem med de “ringeste kompetencer” eller med andre ord, de der alene er med for hyggens skyld.

Og så er vi slet ikke gået i gang med at se på hvorfor fagfordelingen er som den er. Det er i sidste ende primært udtryk for hvilke faggrupper der står stærkest. Her har vi gennem flere årtier set hvorledes samfundsfag har formået at styrke sin position.

Men når man så ikke er i stand til at levere et professionelt produkt, kan man selvfølgelig altid pakke det ind i retoriske gevanter, tågede forestillinger og egen selvhævdelse. Det er hvad vi har pædagogik til.

Alt dette munder naturligvis ud i et system hvor helt fundamentale overvejelser som f.eks. hvorvidt det forventede afkast står mål til de investerede midler er at opfatte som et “ondt og koldt” menneskesyn. Det kan vi jo ikke have, fordi “vi” arbejder jo med mennesker og har en særlig fin mission at udføre her i livet.

Så vidt jeg er orienteret har man på intet tidspunkt foretaget noget der bare minder om en cost-benefit analyse ved de forskellige uddannelsesreformer man gennem årene har belemret os med. Grundlæggende er det eneste redskab man bruger at stikke fingeren i vejret, foretage nogle pædagoiske besværgelser på græsk (så lyder det jo lidt videnskabeligt), sælge projektet  til den til enhver tid sidende minister (gymnasiereformen i 2005 var et skrivebordsprojekt, der havde ligget i en skuffe fra en gang i 1990erne), der hermed har muligheden for at udvise en eller anden form for handlekraft. Udstyrende med et passende arsenal af buzzwords om processer, dynamik og hele mennesker kan det så sælges til en offentlighed der ikke har en jordisk chance for at vurdere det fremlagte.

Én af effekterne af denne fremgangsmåde er, at det i høj grad er undervisningsministeriets ansvar, at det har været relativt nemt for fagforeningerne at kræve f.eks. en betydelig forberedelsesfaktor. Man har også konsekvent fravalgt alle tiltag der kunne sikre en lavere omkostning.

Det danske uddannelsessystem bygger på at forberedelsen af de enkelte lektioner ligger hos den enkelte lærer eller til nøds i lærerteams, hvor mange lærere vil argumentere for at det indebærer at de skal bruge mere forberedelsestid. Derimod er der et totalt fravær af på forhånd forberedte og fastlagte lektioner. Hermed fravælger man at udnytte en af de få fordele der ved et offentligt uddannelsessystem, nemlig stordriftsfordele. Og selv om der kan være andre grunde til at man ikke ønsker en fuldstændigt centraliseret planlægning af den enkelte lektion (som det kendes fra Frankrig), bliver kvaliteten ikke bedre, hvorimod omkostningerne med garanti er højere.

Når SF på sine hjemmesider skriver, at “bedre service for de samme penge er en utopi” og som eksempel på forringelser skriver, at

834 lærere i løbet af i år blevet varslet, at de kan blive fyret. Samtidig er 2.500 stillinger inden for de sidste par år ikke blevet genbesat, når ældre lærere er gået på pension.

kan det meget vel være at de får ret. Men i så tilfælde er det alene udtryk for den manglende professionalisme i tilgangen til vores uddannelsessystem.

At der så har været en borgerlig undervisningsminister i 20 ud af de sidste 30 år, viser blot at dilettanteri ikke er forbeholdt en bestemt politisk fløj.

12 Comments

  1. Pelle Lauritsen

    11. august 2011 at 00:17

    Mener at have læst et sted, at de varslede fyringer stor set alle bund i faldende børnetal!

  2. Tak for en informativ artikel med relevante oplysninger.
    Jeg har selv givet en mere impressionistisk betonet beskrivelse her:
    http://liberator.dk/arkiv/tiden-i-skolen/
    I skolen har man aldrig hørt om LEAN. Der skal bruges et andet ord: slack.

  3. Niels Westy Munch-holbek

    11. august 2011 at 14:29

    @Peder – nu falder det en del uden for emnet (for at sige det mildt)at tale om valutaregimer sammen med dette indlæg. Jeg har læst noget af det du skriver, og der er et problem – Du argumenterer reelt ikke for flydende kurser, men for aktivt politisk styrede valutakurser. At forklare den høje vækst i Sverige på nuværende tidspunkt med at man opgav fastkurssamarbejdet i 1993 holder ikke. Det afgørende var hvad der sket bagefter – nemlig at devalueringen ikke medførte et højt lønpres.

