Årets korruptionstal

Hvert år omkring denne tid offentliggør Transparency International deres årlige vurdering af korruptionsniveau i en lang række lande. Som i alle foregående vurderinger, ligger Danmark i top som et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år er der danskere, der demonstrerer det danske selvhad ved at hævde, at vi i hvert fald er korrupte – se bare på den og den sag om mulige vennetjenester osv. Men TI er klare i deres definition – der er tale om bestikkelse, ikke al mulig adfærd, folk ikke kan lide – og på den konto er Danmark altså rent som få andre.

I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.

Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.

For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.

Danmark 9,4 (2) Belgien 7,5 (19) Polen 5,5 (41)
Finland 9,4 (3) Irland 7,5 (19) Litauen 4,8 (50)
Sverige 9,3 (4) Frankrig 7,0 (25) Ungarn 4,6 (54)
Norge 9,0 (6) Estland 6,4 (29) Tjekkiet 4,4 (57)
Holland 8,9 (7) Cypern 6,3 (30) Letland 4,2 (61)
Schweiz 8,8 (9) Spanien 6,2 (31) Tyrkiet 4,2 (61)
Luxembourg 8,4 (11) Botswana 6,1 (32) Slovakiet 4,0 (66)
Island 8,3 (13) Portugal 6,1 (32) Italien 3,9 (69)
Tyskland 8 (14) Slovenien 5,9 (35) Rumænien 3,6 (75)
Østrig 7,8 (16) Israel 5,8 (36) Grækenland 3,4 (80)
Storbritannien 7,8 (16) Malta 5,6 (39) Bulgarien 3,3 (86)

 

 

13 Kommentarer

  1. Niels Westy Munch-holbek

    3. december 2011 at 15:59

    Ikke uinteressant, at et land som Chile i dag er blandt verdens 25 mindst korrupte lande (nr. 22) foran bl.a. USA og ikke mindst Frankrig, Spanien, Portugal, for slet ikke at tale om Grækenland. Så det er muligt både at have en iberisk kulturarv, være katolik og alligevel have en relativt høj moral (hvilket korruption OGSÅ er udtryk for).

  2. Christian Bjørnskov

    3. december 2011 at 20:29

    Bestemt ikke! Jeg tog også Botswana med. Nummer 32, placeret mellem Spanien og Portugal – og vel at mærke et afrikansk land lige nord for Sydafrika og mellem Namibia og Zimbabwe. Men de andre afrikanske ledere har også hånet Botswana i årtier for at være ‘a government of cattlemen’ pga. deres ekstremt konservative finanspolitik og generelle accept af en overvejende britisk administration uden de store interventionistiske ideer.

  3. Christoffer Bugge Harder

    7. december 2011 at 15:50

    Botswana er efter min beskedne mening det mest interessante land i sammenhængen. Det er så meget mere interessant al den stund, at det har næsten alle de ingredienser, der ifølge min beskedne viden om samfundsfag har været en sikker opskrift på katastrofer i de fleste andre afrikanske lande: mange indbyrdes stridende stammer, en “nationalstat” samlet i et mere eller mindre tilfældigt område af koloniherrer, meget store naturressourcer mm.

    For dem, der evt. ikke måtte kende den, kan det varmtanbefale at læse historien om landets første præsident, Seretse Khama.

    Måske er landet et eksempel på, hvor meget enkelte hædersmænd på rette pladser i rettetid kan betyde? Andre ledere i lande med lignende forudsætninger som f.eks Kenyas Jomo Kenyatta eller Elfenbenskystens Houphouët-Boigny var mig bekendt også ganske konservative i deres finanspolitik og undlod at smide alle franskmænd og englændere ud af det økonomiske liv, men begge disse lande ligger og har længe ligget miserabelt på listen over korrupte lande.

    Men hvad ved jeg. Måske har Bjørnskov en eller flere andre oplagte forklaringer på Botswanas relative succes?

  4. Niels A Nielsen

    7. december 2011 at 18:02

    Bugge, Botswana har et par afgørende træk til fælles med de øverste lande på listen: Det er lille og kristent.

