Et par strøtanker om Restaurant Vejlegården

For hvad der nok er nogle år siden nu, så jeg en dokumentar om ejendomsbyggebranchen i Rusland, hvor en stakkels husvild kvinde anklagede et af landet største bygherreselskaber for at have brændt hendes hus ned. Huset var selvfølgelig også brændt ned under mystiske omstændigheder. Ligesom det var tilfældet med de omkringliggende huse. Men der var ikke tale om ildspåsættelse, mente myndighederne. Brandene havde heller ikke under nogen omstændigheder nogen som helst relation, til det pågældende bygherreselskab og dettes offentliggjorte planer om at ejendomsudvikle netop det stykke jord, de nedbrændte huse lå på. Da ejendomsretten til jorden tilkom det russiske folk og da ejerne af de nedbrændte huske ikke længere kunne siges at bruge grundene til noget konstruktivt, kunne bygherreselskabet ude bøvl eller statslig indblanding tage jorden til sig og gøre med den, som det ville.

Jeg kom til at tænke på den historie, da jeg først hørte om om den aktuelle strid mellem ”fagforsteningen” og Restaurant Vejlegården, hvor bøllemetoderne også er bragt på banen.

Mens restaurationen i Vejle – i hvad der umiddelbart er i strid med postlovgivnignen – ikke får leveret sin post, har HK/Privat, fra sine nydelige lokaler på Park Allé i Aarhus’ centrum, annonceret et stop for visse aarhusianske restauratørers annonceringer i lokalmedier.  Man har indledt en såkaldt ”sympatikonflikt.”

Dagbladet Politiken er selvsagt forarget; men mest over ”dækningen,” som det så flot hedder i lederskribent Kristian Madsens offentlige Facebook-statusopdatering:

Dækningen af sagen viser mere end noget andet, hvor lidt folk ved om den danske arbejdsmarkedsmodel, hovedaftalen og alt det der. Medarbejderne på trykkeriet vil helt forståeligt ikke arbejde for en konfliktramt virksomhed. Hvad forestiller liberal alliance sig? At man skal tvinge dem til det? Det er da en mere og mere spacy form for liberalisme de har udviklet i den kult.

Der må være sprunget en gasledning på hans kontoret! Det er åbenlyst for enhver, at restauratøren i Vejle – og nu endnu flere – chikaneres på det groveste af en samling fagforeninger, der har svært ved at retfærdiggøre egen eksistensberettigelse og endog rigtigt svært ved at håndtere den frie konkurrence på markedet for arbejdstagerservices. Som Jens Frederik Hansen også påpeger på sin blog:

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Og problemet er jo ikke, som Madsen påstår, at folk ikke ved nok om den danske model, ”hovedaftalen og alt det der.” Tværtimod er folk som udgangspunkt både forstående og hæderlige; men når de ser noget, som ikke er hæderligt og som slet ikke giver mening, så kæfter de op. Ligesom i denne sag.

Samme Madsen skriver lidt senere, at ”Arb. Konflikter skal løses af parterne – ikke af politikere,”  hvilket i sig selv udtrykker det nok største hykleri: For politikere laver trepartsforhandlinger, der skal påvirke arbejdsmarkedet; man etablerer og reviderer indkomstoverførsler; man indfører og bibeholder en indkomstskat; man laver arbejdstidsregler; man har regler om arbejdsmiljø; for pokker, der er endda et Arbejdstilsyn, som kan tilsjuske sig adgang til privat ejendom uden at indhente noget så simpelt, som en retskendelse.  – Og så mener Kristian Madsen, at alt vil falde fra hinanden, hvis en politiker udtaler sig om en faglig konflikt?!?

Er De på Vejle-egnen i morgen, er der for øvrigt et middagsevent, som annonceres på Facebook, der kan have interesse.

2 thoughts on “Et par strøtanker om Restaurant Vejlegården

  1. Martin d'Andrade

    Nu bor jeg i Odense og kommer ikke så meget på Vejle egnen, men boede jeg nærmere på Vejle, ville jeg helt klart vælge Vejlegården næste gang, jeg skulle fejre noget med en lækker middag ude.

    Så er der nogen af læserne, der bor i Vejle – så indtag jeres næste middag på Restaurant Vejlegården.

    Jeg holder naturligvis skarpt øje med situationen, og skulle HK få den åndsvage ide at udbrede konflikten til Odense, kan eventuelle konfliktramte restauranter i Odense godt regne med at få betalende besøg af mig selv og min hustru.

    Velbekomme.

    Svar
  2. Hans Henrik Hansen

    Vil også glæde mig til at besøge Vejlegaarden ved først givne lejlighed! 🙂

    Svar

Leave a Reply to Martin d'AndradeCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.