Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn

Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af.  Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Marianne Jelved i en radio-udsendelse på P1 om partiernes idelogiske fundament henviser til Søren Kirkegaard og John Stuart Mill. Kirkegaard var ikke just den store tilhænger af demokratiet, som følgende dagbogs citat vist tydeligt viser:

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de
andre.”

Og så henviste hun også til John Stuart Mill, som RV som bekendt godt kan lide at trække frem ved højtidlige lejligheder. Men hvorledes det er muligt at kombinere disse to herre (der ikke just er enige i deres grundlæggende syn på mennesket) med RVs holdninger ano 2011, skal man vist være radikal for at kunne forstå.

Sammenhold blot følgende citat hentet i John Stuart Mill’s “Om friheden”:

Efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske
(eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed,
nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan
retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret
land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok
at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Med Karen Lumholts ord, når talen falder på rygning:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=_ees3TEnlsk[/youtube]

Jeg skal så beklage, at jeg ret beset anerkender det som noget godt, at færre ryger – dybest set rager det jo ikke mig 🙂

Bedre bliver det ikke, da talen falder på alkohol. Det kan godt være at RV er mere ansvarlig, når det handler om økonomi. Men de er mindst lige så forbuds- og reguleringsliderlige som rensten af venstrefløjen, og deler deres dybest set afgrundsdybe foragt for almindelige mennesker.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=jXGPEbqsOJM[/youtube]

Respekten for og tiltroen til den enkelte borger synes omvendt proportional med deres egen selvovervurdering.

9 Kommentarer

  1. Ja, nu er det jo ikke kun venstrefløjen, som er reguleringsliderligere. Borgerlig pengepolitik med bankpakker og deslige instrumenter til at redde finansspekulanter og risikotagere fra konsekvensen af uansvarlig adfærd kan vel heller ikke betragtes som at blande sig uden om og lade det frie marked virke, som det nu en gang ville gøre….pest eller kolera

  2. Niels Westy Munch-holbek

    20. september 2011 at 14:00

    @Vibeke Carøe

    Du blander vist to væsensforskellige problemstillinger sammen. Indlægget handler om noget langt mere grundlæggende end bankbanker og tåbelig finans og pengepolitik, nemlig det menneskesyn der ligger bag iveren med at ville regulere og begrænse den enkelte borgers ret til at leve det liv han eller hun måtte ønske.

    Det har umiddelbart intet med en blandingsøkonomis fortrædeligheder at gøre, og at tale om en særlig borgerlig pengepolitik i forbindelse med bankpakkerne, der blev vedtaget af alle minus EL, virker temmelig besynderlig.

  3. Ja det er ikke nemt for os almindelige borgere at forstå os på disse ting.
    Jeg mener dog at forstå – og tilgiv hvis jeg er vildfaren – at både kapitalisme og socialisme som ideologier bygger på en forudsætning om, at enhver vil handle ideologisk ideelt – dvs. ingen vil blive for grådig. Og min bekymring er, at det er utopi – i begge tilfælde.
    Men netop fordi jeg ikke helt forstår, prøver jeg at søge svar i diverse fora – som her. Og jeg sætter stor pris på en konstruktiv debat, jeg forsøger ikke på at være besynderlig.

  4. Niels Westy Munch-holbek

    20. september 2011 at 14:31

    @Vibeke – ethvert system der bygger på en forudsætning om at man kan begrænse folks grådighed, er dømt til at mislykkes. Derfor er det frie marked så afgørende. For kun her fungerer belønning og konsekvens som regulator. Desværre var og er den finansielle sektor ikke just karakteriseret ved de “frie markedskræfters spil”. Der var og er tale om en gennemreguleret sektor, hvor politiske og økonomiske interesser er viklet uhjælpeligt ind i hinanden. finanskrisen i 2008 viste endda at de der opførte sig uansvarligt blev reddet, mens de der netop afvejede gevinst mod risiko fik lov til at betale.

    Og det ser vi så igen med den statsfinansielle krise vi har for øjeblikket.

  5. Så – hvis det frie marked skal være helt fri for regulering, vil grådighed så ikke komme til at få den KONSEKVENS,at de grådige, som også er dygtige, får belønningen, og de som måske eller måske ikke er grådige, men i hvert fald hverken dygtige eller heldige, enten forgår, hvis de ikke slet ikke dur til noget, eller kan indlemmes i de succesfuldes produktionsapparat til den absolut mindst mulige løn, for at produktionen kan give så stor profit som muligt til ejerskabet?
    Og det kan sagtens være, at det er den benhårde realitet – den naturlige junglelov om man vil. Så er det bare “too bad” for dem. Alt andet er bare pladderromantisk ønsketænkning. Eller hvad?

  6. @rasmus

    Seriøst?

    Nr. 1: Den store forskel er – at vi ikke er dyr. Vi slår fx ikke vores afkom ihjel, hvis de er svage. Vi har bevidsthed og irriterende følelser som samvittighed.

    Nr. 2: Jeg er ikke bekendt med dyrearter, som tilegner sig overdrevne mængder af mad eller bosteder (de eneste to ting, som dyr mig bekendt har behov for at tilegne sig, altså ud over en mage).

