Gæsteindlæg – Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

Libertas har lige udsendt det 51. nummer af selskabets tidskrift af samme navn. Temaet har denne gang været den østrigske skole. De af bloggens læsere som er medlem af Libertas skulle gerne have modtaget tidskriftet med posten, eller også er det lige på trapperne.

I den anledning bringer vi her et gæsteindlæg af Nicklas Augustine, som tidligere har haft indlæg på denne blog.

 

Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

There can never be a scarcity of currency except when there is too much of it
William Graham Sumner, 1890

Den østrigske skole har fået meget opmærksomhed den senere tid. Flere har fået øjnene op for østrigske økonomer, idet disse succesfuldt har kunne beskrive tidligere og nutidige økonomiske boblers anatomi. Således påpegede Ludwig von Mises og F.A. Hayek uholdbarheden ved den monetære politik, der forårsagede 1930’ernes depression, ligesom moderne østrigere såsom Bob Murphy, Peter Shiff, Mark Thornton og Frank Shostak har beskrevet både It- og boligboblen i forrige årti ved brug af den østrigske konjunkturteori (Austrian Business Cycle Theory eller ABCT). [1] Mest mærkbart har præsidentkandidat Ron Paul formået at fremlægge og udbrede ”østrigske” synspunkter i forbindelse med sit  præsidentkandidatur.

Opmærksomheden er ligeledes reflekteret i den tiltagende interesse for skolen i Danmark. Senest har man i Tidsskriftet Libertas dedikeret en udgivelse alene til østrigske tanker. Heri  blev skolen og dets  markante videnskabelige bedrifter sat under kritisk behandling, og for de der ikke holder tidsskriftet, kan det oplyses, at dette i særdeleshed gik ud over den østrigske konjunkturteori.

I denne korte artikel tilbagevises de af Erik Kofoed fremlagte kritikpunkter af ABCT – som monetaristen Lars Christensen i øvrigt synes at dele – relateret til den østrigske konjunkturteori. Efter en indledningsvis ganske kort beskrivelse af ABCT fremlægges kritikpunkterne, som herefter tilbagevises. For de med et større kendskab til østrigsk økonomi vil der intet betydeligt overraskende være at finde i min tilbagevisning af krikpunkterne – økonomer såsom Bob Muprhy, Frank Shostak og Roger Garrison mfl. har allerede, omend mere fragmenteret, imødekommet de af kritikerne påståede problemer ved ABCT.

Østrigsk konjunkturteori – kan man gøre sten til brød?
F.A. Hayek interesserede sig særligt for de mekanismer, der koordinerer det markedsøkonomiske system, hvoraf prismekanismen spiller en afgørende rolle. Priser er dynamiske mekanismer indeholdende værdifulde informationer, som konstant signaleres og udbredes til markedsaktørerne. Hayek skriver: [2]

the basic function of economics was to explain the process of how human activity adapted itself to data about which it had no information. Thus the whole economic order rested on the fact that by using prices as a guide, or as signals, we were led to serve the demands and enlist the powers and capacities of people of whom we knew nothing. It was because we had relied on a system which we had never understood and which we had never designed that we had been able to produce the wealth to sustain an enormous increase in the world’s population…

En af de vigtigste mekanismer i en markedsøkonomi er renter. Renten (r) som værende ækvilibrerende i markedet for lånbare midler (LF) – opsaringer (S) er udbuddet af lånbare midler og investeringer (I) efterspørgslen [3] – er et alment accepteret økonomisk forhold. Dette danner et udmærket grundlag for forståelsen af den særlige østrigske indsigt af koordinationen i markedsprocessen.  Markedsrenten fastsættes på baggrund af markedsaktørernes tidspræferencer – millioner af subjektive aktørers vurderinger af værdien af nutidigt henholdsvis fremtidigt forbrug. Intet menneske lever evigt, hvorfor nutidigt snarere end fremtidigt forbrug foretrækkes, og dermed repræsenterer renten den påkrævede kompensation for istedet at vente på et fremtidigt gode.

På baggrund af denne forståelse kan vi forsøge at undersøge konsekvenserne af naturligt i modsætning til kunstigt frembragte forandringer i dette marked. Vi forestiller os at markedsaktørerne øger sparsommeligheden, hvorved præferencer skubbes fra nutidigt til fremtidigt forbrug. Dette øger udbuddet af lånbare midler, sænker renten fra r* til r’ hvilket igen øger mængden af investeringer – skiftet fra A til B konstituerer et sundt skifte i markedet med sund vækst til følge – hvad Roger W. Garrison betegner savings-induced growth. [4]

I modsætning til dette beskriver Roger W. Garrison desuden hvad han kalder credit-induced-boom. Øger centralbanken udbuddet af lånbare midler (fra S til S + ΔMS), uden at dette afspejler et reelt skifte i markedsaktørernes tidspræferencer, har vi således istedet en situation hvor, med Roger W. Garrisons ord [5], ”the central bank has simply inflated the supply of loanable funds by injecting new money into credit markets”. Renten falder (fra r* til r’), og entreprenører får igen et klart signal fra markedet om, at der for det første tilsyneladende er foregået et skifte i forbrugernes præferencer og for det andet, at (i særdeleshed langsigtede) projekter nu er profitable investeringsobjekter. Bemærk således at imens investeringer stiger, falder mængden af reelt opsparede midler – den resterende forskel udgøres af hvad østrigere kalder forced savings. [6]

Ved en sådan fremgangsmåde og ved at huske på at renten faciliterer ”koordinationen af produktion gennem tid” [7], har vi således beskrevet fundamentet for forståelsen af østrigsk konjunkturteori. [8] Efter en periode med fejl- og overinvesteringer må boblen korrigeres qua reetablerede forbrugerpræferencer, hvorfor en krise – recession eller depression – skal ses som værende udtryk for en justeringsproces, hvorved fejl og spild korrigeres. Mises påpeger, at stik imod Keynes’ messianiske beskrivelser har pengeudvidelser ikke den mirakuløse effekt at kunne skabe brød af sten. [9] På trods af at denne inflationære illusion kan være svært gennemskuelig i en moderne og kompleks økonomi må den nødvendigvis ophøre før eller siden. Nogle østrigere vælger at illustrere illusionen igennem den berømte og berygtede metodiske fremgangsmåde Crusoe Economics, hvor en simpel verden opstilles, hvorfra det tydeligere ses, hvorledes uholdbare henholdsvis holdbare økonomiske udviklinger foregår. [10]

Vi har nu etableret en grundlæggende forståelse for østrigsk konjukturteori og kan forsøge at tilbagevise de føromtalte kritikpunkter som fremlagt i Tidsskriftet Libertas’ seneste udgivelse. [11]

Entreprenøren – når det ikke er nok at være alvidende
Erik Kofoed spørger i forlængelse af Gordon Tullock og Bryan Caplans kritik, hvordan det kan være at entreprenører ”som ellers er i stand til nogenlunde at forudsige den markedsmæssige udvikling på alle andre parametre, ikke i stand til at indse at renten vil stige i fremtiden?” [12]

Entreprenører [13] spiller en afgørende rolle hos den østrigske skole, og det påpeges således at markedsprocessen reflekteres i disækvilibrium – entreprenører opererer på baggrund af forventninger til fremtidige priskonstellationer. Monetære kalkulationer baseres på en forståelse af de nuværende relative priser, men herudover tilføjer Mises en psykologisk forståelse hos entreprenørerne af andre markedsaktørers handlinger – en såkaldt thymological knowledge. [14] Profit afspejler dermed entreprenørens evne til nøjagtigt at kombinere forståelsen af priser og menneskelig handlen. Steven Horwitz præciserer: [15]

The use of monetary calculation is the way in which actors attempt to overcome the immense epistemic problem they face in sorting out which production processes are economically rational in a world of heterogeneous capital goods. Equilibrium models assume such problems have already been solved, while the entrepreneurial discovery process view of the Austrians attempts to explain how we ever solve them.

De inflationære processer som beskrevet i forrige afsnit har således en direkte negativ effekt på aktørernes kalkulationer og succes hermed. Der tilføres yderligere epistemologiske byrder på aktørerne, og idet produktionsbeslutninger besværliggøres, undermineres entreprenørernes kalkulationer.  Man kunne undres over, hvorfor entreprenører i en moderne verden ikke blot benyttede sig af diverse prisindekser for i det mindste at få en idé om omfanget af de inflationære effekter – denne indsigelse har ingen værdi, idet et prisindeks alene siger noget om gennemsnitlige prisændringer og intet afslører om de for entreprenøren vigtige oplysninger om relative priser i netop hans industri.

To argumenter fremføres ofte af østrigerne imod den af Erik Kofoed fremførte kritik. For det første vil det være forkert at betegne entreprenører som ”irrationelle”, idet selvom de besad en perfekt forståelse for hvorledes cyklussen udvikledes, ingen chance ville have for at vide om et tilbudt lån stammede fra oprigtig opsparing i samfundet eller skabt af en bank ex nihilo – de ville naturligvis tage imod lånet, såfremt de så en mulighed for at tjene profit på egne investeringer inden krisen trådte ind. [16] I forlængelse heraf er det vigtigt at huske på, at selvom nogle entreprenører i lyset af indsigten om cyklussens eksistens afstår  fra at tage imod lån, vil de alligevel udfordres og presses af mere hensynsløse entreprenører, der ikke afstår fra at tage imod lånene. På den måde straffes de besindige entreprenører alligevel ved eksempelvis dyrere  produktionsfaktorer.

For det andet overser kritikerne at ingen rent faktisk ved, hvad den rigtige rente bør være. Hele rationalet bag det at have et marked er jo netop, at ingen besidder den viden. Læg dertil at nogle entreprenører formentlig godt ville kunne gennemskue, hvad den rigtige markedsrente ville være, hvis vi forestiller os, at vi går fra en frimarkedstilstand til en situation, hvor der interveneres i økonomien. Desværre er dette langt fra tilfældet! Centralbanksystemet intervenerer konstant i markedet, hvorfor det er umuligt at sige, hvornår markedsrenten sidst blev etableret, som Gene Callahan skriver: [17]

Entrepreneurs are in a similar situation vis-à-vis the central bank and the rate of interest as it might have been on an unhampered market. When, exactly, could we point to a time when we saw that rate on the market? The Fed is always intervening, attempting to establish some rate. We might assume that, at least some of the time, the Fed-influenced rate has been close to the market rate, but how do we know at which times? … Fed watchers might be able to tell entrepreneurs that the Fed is easing. But is it easing toward the market rate of interest from some level above it, or further past the market rate from some level already below it? The idea that entrepreneurs are committing significant errors by not somehow divining where the rate ought to be is to criticize them for lacking superhuman capacities.