    Reelt flydende valutakurser, hvilket er et teoretisk begreb, i og med at det mig bekendt ikke har eksisteret, er efter min overbevisning det optimale, i det spekulation her vil udjævne valutakursudsvingene. De valutakursregimer der ofte betegnes som flydende er reelt styrede flydende kurser, og centralbankerne manipulerer ofte med kurserne af hensyn til andre målsætninger. I kølvandet på finanskrisen i 2008 var det for eksempel en målsætning for den Schweiziske NB at sikre at schweizerfranc ikke blev for stærk overfor en række østeuropæiske valutaer, da det truede de banker der havde lånt ud til disse lande.
    En forestilling om at vi skulle forlade fastkurssamarbejdet for derefter at devaluere har intet med flydende fleksible kurser at gøre. Vi har prøvet det før og det virkede ikke. Svenskernes exit fra fastkurssamarbejdet var ikke frivilligt, og kunne let være endt galt hvis ikke man havde ført en stram økonomisk politik og accepteret en betydelig arbejdsløshed bagefter.

    Vores konkurrenceevne kan ikke løses med et hurtigt fix – det blev Sveriges problemer heller ikke.

  4. Niels Westy Munch-holbek

    11. august 2011 at 15:37

    @Peder – Du går per automatik ud fra at kronen skal nedskrives, altså at den er overvurderet, det kan du ikke vide. Mig bekendt er kronen ikke under pres. Hvad angår euroen, kommer der formentlig en kronik fra Christian Bjørnskov og undertegnede i Børsen på et tidspunkt om ikke så længe. vi vil naturligvis skrive en kommentar her på bloggen i den anledning. så kan vi fortsætte diskussionen til den tid.

  5. Christoffer Bugge Harder

    11. august 2011 at 23:46

    Som forhenværende gymnasielærer er jeg meget enig i din hovedpointe om, at de største problemer i vores uddannelsessystem ikke kan løses ved at sende flere penge. Og i forhold til, at al pædagogisk forskning viser, at den ene, altafgørende institutionelle faktor for elevernes læring (udover naturligvis deres egen interesse) er en kvalificeret og engageret lærer, er det også et problem, at der simpelthen undervises for lidt. Specielt, desto mere etablerede på arbejdspladsen, lærerne var – de nyslåede pædagogikumskandidater og os, der bare var årsvikarer, kunne have op til tre gange flere konfrontationstimer på en uge end nogle af vores kolleger i 60erne.

    Jeg vil dog anfægte et enkelt punkt:

    Det danske uddannelsessystem bygger på at forberedelsen af de enkelte lektioner ligger hos den enkelte lærer eller til nøds i lærerteams, hvor mange lærere vil argumentere for at det indebærer at de skal bruge mere forberedelsestid. Derimod er der et totalt fravær af på forhånd forberedte og fastlagte lektioner. Hermed fravælger man at udnytte en af de få fordele der ved et offentligt uddannelsessystem, nemlig stordriftsfordele. Og selv om der kan være andre grunde til at man ikke ønsker en fuldstændigt centraliseret planlægning af den enkelte lektion (som det kendes fra Frankrig), bliver kvaliteten ikke bedre, hvorimod omkostningerne med garanti er højere.

    Som rutineret underviser må du sgu da have erfaring med, at muligheden for og friheden til at sætte et personligt præg på sin egen undervisning (inden for pensums rammer) er noget af det allervæsentligste, der giver en tilfredsstillelse og motivation til daglig? Teamsamarbejde og tværfaglighed – vel og mærke af den slags, hvor det bliver rigtig fag-faglighed på tværs – er helt klart en fordel ifht. ren individuel forberedelse, men en national planlægning, der flytter ansvaret helt ud af lærerens hænder, ville være en motivationsdræber af rang. Netop fordi, en motiveret/kvalificeret lærer er den vigtigste faktor, er denne stordriftsfordel noget, jeg helst vil undvære.

    Min ønskeseddel til de danske gymnasier ville være:

    – flere konfrontationstimer. Det er det, eleverne lærer mest af.

    – mere lærerstyret undervisning, især i 1.G. Her har gamle 68ere, moderne “Kaospiloter” og naive markedstænkere leveret en cocktail af bullshit om “gruppedynamik”, “ansvar for egen læring”, “læreren skal væk fra rollen som autoritet”, “det handler ikke om at have viden selv, men om at vide, hvordan man skaber viden” – med højpotent giftvirkning for umodne og fagligt usikre elever.

