Italien og euroen – hvor slemt står det til?

I europæiske kredse er man for alvor begyndt at ryste i bukserne. Man gør de største anstrengelser for at newspeake sig ud af at indrømme, at Grækenland er bankerot – snakken om en 50% haircut og restrukturering er blot en måde at tale om problemerne uden at kalde en spade for en spade, for hvis kreditorerne kun får 50 % af deres lån tilbage, er der tale om en kontrolleret, men ganske omfattende statsbankerot. Men problemerne for EU er blevet meget større de senere måneder.

Først og fremmest ser det ud til, at den politiske vilje i Tyskland til at poste endnu større summer i den europæiske stabiliseringsfond er ved at forsvinde. For det andet ved alle, at hvis et af de store lande kommer i virkelige alvorlige problemer, er ingen fond stor nok til at redde euroen som vi kender den. Og det er ved at blive en reel risiko, for den italienske økonomi ser stadig svagere ud!

Italienernes gæld er cirka 120 % af BNP og mens alle kender til problemerne, ser både premierminister Berlusconi og det meste af parlamentet ud til at mene, at der ikke er væsentlige problemer. Under alle omstændigheder er det svært, grænsende til umuligt, at skære reelt i landets meget store offentlige udgifter. Den anden mulighed – at vokse sig ud af krisen – er heller ikke på nogen måde reel. Italiens økonomi har været stort set stagneret de sidste ti år, og ikke mindst sker der nærmest intet med italienernes produktivitet som arbejdskraft betragtet. Se blot figuren nedenfor, hvor arbejdsproduktiviteten er indekseret til 1 i 1995. Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed. Odds er at det næste bankerotland bliver Italien, og hvis det sker, er eurozonen for alvor på spanden.

10 thoughts on “Italien og euroen – hvor slemt står det til?

  1. Christian Bjørnskov

    Grafen viser udviklingen i arbejdskraftens produktivitet – dvs. hvor meget værdi den enkelte fuldtidsansatte skaber per år. Den er indekseret til 1 i 1995, så den relative udvikling mellem landene kan ses direkte i grafen.

    Svar
  2. Niels Christensen

    Her er et andet bud på, hvor slemt det står til, og hvis Michael Pettis får bare lidt ret, bliver de næste år ikke lette
    http://mpettis.com/2011/08/some-predictions-for-the-rest-of-the-decade/

    To summarize, my predictions are:

    BRICS and other developing countries have not decoupled in any meaningful sense, and once the current liquidity-driven investment boom subsides the developing world will be hit hard by the global crisis.
    Over the next two years Chinese household consumption will continue declining as a share of GDP.
    Chinese debt levels will continue to rise quickly over the rest of this year and next.
    Chinese growth will begin to slow sharply by 2013-14 and will hit an average of 3% well before the end of the decade.
    Any decline in GDP growth will disproportionately affect investment and so the demand for non-food commodities.
    If the PBoC resists interest rate cuts as inflation declines, China may even begin slowing in 2012.
    Much slower growth in China will not lead to social unrest if China meaningfully rebalances.
    Within three years Beijing will be seriously examining large-scale privatization as part of its adjustment policy.
    European politics will continue to deteriorate rapidly and the major political parties will either become increasingly radicalized or marginalized.
    Spain and several countries, perhaps even Italy (but probably not France) will be forced to leave the euro and restructure their debt with significant debt forgiveness.
    Germany will stubbornly (and foolishly) refuse to bear its share of the burden of the European adjustment, and the subsequent retaliation by the deficit countries will cause German growth to drop to zero or negative for many years.
    Trade protection sentiment in the US will rise inexorably and unemployment stays high for a few more years.

    Svar
  3. Knud Sørensen

    Bjørsnkov skriver:

    Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed.

    Ja, politisk uansvarlighed hos euro-eliten. Det er en først og fremmest tysk myte (en:a morality tale: ty: en:Eine Moralitets Lehre) at krisen skyldes uansvarlighed i de sydeuropæiske lande. (OK, that may have been the case i Greece) But the rest of these countriues played broadly by the rules.

    Det er korrekt hvad du siger at der er et produktivitetsgab mellem Nord og Syd – på 30 %. Men fejlen var at man troede at euroen kunne udbedre det. Som den uafhængige økonom, Kash Mansori (som har skrevet blog siden 2003) gør opmærksom på , så er det euroen i sig selv som er problemet. Kash siger, at uanset hvad de sydeuropæiske lande have gjort, så kunne de ikke forhindre den krise som opstod i 2009, da pengestrømmene fra Nord til Syd stoppede [Bemærk, det er indbygget i eurosystemets design at der skal flyde penge fra Nord til Syd]. En situation som man også så i 1994, da pengestrømmene til Mexico stoppede – efter der havde været et bonanza følgende NAFTA-traktatens ikrafttræden.

    Svar
  4. Knud Sørensen

    Ambrose Evans-Pritchard er skarp i sin klumme i dag:

    THE TELEGRAPH, 23. OKTOBER 2011: World power swings back to America

    The American phoenix is slowly rising again. Within five years or so, the US will be well on its way to self-sufficiency in fuel and energy. Manufacturing will have closed the labour gap with China in a clutch of key industries. The current account might even be in surplus.

    by Ambrose Evans-Pritchard
    *
    *

    Europe has only itself to blame for the current “hollowing out” of its industrial base. It craved its own reserve currency, without understanding how costly this “exorbitant burden” might prove to be.

    China and the rising reserve powers have rotated a large chunk of their $10 trillion stash into EMU bonds to reduce their dollar weighting. The result is a euro too strong for half of EMU.