Ikke nok med at entreprenører således skal operere i en tåge af årtiers interventioner, er de nødsaget til at forsøge at forudse fremtidige monetære situationer, altimens centralbanker ligeledes med sofistikerede statistikker ændrer deres politikker i forhold til, hvordan entreprenører opfører sig. [18] Følgelig er kritikken ganske forfejlet, og fordelen ved markedet er netop, at entreprenører ikke behøver at besidde al mulig og umulig viden, andet end de markedspriser han konfronteres med i den lille del af markedet, hvor aktøren opererer.

Forbrugsgoder og arbejdsløshed
Afslutningsvis fremfører Erik Kofoed på baggrund af Caplan den anden og sidste kritik af ABCT ,da de siger at i lavkonjukturer, såfremt ”en kunstig lav rente har medført en relativ underinvestering i kapital til forbrugsgoder, bør priser og mængden af arbejdskraft i denne sektor så ikke netop stige?”. Forbrugsgoder burde således opleve et boom i løbet af depressioner og ”omvendt bør det vel også være tilfældet, at beskæftigelsen midlertidigt falder, mens det påståede misforhold opbygges?”.

En lignende kritik blev fremført af Paul Krugman [19] og det er først og fremmest afgørende at notere sig vigtigheden af østrigernes forståelse af kapital. Det er nemlig muligt at både industrien for forbrugs- og kapitalgoder oplever et boom, da husholdninger også tiltrækkes af de lavere renter – der er således tale om ’eating of the seed corn’ fænomenet. [20] De uholdbare udvidelser i de lånbare midler skabt ex nihilo, som tidligere beskrevet, er med til at bære den kortsigtede vækst i økonomien, men når krisen indtræffer er pengene forspildt, og det følger således på ingen måde, at der nødvendigvis må opstå et boom i mængden af forbrugsgoder, omend en stigning i relative priser ift. kapitalgoder indtræffer. Ved kollapset af industrien for kapitalgoder og kapitalinvesteringer kan folk ændre forbrug, men intet taler for at dette nødvendigvis må finde sted. Vi kan desuden forestille os, at man i stedet ved en monetær kontraktion, credit crunch, bevirker at investeringsopsvinget istedet udlignes i en reverseringsproces. [21]

Den anden del af kritikken drejer sig om beskæftigelsen  i løbet af opgangsperioden.  For at indse at der ikke behøver at foregå et fald i beskæftigelsen, imens ”det påståede misforhold opbygges”, kan vi forestille os det følgende eksempel, som meget fint beskriver, hvorfor det på ingen måde nødvendigvis bør forventes, at beskæftigelsen falder i løbet af boblens skabelse: [22]

Suppose we start in an original equilibrium position, where unemployment is at the “natural” rate, reflecting the normal turnover of workers as some businesses fail, etc. Then a $100 billion in crisp new bills is printed, and handed out to bankers. The banks lend the new money to employers, who enter the labor market with the fresh wads of cash in their pockets. Armed with the money that was just created out of thin air, the employers bid up wage rates. Seeing the higher pay, many workers quit their current jobs and take new positions in the expanding sectors. Also, some previously unemployed workers end their job search and take positions with the employers who got their hands on the new $100 billion. There is no reason for unemployment to go up in the scenario just described

Ydermere kan det fordelagtigt bemærkes, at i modsætning til Krugmans syn på årsager til arbejdsløshed, vil man i Mises og Hayeks perspektiv operere med fuld kompatibilitet mellem fuld beskæftigelse og en likvideringsproces af fejlinvesteringer, idet arbejdsløshed primært skyldes at arbejdsmarkedet ikke får lov til at cleare. [23]

Igen må vi blankt afvise de kritiske røster, idet de ikke formår at skabe en grundlæggende tvivl ved den østrigske konjunkturteori.

Tid til fornyelse
Den østrigske konjunkturteori forsøger at addressere de fundamentale karakteristika, der ofte finder sted ved en cyklus’ forløb. Det værende en pludselig cluster of errors, en tendens til at kapital-industrier i højere grad fluktuerer end ved forbrugsgoder, og at der tilsyneladende forekommer en vækst i pengemængden i løbet af boomet samt generelt – omend ikke universelt – en kontraktion eller fald i pengemængden i løbet af krisen. [24]

Teorien har vist sig at være ganske glimrende i forhold til at beskrive historiske cyklusser [25] og når en teori ”som burde være diamanten i smykkeskrinet” og som ”først blev udviklet af von Mises for 100 år siden” og ikke har ”ændret sig nævneværdigt siden” stadigvæk – med flere generationer af økonomer imod sig – endnu må siges at besvare de fundamentale spørgsmål om, hvordan bobler skabes, og som endog synes at have god sammenhæng med empiriske undersøgelser, ja, så er det mærkværdigt, at mainstreamøkonomer stædigt fastholder afstanden til østrigsk konjunkturteori – konsekvensen må istedet være at mainstreamøkonomerne overvejer at forny sig eller helt inkorporere de østrigske tanker i deres egen forståelse af økonomiske cyklusser.

 

Noter
Figur (lonable funds) tilpasset ift. Thorsten Polleits fra Symptoms of the Credit Crisis, mises.org/daily/2810

[1] Walter Block har kompileret en glimrende liste med succesfulde anvendelser af ABCT igennem tiderne, se  Austrian Economists Predicted the Housing Bubble, http://www.campaignforliberty.org/node/12362

[2] The Moral Imperative of the Market af Friedrich A. Hayek, http://mises.org/daily/5193

[3] Se bl.a. N. Gregory Mankiws Macroeconomics (European Edition) p. 82

[4] The Austrian Theory of the Trade Cycle af Roger W. Garrison, se http://mises.org/tradcycl/theorsum.asp

[5] Ibid.

[6] For uddybende forklaring kan Roger W. Garrisons Overconsumption and Forced Savings med fordel læses, se http://www.auburn.edu/~garriro/strigl.htm, eller Money, Bank Credit and Economic Cycles af J. Huerta de Soto, p. 409 – 413.

[7] Se Thorbjørn Rønjes fine beskrivelse af ABCT i artiklen Det Keynesianske slutspil – Hyperstagflationens boulevard: http://www.180grader.dk/Oekonomi/det-keynesianske-slutspil-%E2%80%93-hyperstagflationens-boulevard

[8] Bemærk at effekterne af ekspansionen i pengemængden forstærkes af det fraktionelle reserve system, for en glimrende fremstilling af forskellige østrigeres kritik heraf se http://wiki.mises.org/wiki/Criticism_of_fractional_reserve_banking

[9] Se Human Action af Ludwig von Mises, p. 572 (http://mises.org/books/humanaction.pdf) eller Stones into Bread: The Keynesian Miracle af Ludwig von Mises, http://mises.org/daily/1840

[10] For at se en glimrende anvendelse af Crusoe Economics se Hans-Hermann Hoppe i Economic Crisis: How to Cause Them and How to Make Them Worse, http://youtu.be/rX_UbS6alxc. En mere pædagogisk fremstilling er desuden at finde i Robert P. Murphys Lessons for the Young Economist, p. 361 – 374, se http://mises.org/books/lessons_for_the_young_economist_murphy.pdf. Illusionen kan dog forlænges ved capital consumption, hvorved boomet forlænges med både større produktion af forbrugs- og kapitalgoder, idet entreprenører kan ignorere vedligeholdesen af det eksisterende kapitalapparat – se Bob Murphys glimrende artikel, The Importance of Capital Theory, om dette på http://mises.org/daily/3155.

[11] Den østrigske skole, Libertas, februar 2012 (nr. 51)

[12] Ibid., p. 10

[13] For at undgå misforståelser definerer J. Huerta de Soto entreprenøren således: ”An entrepreneur is any human actor who performs each of his actions with shrewdness, remains alert to the opportunities for subjective profit which arise in his environment and tries to act so as to take advantage”, se Money, Bank Credit and Economic Cycles, p. 421.

[14] Microfoundations and Macroeconomics: An Austrian Perspective af Steven Horwitz, p. 118

[15] Ibid.

[16] Money, Bank Credit and Economic Cycles af J. Huerta de Soto, p. 422

[17] Times Are Hard: On the Causes of the Business Cycle af Gene Callahan, http://mises.org/daily/2121, omtalt i Why Don’t Entrepreneurs Outsmart the Business Cycle? af Brian J. Stanley, http://mises.org/daily/2673

[18] Why Don’t Entrepreneurs Outsmart the Business Cycle? af Brian J. Stanley, http://mises.org/daily/2673

[19] Hangover Theory af Paul Krugman, http://www.slate.com/articles/business/the_dismal_science/1998/12/the_hangover_theory.html

[20] Se note 9 samt Bob Murphys My Reply to Krugman on Austrian Business-Cycle Theory, http://mises.org/daily/4993 – sidstnævnte har desuden et fint afsnit hvor Bob Murphy viser ABCT’s kompatibilietet med empirisk data ved den seneste krise

[21] Hangover Theory: How Paul Krugman Has Misconceived Austrian Theory af David Gordon, http://mises.org/daily/3579

[22] Fra http://wiki.mises.org/wiki/Austrian_Business_Cycle_Theory

[23] In Defense of Austrian Theory af Frank Shostak, http://mises.org/daily/104

[24] America’s Great Depression af Murray Rothbard, se http://mises.org/rothbard/agd/chapter1.asp#boom_and_depression

[25] Se J. Huerta de Sotos afsnit Empirical Evidence for the Theory of the Cycle (p. 476 – 509) i Money, Bank Credit and Economic Cycles for en gennemgang af forskellige forskeres resultater ved empirisk at teste sammenhænge mellem ABCT og empiri. Der synes at være fortræffelig sammenhæng mellem de østrigske udsagn og empirien.

13 Kommentarer

  1. Hej Nicklas (og Niels).

    Da det primært er min artikel fra det seneste nummer af Libertas, der kommenteres på, føler jeg også, at jeg bør give et svar. Kritikpunkterne bliver taget, som de kommer; citater er i kursiv, da jeg ikke tør give mig i kast med bloggens citatsystem.

    Priser er dynamiske mekanismer indeholdende værdifulde informationer, som konstant signaleres og udbredes til markedsaktørerne.