    – mere konsekvent anvendelse af sanktioner mod dem, der ødelægger det hele. At gymnasierne er blevet selvejende institutioner med præstationsløn for antal huer anbragt på et hoved, har haft samme konsekvens som taxameteret på universiteterne, så folk, der hverken kan eller gider, bliver kørt gennem systemet med vold og magt, indtil pengene i kisten klinger.

    – færre dobbelttimer. Der spildes enorme mængder tid i for mange af disse timer, og forberedelsen står sjældent mål med den tid, man reelt får udbetalt.

    – lettere adgang til at afskedige uduelige og uengagerede lærere.

    – drop undervisning i fransk, spansk og andre sprog for alle andre end særligt sproglige linier, og koncentrer fremmedsprogsundervisningen om engelsk og tysk. Det er helt ude i hampen, at spansk er blevet det største fremmedsprog efter engelsk – de færreste lærer et blot nogenlunde brugbart spansk på 2 år, og ganske få promille får brug for det. Tysk er derimod relativt lettere for danskere, og mere end halvdelen af alle danskere, der bruger fremmedsprog i deres daglige arbejde, har brug for det.

    -……og færre håbløse studieretninger med fokus på “samfundsfag” og “medier”. “Mediefag” bør i bedste fald være et valgfag for særligt interesserede i 3.G – “Medieanalyse” er det mest idiotiske fag, man tvinger kommende dansklærere til at bruge flere hundrede timer af deres liv på – og med al respekt for samfundsfag er det kompetencer i læsning, fremmedsprog og naturvidenskab, som langt flest har brug for for at kunne klare en videre uddannelse.

    Ah, det gjorde godt……:)

  6. @Christoffer. Gode pointer. Se evt. min og Anders’ Holms (korte) sammenfatning i Samfundsøkonomen, af hvad vi ved om effekter af indsatser i uddannelsessystemet: http://www.djoef.dk/blade/samfundsoekonomen/samfunds-oe-konomen-2011/samfunds-oe-konomen-nr-1-2011/~/media/Documents/Djoef/E/Effektmåling%20af%20uddannelse.ashx.

  7. Christoffer Bugge Harder

    12. august 2011 at 15:46

    Mads: Tak for opmuntringen. Og fin artikel – den handler vist mest om grundskolerne, men der er sikkert meget, der er direkte oversætteligt. Hvis I evt. havde noget lignende, specifikt omkring gymnasierne, ville jeg bestemt være interesseret. Mvh Christoffer

  8. Niels Westy Munch-holbek

    13. august 2011 at 00:49

    @Christoffer – Du skriver:

    “muligheden for og friheden til at sætte et personligt præg på sin egen undervisning (inden for pensums rammer) er noget af det allervæsentligste, der giver en tilfredsstillelse og motivation til daglig?”

    Egentlig sætter du fingeren på det ømme punkt uden formentlig at ville det. Du ser lærerens vilkår som forudsætning for god undervisning. Jeg er delvis enig, men desværre bruges denne argumentation ofte til en uhæmmet argumentation for lærerens arbejdsvilkår uden hensyn til det det egentlig handler om – eleverne. Jeg er enig i at et system hvor alt er forberedt centralt fra er dødens pølse og nok primært vil sikre at de mere engagerende lærere ikke længere vil være at finde i uddannelsessystemet, men…. Omvendt kunne man langt hen af vejen formentlig sagtens lave ganske underholdene og fængende undervivningsforløb uden synderlig lærerindvolvering – i nogle fag naturligvis mere end i andre. til gengæld vil jeg give undervisere og skoler langt friere tøjler end de har i dag på andre områder. Selvejeideen er en syg joke som den fungerer i dag.

    Og så er min holdning at man lærer mest når man selv bestiller noget, og der halter det unægtelig en del for mange fra folkeskole til gymnasie – og som systemet er indrettet i dag, lærer man ikke den nødvendige selvdiciplin eller hvad det egentlig indebærer at “fordybe” sig, dels fordi systemet redder svage elever (se bare på matematik i år) der fedter sig gennem med et lavt gennemsnit, men så får skolerne jo deres penge og dels fordi man favner alt for bredt i valg af emner og fag. I stedet for netop at gå i dybden med færre fag.

    Jeg er bestemt ikke modstander af projekt- og gruppearbejde, tværtimod. Men det er en forudsætning at eleverne har den fornødne faglige ballast, eller det i bund og grund spild af tid – der er vi vist meget enige.