    The European Central Bank has since made matters worse (for Italy, Spain, Portugal, and France) by keeping rates above those of the US, UK, and Japan. That has been a deliberate policy choice. It let real M1 deposits in Italy contract at a 7pc annual rate over the summer. May it live with the consequences.

    The trade-weighted dollar has been sliding for a decade, falling 37pc since 2001. This roughly replicates the post-Plaza slide in the late 1980s, which was followed – with a lag – by 3pc of GDP shrinkage in the current account deficit. The US had a surplus by 1991.

    Charles Dumas and Diana Choyleva from Lombard Street Research argue that this may happen again in their new book “The American Phoenix”.
    *
    *

    Af særlig interesse, set med danske briller, er dette: the post-Plaza slide in the late 1980’s. Yep, you guessed it: D-marken steg, og Danmark skyggede den, som en glad og uansvarlig lille julegris, og vi måtte efterfølgende trækkes med en syv (7) år lang recession, som SLET, SLET IKKE VILLE HAVE VÆRET SÅ LANG OG UDMARVENDE var det ikke for D-mark skygningen. Tryk på mit navn nu for at læse mere om disse skygge-virkninger.

    Svar
  5. Niels Christensen

    Knud
    Du glemte måske det vigtigste i Evans-P artikel, nemlig : ‘The US already meets 72pc of its own oil needs, up from around 50pc a decade ago’
    Dette kan på sigt få global politiske konsekvenser.

    Svar
  6. Niels A Nielsen

    Grækenland er bankerot. Men så lad dog landet gå bankerot! Lad grækerne forlade Euroen og få deres Drachmer igen. Lad dem mærke de fulde virkninger af den tåbelighed det var, at landet indtrådte i Euroen.
    Lad Grækenland få ansvaret for deres lands økonomiske og politiske skæbne tilbage. Lad dem mærke ansvaret. Lad grækerne mærke, at det kun er grækerne, der kan få Grækenland på fode igen – ikke Tyskland, Frankrig eller ECB.

    Grækenland skal hjælpes, ja, men ikke med hjælpepakker, redningsfonde, drakoniske spareunder dikteret af EU-oprettede politisk-økonomiske overvågningsinstitutioner. De skal hjælpes ved at give Grækenland fri til at træffe egne valg og bære konsekvenserne (gode som dårlige) af disse valg.

    Vi kan hjælpe Spanien, Italien og Irland på samme måde, og Danmark kan gå foran med et godt eksempel ved også at sige fra overfor projektet. Selvom konsekvenserne af europrojektets prokrustesseng endnu ikke har ramt dette land så hårdt.

    Som det var klart for de mest fremsynede fra dets begyndelse, så ligger der i det overnationale EU-projekt en opløsning af demokrati og folkestyre i de enkelte lande, som naturligvis skaber en ikke bare politisk men også folkelig apati (vi er alligevel ikke herrer over vores egen skæbne). En apati og resignation som kan ende med at køre Europa økonomisk helt i sænk. Det er det, som er ved at ske for vores øjne.

    Jeg håber i grunden – på kort sigt – på det værste, Euroens kollaps og tilbagevenden til nationale valutaer, fordi jeg er overbevist om, at det vil være det bedste de stakkels sydeuropæere – såvel som for Danmark, Tyskland og de øvrige europæiske lande.

    Fleksible valutakurser er langt fra nogen økonomisk mirakelkur, men som vi har set utallige eksempler på (Argentina, Sverige, Island..)så kan fleksible valutakurser imponerende hurtigt udligne nogle af de værste ubalancer.
    Tyskland og andre relativt velpolstrede lande vil tabe meget konkurrencekraft ved Euroens opløsning og de kriseramte vil vinde tilsvarende, men fremfor alt vil det stå lysende klart for de enkelte lande, at de selv må klare deres økonomiske problemer og lave de reformer, som er nødvendige. Og det er sundt og godt og rigtigt. Demonstrationer i Athen mod Angela Merkel og Nicolas Sarkozy er efter min mening så politisk og økonomisk kontraproduktive som noget kan være.

    Jeg spår, at hvis ikke Euroen opløses, så vil det europæiske morads kun blive værre og værre. Grækenland, Italien og Spanien vil i så fald ikke komme på fode. De vil være havnet i en permanent økonomisk underudvikling, afhængighed af overførsler og hjælp fra EU (lidt som Syditalien i forhold til Norditalien eller Vallonien i forhold til Flandern – bare værre).

    De foreslåede løsninger på misèren, øget EU-kontrol med landenes finanser, vil kun uddybe krisen, fordi de vil forværre befolkningernes apati. Og hvor mon vreden over Grækenlands, Italiens, Spaniens, Portugals, Irlands økonomiske trængsler og hestekure vil blive rettet hen? Vi har nok ikke set de sidste demonstrationer mod udenlandske statsledere i Athen, Rom, Madrid og Lissabon. Var det meningen med EU?

    mvh

    Niels

    Svar
  7. Niels A Nielsen

    Jeg læste lige den artikel Knud Sørensen linker til fra The Telegraph. Den har også et par gode pointer til sidst:

    “Yet America retains a pack of trump cards, and not just in sixteen of the world’s top twenty universities.

    It is almost the only economic power with a fertility rate above 2.0 – and therefore the ability to outgrow debt – in sharp contrast to the demographic decay awaiting Japan, China, Korea, Germany, Italy, and Russia.

    Europe’s EMU soap opera has shown why it matters that America is a genuine nation, forged by shared language and the ancestral chords of memory over two centuries, with institutions that ultimately work and a real central bank able to back-stop the system.”

    Svar

Leave a Reply to Niels A NielsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.