    Mange østrigere har en tendens til at kalde denne indsigt for østrigsk. Den er dog ganske mainstream, og jeg tror eksempelvis ikke, du kan finde en økonom på KU, som er uenig (Blot en sidebemærkning).

    Renten falder …, og entreprenører får igen et klart signal fra markedet om, at der for det første tilsyneladende er foregået et skifte i forbrugernes præferencer og for det andet, at (i særdeleshed langsigtede) projekter nu er profitable investeringsobjekter.

    Det er nu, det logiske fundament i den østrigske konjunkturteori begynder at vakle, ligesom der tages en række sideantagelser i brug. Lad mig uddybe:

    1) Hvorfor skulle entreprenørerne opfatte rentefaldet som en ændring i forbrugernes præferencer, hvis faldet alene skyldes en lempelig pengepolitik fra centralbankens (CB) side? ABCT antager implicit, at agenterne ikke aner, hvordan CB agerer; dette er dog langt fra realistisk. Tværtimod fører CB ofte en meget regelbaseret pengepolitik, netop så de økonomiske agenter kan danne relativt præcise forventninger omkring den fremtidige renteudvikling.

    For at give et eksempel: Hvor mange tror, at de nuværende *meget* lave renter skyldes drastiske ændringer i forbrugernes tidspræferencer? Givetvis ingen. Alle er klar over, at de nuværende lave renteniveau skyldes en meget ekspansiv pengepolitik. Hvorfor så antage at entreprenørerne gør det? Det giver ikke mening.

    2) [Jeg kommer sikkert til at uddybe det nedenfor, men skriver det alligevel her]. En investeringskalkule består grundlæggende af to faktorer: Selve cash-flow’ene og diskonteringsfaktoren (eller cost of capital om man vil). Hvis en entreprenør tager et fastforrentet lån til den nye lave rente, er denne rente låst fast. Han har nu kun cash-flow-risikoen tilbage; her kunne du så påstå, at han vil overvurdere de fremtidige CFs, fordi han blev “snydt” mht. forbrugernes tidspræferencer af CB. Men helt ærligt: hvor mange virksomheder baserer deres markedsforecasts på renteniveauet? Baserer Apple deres forventede salg af “the new iPad” på den nuværende T-bill rate? Mit klare svar er nej.

    Mises påpeger, at stik imod Keynes’ messianiske beskrivelser har pengeudvidelser ikke den mirakuløse effekt at kunne skabe brød af sten.

    Ingen taler om, at “brød bliver lavet til sten”, hvis renten sænkes. Både østrigere og mainstream-økonomer er enige om, at et lavere renteniveau fører til flere investeringer. Spørgsmålet er blot – som jeg skriver i Libertas – om der er tale om *fejl*investeringer. Se nedenfor.

    På trods af at denne inflationære illusion kan være svært gennemskuelig i en moderne og kompleks økonomi må den nødvendigvis ophøre før eller siden.

    Åbenbart ikke mere kompliceret, end at et hav af østrigere har indset det, mens entreprenører, bankfolk, CB og alle andre økonomer ikke kan forstå det. Alligevel vælger kun et fåtal af østrigerne at putte deres “money where their mouths are” og tjene penge på skidtet. Hvorfor ikke tjene kassen i New York, i stedet for at være professor på et eller andet obskurt universitet i Midtvesten?

    Nogle østrigere vælger at illustrere illusionen igennem den berømte og berygtede metodiske fremgangsmådeCrusoe Economics, hvor en simpel verden opstilles…

    “Berømt og berygtet”? Mon dog. Det er en ganske almindelig fremgangsmåde i økonomi, at man bruger forsimplede modeller for at få forståelse i stedet for at drukne i kompliceret matematik. Rent faktisk er det en hyppig østrigsk kritik, at mainstream er *for* forsimplet, men østrigsk økonomi eftersigende er “realistisk”. Østrigerne generelt – og Rothbard i særdeleshed – hader eksempelvis Friedmans essays fra ’53, hvor han netop hævder, at forståelse og (heraf) forudsigelse er vigtigere en realisme.

    [Til de tre første afsnit i andet afsnit (“Entreprenøren – når…”)]

    Du besvarer ikke hovedkritikken i min artikel, som du ellers selv fremhæver med citatet før fodnote 12. “Hvorfor er agenterne (ifølge østrigerne) ikke i stand til at indse, at renten vil stige i fremtiden”. Det hele falder – efter min opfattelse – tilbage på, at østrigsk økonomi ganske enkelt er “for gammel” til at have en ordentlig forståelse for forventningsdannelse. Det blev først indkorporeret i moderne makro i 70’erne, men østrigerne har åbenbart ikke opdateret deres modeller siden da.

    *Alle* er klar over, at de fremtidige renter, vil være højere end de nuværende. Tag et kig på forward-kurverne; de ligger over de nuværende renteniveauer. Finansmarkederne er således klar over det. Er det muligt at støve en CEO/CFO op, som mener, at de 10-årige renter også vil være 2% om 10 år? Næppe. Og selv hvis de findes, hvorfor bliver de så ikke luget ud af markedet gennem en profit/loss-mekanisme?

    Man kunne undres over, hvorfor entreprenører i en moderne verden ikke blot benyttede sig af diverse prisindekser for i det mindste at få en idé om omfanget af de inflationære effekter – denne indsigelse har ingen værdi, idet et prisindeks alene siger noget om gennemsnitlige prisændringer

    En række spørgsmål/uenigheder (dårligt ordvalg, I know):
    1) Findes der kun ét (1) overordnet prisindeks, der omhandler hele økonomien, eller bliver de også lavet i disaggregeret form, dvs. landbrugsvarer, sværindustri osv? Hvis ja, hvorfor kan agenterne så ikke bruge disse?
    2) Hvorfor tror du ikke, at virksomhederne har en rimelig god fornemmelse af prisniveauet i netop deres branche, også selvom DK Stat. ikke har lavet en formel statistik? Hvis Ikea vil vide, hvad en seng koster i Jysk, kan de bare gå ind på nettet, Audi kan se hvad en Mercedes koster osv. Igen en implicit østrigsk antagelse om, at entreprenørerne nærmest må agere i blinde og kun har renteniveauet er forholde sig til (og hvorfor skulle de lige netop have adgang til data for denne variabel, men ikke alle andre?).
    3) Der er forskel på omkostningerne ved inflation og omkostningerne ved *uventet* inflation (både i positiv og negativ retning). Hvis CB fører en relativt regelbaseret pengepolitik, vil agenterne være i stand til at forudsige inflationsniveauet temmelig præcist.
    4) Hvor stor en andel af prisvolatiliteten på markederne for biler, møbler, juletræer osv. skyldes uventet inflation, og hvor meget kan tilskrives øvrige faktorer (konkurrence, vejret mv.)? Det er dybest set et empirisk spørgsmål, men mit gæt vil være “meget lille”.

    ingen chance ville have for at vide om et tilbudt lån stammede fra oprigtig opsparing i samfundet eller skabt af en bank ex nihilo – de ville naturligvis tage imod lånet, såfremt de så en mulighed for at tjene profit på egne investeringer inden krisen trådte ind.

    Det forstår jeg simpelthen ikke. Cash er cash, uanset om pengene er blevet opsparet gennem 20 år eller lige er blevet trykket af CB. Hvorvidt et lån stammer fra “rigtig” opsparing, er komplet ligegyldigt for den enkelte agent.

    I forlængelse heraf er det vigtigt at huske på, at selvom nogle entreprenører i lyset af indsigten om cyklussens eksistens afstår  fra at tage imod lån, vil de alligevel udfordres og presses af mere hensynsløse entreprenører, der ikke afstår fra at tage imod lånene. På den måde straffes de besindige entreprenører alligevel ved eksempelvis dyrere produktionsfaktorer.

    Hvorfor bliver disse “hensynsløse” entreprenører ikke presset ud af markedet gennem profit/loss? Og hvis dyrere produktionsfaktorer *mindsker* produktionen, er dette så ikke godt for de “besindige” entreprenører? I så fald er deres såkaldte malinvestment jo mindre end ellers. Jeg har hørt denne kritik før, men jeg forstår stadig ikke, hvorfor nogle agenter bevidst skulle påtage sig investeringer, som de ved, de vil tabe på, blot fordi nogle andre gør noget tilsvarende.

    For det andet overser kritikerne at ingen rent faktisk ved, hvad den rigtige rente bør være.

    Det er faktisk også ligegyldigt. Selv hvis det kunne have en effekt på makroniveau, forklarer det ikke, hvorfor det medfører fejlinvesteringer på *mikro*niveau. En investor vil nemlig tage renteniveauet – hvad det end måtte være – som eksogent givet, og i den forbindelse er det ligegyldigt, om renten er blevet fastsat af markedet, CB eller af en helt tredje.

    Endeligt:
    Hvis østrigerne vil påvise, at ABCT er overlegen rent empirisk, skal de lave noget seriøst økonometri; som enhver økonomistuderende ved, siger en korrelation mellem to variable *intet* om en kausal sammenhæng. At Bob Murphy vælger at smide to grafer ind til sidst i sin artikel, er således ikke et bevis for noget som helst. Det kræver naturligvis, at østrigerne begynder at formalisere deres modeller, så de kan testes rent empirisk.

    Bh, Erik

  2. En anden økonom

    13. marts 2012 at 08:08

    Hej Erik

    Er enig i i at skribenten ikke formår at besvare din kritik. Der er for meget østriger-sprog.

    Her et par få kommentarer: Det er ikke diskontoen investorer møder i banken. Diskontoren kan påvirke lånerenten, men der ikke nødvendigvis stor sammenhæng.

    Det er et faktum, at der forud for kriser bliver overinvesteret i projekter, der er urentable. En plausibel forklaring herpå er, at renten før krisen blev presset kunstigt ned. Af CB og af bankernes kreditudvidelse.

    Pengene er ikke neutrale på kort sigt – endnu et empirisk faktum. Derfor er der profit i at være i begyndelsen af pengekæden, før prisstigningerne slår igennem. Hvorfor kan markedsaktørerne ikke gennemskue, hvor i kæden, de er? Hvornår det er urentabelt at investere? Hvornår vi ser en aktivboble? Det er der mange forklaringer på, også nogen der involverer psykologi, kultur, historie mm. Men vi kan observere, at de ikke kan.