    Teamsamarbejde og tværfaglighed – vel og mærke af den slags, hvor det bliver rigtig fag-faglighed på tværs – er helt klart en fordel ifht. ren individuel forberedelse, men en national planlægning, der flytter ansvaret helt ud af lærerens hænder, ville være en motivationsdræber af rang. Netop fordi, en motiveret/kvalificeret lærer er den vigtigste faktor, er denne stordriftsfordel noget, jeg helst vil undvære.

  9. Christoffer Bugge Harder

    13. august 2011 at 11:17

    Du ser lærerens vilkår som forudsætning for god undervisning. Jeg er delvis enig, men desværre bruges denne argumentation ofte til en uhæmmet argumentation for lærerens arbejdsvilkår uden hensyn til det det egentlig handler om – eleverne.

    Blot en tydeliggørelse: Jeg ser bestemt ikke lærerens generelle vilkår – i form af f.eks omsorgsdage, spritny arbejdscomputer, gratis internet, efteruddannelse, teambuilding, lønforhøjelse mm. – som forudsætning, endsige som garanti, for god undervisning. Her er jeg helt enig i, at flere penge til dette an sich ikke nødvendigvis vil gøre nogen forskel, og at fagforeninger og politikere ofte argumenterer for “bedre vilkår” uden at kere sig synderligt om dokumentation for hvad disse vilkår giver af forbedringer.

    Men når det lige præcis specifikt handler om muligheden for at tilrettelægge sin undervisning – gerne i samarbejde med andre i teams og efter afstemning med ledelsen – så er det efter min mening en af de få virkelig bærende søjler, der gør, at der trods alt stadig finder relativt kvalificeret undervisning sted på mange af vores gymnasier. Det handler om det personlige arbejde for og tilfredsstillelse ved at få det hele til at køre ud fra de forudsætninger, ens elever nu har. Ud fra min (beskedne) personlige erfaring og som barn af gymnasie- og universitetslærere er det det vilkår, der handler mest direkte om lærerens motivation – og at dette er afgørende for elevernes læring er som nævnt, og som du ved, en af de få virkelig skudsikkert dokumenterede kendsgerninger fra den pædagogiske forskning.

    Så jeg ville være næsten blankt afvisende overfor ethvert tiltag, der forsøgte at fremme denne “stordriftsfordel”, og jeg ville også i forlængelse heraf være mere forsigtig mod at angribe forberedelsestiden generelt, end du vist er – så er det meget bedre at skære ned på alle mulige ligegyldige rådsmøder, AT-uger og meningsløse pseudopædagogiske efter”uddannelses”kurser med “idetombola”, “learning lab” og andet fra den bullshit-bingoplade, som givetvis vil være flere her bekendt.

    Jeg er enig i at et system hvor alt er forberedt centralt fra er dødens pølse og nok primært vil sikre at de mere engagerende lærere ikke længere vil være at finde i uddannelsessystemet, men…. Omvendt kunne man langt hen af vejen formentlig sagtens lave ganske underholdene og fængende undervivningsforløb uden synderlig lærerindvolvering – i nogle fag naturligvis mere end i andre.

    Nu er jeg selvfølgelig farvet af, at jeg dels kun har et par års erfaring, og at de to gymnasier, jeg var på, var to af dem med allerflest indvandrere samt etniske danskere fra socialgruppe 5 – f.eks på mit B-niveauhold i biologi var der ud af 16 elever ikke én, hvis forældre selv havde en studentereksamen).
    Men min erfaring med den type elever er, at lærerinvolvering inkl. den nødvendige disciplin og autoritet, især i 1.G, er det, der gør hele forskellen mellem, om de lærer noget eller ej – næsten uanset fag. Også fordi mange af mine elever – og det var jeg slet ikke selv vant til fra det provinsgymnasium, jeg selv gik på i sin tid – havde et stort behov for personlig kontakt til deres lærere, fordi mange af forældrene var enten fraværende eller ikke til at tale med omkring de ting, der nu optager personligt og fagligt usikre 16-17-årige.