  5. Christoffer Bugge Harder

    7. december 2011 at 22:56

    Niels,

    det er sandt, men det samme kan siges om Zimbabwe, Nicaragua, Ækvatorial-Guinea, Grækenland, Haiti og mange flere lande med en miserabel placering. Selv som praktiserende ærkeprotestant, der bestemt tillægger kristen etik og toregimentelære stor samfundsbærende betydning, tror jeg nu ikke, at dette har den helt store forklaringskraft lige mht. Botswana. Hvor meget har kristendommen også kunnet nå at præge et land, der kun har kendt til denne religion i 150 år, og været selvstændigt i under 50, og hvor en betydelig del af befolkningen stadig praktiserer naturreligioner? Mht. etnicitet er der også fra udgangspunktet af en 25-30 stammer med tilhørende sprog i Botswana, og det skulle jo heller ikke just gøre det nemmere at skabe tillid sammenlignet med os andre relativt homogene lande øverst på listen.

    Men jeg er helt med på, at der sikkert ikke er én enkelt forklaring; det forekom mig bare, at Seretse Khama (og hans søn, Ian, der er nuværende præsident) på alle måder skiller sig ud fra næsten alle andre afrikanske statsledere mht. regeringsførelse. Og selv de få andre bredt respekterede og demokratisk indstillede afrikanske ledere som Leopold Senghor eller Nelson Mandela har jo trods deres fortræffeligheder på ingen måde haft samme held til at sikre demokrati, gennemsigtighed og velstand i Senegal eller Sydafrika.

  6. Christoffer Bugge Harder

    8. december 2011 at 11:38

    En udmærket artikel omkring Botswana kan læses her (Acemoglu et al. 2001). Fra abstractet:

    In this paper we suggest that good policies were chosen in Botswana because good institutions, which we refer to as institutions of private property, were in place.
    Why did institutions of private property arise in Botswana, but not other African nations? We conjecture that the following factors were important. First, Botswana possessed relatively inclusive pre-colonial institutions, placing constraints on political elites. Second, the effect of British colonialism on Botswana was minimal, and did not destroy these institutions. Third, following independence, maintaining and strengthening institutions of private property were in the economic interests of the elite. Fourth,
    Botswana is very rich in diamonds, which created enough rents that no group wanted to challenge the status quo at the expense of “rocking the boat”. Finally, we emphasize that this situation was reinforced by a number of critical decisions made by the postindependence leaders, particularly Presidents Khama and Masire.

    Og videre beskriver forfatterne også en række forhold, der ikke lader til at kunne forklare succesen, og oplister en række forhold, hvor de tilsyneladende nøjes med at undre sig over, hvorfor der ikke har været større kamp om diamantressourcerne eller stridigheder mellem stammerne. (Religion optræder slet ikke i analysen, og befolkningstætheden analyseres kun i lyset af, at det tilsyneladende ikke var attraktivt for englænderne at udbygge hverken institutioner eller generere økonomisk udvikling i et så tyndtbefolket område).

    There is almost complete consensus that Botswana achieved rapid growth because it managed to adopt good policies. The diamonds no doubt helped in the rapid growth. Yet, it is striking that, contrary to other African countries with abundant natural resources such as
    Angola, Zaire (Congo), Sierra Leone or Nigeria, there were no civil wars or intense infighting to control the revenues from diamonds in Botswana.
    What explains the good economic policies pursued in Botswana? After all, in the rest of Africa, good economics is often bad politics – i.e., good economic policies often do not generate enough rents for politicians, or they make it more likely that the government will be
    overthrown. In contrast, in Botswana, the government appears to have pursued relatively sound economic policies, and there is little evidence of infighting across different tribes or groups for control of the state apparatus.
    Therefore, in Botswana good economics appears to have been good politics. Why? It is useful to first consider a number of explanations that do not appear to explain why good policies were chosen in Botswana.
    First, perhaps policies have been better in Botswana because it is more “equal” (e.g. Alesina and Rodrik, 1994, Persson and Tabellini, 1994, Benabou, 2000)? However, inequality, both of assets (primarily cattle) and income, is extremely high in Botswana, indeed as high as in South Africa and on a par with Latin American countries such as Brazil and Colombia. Comprehensive data on inequality in Botswana was collected in 1985/86 and 1993/1994 and these suggest a Gini coefficient of 0.56 and 0.54 for the two periods. Second, perhaps good economic policies are just a reflection of the fact that
    government intervention in Botswana was limited (e.g., Krueger, 1993)? Yet in Botswana, there has been massive government intervention in the economy, detailed planning, and
    central government expenditure is now around 40% of GDP, well above average for Africa.