  3. Nicklas Augustine

    13. marts 2012 at 23:57

    Tak for kommentarerne.
    Idet mange af spørgsmålene er gentagelser fra det oprindelige indlæg i Libertas, kan jeg ikke udelukke, at jeg vil komme til at gentage pointer fra mit indlæg ovenfor.

    Jeg har forsøgt at gøre mit svar så overskueligt som muligt ved at samle svarene inden for de relevante problematikker.

    i. Priser er dynamiske mekanismer…
    At jeg nævner priser som signalbærende indikatorer er ikke ment som værende udtryk for at tage patent på
    denne idé. Det er snarere min målsætning at gøre interesserede opmærksomme på Hayeks store arbejde inden for
    dette område samt for at man bedre forstår hvorfor priser generelt er meget vigtige i en østrigsk optik.

    ii. Entreprenørers opfattelse af rentefaldet…
    I forhold til hvorvidt man skal anvende et mere rational expectations perspektiv for markedsaktører vil jeg
    henvise til mine argumenter som præsenteret i mit indlæg. Pointen er at østrigerne stiller grundlæggende
    spørgsmålstegn ved hvorvidt de inflationære effekter relevante for den enkelte entreprenør strengt taget
    overhovedet kan forudses. Som tidligere skrevet er spørgsmålet om det overhovedet er tilstrækkeligt at
    være alvidende. Grunden til at der er tale om fejlinvesteringer skal findes i østrigernes forståelse af
    kapital som heterogen og dermed ikke direkte substituerbar. Og det er altså her at sammenhængen mellem
    relative priser og kapitalheterogenitet spiller sammen.

    Det gennemgående spørgsmål er, lader jeg mig forstå, hvorvidt det er realitisk at antage at markedsaktørerne
    overhovedet kan snydes af rentemanipulationen. Flere argumenter fremføres i mit indlæg og jeg har især svært
    ved at se hvordan den lokale smed kan forventes at have indsigt i den førte pengepolitik og (vigtigst)
    have indsigt i østrigsk konjunkturteori – og dermed ved at det ikke er fornuftigt at investere i kapitalgoder.

    Igen, hvad er markedets eller den såkaldte “naturlige rente”, der ækvilibrere opsparede og lånbare midler? Og ABCT kredser altså alene om manipulationen af denne pris, Steven Horwitz: “Because the price in question is the price of time, and all economic production involves time, the effects of that erroneous price are much more pervasive than those of any other price”
    Er det realitisk at antage, at markedsaktørerne anvender præcise og detaljerede mirkoøkonomiske opgørelser af relative priser relevante for den enkelte markedsaktør?

    Ydermere, jf. nedenstående, når selv østrigske økonomer ikke kan sige nøjagtigt hvornår en krise indtræffer,
    så er mit bud at selv dygtige entreprenører kan blive overrasket over krisens udbrud.

    iii. Obskure universiteter og pengemænd i New York
    Hvorfor de østrigske professorer har en tilbøjelighed til at ende på et “obskurt universitet i Midtvesten”
    er dybest set et empirisk snarere end apriorisk spørgsmål – som dog også i længere tid har undret mig.

    Hvorfor shorter østrigerne ikke blot på kriserne og tjener kassen? Uden at kende de østrigske økonomers
    økonomi, må vi igen huske på at ABCT intet siger om HVORNÅR en krise indtræffer men alene at en krise MÅ
    indtræffe før eller siden, idet et uholdbart boom opbygges.

    iv. Crusoe Economics
    Min pointe var i højere grad at få henvist interesserede læsere til mere praxeologiske gennemgange af ABCT,
    der kan give en stærkere forståelse og argument for, hvorfor uholdbare booms nødvendigvis brister.

    v. Østrigerne og empiri
    Østrigske økonomer bør om nogen vide at empiri, der viser korrelation mellem to variable ikke er tilstrækkeligt
    bevismateriale. Som vi har snakket om i et andet forum er østrigsk økonometri ikke udbredt. Jeg har dog nu
    fået skimtet James Keelers “Empirical Evidence on the Austrian Business Cycle Theory” og jeg har svært ved
    at se at man kan systematisere ABCT og empirisk teste samme bedre end dette.

  4. Nicklas Augustine

    14. marts 2012 at 21:51

    Enkelte pointer er ikke med i ovenstående indlæg idet jeg, da jeg troede at ovenstående indlæg var blevet låst i filteret, skrev et nyt svar som her er vedlagt igen.

    ————————

    Mit andet indlæg blev tilsyneladende fanget i et filter.

    Jeg prøver igen…

    Tak for kommentarerne.
    Idet mange af spørgsmålene er gentagelser fra det oprindelige indlæg i Libertas, kan jeg ikke udelukke, at jeg vil komme til at gentage pointer fra mit indlæg ovenfor.

    Jeg har forsøgt at gøre mit svar så overskueligt som muligt ved at samle svarene inden for de relevante problematikker. Kritikpunkterne går i store træk primært på entreprenørens forventninger samt ABCT empiriske dimension.

    i. Priser er dynamiske mekanismer…
    At jeg nævner priser som signalbærende indikatorer er ikke ment som værende udtryk for et ønske om at tage patent på denne idé. Det er snarere min målsætning at gøre interesserede opmærksomme på Hayeks store arbejde inden for dette område, samt for at man bedre forstår, hvorfor priser generelt er meget vigtige i en østrigsk optik og renten – som er en af disse – i særdeleshed.

    ii. Entreprenørers opfattelse af rentefaldet…
    I forhold til hvorvidt man skal anvende et mere rational expectations perspektiv for markedsaktører, vil jeg henvise til mine argumenter som præsenteret i mit indlæg. Pointen er at østrigerne stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvorvidt de inflationære effekter relevante for den enkelte entreprenør strengt taget overhovedet kan forudses. Som tidligere skrevet er spørgsmålet om det overhovedet er tilstrækkeligt at være alvidende. Grunden til at der er tale om fejlinvesteringer skal findes i østrigernes forståelse af kapital som heterogen og dermed ikke direkte substituerbar. Og det er her at sammenhængen mellem relative priser, tidsdimensionen og kapitalheterogenitet spiller sammen.

    Det gennemgående spørgsmål er, lader jeg mig forstå, hvorvidt det er realitisk at antage at markedsaktørerne
    overhovedet kan snydes af rentemanipulationen. Flere argumenter fremføres i mit indlæg, og jeg har især svært
    ved at se, hvordan den lokale smed kan forventes at have indsigt i den førte pengepolitik og (vigtigst)
    have indsigt i østrigsk konjunkturteori – og dermed forventes at vide, at det ikke er fornuftigt at investere i kapitalgoder. At aktører nu ikke er aggressive i deres investeringer, dine nævnte forward-kurver, skyldes at vi befinder os i et bust, hvor helt andre kendetegn er typiske for markedsaktørerne.

    Igen, som du selv bemærker, bekymrer de fleste aktører sig ikke om hvorvidt renten nu er “naturlig” eller ej. Dette er netop ikke en opgave det realistisk kan forventes af aktøren. Er det realitisk at antage, at markedsaktørerne anvender præcise og detaljerede mirkoøkonomiske opgørelser af relative priser relevante for den enkelte markedsaktør?

    Ydermere, jf. nedenstående, når selv østrigske økonomer ikke kan sige nøjagtigt hvornår en krise indtræffer,
    så er mit bud, at selv dygtige entreprenører kan blive overrasket over krisens udbrud.

    Jeg kan se, at det især er problematikken vedrørende entreprenøren, at du ikke er overbevist. Men jeg håber at ovenstående har uddybet hvorfor markedsaktører ikke kan forventes at handle anderledes – for at uddybe pointen med “besindige” versus “hensynsløse” aktører, så er det vigtigt at understrege at boomet kan tage mange år, hvorfor entreprenører, der ignorerer de ufatteligt billige lånbare midler, sagtens kan være blevet udkonkurreret ligeså af de “hensynsløse” aktører inden krisen bliver en realitet.

    iii. Obskure universiteter og pengemænd i New York
    Hvorfor de østrigske professorer har en tilbøjelighed til at ende på et “obskurt universitet i Midtvesten”
    er dybest set et empirisk snarere end apriorisk spørgsmål – som dog også i længere tid har undret mig.

    Hvorfor shorter østrigerne ikke blot på kriserne og tjener kassen? Uden at kende de østrigske økonomers
    økonomi, må vi igen huske på at ABCT intet siger om HVORNÅR en krise indtræffer men alene at en krise MÅ
    indtræffe før eller siden, idet boomet opbygges.

    iv. Crusoe Economics
    Min pointe var i højere grad at få henvist interesserede læsere til mere praxeologiske gennemgange af ABCT,
    der kan give en stærkere forståelse og argument for, hvorfor uholdbare booms nødvendigvis brister.

    v. Østrigerne og empiri
    Østrigske økonomer bør om nogen vide at empiri, der viser korrelation mellem to variable ikke er tilstrækkeligt
    bevismateriale. Som vi har snakket om i et andet forum er østrigsk økonometri ikke udbredt. Jeg har dog nu
    fået skimtet James Keelers “Empirical Evidence on the Austrian Business Cycle Theory” og jeg har svært ved
    at se at man kan systematisere ABCT og empirisk teste samme bedre end dette.

  5. Lasse Birk Olesen

    20. marts 2012 at 03:10

    Er Peter Schiff ikke et eksempel på en østriger, der bruger ABCT til at tjene kassen?

  6. @Lasse:

    Så vidt jeg kan se, er Euro Pacific Capital et brokerage, dvs. at de kun formidler handel. De forvalter ikke penge. Hvad PS gør med sine egne penge, skal jeg ikke kunne udtale mig om. EPC og PS er dog begge (meget) små spillere på Wall Street, hvilket er underligt, hvis ABCT-analysen er så overlegen.

    PS’ seneste forudsigelser er i øvrigt amerikansk hyperinflation og et crash af dollaren. Jeg sover nu stadig roligt om natten.

  7. Erik:

    PS’ seneste forudsigelser er efterhånden gamle – var det i 2004-2005 han sagde det samme?

    Jeg har læst hans bøger Crashproof 2.0 og “how an economy grows and why it crashes”

    En mand som Marc Faber siger i øvrigt også noget lignende, at den ekspansive pengepolitik vil føre til inflation, i US tilfældet hyperinflation.

    De rådgiver begge om at købe en gård og en riffel. I nyere udsendelser har de skærpet kravet og sagt at det nok skal være et maskingevær.