    Det er mulgt, at det kan fungere anderledes på Sct. Annæ, Aurehøj eller Marselisborg, men der, hvor jeg har været, skulle enhver form for selvstændigt arbejde struktureres meget nøje for ikke at gå op i r** og nøgler. I min sidste klasse var der en elev, der blev stukket ned til en fest, og en hel del andre, der blev smidt ud eller flygtede fra klassen/skolen i den forbindelse – så hvis jeg havde haft illusioner om at lave underholdende forløb uden synderlig lærerinvolvering omkring “Germand Gladensvend”, “Gisles saga” og “Chrysillis, du mit verdens guld”, så fik jeg dem endog overordentligt hurtigt kureret. Klasseundervisning med en krystalklar plan og instrukser om, hvad det væsentlige var – inkl. uddeling af 50% fravær til alle, der snakkede eller SMSede – kunne derimod fungere nogenlunde, selv med den slags tekster.

    En sidste ting: En anden altafgørende faktor for lærerens motivation er en god og støttende ledelse. Her kan man udrette meget for få penge, hvis den f.eks er god til at sørge for, at ældre lærere ikke får lov at køre på frihjul og undgå teamsamarbejde/AT/NF og andre ting indført siden gymnasiereformen; at yngre lærere får støtte af de erfarne; at der stilles krav til forældrene; samt for at være rimelig kontant overfor elever, der ikke bør være i gymnasiet. Jeg vil gerne fremhæve, at ledelsen på Københavns åbne Gymnasium faktisk efter min mening foretog sig alle disse ting, også uden nogen særlige ekstra økonomiske incitamenter. Det var også meget berigende at være på et sted, hvor så mange indvandrerelever stortrivedes samtidig med, at man havde en særdeles klar nultolerancepolitik overfor fredagsbønnemøder med rekruttering til Hizb-ut-Tahrir, brug af “jøde” som skældsord, piger, der ikke måtte deltage i introture og klassearrangementer etc. Meget af alt dette handler simpelthen om en ledelse og et lærerkollegium med den rette indstilling.

  10. Niels Westy Munch-holbek

    13. august 2011 at 17:11

    @Christoffer

    Jeg tror at du blander tingene sammen. På den ene side taler du om den manglende disciplin og struktur i gymnasiet og i timerne – det kræver ikke nødvendigvis stor lærerforberedelse (og den koster kassen). Derudover er der alle de unødige tidsrøvere, så som møder der i bund og grund er udtryk for amatørismen i uddannelsessystemet.

    Endelig er der det helt centrale problem, at alt for meget er op til den “professionelle, dygtige, ansvarlige og arbejdssomme lærer” – der både skal være fagligt dygtig, kunne engagere og motivere og alt det andet fine. Dem er der en latent mangel på. nogle har en eller flere af de nødvendige egenskaber – få har dem alle.

    En mulighed var med udgangspunkt i de selvejende institutioner at lade “konkurrencen råde” – hvilket bl.a. indebærer at det bør være muligt at have egentlig koncerner med afdelinger i flere byer. Og endelig hvilket er helt afgørende, så skal uddannelsesminiseteriet holde op med at diktere metode og organisering af undervisningen. De burde alene koncetrere sig om at opstille klare faglige mål (uden alt det luftige ævl der fylder dem i dag, tak) og kontrollere at det endelige produkt er i orden. De gøres jo nemt via eksamener, som der meget gerne må være flere af for min skyld, gerne i alle fag, og gerne primært skriftlige (det koster ca. 1/4 af en mundtlig eksamen). Retning skal naturligvis ikke foretages af personer med tilknytning til systemet. Ideelt set burde lærere ikke være censorer, især er det et problem i forbindelse med de mundtlige eksaminer, hvor de svageste elever ofte får for høje karakterer.

  11. Næppe mange vil kunne beskylde Harder for at være tynget af stor faglig indsigt i moderne medievidenskabelig teori og praksis, og det er trist, at man sender sådanne folk ud at undervise den opvoksende ungdom. Men når man udbreder sig i så grove vendinger om noget man har begrebet så åbenlyst lidt af gennem hundredvis af timer, så kræver det en kommentar.

    Man har som danskstuderende på Institut for Nordisk Filologi valget mellem fagene Medieanalyse eller Nordiske sprog i middelalderen, der er ingen tvang. Mere end 80% af alle studerende på Dansk (KU) vælger Medieanalyse frem for det mere traditionelle (og med al respekt ikke så anvendelige) Nordiske sprog, formentlig fordi det ruster dem rigtig godt til at forstå vor tids meget globaliserede verden og den medieskabte virkelighed, hvor ikke alt er, hvad det ser ud til bag de glitrende facader. Når usikre unge mennesker skal navigere i en informationsrig verden, kræver det specifikke medieanalytiske kompetencer, hvis de ikke skal drukne eller blive lette ofre for manipulationer. Dette afspejler sig også i gymnasiereformen, hvor flere og flere unge tidligt indser, at en retning med forståelse for mediernes mangfoldighed og deres stadig større rolle i den moderne verden er den bedste forudsætning for at begå sig i et informationssamfund.

