CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Selv om “rigtige” socialister (og modkraft) grundlæggende konsekvent misforstår menneskelig adfærd og dermed markedet, har de bestemt en pointe. Der er historisk en klar sammenhæng mellem virksomheder, som har været igennem mediemøllen (fortjent eller ufortjent) og som efterfølgende engagerer sig i “etisk og socialt ansvarlige” aktiviteter. Som alt andet markedsføring er det ligegyldigt, hvorvidt disse aktiviteter reelt gør en positiv forskel eller ej. Afgørende er at det forbrugersegment man henvender sig til tror på det, samt at man kan anvende det i forhold til det politiske system og sværmen af NGO’ere. Som sådan kan CSR ses som et redskab til at mindske politisk indblanding og krav. Ligeledes kan det anvendes som redskab til at fastholde politisk givne privilegier, hvorved man kan mindske konkurrencen på det marked man befinder sig.

Vurderet på denne måde er virksomhedernes ageren i fuld overensstemmelse med at virksomhedernes fornemmeste opgave er at maksimere profitten for dens ejere.

Endelig kan det ses som et redskab til at opfylde et behov for direktion og ejere for at kunne iscenesætte sig selv som drevet andre og mere ædle motiver end “blot” at tjene så mange penge som muligt.

At CSR skulle have en positiv effekt på bundlinen er dog meget tvivlsomt. Indtil dato er det svært at finde studier, som støtter den påstand. Den fremføres ikke overraskende oftest af CSR-eksperter, som altid gerne stiller deres ekspertise til rådighed mod betaling.

Om ikke andet kan det konkluderes at der med CSR er skabt en omfattende branche, som beskæftiger tusindevis af mennesker, samtidig med at der er opbygget et pseudo-videnskabeligt forskermiljø på en række videregående uddannelser, herhjemme bl.a. på Handelshøjskolen i København.  Personligt ville jeg have fundet det mere naturligt, hvis det havde hørt under Det Teologiske Fakultet.

Grundlæggende mangler hele området substans, og der er tale om salg af trosprodukter, hvis grundlæggende rationale er en manglende forståelse for den helt afgørende rolle som privat foretagsomhed spiller i et markedskapitalistisk system.

Som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden i “Wealth of Nations”:

Every individual necessarily labours to render the annual revenue of the society as great as he can. He generally, indeed, neither intends to promote the public interest, nor knows how much he is promoting it…he intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. Nor is it always the worse for the society that it was no part of it. By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good.

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own necessities but of their advantages.

Det er jo basal viden for enhver økonom, at den enkeltes jagt på profit skaber grundlaget for vores fælles velstand, også selv om det ikke er formålet. Et resultat, som har vist sig at være konsistent i alle lande til alle tider, hvor markedet har fået lov til at fungere. Derimod er der intet historisk belæg for at godgørenhed, herunder de tusindevis af milliarder af dollars, som I-landende gennem de seneste 40 år har brugt på ulandsbistand, har haft nogen signifikant positiv betydning – studier tyder på, at resultatet har været det modsatte.

I 1970 skrev Milton Friedman en artikel til New York Times, hvor han advarede mod at pålægge virksomhederne andre forpligtigelser end at tjene penge. Under overskriften “The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits” konstaterer Friedman, at:

When I hear businessmen speak eloquently about the “social responsibilities of business in a free-enterprise system,” I am reminded of the wonderful line about the Frenchman who discovered at the age of 70 that he had been speaking prose all his life. The businessmen believe that they are defending free en­terprise when they declaim that business is not concerned “merely” with profit but also with promoting desirable “social” ends; that business has a “social conscience” and takes seriously its responsibilities for providing em­ployment, eliminating discrimination, avoid­ing pollution and whatever else may be the catchwords of the contemporary crop of re­formers. In fact they are–or would be if they or anyone else took them seriously–preach­ing pure and unadulterated socialism. Busi­nessmen who talk this way are unwitting pup­pets of the intellectual forces that have been undermining the basis of a free society these past decades.