    Jeg er stadig ret interesseret i at høre deres analyser, og FED har været ret god til at trykke dollars til div. offentlige programmer på det sidste – det er jo heller ikke fordi deres nationalgæld er håndterbar længere.

  8. Hubert John Strecker

    23. marts 2012 at 00:03

    Kære Erik Kofoed,
    Det er dejligt, at du har skrevet et indlæg om østrigsk konjunkturteori. Men jeg mener, at du på grund af din mainstream tankegang vil tvinge den østrigske skole ind i dit univers. Din fremstilling af konjunkturcykleteorien er udmærket, men når du så kommer til konklusionen så går det helt galt. Du skriver bl. a, at østrigerne skal forny sig. Hvad der her er interessant er, at Hayek i sin takketale i.f.m nobelprisen sagde, at han var taknemmelig for prisen, men at han også så en fare for at uddele sådanne priser, fordi det vil skabe en higen efter at opfinde nye ideer, i nogle tilfælde er det vigtigere at forsvare rigtige. Endvidere skriver du, at østrigerne skal lave noget god økonometri. Det er ikke for at virke doserende, men østrigerne er ikke logiske positivister. Den østrigske metode er a priori. Den østrigske metode er en søgen efter teoremer, ikke hypoteser. Som Mises skriver om økonomisk videnskab: “Its statements and propositions are not derived from experience. They are like those of logic and mathematics, a priori. They are not subject to verification and falsification on the ground of experience and facts. They are both logically and temporally antecedent to any comprehension of historical facts. They are a necessary requirement of any intellectual grasp of historical events.” (Human Action, s. 32) Den intellektuelle udfordring er at finde syntetiske a priori udsagn. Observerede hændelser kan kun afsløre ting som de viser sig at være, men der ikke noget i dette, der indikerer hvorfor tingene er som de er. Økonomiske propositioner skal baseres på kognitiv refleksion. Mises store kontribution til økonomisk teori er, økonomisk tankegang er funderet i forståelsen af menneskelig handling. Mennesker handler formålsfyldt og dets forstand er ikke en tids-ikke-varierende konstant. Økonomi er derfor ikke naturvidenskab og enhver økonometrisk fremstilling kræver en antagelse om menneskets forstand som værende statisk, og må derfor forkastes. Af a priori udsagn kan nævnes: Loven om frit bytte, loven om faldende marginalnytte, den ricardianske lov om komparative fordele, loven om priskontrol, kvantitetsteorien, tidspræferenceteorien for rentedannelse og den østrigske konkunkturcykleteori. Når du i forbindelse med din kritik anfører, at rationelle forventninger gør, at agenterne ved, at pengemængdeekspansionen fører til senere stigende renter, og at de derfor har gennemskuet processen, så er det her vigtigt at forstå, at østrigerne ikke afviser at mennesker er rationelle, men de afviser, at vi er omnisciente. Det er jo gået op for de fleste, at de har fyret med møblerne i boomfasen nu hvor husene har tabt halvdelen af værdien. Den østrigske konjunkturteori er ret simpel. Centralbanken sætter prisen-renten ved priskontrol. Hvis prisen er lavere end markedet så vil efterspørgslen efter investeringer være større end den eksisterende realkapital til at færdiggøre investeringerne, hvorefter prisstrukturen i økonomien tvinger en rentestigning frem. Her nævner du så, at renten stadig er lav. Der er jo ikke nogen der kan få nye lån medmindre de stiller sikkerhed med penge fra en anden konto. Det er endvidere vigtigt, at inflation for østrigerne ikke er de manipulerede prisindeks, men pengemængdevæksten, og pengekreationen går aldrig den samme vej ud i økonomien. Op til krisen i 2008 gik pengemængdeekspansionen primært gennem fast ejendom. Den vej går den ikke nu. Slutteligt så kommer du med nogle hånlige kommentarer om, at østrigere sidder på inferiøre universiteter og ikke tjener penge. Det er vigtigt at forstå, at fraktionelt reservebankvæsen er legitimeret falskmøntneri. Det er østrigere imod, men alle ivy league er styret af fraktionelt reservebank folk. Da jeg var på Mises i 2003, der havde alle professorer halvdelen af deres opsparing i fysisk guld og sølv, hvis du kan nævne mig navnet på en porteføljeforvalter, der har lavet et højere afkast end det, så giver jeg en tur til Mises, for det har du brug for. De bedste hilsner Hubert

  9. Hej Hubert,

    Jeg skylder vist også dit indlæg et svar. Det kommer nu:

    @Hayek og nye kontra gamle (og “rigtige”) idéer:

    Her er jeg så uenig med Hayek (hvis du har citeret og forstået ham korrekt) og dig. Langt hovedparten af økonomisk forskning er ligegyldig i en større forstand (det rykker kun marginalt på vores forståelse), men med jævne mellemrum sker der fremskridt, som markant forøger vores økonomiske indsigt så meget, at det langt overstiger det sludder, der desværre også bliver publiceret.

    @Økonometri kontra a priori:

    Jeg er skam udmærket klar over distinktionen, og har også gjort mig tanker og overvejelser om begge. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig mener, den østrigske metode er uholdbar og ganske utilstrækkelig. F.eks:

    a) Mange vigtige antagelser kan ikke alene udledes fra et princip om “acting man”. Hvordan kan man eksempelvis sige noget om, hvordan agenterne danner forventninger?

    b) Det er umuligt at kvantificere noget som helst, og derved også at skille væsentlige effekter fra ikke-væsentlige. Lad os eksempelvis antage, at ABCT er sand, men at den kun forklarer 1% af konjunktursvingningerne. Der er med andre ord “noget andet”, som står for de resterende 99%. Er ABCT så en tilfredsstillende teori på området? Og hvordan vil østrigerne overhovedet finde ud af, hvor meget ABCT egentlig kan forklare, hvis de ikke vil se på data?

    Resultatet bliver, at østrigerne kommer til at inddrage en lang række af sideantagelser, som de ikke gør ordentligt rede for, og som heller ikke følger rent deduktivt fra “acting man”. Jeg kan dog godt forstå, at de gør det – man bliver simpelthen *nødt* til at lave nogle antagelser i økonomi for at forsimple nok til at få forståelse. Derefter kan man så teste, hvor præcise antagelserne har været – vha. empiri…

    @Rationelle og omnisciente:

    Spørgsmål: Hvor rationelle er mennesker? Hvor meget ved de egentlig om rentedannelsen, og i hvor høj grad er de i stand til at forudsige renterne? Begge dele er uhyre vigtigt for ABCT; hvis vi tager det ekstreme tilfælde, hvor alle er fuldt rationelle og fuldt ud i stand til at forudsige renten, vil monetær politik være virkningsløs (det kan man vise – gys! – matematisk). Ok, det er nok en urealistisk antagelse, men hvor langt fra dette tilfælde er vi så? Jeg aner det ikke, men østrigerne hævder at kunne udlede det logisk deduktivt fra et aksiom om en acting man. Det kan man ikke! Det er et rent empirisk spørgsmål, og østrigerne *antager* derfor (implicit naturligvis, intet er jo formuleret præcis i en model), at agenterne har bagudskuende forventninger. Det er der *ingen*, der har troet på siden 70’erne. Bortset fra østrigerne, that is.

    @”Hvis prisen er lavere end markedet så vil efterspørgslen efter investeringer være større end den eksisterende realkapital til at færdiggøre investeringerne”.

    Det er et ganske typisk ‘østrigsk’ udsagn, som er meget løst og uunderbygget. Hvilken form for “realkapital” er det, at agenterne ikke længere har adgang til? Likviditet? Næ, enhver agent er så lille, at han kan låne lige så meget han vil til den gældende markedsrente (givet risikoprofil etc.). Er det arbejdskraft? Næ, lavkonjunkturer er jo netop prægede af stigende arbejdsløshed, så der burde være relativt nemt at finde. Men hvad er det så?

    Det hele bunder ud i et argument om, at agenterne bliver overraskede over, at renten vil stige igen – at den lave rente skyldes indblanding fra centralbanken og ikke ændrede forbrugspræferencer. Igen: hvorfor er agenterne ikke i stand til at forudsige, at renten vil stige i fremtiden? Hvordan følger det fra “acting man”?

    @Inflation og pengemængde:

    Jeg er godt klar over, at østrigerne ikke definerer inflation på samme måde som alle andre og fred være med det. Jeg synes dog ikke, at pengemængde(n/væksten) i sig selv er så interessant, som mange østrigere gerne vil gøre den til. Eksempelvis er pengemængden steget voldsomt med Fed’s QE, men det har ikke slået i gennem i priserne (hvilket jeg heller ikke tror det vil). Hvad den egentlig effekt er, afhænger af en lang række faktorer, eksempelvis hvor pengene er som indskud, om pengeefterspørgslen er steget osv. osv.

    @”…og pengekreationen går aldrig den samme vej ud i økonomien.”

    Igen en halvløs påstand som simpelthen kræver *langt* mere formalisering. CB øger/mindsker pengemængden og renterne på nøjagtigt samme måde hver gang. Hvad mener østrigerne så? Alle agenter forventer en vis mængde inflation (i.e. stigninger i prisindexet) hvert år – det er bl.a. bygget ind i lønkontrakter. Hvorfor skulle priserne så ikke stige jævnt i hele økonomien fremfor kun i enkelte sektorer eller aktiver? Hvordan følger det fra “acting man” at sidstnævnte nødvendigvis må være tilfældet?

    Mvh Erik

    PS: Jeg var på Mises University i 2009, men tak for tilbuddet.

  10. Hubert Strecker

    30. marts 2012 at 21:30

    Erik Kofoed,

    Tak for svar. Du må undskylde, at jeg gik lidt hårdt til dig i ovenstående kommentar. Vedrørende Hayek, så refererede jeg til hans banquettale, hvor han sagde:

    ”yet i must confess that if i had been consulted whether to establish a nobel prize in economics, i should have decidedly advised against it. One reason was that I feared that such a prize, as I believe is true of the activities of some of the great scientific foundations, would tend to accentuate the swings of scientific fashion.”(1)

    Det interessante er, at Hayek levede i en tid hvor den østrigske metode i begyndelsen af hans virke var mainstream, og han nåede at se mange moderne tendenser komme og forgå. Mange af disse tendenser var påvirket af moden indenfor filosofi. Indtil anden verdenskrig var økonomi ikke opdelt i den walrasianske mikroøkonomi, og den keynesianske makroøkonomi. Østrigere mener ikke, at økonomiske fænomener er en social kraft eller en hypotetiseret enhed som samfundet. De mener, at økonomiske fænomener er resultatet af individer, der er engageret i økonomisk aktivitet. Den totale økonomiske proces kan ikke forstås medmindre man analyserer basiselementerne, individernes handlinger. Heraf Acting man. Dette er metodologisk individualisme, der er associeret med østrigeres syn på epistemologi, der er vidt forskellig for nutidens mainstream, der er påvirket af konstruktivismens fædre: Hegel, Marx, Heidegger, Gadamer, og senere Foucault, Derrida etc. Hvad der kendetegner alle disse er, at de mener, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed. Men hvis det er grundaksiomet, så kan det jo diskuteres hvorvidt de selv findes, hvorefter vi ikke behøver at diskutere med dem mere. Empirismen-positivismen er en videreudvikling af The Historical School of Economy, der ønskede at gøre økonomi til naturvidenskab.

