Jeg er pt. til APSA-konference i Seattle, og programmet er et væld af spændende sessions som man gerne vil gå til. Man må derfor vælge, og nogle gange er man heldig at vælge rigtigt. Det skete i morges med en session, der primært handlede om historiske begivenheder og hvordan de påvirker økonomiske og politiske outcomes i dag. Historiske studier har været et felt, der i de senere år har fået mere opmærksomhed i nationaløkonomi, og nu er politologien ved at komme med på vognen.
Et særligt papir, der fortjener en del opmærksomhed, blev præsenteret af Daniel Ziblatt og Konstantin Kashin, begge fra Harvard. De to har i ”Continuity Amidst Upheaval? Long-Run Legacies of Landholding Inequality in East Germany” set på arbejdsløshedstal og valgdeltagelse i det tidligere Østtyskland. Deres særlige fokus er på, hvorfor de to forhold varierer så markant på tværs af Kreisser. Og det specielle er, at de dokumenterer ganske overbevisende, at uligheden i jordejerskab i 1895 – dvs. i junkerperioden før den totale kollektivisering af jord i DDR og den efterfølgende transition fra 1990 – stadig er en god forklarende faktor for valgdeltagelse og arbejdsløshed. Folk er ganske enkelt mere engagerede og økonomien fungerer relativt bedre i de områder, der ikke var domineret af en eller få jordejere i 1895.
Som Ziblatt bemærkede i sit oplæg, er det usikkert hvad der ligger bag, men en af de rimelige forklaringer er, at civilsamfundet fungerede bedre i 1895 i de områder, der ikke var elitedominerede. Denne tradition for civilsamfund kan, i princippet og ligesom i en række andre nye studier, have overlevet kommunismen og de mange andre store omvæltninger i det 20. århundrede. Om vi så kan lide, at der er så stor persistens og dermed en række forhold, vi ikke kan lave om på, er et normativt spørgsmål.
Interessant, kunne det tænkes at en del af “postkommunisnme”effekten ift. tillid (din egen forskning) i virkeligheden opfanger effekten af det livegenskabsystem, der var så udbredt i Østeuropa op til slutningen af 1800-tallet?