Gæsteindlæg: Derfor er skatter og afgifter destruktive

Jeg har i tidligere indlæg henvist til en glimrende og pædagogisk fremstilling af årsagerne til finanskrisen i 2008, skrevet af Nicklas Augustine. Nicklas studerer BSc in International Business på Copenhagen Business School og er “frimarkedstilhænger” med stor respekt for den østrigske skole som repræsenteret ved nutidige tænkere såsom Walter Block, Hans Hermann Hoppe og Robert Murphy. Nicklas har ydermere taget en del kurser på Mises Academy hos Ludwig von Mises Institute.

Derfor er skatter og afgifter destruktive

I disse hæmningsløse skatte- og afgiftstider er det på tide at huske på, hvad skatter og afgifter egentlig har af effekter for en økonomi. Skatter kan anskues og angribes fra flere vinkler og således vil enkelte tænkere fristes til at påpege, at ud fra en retfærdighedsbetragtning er og bliver skatteopkrævning at sidestille med tyveri, som Rothbard skriver [1]:

(..) there is no difference between the nature and effects of taxation and inflation on the one hand, and of robberies and counterfeiting on the other. Both intervene coercively in the market, to benefit one set of people at the expense of another set.

På samme ligefremme måde beskriver økonomen Jean Baptiste Say skatter hundrede år forinden: [2]

Where is the benefit of social institutions to an individual, whom they rob of an object of positive enjoyment or necessity in actual possessions, and offer nothing in return, but the participation in a remote and contingent good, which any man in his senses would reject with disdain?

Ikke desto mindre vil denne kortfattede tekst udelukkende se på hvordan alle skatter og afgifter ud fra fundamentale økonomiske indsigter basalt set er, med David Karsbøls ord, ”hæslige og destruktive”. [3] Ud fra helt grundlæggende økonomiske betragtninger er det afgørende at notere sig, at enhver opkrævet skat per definition forbruges efter statens forgodtbefindende, imens den opkrævede skat istedet kunne være lånt ud eller investeret i produktion af andre forbrugsgoder. Som økonomen Kel Kelly formulerer det: [4]

Every $1 not paid in taxes becomes $1.20 if left in the hands of its owners. If that same 1$ goes to the government through taxes and is consumed, it becomes $0. (…) Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.

Betragter vi skatterne ud fra et helt simpelt – hvad nogle ville kalde – mikroøkonomisk perspektiv, er det ganske problemfrit at vise, hvorledes enhver skat eller afgift destruerer velfærd for såvel forbrugeren som producenten af det beskattede gode. For at kunne forstå hvad der menes med at samfundet lider et velfærdstab ved indførelsen af en skat, skal vi kort stifte bekendtskab med fænomenet  forbrugeroverskud.

Forbrugeroverskuddet angiver hvor meget forbrugerne egentlig er villige til at betale for en given mængde, ud over det de faktisk betaler. Højden på efterspørgselskurven (D) viser således til en given mængde, hvad forbrugeren er villig til at betale. Dette beløb fratrukket
markedsprisen er således det overskud forbrugeren modtager, imens det totale overskud er det farvede område mellem markedsprisen og efterspørgselskurven.

Det er ganske simpelt at indse, hvordan forbruger-overskuddet fungerer. Koster en liter mælk 12 kroner i det lokale supermarked, kan du spørge dig selv, om denne pris vitterligt er den absolut højeste pris, du er villig til at betale. I vores eksempel koster en dunk  med 12 liter vand 3 kroner, men forbrugeren er faktisk villig til at betale 15 kroner for den første liter og opnår dermed et overskud på 11 kr. ved køb af den første liter.

Vi har således etableret en vigtig omend simpel indsigt i den gevinst, som forbrugerne oplever ved ethvert køb af et gode udbudt på markedet. Velfærdsgevinsten kan ligeledes påvises fra udbudssiden, og dette vil stå klart for læseren efter introduktionen af beskatningen er blevet beskrevet nedenfor. Bemærk at den følgende mikroøkonomiske gennemgang af, hvorledes skatter og afgifter destruerer velfærd, forudsætter et fuldkommen frit marked, men at samme resultat vil fremkomme ved monopol- eller oligopollignende tilstande! Bemærk desuden at vi af pædagogiske årsager i det følgende vil beskrive konsekvensen af en stykskat påført sælgeren, men at resultatet er nøjagtigt det samme ved skatter påført køberen!

