Vor tids Titanic – euroen

Da euroen fyldte 5 år lykønskede The Economist dette med en bemærkning om, at det ville blive interessant at se hvorledes euroen ville klare sig i krisetider – svaret har vi fået de sidste par år – ikke godt.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.

6 tanker om "Vor tids Titanic – euroen"

  1. Niels A Nielsen

    Westy: “I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse.”

    Ja, vi var ikke mange yngre mænd med lange akademiske uddannelser, der stemte nej :-)

    Professor Peter Nedergaard stampede for snart 4 år siden i jorden på denne blog, da vi også dengang gjorde opmærksom på Euroens dårligdomme:

    peter nedergaard siger:

    16/02/2008 kl. 11:43

    Til Niels A og Niels Westy. Hvorfor lytter I ikke til, hvad repræsentanter for eksportorienterede danske virksomheder selv mener om sagen: at ØMU’en VILLE give dem konkurrencefordele, at ØMU’en VILLE medføre mere konkurrence, at ØMU’en VILLE medføre mere transparens på markedet, at ØMU’en VILLE mindske usikkerheden ved investeringer osv.

    Ja, hvorfor lyttede vi ikke? Hvorfor lyttede vi dog ikke i 2000 til Nedergaard og Co? Fordi vi gennemskuede, at projektet ikke havde det fjerneste med økonomi at gøre, selvom det blev præsenteret som sådan. Det var og er et ideologisk projekt, som presses igennem på trods af den økonomiske og nationale virkelighed i Europa. Jeg forklarede dengang Nedergaard, at det er en gammel sandhed, at man ikke skal spørge købmænd til råds om politik. Det vidste allerede Edmund Burke.

    Jeg lyttede før afstemningen også til Hayeks værker og til Bernard Connolly, der i 1995 skrev “The Rotten Heart of Europe”. Har du læst den Westy?

    Connolly udtaler sig her:
    http://articles.economictimes.indiatimes.com/2011-11-18/news/30415071_1_eurozone-hedge-funds-mf-global

    Svar
  2. Niels A Nielsen

    Politikerne skulle lytte nøje til Bernard Connolly, der i øvrigt meget sjældent udtaler sig til offentligheden. Således da han her I foråret forudsagde:

    “The current policy of lending plus austerity will lead to social unrest,” Connolly told investors and policymakers at a conference held this spring in Los Angeles by the Milken Institute, arguing the case that Greece, Italy, Portugal and Spain could not simply cut their way to recovery.

    “And one should not forget that of the four countries we are talking about, all have had civil wars, fascist dictatorships and revolutions. That is history,” he concluded, his voice rising above the chortles and gasps coming from the audience and the Europeans on his panel. “And that is the future if this malignant lunacy of monetary union is pursued and crushes these countries into the ground.” ”

    PS Westy, det hedder “Vor tids..” ikke “Hvor tids..”

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    The Telegraphs artikler giver efter min mening et rigtig godt billede af Euro-krisen fra set fra det britiske ørige, hvor den historiske dimension ikke glemmes.

    http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/eu/8931546/The-eurozone-crisis-we-need-more-than-prayers-now.html

    “Next week’s summit could be the most momentous since the signing of the Treaty of Rome in 1957, which led to the creation of the European Economic Community. Depending on the outcome, Europe could either start to crumble back into a collection of individual nation states or advance into a supranational union with the 17 eurozone countries converted into provinces governed from Brussels (and ordered around by Berlin).

    Hence the scale of Mr Cameron’s dilemma. It has long been the settled policy of his party to oppose greater European integration at all costs. Many Tories point out that ever since the time of Elizabeth I, the aim of British foreign policy has been the avoidance of a single European monolith – whether the Spanish Habsburgs, the French Bourbons or the 20th-century Nazis.”

    Vi lever i interessante tider.

    Svar
  4. Niels A Nielsen

    Storbrittanien har klogeligt og modigt har sagt fra overfor mere sammenslutning, mere ensartethed og mere opløsning af de europæiske demokratier som løsning på økonomiske problemer, der er skabt af præcis samme ønsker om sammenslutning og ensartethed. Euroen skulle være med til at skabe den “stadigt snævrere sammenslutning af de europæiske folk”, men den har i stedet afsløret, hvilken skæbnesvanger illusion denne euroideologi er.

    Den pæne mand, tidligere nationalbankdirektør og professor Erik Hoffmeier siger det samme som Bernard Connolly ovenfor. Også han er bange for de spændinger, som er skabt med Euroen og som med Europagten kun vil uddybes. Lighed kan ikke vedtages, siger Hoffmeyer.

    Så længe Euroen fastholder økonomierne i et jerngreb, vil Europa synke længere og længere ned i det økonomiske dynd; men heldigvis er jeg også sikker på, at disse økonomiske realiteter vil sørge for Euroens opløsning indenfor i hvert fald 5-10 år om ikke før.

    Jeg håber, at så mange lande som muligt for deres egen økonomis og demokratis skyld vil slå følge med Storbritannien og afvise europolitikernes vanvittige svar på Titanics læk, som i grunden er at forblive ombord på det stadig flydende skrog i stedet for at kravle i redningsbådene og redde livet. Jeg håber, vi ikke lader os lokke til at hægte os på den synkende skude.

    PS Medmindre man er ideologisk besat, er det faktisk ikke så svært at forstå, at en finanspolitisk union ikke skaber lighed mellem lande, ligesom den ikke skaber lighed mellem regioner. Tænk på den finanspolitiske og monetære union mellem norditalien og syditalien eller mellem Flandern og Vallonien. Den pris, som Grækenland, Spanien, Portugal, Irland, Italien i længden skal betale for at forblive i Euroen er permanent økonomisk underudvikling, tårnhøj arbejdsløshed og enorme sociale problemer evt. lindret med almisser fra rigere lande. Jeg håber og tror inderligt på, at de til sidst siger fra.

    Svar

Skriv et svar