    Hvis forfatternes tal er korrekte, tyder det åbenbart på, at Bjørnskov bestemt ikke har ret i, at Botswanas regering er/har været “uden de store interventionistiske ideer”. Men både “højre”- og “venstreorienterede” standardforklaringer om hhv. minimalstatsøkonomi og lighed som årsagen til alt godt får altså et ordentligt skud for boven, så det er vitterligt ikke nemt at isolere enkelte udslaggivende forhold.
    Der betones dog det særligt interessante strukturelle forhold, at der i Botswana eksisterede et udbygget net af præ-kolonielle politiske strukturer, som den engelske kolonisering næsten ingen spor satte sig i – og som havde en høj grad af folkelig legitimitet, som Seretse Khama arvede og udbyggede politisk. Så hvis Acemoglu et al. står til troende, kan man faktisk heller ikke bruge standardforklaringen om det britiske imperiums civiliserende indflydelse, tværtimod.

    Det lyder måske alt sammen næsten for “politisk korrekt” til at være sandt, men det gør bestemt ikke Botswana til en mindre fascinerende historie. Hvis nogen her med en større indsigt i politologi end jeg havde en kommentar til Acemoglu et al. eller/og til Botswanas historie, evt. med flere analyser, ville det være meget interessant.

  7. Ved man hvor persistent korruption er? Altså er det helt utopisk at tro, at man kan slippe af med det på kort tid eller er det et vedvarende fænomen i flere generationer?

  8. Christian Bjørnskov

    12. december 2011 at 04:37

    @Jens: Korruption ser ud til at være stærkt persistent. Det gælder både når man forsøger at se på korruptionsvurderinger i dem selv og på de mest robuste faktorer, der forklarer korruptionsforskelle. Så det er ikke sådan, at man ikke kan slippe af med den – Singapore er et godt eksempel – men det er ekstremt svært og ikke særligt sandsynligt at det vil lykkes.
    @CBH:Acemohlu og hans team har een udlægning af Botswanas historie. Men der er andre, og man må altså sige, at det er svært at se hvor de store interventioner er. Ja, man har investeret i infrastruktur og uddannelse, men det er stadig et ekstremt konservativt regime, der i det store og hele har balanceret budgettet væsentligt bedre i de sidste 30 år end 90% af de europæiske lande. Uanset at jeg har nogen respekt for Acemoglu – og det er på trods af den helt rimelige kritik han er blevet udsat for de sidste par år – er det temmeligt umuligt at se Botswanas historie som udtryk for aktivistisk politik.

  9. Hvad består kritikken af Acemoglu af? Jeg kender til kritikken af datagrundlaget for hans “Colonial Origin of Comparative Development” sammen med Johnson og Robinson fra 2001. Men har der været yderligere kritik af ham?

  10. Christian Bjørnskov

    12. december 2011 at 11:37

    Det er primært kritikken af datagrundlaget. Uden at folk siger det direkte, ser det ud som om Acemoglu har fusket. David Albuouys kritik kommer af ham kommer endelig i AER og Kriekhaus og Fails har været ude med en endnu værre kritik, hvor de tager data for gode varer men alligevel viser hvordan hele historien ramler med en simpel – og meget intuitiv – tilføjelse.

  11. Christoffer Bugge Harder

    12. december 2011 at 12:12

    @Bjørnskov

    Med forbehold for, at der muligvis er centrale og for skallede naturfaglige ubekendte begreber og forhold, så skriver Acemoglu & co. jo:

    [Botswanas]central government expenditure is now around 40% of GDP, well above average for Africa.