Påføres sælgeren den omtalte skat på fx T = 10 enheder, vil udbudskurven løftes opad med nøjagtig T (=10) enheder, som vist i figuren til højre – fra S til S’. Ligevægtstilstanden  før skatten er således fundet i punktet (Q*,P*), men ved indførelsen af skatten falder mængden til Q*1, idet forbrugsprisen stiger til P*1. Det skal desuden bemærkes at forskellen mellem forbrugsprisen, P*1, og producentprisen, P*2, netop svarer til skatten.

Samfundet lider således et velfærdstab, idet ligevægts-mængden falder ved indførelsen af skatten, og tabet for forbrugerne er således det med orange markerede areal (vi mindes forbrugeroverskudskonceptet som tidligere beskrevet), imens et tilsvarende producentoverskud tabes (i figuren, arealet lige under forbrugsoverskuddet) – tabte overskud som snuppes af staten. Bemærk således det foruroligende velfærdstab: Trekanterne A + B forsvinder direkte som følge af skatten, og følgelig er dette det egentlige velfærdstab!

Udover at skatter, som påpeget af Rothbard [5], bevirker, at ressourceallokeringen i samfundet ikke længere vil forekomme på den mest effektive måde, og at et omfordelingsproblem pludselig opstår, bevirker enhver skat og afgift en direkte destruktion af velfærd (svarende til trekanterne A + B). Det forrykte er naturligvis, at denne destruerede velfærd ikke længere vil være tilgængelig i økonomien, og dermed taber både forbrugere og producenter på dette. For at gøre ondt værre påpegede Jean Baptiste Say desuden, at påføres skatterne et produkt, der fungerer som input i andre produktionsprocesser, vil udbuddet også her reduceres! [6]

Denne korte analyse af skatternes destruktive natur vil forhåbentlig blive læst af levebrødspolitikere, inden de vælger at lade økonomien lide unødigt af flere skatter og afgifter – for den interesserede læser kan det varmt anbefales at læse Murray Rothbards gennemgang af bestemte skattetypers virkning i  Binary Intervention: Taxation, i bogen Power and Market, som er tilgængelig på Mises Institute på mises.org/rothbard. [7]

Referencer og noter
De anvendte figurer er tilpasset og redigeret i forhold til Robert H. Franks originalfigurer i ”Microeconomics and Behavior”.

[1] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[2] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[3] http://www.180grader.dk/Oekonomi/david-b-karsboel-oekonom-alle-skatter-og-afgifter-er-haeslige-og-destruktive

[4] The case for legalizing capitalism af Kel Kelly (2010), side 57

[5] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[6] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[7] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

 

8 Comments

  1. “…bevirker enhver skat og afgift en direkte destruktion af velfærd…”

    Forkert! Et klassisk eksempel på en skat uden dødvægtstab er en kopskat, idet den ikke forvrider hverken incitamenter eller relative priser. Derudover vil der heller ikke være et dødvægtstab, hvis enten udbuddet eller efterspørgslen er perfekt inelastisk; der vil som ved kopskatten kun være tale om en omfordeling. Endeligt forudsætter din skatteanalyse, at der ikke er negative eksternaliteter i markedet, men den gemmer vi til en anden gang…

  2. Medtager ovenstående analyse ikke kun hvordan forbrugerne og producenterne taber velfærd pga. skatter? De indkrævede midler forbruges jo trods alt også på noget som i en eller anden grad har en værdi. F.eks. finansiering af skoler. Eller hvad?

  3. Hej JR.

    Du har ret i at de midler der indkræves bruges igen. Ingen politiker ved sine fulde fem vil have overskud på statens finanser, da han derved glemmer at lefle for nogle vælgere og risikere at miste genvalget.