Og som i så meget andet har Friedman fået ret. For hvis formålet med frivilligt at engagere sig i velgørende arbejde, naturpleje osv. skulle være at holde politikerne for døren, så er denne taktik fejlet. Havde man i stedet brugt ressourcerne på at forsvare og promovere det simple faktum, at det netop er markedet og det private erhvervsliv, som bærer hovedansvaret for vores stigende levestandard – og derigennem, hvilket måske er en overraskelse for mange, er garantien for en positiv udvikling for miljø og naturpleje, kunne tingene jo have set en del anderledes ud. Mange lande har og er i gang med at indføre krav om afrapportering af virksomhedernes CSR indsats. Herhjemme er der forslag fremme om at det offentlige kun må købe fra leverandører med en klar CSR-strategi osv. I England har man siden 2001 haft en minister for området, mens EU aktivt promoverer CSR.

Hermed dyrkes det grundlæggende socialistiske/religiøse synspunkt, at privat foretagsomhed og forfølgelse af egne interesser er til skade for resten af samfundet. Kun få reflekterer vist over hvad en sådan holdning siger om en selv (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), og det kan selvfølgelig ikke afvise at den grundlæggende holdning til andre menneskers moral og evner primært styres af indsigten i egen moral eller mangel på samme og evner.

I bogen “The corporation” som udkom for nogle år siden og opnåede stor popularitet (og bl.a. blev filmatiseret under samme titel), skriver juraprofessor Joel Bakan bl.a.:

The corporation’s legally defined mandate is to pursue relentlessly and without exception its own economic self-interest, regardless of the harmful consequences it might cause to others…Today, corporations govern our lives. They determine what we eat, what we watch, what we wear, where we work and what we do. We are inescapably surrounded by their culture, iconography and ideology. And, like the church and the monarchy in other times, they posture as infallible and omnipotent, glorifying themselves in imposing buildings and elaborate displays. Increasingly, corporations dictate the decisions of their supposed overseers in government and control domains of society once firmly embedded in the public sphere. Corporations now govern society, perhaps more than governments themselves do; yet ironically it is their very power, much of which they have gained through economic globalisation, that makes them vulnerable. As is true of any ruling institution, the corporation now attracts mistrust, fear and demands for accountability from an increasingly anxious public. Today’s corporate leaders understand, as did their predecessors, that work is needed to regain and maintain the public’s trust. And they, like their predecessors, are seeking to soften the corporation’s image by presenting it as human, benevolent and socially responsible.

Bogen spiller på den udbredte opfattelse, ikke mindst i populær-kulturelle produkter fra Hollywood, om store virksomheder som befolket af psykopater, som ikke skyer nogen midler for at tjene en ussel dollar mere. En forestilling som mange virksomheder (og deres interesseorganisationer) desværre forstærker gennem deres knæfald for CSR. At CSR af folk som Bakan og mange NGO’er, som f.eks. vores hjemlige Mellemfolkeligt Samvirke og Danwatch samt Forbrugerrådet, kun anses som et skridt på vejen mod den totale politiske og statslige kontrol, som angiveligt skal redde os alle fra os selv, viser i sig selv det absurde i CSR.

Grundlæggende for alt dette er som nævnt den socialistiske forestilling om, at “ren” virksomhedsdrift ikke gavner resten af samfundet, men se så lige her.

For nogle år siden undersøgte Oxfarm i samarbejde med Unilever, firmaets økonomiske betydning for Indonesien. Det viste sig at Unilevers aktiviteter genererede hvad der svarede til 300.000 fuldtidsstillinger, bidrog med en velstandsskabelse på minimum 630 mil. USD., og genererede 130 mil. USD. i skatteindtægter til den indonesiske stat. Alt sammen uden at det var formålet.

Og hvilken mobil mon alle de “bæredygtige deltagere” ved CSR Award 2011 foretrækker?

Afslutningsvis vil jeg lige fremhæve Apple, som siden Steve Jobs vente tilbage i 1990erne og først sikrede Apples overlevelse, for herefter at stå i front mens det blev til verdens mest værdifulde IT-firma, i den grad må siges at leve op til Adam Smith og Milton Friedmans ord om hvad virksomheder er sat i verden for at lave.