    Så hvor vil du hen med dit spørgsmål?

  7. Jeg ønskede faktisk en sober debat uden de hadefulde personlige angreb, som synes at komme med det samme fra “liberale,” hvis man formaster sig til at sætte spørgsmålstegn ved det frie markeds fortræffeligheder.
    Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan få et reelt svar på mine tvivlsspørgsmål i stedet for at blive både kaldt facist, dum og beskyldt for at tillægge nogen noget som helst.
    Jeg må nok tilstå, at jeg havde forventet mig mere i dette forum. Jeg tog fejl.

  8. Niels Westy Munch-holbek

    20. september 2011 at 23:26

    @Vibeke

    Du har vist ret i at der er grund til at dæmpe tonen og holde os til det essentielle. Du spørger til grådighed. Jeg skal medgive at hellere bruger udtrykket egennytte. Men du bemærker så også i en anden post, at du ikke er bekendt med dyrearter, som tilegner sig overdrevne mængder af mad eller bosteder. Nu ved jeg ikke hvad du forstår ved overdrevne mængder af de pågældende ting. Men kan jo altid sælge det man har for meget af og købe noget andet som man har brug for. Og grundlæggende kan man vel sige at netop jagten på mere af alting er forudsætningen for at der kan være nok af dem.

    Vi kender ikke til andre samfundsformer end det kapitalistiske der har været i stand til ikke blot at dække folks basale behov, men også har været i stand til at sikre en fortsat vækst og udvikling. Dette gælder ikke mindst alle de af os der ikke fra naturens hånd er udstyret med de store innovative eller entreprenante evner.

  9. @Niels

    Jeg er lidt i tvivl, om jeg bør fortsætte, for jeg er tilpas svag til, at jeg oplever det meget ubehageligt, når jeg risikerer at komme til at formulere mig på en så anstødende måde, at det kan afføde angreb som ovennævnte.

    Derfor forsøger jeg altid at stille mig spørgende i forhold til de ting, som jeg umiddelbart er uenig i. For det er jo ikke sikkert, at jeg “har forstået ret,” hvis man kan tale om ret og uret.

    Så lad mig slå helt fast: jeg er en almindelig begavet borger, som er optaget af min verden. Jeg har aldrig været særlig politisk aktiv, jeg har altid stemt ved folkeafstemninger, ikke altid på samme parti, netop fordi jeg ikke er helt overbevist om hverken den ene eller den politiske ideologi. Men primært på grund af mangel på tilstrækkelig viden og/eller forståelse af forskellene.

    En socialistisk-orienteret samfundsform, som har fungeret, er der ingen, som har kunnet henvise mig til. Hvad forklaringen er på det, vil jeg gerne spørge venstrefløjen om, for selvom jeg har hørt utallige forklaringer fra liberalt hold, så vil jeg også gerne høre, hvordan tilhængere af en sådan samfundsform opfatter dette.
    Hvordan sikrer man, at man ikke blot skifter til et system, hvor ejerskabet af produktionsmidlerne blot flyttes fra et rigt privat mindretal til et andet i staten? Er det imod menneskets egennyttige natur at give til fællesskabet i stedet for at beholde til sig selv? Og hvem skal bestemme grænsen for, hvad der er basale behov og hvad der er ”luksus”=kan undværes til fællesskabet?

    Alternativt – som jeg har forstået det – er der fortsættelsen af en kapitalistisk-orienteret samfundsform med fokus på vækst og teknologisk fremskridt. Her er jeg bekymret for, om dette system har tendens til at øge befolkningsandelen, som selvforskyldt eller uheldigt ender i fattigdom og med stor ulighed – økonomisk såvel som på andre parametre – mellem borgerne.
    Forudsætter det, at man blot accepterer, at det er markedets vilkår: produktionsomkostningerne skal presses mest muligt for at sikre størst mulig konkurrenceevne? Hvilket menneskesyn forsvarer, at i konkurrencen med den ikke-vestlige verden er lønomkostningen det bærende parameter for at sikre fortsat (vestlig?) vækst, og at det derfor ikke kan undgås, at nogen må “afgive” levestandard af frygt for at miste deres job til ikke-vestlige lande? Hvad ville der ske, hvis man globaliserede det frie marked for at undgå kunstige indgreb, såsom toldmure og erhvervsstøtte? Bygger kapitalismen på, at der skal være en underklasse som skal bære samfundets overlevelse, hvad enten det er nationalt eller globalt? (Uha jeg turde næsten ikke skrive det, men jeg vil gerne vide, hvordan det hænger sammen)

    Hvordan måler man et samfunds succes? Vækst i BNP? Velfærdsniveau – og hvem fastlægger dette? Social ansvarlighed? Miljøansvarlighed? Eller handler det faktisk om samfundets beståen eller undergang? Er ulighed og fattigdom dybest set et uundgåeligt biprodukt af den eneste samfundsform, som er holdbar?

    Og er det ikke netop disse spørgsmål, som i sidste ende kan have flere svar og derfor deler vandene – og altid vil gøre det?

    Jeg ville ønske, at jeg selv kunne give et bud på en samfundsmodel, men det rækker min hjernekapacitet slet ikke til. Så jeg er ret afhængig af mine medmennesker.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