    Til sagen: Når staten går ud og bruger penge, bruger den dem på den værst tænkelige måde. Det er ikke statens egne penge der bruges, og de bruges på andre. Man har derved mindst muligt incitament til at få noget for pengene samtidig med man er knapt så interesseret i hvad prisen for varen er.

    Bruger du penge på dig selv, vil du have mest muligt for pengene, og bruge færrest muligt.

    Derfor er det nemmere at lade folk beholde og prioritere deres egne penge.

    Det er også bedre at lade flere mennesker tage et utal af bitte små beslutninger med egne prioriteter i tankerne, end lade en “folkevalgt” politiker tage kæmpestore beslutninger på alles vegne. Politikeren har ganske enkelt ingen chance for at kunne påvirke alle så positivt som muligt, og slet ikke tage højde for de forskellige krav der er til en hvilken som helst vare.

  4. Nicklas Augustine

    20. december 2011 at 16:47

    @Erik Kofoed
    Korrekt! Dog er dette udeladt, idet perfekt inelasticitet aldrig vil forekomme. Af samme grund har jeg ikke inddraget giffen goods. Angående en kopskat så vil det stadigvæk have de benævnte negative effekter, hvorfor økonomien stilles dårligere. Jeg kan anbefale den mere uddybende artikel “The Myth of Neutral Taxation” af Rothbard under afsnittet “The Equal Tax” som kan findes her: http://www.lewrockwell.com/rothbard/rothbard36.html. Vi kommer ikke umiddelbart uden, om at økonomien igen taber på indførelsen, omend jeg er tilbøjelig til at give dig ret i at “dødvægstab” i begrebets egentlige definition undgås (har du er i besiddelse af en model der viser dette, så smid den venligst op), men at det ikke nødvendigvis godtgør for det følgende tab som følge af distributionen og som på ingen måde imødekommer Kel Kellys pointe.

    @JR
    Udover de glimrende pointer Uffe påpeger, så kommer vi stadigvæk ikke udenom den økonomiske jernlov som fremsat af Kel Kelly i denne artikel. Pointerne, som også Uffe fremfører, er beskrevet i samme link som sendt til E. Kofoed. Læs især under afnsittet “J.B. Say on Taxation”, hvor det fremgår at “As Say points out: “The government exacts from a taxpayer the payment of a given tax in the shape of money. To meet this demand, the taxpayer exchanges part of the products at his disposal for coin, which he pays to the tax-gatherers.” Eventually, the government spends the money on its own needs, and so “in the end .. . this value is consumed; and then the portion of wealth, which passes from the hands of the taxpayer into those of the tax-gatherer, is destroyed and annihilated.” Were it not for taxes, the taxpayer would have spent his money on his own consumption. As it is, “The state … enjoys the satisfaction resulting from the consumption.””

  5. Perfekt inelasticitet kan sagtens forekomme (specielt på udbudssiden), hvis der af rent fysiske årsager er en fast mængde af et givent gode. Det kunne eksempelvis være billetter til Super Bowl eller lign. sportskampe, hvor antallet er sæder er fast og derfor ikke afhængig af prisen.

    Kopskatter giver ikke noget dødvægtstab. Det er ret simpelt at vise i et diagram, da man blot skal undlade at indtegne de nye kurver med skatterne. Rothbards artikel siger ikke specielt meget, men den lider som sædvanligt af, at han pr. definition ikke vil anerkende et begreb som ‘offentligt gode’. Hvis en skat f.eks. bliver pålagt et marked for at betale for – say – nationalt forsvar, kan det sagtens give en samlet nyttestigning i samfundet. Verden er desværre ikke så sort/hvid, som mange østrigere gerne vil gøre den.

  6. Nicklas Augustine

    21. december 2011 at 19:46

    Angående perfekt inelasticitet er det et udmærket eksempel, men forudsætter dog igen, at forbrugerne aftager produktet, uagtet om Super Bowl billetten koster 100 eller 100.000 kr. Derudover kommer vi ikke udenom de af Kel Kelly omtalte effekter, som gør sig gældende for enhver skat og som dermed alligevel er destruerende, omend dødvægtstab ikke ville kunne illustreres.