    Men mennesker er jo ikke- ikke motiverede entiteter ligesom dyr eller tyngdekraften. Mennesker har fornuft. Ved at bruge matematisk logik, så skal du antage at mennesker bliver til en ikke motiveret enhed, der handler statisk i en given proces indenfor den tid din model foregår. Men ved at fratage menneskeligheden ved mennesker, og herved teste dem, så vil resultatet altid blive forkert. Ved at se på antagelserne kan du forkaste alle mainstream modeller, fordi de umenneskeliggør mennesker. Endvidere hvis du så virkelig vil gå hele vejen og regne dine modeller igennem, så finder du ud af, at der ikke eksisterer en økonometrisk model, der har kunnet forudsige noget som helst. Og på basis heraf må du forkaste mainstream teori udfra The Historical School of Economys antagelse om at science is prediction.

    Epistemologisk er den østrigske metode anderledes end mainstream idet den står på ryggen af verbal logik, først beskrevet af Aristoteles og siden Thomas Aquinas, Skolastikerne etc. Den østrigske metode anvender menneskets natur som sit data. Individers værdier og handlinger indenfor begrænsningen af hvad vi ved og vil opnå. Altså, at vi har mål, hvor vi til at nå dem bruger vores midler, der er begrænsede af ressourcer, eksistensen af menneskelig fejl, usikkerhed om fremtiden etc. På denne måde forklarer vi årsager og virkninger i centrum af økonomisk videnskab. Vi anvender verbal logik ved at deducere aksiomatisk udfra acting man.
    Den videnskabelige diskussion af dit indlæg er herefter: Skaber centralbankers priskontrol af renten konjunkturcykler? Det er det, der er essensen af The Austrian Business Cycle Theory.

    Der er ingen tvivl om, at de fleste økonomer er enige om, at der i de sidste hundrede år har eksisteret cykler, hvor økonomien først har boomet og sidenhen er kollapset i et bust. Men vi to er uenige i vores valg af metode.

    I henhold til ovenstående forklaring af a priori teori, så kan de eksemplificeres ved: En lige linje er den korteste afstand imellem to punkter. To lige linjer kan ikke indelukke et område. Hvis et objekt er rødt over det hele, kan det ikke være grønt over det hele. Hvis a er en del af b og b er en del af c, så er a en del af c. Empirister vil anse disse propositioner som værende sprogligt syntaktiske konventioner uden empirisk indhold, tomme tautologier. Men østrigere mener i modsætning hertil, at propositionerne beskriver nogle fundamentale men simple ting om realiter, at de er common sense. På samme måde så må man anse mennesker, der ønsker at teste disse propositioner eller som mener, at fakta afviger herfra som værende forstyrrede. Logikken overruler observationerne. Og ikke omvendt. I den økonomiske videnskab er der følgende eksempler på a priori teori: Menneskelig handling er et menneskes formålsfyldte aktion for at opnå et mål med begrænsede ressourcer. En større kvantitet af et gode værdiansættes højere end en lavere kvantitet af det samme gode. Tilfredsstillelse i nutiden værdiansættes højere end tilfredsstillelse i fremtiden. Produktion må altid gå før forbrug i tid. Hvad der forbruges nu kan ikke forbruges i fremtiden. Hvis prisen på en vare sættes ned, så vil der enten blive købt mere eller det samme af denne vare. Hvis prisen på en vare fastsættes lavere end markedsprisen ved intervention i markedet vil det føre til overskudsefterspørgsel med knaphed af ressourcer til følge. Hvis der ikke er privat ejendomsret til produktionsfaktorerne vil der ikke eksistere faktorpriser, og uden faktorpriser er økonomisk kalkulation umuligt. For empirister er disse propositioner enten ikke empiriske eller også kan man teste dem i en uendelighed. For østrigere er de hverken eller. De har både et empirisk indhold, og de beskriver verden som den er, og vi behøver ikke at teste dem.
    Når vi så vender tilbage til din kommentar:

    Ad. Økonomi kontra a priori

    a) Der kan kun udledes antagelser udfra acting man.

    b) Vi behøver ikke at kvantificere, for at kvantificere gør vi mennesker til noget andet end det de er.

    Vi kan logisk deducere. Vi analyserer ABCT isoleret, og konklusionen er, at på grund af loven om priskontrol som du ikke anerkender, så skabes konjunkturcykler altid af rentemanipulation. Det er ikke det samme som, at det er det eneste der skaber konjunkturcykler. Andre former for offentlig intervention skaber det samme resultat. At sætte procenter og konfidensintervaller på om en teori kan forklare dele af økonomiske fænomener er en gal mands værk.

    c) Du skriver at østrigerne laver sideantagelser som de ikke gør rede for. Hvilke er disse?

    Ad. Rationelle og omnisciente

    a) Mennesker kan ikke forudsige renten. De foreskriver så godt de kan. Mennesket er det rationelle dyr. Men vi ved ikke alt. Fuldt rationelle mennesker og perfekt information findes ikke. ABCT er ikke et empirisk spørgsmål, men en logisk følge af pengepolitisk intervention i markedet. Østrigere taler ikke om bagud skuende forventninger.

    Ad. Loven om priskontrol.

    a) Du mener, at loven om priskontrol er løs og u underbygget.

    Jeg har mødt meget få mainstreamøkonomer, der ikke anerkender loven om priskontrol. Du mener, at enhver agent er så lille at han kan låne ligeså meget han vil. Vi taler om realøkonomi, noget som mainstream overser. Penge er titler til at købe reale varer. Hvis alle varer er forbrugt, så skal der produceres nye ligegyldigt, hvor mange penge du har. Det hele bunder ikke ud i om agenterne bliver overraskede over at renten stiger igen for hvis økonomien var i fri markeds balance, så ville der være ressourcer til at færdiggøre de igangsatte investeringer. Du blander markedsrenten sammen med de manipulerede bankrenter.

    Ad. Inflation og pengemængde.

    a) Du tror ikke at pengemængdevækst slår igennem på priserne! Hvad skal jeg sige?

    Ad. Og pengekreationen går aldrig den samme vej ud i økonomien.

    a) Tror du på helikopter Ben S. Bernanke, når han siger at han kan give de nye penge uniformt til alle i økonomien. Pengekreationen foregår ved, at de kommercielle banker gearer på indskuddene og herefter låner til deres kunder. Får alle deres kunder de nye penge samtidig, eller hvad mener du? Det sidste nye, quantitative easing er en direkte monetarisering af statsgæld. Fordeles disse nye penge uniformt?

    Jeg anser det empirisk positivistiske forskningsprogram som en fadæse, der har ødelagt økonomi som videnskab i de sidste 80 år, og jeg mener, at det retmæssigt er forkastet af den østrigske skole.

    De bedste hilsner

    Hubert
    (1) Nobelprize.org

  11. Hej Hubert,

    Jeg har læst dit svar og kommer naturligvis med et modsvar. Jeg har dog rimelig travlt i de kommende dage med familiebesøg, skoleopgaver og syge bedstemødre (heldigvis ikke min egen…), så der kommer nok til at gå et lille stykke tid.

    Bh, Erik

  12. Hej Hubert,

    @Hayek:

    Ok, fint nok. Jeg er bare uenig.

    @Østrigsk mainstream – pre-2. verdenskrig:

    Min viden indenfor økonomisk teorihistorie er for begrænset til at kunne afgøre, hvorvidt østrigsk økonomi var mainstream – eller på linie med mainstream – før 2. verdenskrig. Jeg ved til gengæld at langt hovedparten af (ikke-østrigsk) økonomisk teori er lavet efter denne tidsperiode. Det var også samtidig, at matematikken for alvor fik sit indtog i de økonomiske modeller, eks. Arrow & Debreus brug af topologi til at bevise velfærdsteoremerne.

    @”Den totale økonomiske proces kan ikke forstås medmindre man analyserer basiselementerne, individernes handlinger. Heraf Acting man. Dette er metodologisk individualisme … der er vidt forskellig for nutidens mainstream…”

    Det er bestemt ikke vidt forskelligt fra moderne teori. Selv i makroøkonomisk teori har man i de sidste 40 år været meget opmærksomme på, at alle modeller bør have et grundigt mikrofundament. Enhver adfærd på aggregeret niveau skal således kunne forklare af rationel adfærd på mikroniveau. Det kan du kalde acting man, mikrofundament, repræsentativ agent, whatever.

    Netop derfor er det ufatteligt vigtigt, at agentens adfærd i modellen bliver modelleret præcist. Hvordan danner han forventninger, hvilke præferencer har han osv. osv. Så kan man nemlig begynde at analyse hans handlinger i forskellige situationer (for økonomerne: løse hans optimeringsproblem og lave komparativ statik). Min anke er, at østrigerne aldrig rigtigt får defineret, hvordan deres “acting man” egentlig er, givetvis fordi det ikke kan deduceres logisk. Eksempelvis: hvordan danner han forventninger?

    I øvrigt er mainstream også baseret på såkaldt “metodisk individualisme”; vi går bare ikke og taler om det hele tiden. Det er desværre typisk østrigsk at nævne begreber på den måde, så det implicit lyder som noget særligt for netop dén gruppe af økonomer. Måske fordi det østrigske forskningsprogram efterhånden er reduceret til en øvelse i at finde nye forskelle på dem selv og alle andre. Jeg ved det ikke.

    @Historical School:

    Jeg tvivler stærkt på, at mainstream-økonomi stammer fra HS, men lad nu det ligge.