I en glimrende kronik i Børsen den 28. september skriver Ryan Smith, der tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, bl.a.:

Apple-chefen Steve Jobs giver ifølge en prominent investor ikke så meget som en krone til velgørenhed, og Apple selv nægter at konformere med ngo’ernes standardkrav til store virksomheders CSR-rapporter.

Samtidig har der i årevis lydt anklager om, at Apples produkter fremstilles under kummerlige forhold i Kina, hvor både arbejdere og miljø lider overlast.

og senere

Det er ellers ikke, fordi der er noget særligt ved IT-branchen, som automatisk får dens giganter til at klare frisag fra interessegruppernes krav om CSR: Bill Gates blev anset som en skurk, allerede inden han inkluderede sin browser i sit styresystem og derved knuste konkurrenten Netscape. Men selvom Apple i dag holder markedet for tavle-pc’er i samme jerngreb, som Microsoft holdt markedet for styresystemer i 1990’erne, er der ingen, der har udsat Apple for samme smædekampagner, som man i sin tid gjorde det med Microsoft.

Steve Jobs har ellers ikke lagt skjul på, at han ikke prioriterer CSR: Da Jobs blev Apples administrerende direktør, skar han omgående samtlige CSR-programmer bort: “Vent, til firmaet er profitabelt,” sagde han.

Nu om dage er Apple ret så profitabel med ca. 76 mia. dollars på kistebunden. Med en sådan succes burde Apple for længst være blevet udsat for CSR-krav som dem, der ramte Microsoft i 1990’erne og har ramt store virksomheder med tiltagende kraft lige siden.

Alligevel er hverken Apple eller Steve Jobs blevet udsat for nævneværdigt CSR-had, og selv en bæredygtig type som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen pryder sig efter sigende med en Iphone

Og mon ikke også iphone er den  foretrukne mobiltelefon blandt alle de bæredygtige, etisk og socialt ansvarlige deltagere på årets CSR Awards? Det siger vist alt om hvor seriøst man skal tage den branche.

Og så har vi slet ikke set på de absurditeter som man i den verden tror på er gavnlige for verden, som økologi, krav om overholdelse af minimumslønninger og forbud mod børnearbejde. Jo, man befinder sig så sandelig i et semireligiøst univers hvor signaler og intentioner er alt, mens konsekvenser og fakta intet betyder. Men mon ikke de får en god dag, og skriver begejstret om alle deres oplevelser på facebook og twitter? – Via deres Iphone naturligvis.

 

Som modspil til ovenstående indlæg kan man gå ind på CSR Danmarks hjemmesider – her får den ikke for lidt : http://www.csr.dk/. Om ikke andet så generer man jo en del beskæftigelse – og indtægter – for sværmen af konsulenter og firmaer, som står parat til at lindre på virksomhedernes dårlige samvittighed og redde intet mindre end vores fælles klode. Det kan næsten ikke blive mere kvalmende.

 

3 thoughts on “CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

  1. Christian Vangsø Bentsen

    Hej Niels,
    Jeg er for så vidt enig i dine betragtninger og vil bare bidrage med den afgørende afmonterende faktor som knytter sig til selve CSR-fremstillingen og ikke CSR i-sig-selv.

    Hvis nu kommer hjem og besøger dig til et middagsselskab og begynder at prale med at jeg hjalp en blind dame over et fodgængerfelt hvor lyssignalet var nede eller pralede med at jeg holdt døren for en kørestolsramt mand så ville hele selskabet formentlig finde min påståede godhed ret ordinær og banal hvorfor de ville afvise mine handlinger som udtryk for godhed.

    Man kan så lege med tanken om at selskabet rent faktisk klappede mig på skuldren og sagde: Super flot gået – hvor er du bare generøs…
    Sådan en episode ville fortælle enormt meget om mig og selskabets øvrige deltagere mens episoden på ingen måde ville fortælle noget om moralsk attråværdig karakter.

