Sareen versus PKK

Forleden formastede den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, sig til at kritisere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen. PKKs brøde var, at han pegede på Sareens troværdighedsproblem. Det gælder både hvordan ministeren har citeret præster for udtalelser, de dokumenterbart aldrig har udtalt, og hans insisteren på, at der altså skal flere kvinder i danske bestyrelser. Det sidste forhold er simpelthen dumt.

Sareen citerer sin forgænger Lykke Friis for at det drejer sig ”om, at vi får »bragt alle talenter i spil«. Vi skal da selvfølgelig sikre, at alle de talentfulde, dygtige og veluddannede kvinder, vi har i Danmark, også får adgang til bestyrelseslokalerne – med en positiv effekt for virksomhederne og hele samfundet til følge. Og så handler det om, at alle får mulighed for at være med til at påvirke det samfund, vi lever i – blandt andet igennem lige adgang til samfundets magtfulde positioner.”

Hvis man tænker påstanden igennem – og husk, at den er faktuelt forkert (se f.eks. Detektors hjemmeside) – er der to logiske måder, at Sareens ’virkelighed’ kunne se ud. Først, som det umiddelbart ser ud, er der for få kvinder i danske bestyrelser, fordi de ikke har ’adgang’. Med andre ord, at der diskrimineres mod kvinder. Som talrige forskere, inklusive den glimrende Nina Smith, har vist, er der intet belæg for den påstand. Der ’mangler’ kvinder i de mellemlederlag, hvorfra man rekrutterer bestyrelsesmedlemmer. Når man tager hensyn til det, er der bestemt ikke for få kvinder i bestyrelser.

Den anden måde, man kunne forestille sig Sareens virkelighed, er at han anerkender at kvinder helt frit vælger ikke at indtræde i bestyrelser eller, som tilfældet faktisk er, at de fravælger de jobs, der kan give adgang til bestyrelsesposter. For at det kan blive et problem, skal man derfor problematisere et frit, informeret valg som samfundsmæssigt forkert. Sareens problem her bliver blot, at der ingen dokumentation er for hans påstand, at der er en økonomisk gevinst at få ud af kønstvang af denne type. Hvis man anlægger den tolkning af hans verdenssyn, rammer han derfor også mod en logisk barriere, men med et stærkt uliberalt syn på hvad man kan tillade sig overfor befolkningen.

Det ganske fantastiske i sagen er, at Sareen, uanset hvordan man vender eller drejer sagen, holder fast i nogle påstande, som DRs Detektor har skudt endegyldigt ned – der er ingen hold i dem. PKK har intet problem, mens Sareen demonstrerer en del af den nuværende regerings store problem: Den ofte totale mangel på enten indsigt eller respekt for faktuel viden, og en mangel på respekt for almindelige borgere.

Skriv et svar