    @Motivation og “menneskelige mennesker”:

    Naturligvis antager økonomer, at mennesker er motiverede af et eller andet. Det er bare implicit i modellerne, da præferencerne i stedet vises mere elegant vha. en nyttefunktion. Man kan komme til disse nyttefunktioner af forskellige veje, men den simpleste er bare at observere, at mennesker altså har præferencer.

    Hvis vi stopper her, er vi sådan set nået lige så langt som østrigerne. Det er nemlig alt man kan rigtigt kan sige uden at tilføje nogle antagelser. Her vil mainstream typisk antage at folk er rationelle, og at der er en vis konsistens i den måde vi handler på. Det er naturligvis ikke en helt korrekt beskrivelse af mennesker, men 1) vi kommer ofte ret tæt på, og 2) det giver os mulighed for at analysere nogle forskellige “miljøer” for agenten, og derved komme med forudsigelser.

    @”…der ikke eksisterer en økonometrisk model, der har kunnet forudsige noget som helst.”

    Mon dog. Henrik Jensen (Prof. på KU) skrev det glimrende forleden: “… økonomer [kan ikke] forudsige noget meget mere end et kvartal ud i fremtiden (men at dette ikke i sig selv er diskvalificerende, da vi kan komme med fornuftige fremskrivninger; dvs. betingede “forecasts” – ikke ubetingede forecasts)”.

    @Generelt til det næste afsnit:

    Jeg kender godt den østrigske forklaring og baggrund for ikke at bruge matematik og udelukkende bruge bruge “verbal logik”. Jeg er bare uenig.

    @”En lige linje er den korteste afstand imellem to punkter [og de følgende eksempler]”:

    Det afhænger da fuldstændig af definitionerne. I det almindelige metriske rum, ja. Men definerer du dit metriske rum til at være den diskrete metrik vil alle afstande mellem to forskellige punkter (dvs. x ≠ y) være 1 [Skulle der sidde en matematiker derude, og vide om jeg tager fejl her, lytter jeg gerne]. Et objekt er jo også kun rødt, fordi vi har defineret rød som værende rød og ikke grøn eller gul.

    Almindelig økonomi er faktisk bygget op på denne måde, selvom du åbenbart mener det modsatte. Man “definerer” en økonomi, dvs. en agent, en nyttefunktion, et marked, en budgetbegrænsning osv. Herefter kan vi så udlede konsekvenser vha. matematisk logik. Herefter kan vi så diskutere hvor virkelighedstro, økonomien var. Eksempelvis ved brug af empiri.

    @”Hvis prisen på en vare sættes ned, så vil der enten blive købt mere eller det samme af denne vare”

    Hvad med Giffen-goder? Eller bagudbøjede arbejdsudbudskurver (“forbruget” af fritid er komplementært til at gå på arbejde)?

    [Nu til mine spørgsmål, som du har svaret på]:

    @Økonomi kontra a priori:

    a) Ja, det mener du, men *hvordan* (giv gerne den logiske række) udleder man a priori, hvordan agenterne danner forventninger. Jeg kan ikke se det, og har forgæves ledt med lys og lygte efter én der kan.

    b) Jo, hvis ABCT er den *eneste* teori, der kan sige noget om konjunkturcykler (Rothbards ord), er det da i allerhøjeste grad interessant at vide, hvor meget den egentlig kan forudsige. Lad mig stille samme spørgsmål som tidligere: Hvis ABCT er sand, men kun kan forklare 1%, er det så tilfredsstillende? 10%? 0,001%?

    c) Forventningsdannelse. Vi er vel enige om, at forventningsdannelsen spiller en meget vigtigt rolle ift. hvordan agenterne agerer med henblik på fremtiden. Hvordan modellerer østrigerne den?

    @Loven om priskontrol:

    Hvad mener du helt præcist? Noget a’la bindende min/max-priser og deres konsekvenser? I så fald lægger du ord i munden på mig, for det har jeg aldrig været uenig i.

    Hvis du læser mit oprindelige indlæg i Libertas vil du også se, at rente-manipulation (måske) kan give en sub-optimal ligevægt. Jeg ved det egentlig ikke, men *selv* i det tilfælde, forklarer det ikke konunkturcykler, idet du ikke forklarer, hvorfor agenterne tager fejl på mikroniveau.

    @Inflation og pengemængde:

    Ahh, det var vist ikke helt dét, jeg skrev. Jeg opponerede bare imod den primitive påstand om, at der nærmest er en én-til-én-sammenhæng mellem pengemængdestigninger og stigninger i prisniveauet. Det er væsentligt mere kompliceret end det, og vi har endnu ikke set skyggen af prisstigninger fra QE1+2.

    @Pengekreation:

    Hvorfor er det så vigtigt, hvem der fysisk får pengene i hånden først? Er der forskel på nye og gamle sedler og mønter? Nej, selvfølgelig ikke, og med mindre man er samler, er de perfekte substitutter. Humlen er, at det er ligegyldigt, hvis inflationen er forventet af de økonomiske agenter. Så vil de allerede førend bankerne har fået nye penge af Bernanke, Bernstein etc. have indregnet dette i deres kalkulationer og forventninger til fremtiden. Inflationsforventninger er faktisk *meget* svære at slippe af med – bare spørg Paul Volker.

    Med venlig hilsen
    Erik

  13. Hubert Strecker

    6. april 2012 at 11:50

    Erik Kofoed,
    Tak for svar.

    Det empirisk positivistiske forskningsprogram med rationelle forventningsantagelser, neutrale penge etc. er et omdrejningspunkt som din kritik af den østrigske skole cirkulerer omkring. Mit første afsnit omhandler derfor den østrigske skoles kritik af rationelle forventninger som anvendt i mainstream.

    Ad. Rationelle forventninger

    Forventninger til fremtidige hændelser motiverer nutidige aktioner, og har herved indflydelse på sociale fænomener som de forekommer i virkeligheden, så langt er den østrigske skole enig. Men nutidige makroøkonomer går et skridt videre. De opretholder, at en specifik model for formationen af forventninger er nødvendig for at beskrive forventningers rolle, og ultimativt for at udvikle økonomisk teori i sig selv.
    Forventninger er ikke observerbare meninger om fremtiden som individer former i deres forstand. De kognitive videnskaber har ikke nogen entydig konklusion for hvorledes objektive, observerbare menneskelige tanker dannes, hvorfor økonomiske modeller vedrørende formationen af forventninger er baseret på arbitrære antagelser. På det punkt er modellerne i harmoni den positivistiske metodologi, som ikke stiller spørgsmålstegn ved sandheden af en hypotese, men om den verificerer hvorvidt den virker på en veldefineret måde(Friedmann, 1953). De fleste mainstream økonomer anvender forventninger i flæng uden præcist at definere hvilke de taler om. Jeg mener også, at du blander mainstreams adaptive og rationelle forventninger sammen i dine kommentarer, men selv rationelle forventninger bliver brugt i flæng, selv om der er flere definitioner herpå.

    Ideen med den rationelle forventnings hypotese er en konsistent udvidelse af princippet om individuel rationalitet i forbindelse med ressourceallokering til at omfatte formationen af forventninger. Individer anvender al tilgængelig information til at formulere sin foreskrivning af priser, renter og offentlig politik. De rationelle forventninger først defineret af Muth(1961) beskrives som informerede forudsigelser af fremtidige hændelser. Altså forudsigelser af den relevante økonomiske teori. Der er tre kendte definitioner på rationelle forventninger. Den første er defineret af Muth i hvilken individerne ikke behøves at have de samme forventninger til den objektive distribution, men i gennemsnit: ”The weighted arithmetic mean of the expectations is equal to the prediction of the relevant economic model. ”En anden definition opretholder at alle individer har den samme subjektive fordeling af fremtidige hændelser, som også falder sammen med den objektive fordeling(Redman 1992). En tredje antager, at individer danner økonomisk rationelle forventninger i deres søgen efter information til det punkt hvor de marginale omkostninger er det samme som de marginale gevinster herved(Feige og Pierce, 1976). Rationelle forventnings hypotesen kan defineres som, at individers tro om fremtiden falder sammen med hvad fremtiden objektivt viser sig at være. Det falder sammen med din kritik af den østrigske skole, omend den bruges ad hoc.

    Vedrørende forventninger og rationalet for handling, justificerer rationelle forventnings hypotese økonomerne, at rationalet for menneskelig handling udvides til at omfatte forventningsdannelsen. Med andre ord, individers formålsfyldte adfærd indeholder ikke systematiske forventningsfejl. Hvis den samme fejl gentages anses individet ikke for at være rationelt. Men ved at handle formålsfyldt bruger vi de midler vi har til at nå vores mål. Men vores intellekt kan jo ikke sige noget om vores ex post evaluering af en given handling. Det følger heraf, at forventelige fejl vedrørende vores ex ante dømmekraft vil vise sig på et senere tidspunkt, og kan derfor ikke udelukkes på basis af, at vi handler formålsfyldt initialt. Intentionalitet udelukker ikke fejl. Et andet kritikpunkt er, at vi lærer af vores fejl, men hvad er tidsperspektivet her? Alternativt kan konditionerne have ændret sig, hvorefter en rettet handling i henhold til forventningen vil føre til en ny fejl.

    Vedrørende forventninger og økonomiske love, så har udviklingen for rationalet for rationelle forventnings antagelsen forsøgt at transformere forventningshypotesen til et nødvendigt princip for økonomisk teoretiseren, hvis afvisning herved gør økonomisk teori uvidenskabeligt. Lukas anvender dette princip til at kritisere økonometri, og taler endvidere om risiko og usikkerhed, og mener, at i en verden med usikkerhed giver økonomiske ræsonnementer ikke mening(Lucas 1983, s. 223). Det er her, at det er vigtigt at holde fast. Påstanden om, at i en verden med usikkerhed, der giver økonomiske overvejelser ingen mening er det samme som at sige, at vi må forkaste alle muligheder for at lave teori om sociale fænomener, fordi Lucas fejlagtigt mener, at usikkerhed fører til, at der ikke kan findes regulariteter i menneskelige handlinger. En påstand, der må være inspireret af konstruktivistisk epistemologi jf. min tidligere kommentar, og som endvidere er tilbagevist a Mises via a priori teoremer. Tværtimod, så kan vi i en verden fuld af usikkerhed finde regulariteter i menneskelige handlinger, kausale forhold. Det er hvad vi kalder økonomiske love. Disse videnskabelige love eksisterer uafhængig af eksistensen af usikkerhed og rationalet af forventninger.

