Dagsarkiv: 4. juli 2012

Hvad vil europæerne gøre med krisen?

Eurobarometer, EU’s halvårlige spørgeundersøgelse, har i efteråret spurgt europæerne om den økonomiske krise. Den peger på, at europæerne generelt ikke er meget for nedskæringer, men helst vil have i både pose og sæk: Omkring halvdelen vil have nedskæringer og yderligere vækstinvesteringer på samme tid. Rapporten, der er tilgængelig her, er underlig i sig selv. Der er blevet spurgt, om ”Personally, would you say that to emerge from the crisis rapidly, EU Member States should…?” med svarkategorierne “First reduce their spending”, “First invest in measures to boost the economy”, “Both”, eller “Don’t know”. Der har derfor ingen mulighed været for at svare, for eksempel, “Intet”, eller andre handlinger.

For det andet er rapporten endnu en gang evidens for, hvor forelskede mange danskere er i staten. Kun ni procent – det suverænt laveste tal i EU – mener at man først skal skære ned. Nok er svaret helt konsistent med Paldam og Christoffersens argumenter om velfærdskoalitionen – når cirka 60 % af danskerne får deres primære indkomst fra staten er der ikke mange, der har direkte incitament til at stemme for nedskæringer af samme – men det er stadig påfaldende. Se selv figuren nedenfor, der dokumenterer forholdet mellem dem, der siger nedskæringer først overfor dem, der siger investeringer først (# for nedskæringer / # for investeringer).