    Det er præcist den samme sproglige (fejl)logik der præger CSR-området. Altså at ”fonden” samt de som arbejder indenfor området tager udgangspunkt i banaliteter og går fra banalitet til at banaliteten rent faktisk er enormt skelsættende og betydningsfuld.

    Mens tilskuere til min pralen ved dit middagsselskab ville grine sig selv i søvn over min egen selvforståelse og i øvrigt pure afvise mine handlinger som udtryk for moralsk prisværdige handlinger så lovpriser virksomheder, medier og kommunikationsfolk CSR-plattenslageriet .

    CSR er ikke et svindelnummer. Men derimod blot udtryk for at man ønsker at fremhæve sig selv og andre der hvor der ikke er grund til det.
    Der er, forretningsmæssigt, gode elementer forbundet med CSR. Spørgsmålet er om en given ejerkreds ønsker at deres virksomhed skal øge/ændre deres risikoprofil med henblik på rent faktisk at udmønte den såkaldte ånd i CRS programmer eller de virkelig kan fremhæve sig selv på banaliteter som alle praktiserer – Eller dersom de ikke praktiserer dem må formodes at være dårlige forretningsfolk!..?!!

    Kritisk erhvervspresse er desværre ikke noget der traditionelt knytter sig til de medier der beskæftiger sig allermest med erhvervslivet. Desværre.

    Svar
  2. Axel Boisen

    Kære Niels.
    Tak for en velskrevet kommentar.
    MHT det offentliges spild af penge:
    1: Der var ca. 830 deltagere.
    2: De har lagt ca. 1700 kr i Sønderborg på hotel, forplejning og gaver til manden, hvis de følger de sædvanlige mønstre for kursusdeltagere
    3: Sønderborg kommune har således tjent deres penge i 4-6 gange igen.
    Kommunen gik primært ind i dette projekt for at kvalificere deres ansøgning til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. At de også har et mål med at blive CO2-neutral i 2029 spillede også ind.

    MHT den mere hardcore business-del, som jeg ved meget lidt om, kan du læse Harvard Business Reviews artikel her:
    http://hbr.org/2011/01/the-big-idea-creating-shared-value
    hvor Michael Porter fortæller om CSR.

    Jeg har gået i skole med Martin Å. Han var en af de allerførste, som jeg i 2009 tog kontakt til for at bygge en platform op omkring CSR-kommunikation i Danmark, jf. årsregnskabslovens § 99a fra 2008. Han deltog i vores udsendelse fra sidste uge på DR2 Snehvid Samvittighed og Sorte Tal. Han sagde mange gode ting, som underbygger Porters holdninger. Om at satse på kernekompetencerne, sådan som du også gør – og som Friedman gjorde.

    Jeg vil meget gerne mødes til en snak om, hvilke dele af CSR, du mener, er nyreligiøse. Jeg kan kontaktes på vores hjemmeside http://www.csrfonden.dk, hvis du har lyst til en snak om, hvordan vi kommer videre med at kommunikere det strategiske CSR-arbejde, der pågår i de danske virksomheder fra hovedvinderen Mærsk Line og nedefter.

    Venlig hilsen Axel Boisen, direktør CSR Fonden

    Svar
  3. JR

    “MHT den mere hardcore business-del, som jeg ved meget lidt om, kan du læse Harvard Business Reviews artikel her:
    http://hbr.org/2011/01/the-big-idea-creating-shared-value
    hvor Michael Porter fortæller om CSR.”

    Hardcore??? Nej, vis os solid dokumentation for, at CSR giver en bedre bundlinje. Ellers er det jo som Niels skriver blot et spørgsmål om tro.

    Og så lige et tillægsspørgsmål. Hvorfor begrænser I CSR Fondens arbejde til kun at hjælpe med at formidle en meget smal del af CSR? Der er jo ingen tvivl om, at den allerbedste måde en virksomhed kan udvise CSR er ved at have et tårnhøjt overskud med alle de mange positive effekter det har for samfundet. Men dette har I tilsyneladende slet ikke med I jeres betragtninger. Faktisk er I jo med til at mistænkeliggøre dette når I ensidigt fokuserer på andre langt mere perifære emner.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.