    – og hvis man kaster et hurtigt blik på en liste over offentlige udgifter i verden, kan jeg også umiddelbart blot se tre afrikanske lande med et højere offentligt udgiftsniveau i % af BNP. Samtidig kan det konstateres, at Seretse Khama i 1960erne i vid udstrækning brugte pengene fra diamantminerne til investeringer i skoler og infrastruktur (mens Mobutu, Bokassa og talrige andre havde travlt med at anbringe deres respektive landes værdier i schweiziske banker, guldbelagte lokumsbrædder, leopardskindshuer etc.).

    Hvad store interventioner angår, så kan man ved at læse Wikipedia + kilder samt Acemoglu et al. opliste

    – bygningen og vedligeholdelsen af “Trans Kalahari Highway” med 10.000 km asfaltvej;
    -det, at staten ejer 50% af de meget profitable mineselskaber og følgevirksomheder
    – (officielt) 10 års offentligt betalt skolegang
    -investeringen i et tilsyneladende efter afrikanske forhold meget moderne bankvæsen
    -oprettelsen af en stående hær, der sluger 2,5% af BNP (næsten det dobbelte af Danmark)
    -driften af et ganske effektivt nationalparkvæsen (der dækker mere end 10% af Botswana og har relativt få problemer med sikkerhed, krybskytteri, ødelæggelser etc.)
    – store sundhedsudgifter (omkring 1/4 af befolkningen har HIV/AIDS), der blandt andet inkluderer “gratis” antiretroviral behandling

    som offentlige udgiftsposter/investeringer, der unægtelig forekommer både store og overordentligt iøjenfaldende – ikke mindst i et geografisk stort afrikansk ørkenland med få millioner indbyggere.

    Hvordan definerer du “ekstremt konservativ finanspolitik”? Har du i ramme alvor svært ved at få øje på de ovennævnte offentlige udgifter/investeringer? Hvordan er det tilsyneladende 4. højeste offentlige udgiftsniveau i Afrika samt en betydelig statslig involvering i samtlige de vigtigste økonomiske sektorer samt sundheds- og uddannelsesvæsenet efter din vurdering udtryk for, at Botswanas regeringer skulle have været “uden de store interventionistiske ideer”?

    Og af ren nysgerrighed: Hvad er det i øvrigt for en “overvejende britisk administration”, som du hentyder til? Acemoglu et al. fremhæver udtrykkeligt i deres artikel, at det britiske engagement i Botswana var næsten ikke-eksisterende, og at Khamas regering byggede videre på lokale, i forvejen eksisterende magtstrukturer efter uafhængigheden. Det er naturligvis muligt, at Acemoglu kunne bedrive kreativ eller “politisk korrekt” historieskrivning, men jeg har umiddelbart svært ved at frigøre mig for en ubehagelig mistanke om, at du kunne tænkes at have slynget noget hurtigt ud fra lageret for bekvemme standardforklaringer?

  12. Christian Bjørnskov

    12. december 2011 at 12:22

    Det er nok et problem, at nogle af vores læsere ingen samfundsvidenskabelig træning har. Konservativ finanspolitik skal ikke forstås om konservativ i en politisk-ideologisk retning, men i den traditionelle: Botswana har balanceret budgettet år efter år. Og det fortæller udgiftstrykket dig altså intet om, ligesom Acemoglu heller ikke nævner det meget andet end som en forklaring på, hvorfor så mange andre afrikanske regimer hånligt kaldte landets regering for ‘a government of cattlemen’. Mht. deres administration valgte man at lade briterne sidde på deres poster – altså man smed dem ikke ud ved uafhængigheden – og cirka 25% er stadig besat af primært briter. Resten er uddannet af dem eller andre lignende steder. Derfor finder jeg det ret ukontroversielt at kalde det en overvejende britisk administration.
    Mht de store offentlige udgifter: Ja, mange af dem er brugt meget fornuftigt, men så heller ikke mere. Prøv f.eks. at se på de sammenlignelige tal fra Barro og Lee på uddannelse: Botswanas store uddannelsesudgifter har ikke rykket voldsomt meget i forhold til mange andre lande.