    Rothbards verdenssyn og måde at argumentere på har sine fordele og ulemper, og østrigerne ville uden tvivl også kritisere min måde at udregne forbrugeroverskuddet bl.a. qua antagelserne om, at det er muligt at deducere værdier ud fra præferencer, der jo rent faktisk ikke forekommer på baggrund af egentlige handlinger samt at penge problemfrit kan benyttes som en stabil måde at måle subjektive værdier. Og det er netop her, at jeg finder østrigerne interessante, de fører vigtig kritik af af mainstream-Harvard økonomers verdenssyn. Dit eksempel med offentlige goder er således på ingen måde problemfrit. Østrigerne har tidligere påpeget, at generelt om “offentlige goder” gælder bl.a. at vi aldrig kan finde ‘optimale’ producerede mængder, samt at der teoretisk set intet overhovedet taler for, at staten fremfor private skulle udbyde goderne .

    Ikke desto mindre takker jeg for den saglige kritik.

  7. @Uffe: Helt enig. Min pointe er da også bare, at statens forbrug ikke er 100% spild og slet ingen nytteværdi har for befolkningen som det antages i indlægget. Den præmis køber jeg ganske enkelt ikke.

    Eller sagt på en anden måde: “Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.” kan jeg ikke se gyldigheden af. Det er jo f.eks. ikke sådan, at offentligt ansatte ingen pensionsopsparing har. Eller at investeringer i offentlig infrastruktur er helt uden betydning for produktiviteten i samfundet.

    @Nicklas Augustine: Som nævnt ovenfor er jeg ikke overbevist om din påstand om, at skatteopkrævede penge altid forsvinder uden at gøre nytte. Kan du ikke forklare det lidt nærmere (jeg har læst de passager du henviser til, men de kommer heller ikke med solide argumenter for dette – men påstår det blot)?

  8. Nicklas Augustine

    23. december 2011 at 12:55

    Jeg forstår din kritik som: De af staten opkrævede midler vil ikke være totalt nytteløse.

    Dette vil jeg naturligvis ikke bestride, idet midlerne trods alt benyttes og ikke blot brændes (hvilket dog også ville have nyttige effekter). Argumentet er i højere grad at a) staten kan ikke benytte pengene ligeså godt som borgerne. Både ud fra de af Uffe benævnte årsager, men ligeledes fordi det er logisk umuligt, idet forbrugerne jo alligevel ville have købt godet, hvis det ville give samme nytte, b) indlæggets vigtigste pointe – at et velfærdstab forekommer i form af trekanterne A + B grundet faktummet, at der produceres mindre, som følge af skatten uagtet at staten benytter pengene “fornuftigt” efterfølgende. Det tabte velfærd kan således på ingen måde genvindes – pointen fra a) betyder udelukkende at staten, hvis den geninvesterer pengene “nyttigt”, vil kunne minimere tabet af værdien svarende til figurens to rektangler – dette har ingen betydning for den allerede tabte velfærd.

    Det sidste jeg vil uddybe er c) Kel Kellys pointe, som jeg kan forstå kan virke svær at indse: At forbrug, i modsætning til opsparing, ikke er værdiskabende. Det vil kræve et helt nyt blogindlæg at beskrive dette ordentligt, og jeg har fuld forståelse for, at det kan virke kontraintuitivt især i disse Krugman-tider, hvor man dagligt udsættes for statements såsom “vi skal forbruge os ud af krisen”. Men alt i alt er moralen blot, at skatten – når den udgøres af penge, som i sidste ende i stedet ville være gået til opsparing – dræner produktiv kapital. Lad mig henvise dig til den reference, jeg har inddraget i mit indlæg – nr. 2 + 6 – og læs her afsnittet “TAX EFFECTS ON CAPITAL”.

    Det er på baggrund af disse tre argumenter, at man kan udlede konklusionen: Enhver skat og afgift må nødvendigvis være destruktiv. Dermed ikke sagt at de opkrævede penge aldrig vil kunne genskabe noget af den tabte velfærd – husk at det er trekanterne A + B, der er interessante. Jeg håber at ovenstående på tilfredsstillende måde kommer omkring dit spørgsmål..

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