Europæisk kreditværdighed

I fredags kom de nye ratings på kreditværdighed fra Standard’s & Poor. Det kom ikke just som et chok, men dele af EU-systemet reagerede alligevel med officiel vantro. Ni eurolande blev nedgraderet: Spanien, Frankrig, Malta, Italien, Østrig, Portugal, Cypern, Slovenien og Slovakiet. Cypern, Italien og Portugal rykkede endda to ratings ned. Den officielle vantro fokuseredes dog på, at Frankrig mistede sin triple-A-rating, så et af de bærende eurolande nu ikke længere ligger i superligaen, men sammen med USA.

Som en public service viser vi nedenfor ratings fra både Standard’s & Poor og Fitch; bemærk at nogle af forskelle skyldes, at Fitch ikke har opdateret deres ratings endnu. En anden service er ret simpel information. Eurozonens medlemslande uden en kommunistisk fortid har nu en gennemsnitsrating på A+ (A hvis man tæller Grækenland med). De ’almindelige’ EU-lande, der stadig står udenfor euroen, har alle en rating på AAA – dvs. den perfekte score. Ultimo december var gennemsnitsrenten på en tiårig statsobligation i eurozonens almindelige medlemslande på 5 % (6,2 % hvis man tæller grækerns 21,1 % med). De almindelige udenfor zonen kan derimod refinansiere deres tiårige til en gennemsnitsrente på bare 1,9 %. Hvis den slags tal ikke fortæller en historie om en fælles valuta i svære vanskeligheder, ved jeg ikke hvilke tal, der vil.

5 thoughts on “Europæisk kreditværdighed

  1. Niels A Nielsen

    Ja, hvor længe mon pinen vil blive trukket ud? Og hvem er det, der kommer til at sige: Nej, hertil og ikke længere, vi agter ikke at bringe flere ofre på utopiens alter.
    .
    Er det et eller flere lande med de stærkere økonomier, der vil sige fra overfor enorme og permanente overførsler af kapital til de svagere lande? Sådanne overførsler (ikke bare lån) vil nemlig hurtigt vise sig at være nødvendige for at den sociale opløsning ikke skal blive helt ødelæggende i disse lande.
    .
    Eller bliver det mon et af de økonomisk svagere lande der efter måske endnu en statsbankerot (efter Grækenland) og tab af al national værdighed insisterer på at blive økonomisk herre i sit eget hus og vender tilbage til sin egen valuta?
    .
    EU-ideologerne og deres klakører vil helt sikkert gøre alt i den nærmeste fremtid for at videreføre utopien, for de nok mere end aner, at skulle et eller flere af de ramte lande have held til at forlade Euroen, vil disse lande genvinde deres konkurrenceevne og ret hurtigt komme økonomisk på fode igen og dermed komme til at stå som modeller for andre. Det er blevet sagt af tilhængerne af EU, at projektet er som at køre en cykel: Hvis det ikke skrider fremad, vælter projektet. Det har de nok lykkeligvis ret i.
    .
    Jeg længes efter, at et pragmatisk samarbejde imellem de europæiske lande afløser utopiske luftkasteller, der er i færd med at ødelægge dette lille fantastiske og brogede kontinent.

    Svar
  2. P.e.d.e..r..O..B.i.s.g.a.a.r..d

    Tak til Christian Bear-forest for en rigtig god Gennemgang af Eurozonens Vanskeligheder og for et godt Skema. Akkurat i gaar blev jeg for første Gang klar over at vi allerede i 1988 havde en såkaldt “Internal Devaluation” – og jeg oprettede en Side om det på mit efterhånden omfattende Website, som I kan se ved at trykke på mit Navn.

    Danmarks ‘Interne Devaluering’ i 1988
    Det er ingen ringere end Nationalbankens assisterende Direktør (), <i<Peter Birch Sørensen som i et Foredrag (hvis Powerpoint-slides er gengivet på min side ) åbent indrømmer at Danmark havde en saakaldt ‘Internal Devaluation’ i 1988 – sikkert uvidende om hvorledes Folk som jeg vil ivrigt vil gribe om denne Indrømmelse. For det betyder jo at disse Folk er parat til at gøre det igen, og maaske allerede gør det. Det er noget som der ingen Diskussion er om, hvilket fra et demokrtatisk Synspunkt er foruroligende. Der var heller ingen Diskussion dengang i 1988. men jeg husker at jeg selv undrede mig — over at Nedskæringerne skulle være nødvendige og over den Syv Aar lange Stagnationsperiode 1986-93. Det viser sig at det jo slet ikke var nødvendigt, og at hvis vi havde haft en flydende Valuta som Norge, Sverige, UK og USA havde og har, så ville det ikke have taget os syv (7) Aar at komme igennem. Jeg ærgrer mig over at jeg dengang slugte bl.a Poul Schlüters Forklaringer, og at jeg endog drog Sammenligninger med Biblens Beretninger om 7 magre og syv fede Aar (!). Det irriterer mig MEGET at jeg hoppede på det. Men nu er jeg heldigvis blevet klogere og forstår at det hele var menneskeskabt og at Stagnationsperioden IKKE ville have varet syv (7) Aar, hvis vi ligesom Norge, Sverige, UK og USA havde haft en flydende Valuta.