  13. Christoffer Bugge Harder

    13. december 2011 at 15:07

    Jeg skal gerne være den anden (eller den 3-4, inklusive min samfundsvidenskabeligt uddannede hustru + ditto bror) til at beklage min manglende indsigt i samfundsvidenskab. Men ifølge wikipedias side om “conservative fiscal policy/fiscal conservatism” handlede dette om:

    Fiscal conservatism is a political term used to describe a fiscal policy that advocates avoiding deficit spending. Fiscal conservatives often consider reduction of overall government spending and national debt as well as ensuring balanced budget of paramount importance.

    “Fiscal policy” er finanspolitik, ikke? Blot opklarende: Vil enhver samfundsfagsmand ved “konservativ finanspolitik” alene forstå balance på budgetterne – og kun dette?

    Og medmindre jeg (også) har misforstået “intervention” (en reel mulighed), siger det offentlige forbrug i % af BNP vanligvis en hel del om det offentliges indblanding i økonomien. Så er det ikke nogenlunde korrekt at sige, at Botswanas regeringer med det 4. højeste offentlige forbrug i Afrika (+ medejerskab i samtlige betydelige økonomiske sektorer) faktisk har haft ganske store interventionistiske ideer (uanset, hvor meget af æren for landets succes, man så ellers måtte tilskrive disse ideer)?

    Mht. uddannelse er jeg heller ikke helt sikker på, hvad du refererer til: Barro-Lees liste her for voksne “batswanaers” gennemsnitlige skolegang siger 6,3 år, hvilket er det højeste af alle afrikanske lande – og hvad angår udbyttet heraf, kan man som et umiddelbart nemt mål fremhæve, at analfabetismen blot er 17,1%; den femtelaveste i Afrika. Det er vel en ganske imponerende bedrift ifht., at langt over halvdelen var analfabeter ved selvstændigheden (bedømt ud fra, at omkring 80% over 15 aldrig havde gået i skole i 1965)?
    Det kan selvfølgelig være, at andre lande har taget lige så store og billigere spring, men det kan jeg ikke umiddelbart finde tal på.

    Endelig mht. Acemoglu: Jeg havde aldrig hørt om ham før, og jeg har ikke spor lyst (endsige kvalifikationer til) til at blande mig i det generelle slagsmål omkring hans koloniseringshypoteser. Men helt uanset, hvem der har ret i dette, forekommer det mig (igen), at Botswana hverken passer på Acemoglus eller Fails & Krieckhaus forklaringer? Den artikel om Botswana, jeg henviste til ovenfor, er et diskussionspapir specifikt om Botswana som et særtilfælde, og ikke hans åbenbart meget berømte og kritiserede QJE-artikel fra 2001, som dine kritikere angriber.

    Er stridens kerne ifht. Acemoglus generelle hypotese ikke den, at han hævder, at lande, der ikke oplevede euopæisk indvandring af betydning, blev udsat for udbytning, mens lande, hvor europæerne slog sig ned i stort tal, modsat oplevede en udbygning af privat ejendomsret + vækst? (mens hans kritikere påpeger, at det stort set kun gælder for de fire britiske kloner USA, Canada, Australien og Ny Zealand, hvor der stort set ingen indfødt befolkning er tilbage?

    Og Acemoglu & co. fremhævede i det ovenfor citerede Botswana-papir netop, at Botswana trods minimal europæisk bosættelse alligevel oplevede både udbygning af privat ejendomsret + vækst (og ingen udbytning). Og trods den manglende kolonisering, så der ikke som i Latinamerika opstod parallelsamfund af rige kolonister og fattige indfødte, er uligheden alligevel tårnhøj. Acemoglu & co. ser da nærmest ud til udtrykkeligt at anerkende, at dette land i hvert fald ikke passer på deres hypotese (helt uanset dens evt. generelle froklaringskraft) – eller på nogen anden standardforklaring.

    Tager jeg fejl her, må du meget gerne rette mig, men jeg kan ikke helt se, hvordan kontroversen mellem Acemoglu og Albuoy samt Fails & Krieckhaus er afgørende for det, vi har diskuteret omkring Botswana?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