Her til morgen døde Elinor Ostrom – en af verdens mest indflydelsesrige samfundsforskere og den første (og hidtil eneste) kvinde, der har fået Nobelprisen i økonomi. Indiana University’s meddelelse kan læses her. Hendes tidligere student, Paul Aligica, skrev i 2009 glimrende om hendes arbejde i Reason Magazine (her; hattip Cafe Hayek). Vi har her på stedet skrevet om Ostrom her; her; og her.

Ostrom har været en stor inspiration, og en af de få, der virkeligt tænkte på tværs af etablerede discipliner og integrerede indsigter fra nationaløkonomi, statskundskab og antropologi på forunderlig vis. Udover det har jeg haft det held at se hende et par gange, og mødes med hende personligt en enkelt gang. Hun kom til min session ved Public Choice konferencen i San Antonio i 2008 og demonstrerede hendes særlige kombination af et lynende skarpt intellekt og en virkeligt sød og hjælpsom personlighed. Hendes død er et enormt tab.