Amerikanske tilstande – skat

Hvis danske politikere eller kommentatorer skal stoppe en diskussion, er en af de mest effektive strategier ofte at bemærke, at man jo ikke vil have ”amerikanske tilstande”. Mange danskere forbinder dette begreb med et egoistisk samfund, der skaber sociale massegrave. For eksempel påstås det fra venstrefløjen, at amerikanerne ikke vil have nogen som helst form for stat og at hele samfundsopbygningen favoriserer de rigeste. Således også i skattesystemet, hvor man med jævne mellemrum hører påstande – der bl.a. kommer fra Obama-administrationen for tiden – om at de rigeste amerikanere ikke betaler ’deres del’ af de fælles udgifter. Danske medier viderebringer med jævne mellemrum disse påstande, således så sent som søndag, da Berlingeren påstod at de rigeste betaler under 20 %.

Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.

Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.

Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.

5 thoughts on “Amerikanske tilstande – skat

  1. Lasse Aaskoven

    Er fuldstændig enig i, at de fleste danskere har en misforstået opfattelse af hvordan det amerikanske skattesystem fungerer på føderalt niveau og særligt undervurderer de flade (arbejdsmarkedsbidrag) og regressive (moms og afgifter) elementer i vores eget skattesystem (som er der de reele indtægter er). Men meget af diskussionen i USA går vel især på at de allerigeste amerikanere i øjeblikket betaler mindre andel af dere reelindkomst til staten end de plejede at gøre, ikke mindst pga. den kraftige stigning i aflønning af aktieoptioner, der måske pga. USA’s status som et aktieejerland ikke beskattes særligt hårdt ift. “normale” lønninger.

    Det interessante ved den store forskel ift. dansk og amerikansk omfordeling via skatter og overførsler er jo at det i USA er virkelig simpelt at adskille dem der betaler og dem, der får, hvorimod billedet er mere speget i DK. Hvorfor vi måske også har set denne her voldsomme polarisering mellem Demokrater (som overordnet set repræsenterer, dem der får) og Republikanere (som overordnet set repræsenterer, dem der betaler) og et stærkere klasseelement i amerikansk politik de senere år.

    Dit take?

    Svar
  2. Anonym

    Læs evt. tirsdagens klumme i MetroExpres. Det er den tidligere kampagnestrateg for Obama (der må ikke fnises) Mette N. Clausen der har skrevet om USA, republikanere og skatter.

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    @Lasse: jeg er fuldstændigt enig. Som Mogens Lykketoft en gang sagde, er Danmark et samfund hvor de rigeste 90 % betaler til de fattigste 90 %. Det er derfor helt ugennemskueligt, hvem der får hvor meget i forhold til hvad de betaler, og man kan ikke lade være med at få tanken, at det måske er en politisk pointe. Hvis vælgerne ikke kan vurdere omkostninger i forhold til benefits – og i særlig grad hvis de ser benefits, men omkostninger bare er en stor pulje – bliver støtten til yderligere ‘velfærdsservice’ kunstigt stor. Jeg ville elske, hvis f.eks. Rockwoolfonden ville give sig i kast med sådan et studie af, hvem der får og hvem betaler.

    Svar
  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Christian: “Som Mogens Lykketoft en gang sagde, er Danmark et samfund hvor de rigeste 90 % betaler til de fattigste 90 %.”

    Jeg tror faktisk, at det var Bent Rold Andersen, og det skete engang ca. 1980. Jeg tvivler i særdeleshed på, at var Lykketoft.

    Den gamle marxistiske sociolog Erik Jørgen Hansen skrev i 1989 “Nederst ved bordet”, der (bl.a.) viste, hvorledes at mange offentlige ydelser slet ikke kom de fattigste til gode men blev brugt uproportionalt meget af middel- og højindkomster.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    @PKK: Jeg har set det refereret som et Lykketoft-citat en del gange, men det giver lidt mere mening hvis det virkelig er Bent Rold Andersen. Mht. Erik Jørgen Hansen opdagede han vel bare, at Director’s Law også gælder i Danmark? Men måske skulle man skrive en påmindelsespost om den?

    Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.