  12. Christoffer Bugge Harder

    17. august 2011 at 14:19

    @Jakobsen

    For det tilfældes skyld, at du er min gamle lærer i medieanalyse fra min heldigvis for længst overståede tid på Nordisk-studiet, så lad mig blot sige en fem-seks ting:

    1. Ja, man kunne godt vælge nordiske sprog i stedet for medieanalyse, men det var faktisk påtvunget at vælge medieanalyse, hvis man vel at mærke skulle kunne undervise i dansk i gymnasiet! – ellers kan jeg forsikre dig for, at jeg heller ikke havde brugt tid på det.

    2. Nej, jeg (og talrige andre) har bestemt ikke tilegnet mig/os nogen særlig faglig indsigt i nogen form for medievidenskab i dine timer, men det var tydeligvis heller ikke nødvendigt for mig eller de talrige andre for alligevel at få 11 i den afsluttende eksamen. Jeg kan også berolige dig med, at jeg heller ikke fik brug for (eller kunne bruge) noget som helst af det i min korte tid som underviser.

    3. Jeg husker dog, at vi analyserede “Beverley Hills 90210” efter Greimas frygtede aktantmodel. Jeg husker fra den (livlige) klassediskussion, at “Brenda måtte være hjælperen, fordi hun hjalp sin veninde Kelly, der havde anoreksi”, at du gerådede i tvivl om, “hvorvidt hun nu også hjalp sin veninde, eller om hun bare ville dulme sin egen dårlige samvittighed”, og at en af mine medstuderende kunne besvare din tvivl med, at hun havde set i et andet afsnit, at “Kelly bare var forelsket i Brendas kæreste, så hvis Brenda hjalp hende, ville hun bare gå hen og score ham, og det var helt vildt tarveligt, for Brenda havde bare været der meget for hende i mange af de gamle afsnit”. Din opsummering var vist noget med, at der “forelå et jalousimotiv”. Aha.
    Hvad alt dette skulle have oplyst os om, blev jeg aldrig rigtig klar over, men det mindede mig foruroligende om den slags medieanalyser, jeg husker fra spisefrikvartererne i gymnasiet.

    4. Jeg husker også, at jeg lærte begrebet “exces” at kende – det optrådte f.eks at se i filmen “Moulin rouge”, hvor Ewan McGregor synger så smukt for Nicole Kidman, at hele Paris oplyses. “Man kan jo slet ikke oplyse en hel by ved at synge – det er bare et filmtrick”, forklarede du vist.

    5. Jeg husker tillige, at jeg engang blev så træt af at få tudet ørene fulde af det føromtalte (og stærkt overvurderede) begreb “exces”, at jeg som en provokation sagde, at TV-avisen (eller et eller andet nyhedsprogram) var “fuldt af exces – for det har alle de andre programmer i denne måned åbenbart været”. Men selv ikke dette nonsens bed på min flinke lærer; han omtolkede det straks til en genial observation.

    6.

    “vor tids meget globaliserede verden”, “den medieskabte virkelighed”, “ikke alt er, hvad det ser ud til bag de glitrende facader”, “navigere i en informationsrig verden”, “mediernes mangfoldighed og deres stadig større rolle i den moderne verden” osv. osv.

    – så fik vi vist adskillige rækker på standardbullshit-bingopladen udfyldt. Tænk, at nogen vil slynge den slags floskler ud tilsyneladende i ramme alvor. Og please, skån mig for det med de “traditionelle” nordiske sprog – det er den mest idiotiske undskyldning for, at et Nordisk Institut nu åbenbart ikke længere tager nordiske sprog alvorligt. Det passer jo meget fint med, at det nu også kun er gymnasielærere (og ikke f.eks forskerspirer) blandt musikstuderende, der forventes at kunne noget så kedsommeligt læse noder, eller at teatervidenskabsstuderende skal droppe alt det “traditionelle” pjat med Holberg og Oehlenschläger og i stedet koncentrere sig om indkøbscentre og motorvejsudfletninger. Måske var her endnu et oplagt emne for Weekendavisens fortræffelige serie om dansk humanioras deroute?

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