    Jeg er blot ‘an ordinary Guy’, men er bleven led og ked ved sådan som vore Beslutningstagere har ført os bag Lyset siden 1982.

    Det har taget mig omkring et Aar at sætte mig ind i disse Ting – og mit Skøn er at helt op til 95 % af Befolkningen kan være uvidende om den Skade som Fastkurspolitikken har gjort på vort Land. Det er naturligvis noget som de Beslutningstagere som går ind for Fastkurspolitikken er klar over og i deres stille Sind godter sig over.

    Jag forsøger saa godt jeg kan at forklare folk — i enkle Ord — om Sammenhængen – men det ER altså indviklede Sager. Bare sådan en Ting som mit Skema som skal viser hvorledes D-mark og Yen blev opskrevet i 1985 , og Kurven saa gaar ned [fordi DEM/USD bliver mindre) er noget som erfaringsmæssigt får mange ellers rimeligt oplyste Folk til at stå af. Der kræves en vis Træning ud i Valutakurser at forstå det..

    Svar
  3. P.e.d.e..r..O..B.i.s.g.a.a.r..d

    Som Krugman siger, så var der ikke noget overraskende i nedgraderingen. Hvad der derimod var en lille smule overraskende, var Standard & Poor’s begrundelse for det – noget som de fleste nyheds-medier forbigik i tavshed:

    We also believe that the agreement [the latest euro rescue plan] is predicated on only a partial recognition of the source of the crisis: that the current financial turmoil stems primarily from fiscal profligacy at the periphery of the eurozone. In our view, however, the financial problems facing the eurozone are as much a consequence of rising external imbalances and divergences in competitiveness between the EMU’s core and the so-called “periphery”. As such, we believe that a reform process based on a pillar of fiscal austerity alone risks becoming self-defeating, as domestic demand falls in line with consumers’ rising concerns about job security and disposable incomes, eroding national tax revenues.

    I min oversættelse:

    Vi er ydermere af den opfattelse at aftalen [den seneste redningsplan for euroen] baserer sig på kun en delvis anerkendelse af kilden til krisen, nemlig at den nuværende finans-uro primært herstammer fra fiskal uansvarlighed i periferien af eurolandene. Efter vores opfattelse er de finansielle problemer som eurozonen står over for i lige så høj grad en konsekvens af stigende betalingsbalance-forskelle og forskelle i konkurrence-kraft mellem ØMU’ens kerne og den såkaldte “periferi”. Det følger heraf, at vi er af den formening at en reform-proces som alene baserer sig på en pille af hårde nedskæringer risikerer at blive self-defeating, efterhånden som det hjemlige forbrug falder i takt med forbrugernes stigende bekymring om job-sikkerhed og rådighedsbeløb, hvilket i sin tur eroderer landenes skatte-grundlag.

    Svar
  4. P.e.d.e..r...O...B.i.s.g.a.a.r..d

    THE TELEGRAPH – Debt crisis live kl. 06.50 BST
    US economist Joseph Stiglitz has compared EU austerity with medieval bloodletting – the patient almost certainly dies. He also warned that European governments have signed a “mutual suicide pact” by imposing the austerity plans

    Austerity as the solution is just wrong. There won’t be a return to confidence – quite the contrary. So the direction Europe is going is unfortunately, I think, the wrong direction.

    .

    Svar
  5. Niels A Nielsen

    Flydende valutakurser giver devaluerende lande en ufortjent konkurrencefordel siges det. De er “free riders”, siges det. Men herregud, kan de revaluerende lande ikke købe de nu billigere varer i de devaluerende lande? Gavner det ikke de revaluerende lande, at de devaluerende lande oplever ny fremgang og optimisme i stedet for at blive fastlåst i økonomisk stagnation, enorm arbejdsløshed og folkelig depression?

    Og er det mon når alt kommer til alt ikke bedre at give de nødlidende lande hjælp i form af denne “ufortjente” konkurrencefordel, så de kan arbejde sig op ved egen kraft, i stedet for, at de uværdigt og skamfuldt må støttes og hjælpes på ubestemt tid?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.