    Vedrørende forventninger og ligevægt, så er rationalet her, at økonomer som f.eks. Sargent(Sargent, 1993) mener, at rationelle forventninger er den rigtige definition af dynamisk ligevægt. Beskrivelsen af en dynamisk ligevægt, der eksisterer som følge af at forventninger opfyldes, er startet af Hayek, og her er Hayek alene i forhold til Mises og Rothbard, sidenhen af Hicks og Hahn. Altså, der er ingen forskel imellem forventet fremtid og den afslørede fremtid. Men ved at udelukke fejl i forventninger så udelukkes også at økonomien er dynamisk, fordi virkeligheden er forventet, og økonomien befinder sig altid i ligevægt. Men ved at udelukke muligheden for uligevægt fra start ændrer begrebet. En kritik heraf kan endvidere være, at selvom verden ikke ser ud som vi forventede i fremtiden, så behøver dette ikke at ændre vores handlinger, eller måske vi ikke havde muligheden for at handle anderledes i vores initiale stadie. Anden mainstream beskrivelse af ligevægt er, at udførte planer matcher virkeligheden, eller at der ikke er begået fejl. Men udførte planer er jo virkelighed. Det er en selvmodsigelse. Begrebet fejl i økonomien defineres som, at ved at udføre en handling, der viser den fremtidige virkelighed, at vi kunne have valgt en handling, der var vigtigere for os. Vi må sammenligne handlingen i den nutidige realitet med andre mulige handlinger vi ikke foretog med den heraf følgende urealiserede realitet. Det er irrelevant for ligevægtsanalysen at sammenligne forventningen til fremtiden med fremtiden selv. Det er her vi finder individers fejl og herved analysen af profit og tab, som også er anderledes for østrigere end mainstream. En anden ting, der er værd at bemærke her er, at selvom fremtiden går som forventet, så kan det jo godt være ex post, at vi er utilfredse med vores valg ex ante, selvom ex post resultaterne passer perfekt med vores ex ante forventninger. Men hele diskussionen om at integrere ex ante ex post distinktionen som en hjørnesten i dynamisk ligevægts analyse er en fejl. Korrektheden af forventninger referer eksklusivt til den mentale proces af sammenligninger imellem menneskers tanke om fremtidige data og realiteten af dette data.

    Rationelle forventningshypotesen beskrives af mainstream som” forskningsværktøjet”. Dette syn er konsistent med positivistisk metodologi som defineret af Friedmann(Friedmann, 1953) i henhold til hvilken, at antagelser behøver ikke at være empirisk sande for at have videnskabeligt indhold. Derfor så er en accept af den metodologiske positivisme en accept af, at rationelle forventnings hypotesen ikke kan anklages for at være urealistisk fordi anklagen ikke har kredibilitet i dette paradigme. Men ved at antage at individer er ufejlbarlige i deres fremskrivninger om fremtiden gør fremtiden ufejlbarlig og kendt for dem i nutiden. Hvis dette er sandt, så er vi jo maskiner. I en sådan verden kan intet læres og intet er værd at vide. Det er vel sådan mainstream økonomer har det. Men rationelle forventnings hypotesen er derfor selvmodsigende, fordi hvordan kan et forskningsværktøj afvise målet med forskning- at tilegne sig ny viden. At det herudover er i selvmodsigelse med viden i sig selv betyder allerede at det ikke kan være sandt. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at empiriske studier af rationelle forventninger viser at den er i modstrid med fakta(Lovell, 1986).
    En logisk konsekvens af rationelle forventnings hypotesen er, at tanker om femtiden er fremtiden. Subjektive vurderinger af fremtiden er konform med realiseret objektiv fremtid for fortalere for rationelle forventnings hypotesen. Men i hvilken retning går kausaliteten? For en rationelle forventnings hypotese økonom er spørgsmålet om den sande model irrelevant, for enhver model er sand når individerne har formet rationelle forventninger. Dette kan ses ved at hypotesen er anvendt både af nyklassikere, der mener at politisk intervention er uefficient, samt af nykeynesianere, der elsker politisk intervention. Rationelle forventningshypotesen anvendes til at vise, at resultaterne fremkommer umiddelbart, uden eksistensen af forbrug og investerings beslutninger er taget. Lucas, Sargent og Wallace, der har videreudviklet Friedmann og Phelps model viser, at der ikke er et trade off imellem forventet inflation og arbejdsløshed. De mener, som dig, at selv på kort sigt er penge neutrale udfra betragtningen om at individer forventer konsekvenser af de nye penge, som selvfølgelig er tilfældet når forventninger antages rationelle. Problemet er bare, at i blander virkeligheden sammen med jeres modeller ved dette videnskabelige hokus pokus. Det anførte forhold imellem forventninger og virkeligheden kan ikke opretholdes. Det er ikke fordi individer tror at penge er neutrale, at de er neutrale. Forventningen om stigende priser medfører ikke stigende priser uden en forøget pengemængde. Det følger endvidere som Mises har vist, at priserne ikke stiger simultant, jf. mit eksempel ovenfor. Dem, der får pengene først har købekraften til de eksisterende priser, hvorefter dem, der ikke får nogle af de nye penge kun får prisstigninger. Der sker en omfordeling som ikke ville have forekommet uden en pengemængdestigning. Denne tro flytter bjerge videnskab er forkastet af den østrigske skole. Det er en lukket klub, hvor professorer, der ikke har tilført fremskridt til den økonomiske videnskab, tværtimod, klapper af hinanden og giver hinanden priser.

    Ad.: Velfærdsteoremer

    David Hume var den første til at præcisere forskellen imellem videnskab og politiske anbefalinger i en is-ought sammenhæng. Videnskab er positive beskrivelser af hvordan verden er, og politikanbefalinger er normativt, hvordan tingene bør være. Mises præciserede her, at økonomi er Wertfrei, værdifrit. Det betyder, at vi skal beskrive hvad politiske anbefalinger betyder for den økonomiske udvikling som beskrevet af økonomisk videnskab.
    Et eksempel herpå er eksistensen af minimumsløn. En økonom vil derfor beskrive, at hvis mindstelønnen sættes over markedslønnen, så medfører det arbejdsløshed, hvor de svageste, unge, ældre og handicappede ikke kan få arbejde. På basis heraf træffes lovmæssige beslutninger, hvor de implicerede parter kender konsekvenserne af deres handlinger.

    Vedrørende velfærdsteoremerne, jeg ved ikke om du specifik tænker på Chicago skolen, så tager de ikke højde for eksistensen af ejendomsret, og derfor må forkastes, hvorimod Vilfredo Pareto derimod ligger tættere på den østrigske skole.

    Ad.: Mainstream er baseret på metodologisk individualisme, men er kommet videre

    Hvad der er gået de fleste mainstream økonomers næse forbi, så løste Mises for ca. 100 år siden, hvad der i dag volder monetære mainstream økonomer problemer . Han integrerede monetær- og værditeori.

    Mises udviklede en ren ordinalistisk teori om subjektiv værdi og marginal nytte mere end to årtier før den ordinalistiske revolution, der endte med at udelade konceptet, marginalnytte fra økonomien. Mainstream er kardinalistisk, fordi de anglo amerikanske ordinalister antager fuldt gennemsigtige goder i indifferenskurver med målbar nytte. Mises teori er derimod generel, fordi den indbefatter handel med diskrete varer. Mises formulerede en ren og konsistent ordinal værditeori, der eliminerede målbar nytte fra den økonomiske teori. Nytte der i den virkelige verden selvfølgelig ikke kan måles, og vi er ikke indifferente. Det er interessant at du nævner giffen goder, fordi giffen goder er baseret på antagelsen om at priserne stiger på f.eks. kartofler i hungersnøden i Irland som jeg mener eksemplet er baseret på. Ideen skulle så være, at fordi prisen på kartofler stiger så ender vi med at købe flere af dem, fordi vi ikke har råd til at købe kød f.eks., men det interessante er her, at der brydes med den metodologiske individualisme, fordi penges købekraft falder i forbindelse hermed. Men normalt anvender vi ceteris paribus antagelser om, at penges købekraft ikke ændres når vi undersøger sammenhæng imellem pris og efterspørgsel, hvorfor giffen gode eksemplet er et andet hokus pokus nummer.

    Ad.: Loven om priskontrol

    Økonomien er aldrig i ligevægt, men den bevæger sig konstant imod en ligevægt, jf. Mises definition af Evenly rotating economy. Mennesker fejler hele tiden, heraf fremkomsten af profit og tab. Men i forbindelse med centralbankens voldelige intervention i markedet, hvor prisen- renten sættes, så kan centralbanken aldrig ramme markedsrenten- alle individers aggregerede tidspræferencer for forbrug og investering, hvorfor vi ser klynger af fejl, fejlinvesteringer med en korrektion til følge. Det er umuligt at måle hvor meget ABCT kan forklare af konjunkturcyklen, vi kan blot konstaterer at når renten ikke fastsættes af markedet, så fremtvinges konjunkturcykler.

    Ad.: Pengekreation

    Det er vigtigt hvem, der får de nye penge først fordi der sker en omfordeling. Lad mig give dig et eksempel. Hvis vi begge boede i lejebolig i 1995, men gerne ville købe et hus, så viste det sig, at jeg var venner med bankdirektøren og fik en fuldfinansiering af mit hus, men den samme bankdirektør ville ikke låne dig pengene. Pengene var lige trykt ved at geare indlån. I dag sidder du i den samme lejebolig. Det hus jeg gav to millioner for dengang koster ti millioner i dag. Fordi jeg fik lånet, så har jeg i dag tjent otte millioner kr., og du sidder på den samme stol, hvor benet er ved at falde af. Jeg fik de otte millioner, og mine præferencer er anderledes end dine, hvorfor dette for betydning for resten af priserne i økonomien via mit forbrug, men vigtigst af alt. Det er moralsk forkert.

    Ad.: En lige linje er den korteste afstand imellem to punkter.

    Økonomi kontra a priori

    Dit forsøg på at afvise a priori teoremer er klassisk konstruktivistisk. Der findes ikke en objektiv sandhed, fordi nu bevæger du dig i kredsløb om jorden, og farven rød er ikke rød etc. Hvis du ikke anerkender, at vi lever på jorden, og at vores sprog er baseret på begreber, så kan jeg kun ønske dig held og lykke på din rumtur. Hvis du finder påskeharen, så må du ringe.

    God påske
    De bedste hilsner
    Hubert

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