Gældskrisen og ”det forenede Europa”

Gældskrisen raser i store dele af EU og politikere fra alle sider af feltet er i gang med at skyde skylden på såkaldt uansvarlig spekulation. Van Rompoy og Baroso meldte ud i går, at den eneste vej frem er yderligere integration – under kodeordet ”koordination” ønsker man nu at centralisere en betragtelig af EU-landenes finanspolitik. Med andre ord ønsker de et skridt mere mod et Europas Forenede Stater. Men – og det er to store men’er – har man aldrig hørt om moral hazard i Bruxelles, og er euroen måske problemet snarere end løsningen?

Mit syn på tingene er ret klart: Euroen har været fejlkonstrueret fra starten, ikke mindst fordi man implicit stolede på, at bare man fik fælles valuta ville lande i Sydeuropa med en århundrede lang tradition for uansvarlighed på magisk vis blive quasi-tyskere. Men de uansvarliges Ghost of Christmas Yet To Come, moral hazard, slog til igen. I det øjeblik man kunne låne af Tysklands troværdighed som medlem af euroen fik man afgang til langt billigere lån, og begyndte forbrugsfesten. Og så længe problemerne blev så store, at de truede euroens overlevelse – og dermed hele det store politiske projekt, som EU er – ville man kunne afpresse resten til at hjælpe, og dermed få mulighed for at gøre mindre og ikke mindst udskyde upopulære reformer (læs også Andreas Berghs beskrivelse af, hvis euroen ikke havde eksisteret).

Er man i tvivl om det er endnu en refleksion af gabet mellem Nord- og Sydeuropa, kan man jo passende starte med renten på tiårige statsobligationer (data her). De peger klart på markedets samlede risikovurdering. Helt særligt er det vel værd at bemærke, at landene udenfor euroen (i Vest) klarer sig klart bedst. Og som en lille krølle på halen: Hvis man bare ser på risikovurderingen, er Tjekkiet et land der hører til Nord.

3 tanker om "Gældskrisen og ”det forenede Europa”"

  1. Niels A Nielsen

    Den tidligere EU-embedsmand, Bernard Connolly, kom i bogen “The Rotten Heart of Europe” fra 1995 med en profeti, som desværre meget vel kan blive fuldt realiseret i den nærmeste fremtid. Han regnede med, at den europæiske centralbank, ECB, ved en krise med assymmetrisk vækst, produktivitetsudvikling og gæld mellem landene, som den vi ser nu, ville blive tvunget til at løsne det pengepolitiske greb og føre ekspansiv finanspolitik med en kraftig devaluering af Euroen (og medfølgende inflation) til følge.

    “What the politicians will decide will be to change the rules that currently prohibit EU bailouts of individual member countries. Bailouts will be instituted in return for the forced signature of the smaller countries on a new treaty which will extinguish what remains of national political independence in Europe. The progenitors of EMU knew exactly what they were doing. Thus Jacques Delors,for instance, said in 1995 that, “Monetary union means that the Union acknowledges the debts of the member states of the monetary union”. The syntax is contorted, but the logic is clear: the “no bailout” provisions in the original EMU setup were a sham, designed merely to reassure the German public, which had always intuitively tended to believe that a monetary union without a political union must become a debt union”.

    Tyskland stritter (som vel det eneste land efterhånden?) stadig kraftigt imod at lade ECB føre expansiv pengepolitik (købe de ramte landes obligationer) for at redde Euroen. Men hvor længe? Presset for at undgå katastrofale socioøkonomiske virkninger i de kriseramte lande, som vil nedbryde tilliden til både Euro og Unionskonstruktionen, vil sandsynligvis blive uimodståeligt.

    Men jeg håber at Tyskland står fast, så Euroen med stor sandsynlighed hurtigt kollapser. Jeg er helt enig med økonomerne i Centre for Economics and Business Research, der mener, at Storbrittanien (og de øvrige europæiske lande) skal håbe på Euroens hurtige opløsning. Fra The Telegraph:

    “The economists also predict that break-up would free many eurozone members from the deficit-cutting austerity policies that threaten to subdue their growth for years.

    “If it breaks up the immediate pain is much more intense, but then there is a more stable basis and we would expect that within about 30 months growth will actually be faster than if the eurozone survives in its current form,” CEBR said.

    After five years, Britain would be “at least as well off if the euro breaks up as it would be under the alternative scenario of holding it together”.”

    http://www.telegraph.co.uk/finance/financialcrisis/8873414/Collapse-of-the-euro-will-help-Britain.html

    Svar
  2. Niels A Nielsen

    ECB vil blive tvunget til at løsne det pengepolitiske greb og føre ekspansiv _penge_politik, skulle der stå.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Det, som vil kunne redde Europa, er Euroens opløsning. Det vil selvfølgelig straks betyde, at mange Euro-lande vil stå i en meget svær situation og statsbankerotterne vil stå i kø.
    Men en sådan dyb krise vil samtidig placere ansvaret – og navnlig friheden til at handle – på de enkelte landes og folks skuldre.
    Det vil frigøre en masse energi og vilje til at trække på samme hammel. Og vel at mærke, vil den efterfølgende økonomiske fremgang i landene komme _hurtigt_ og derved yderligere opmuntre initiativ og ansvar i de enkelte lande.

    Alternativet, Euroens opetholdelse, vil betyde, at de sydeuropæiske lande aldrig kommer på fode. Inden en kun eventuel og i så fald umådelig langsom bedring har vist sig af de påtvungne reformer og nedskæringer, vil de nu i realiteten tyske vasalstater og deres befolkninger være sunket ned i en tilstand af apati og mismod, som landene aldrig vil komme ud af.

    Jeg er overhovedet ikke tilbøjelig til at give de sydeuropæiske lande og Irland skylden for den misére Europa er havnet i. Skylden er primært Tysklands – ja Tysklands. Et land som er så bange for sin egen skygge (det 20. århundredes ufattelige forbrydelser), at man er parat til at se fuldstændig bort fra virkelighedens verden og dens herlige mangfoldighed for at trumfe en ideologi om Europas enhed igennem.

    De sydeuropæiske lande var nok naive at lade sig binde til denne Prokrustesseng. Men Tyskland, der står der og lokker med sin rigdom for at få gennemført en euroideologi fra det sidste århundrede – og ovenikøbet tjener kassen på det (hvem har tjent på de sydeuropæiske landes forbrugsfest?)- er den egentlige skurk efter min mening.

    Svar

Skriv et svar