Nedenstående gæsteindlæg er skrevet af Hubert John Strecker, cand. polit. og en af den slags mennesker som ikke kun “Talks The Talk” men også “Walks The Walk”. Hubert står bla. bag et legat som hvert år gives til udvalgte danske studerende på Von Mises Instituttet.

Er bankernes  redning en redning?

I en fri kapitalistisk verden er penge produceret på markedet ligesom f.eks. chokolade, bh’er eller frikadeller. Penges eksistens forklares af Ludwig von Mises regressionsteorem. I den spæde civilisation bytter folk varer, men på grund af besværligheden herved så søger markedet imod et medium som alle accepterer som det gældende byttemedium. Traditionelt har det været guld eller sølv. Fri produktion af penge-guld og sølvmønter har fundet sted i f.eks. amerika i det 19. århundrede og Skotland i det syttende. Navnet dollar er et kælenavn for møntproducenten Schlick fra Joachimsthal i Bøhmen. Først hed mønterne Joachimsthaler, så thalers og til sidst dollar.

I 1913 oprettedes Federal Reserve i USA som centralbank, der herefter overtog produktionen af penge, ligesom centralbanker i europa varetager produktion af penge. Efter indførelsen af centralbankvæsenet- ses et klart mønster. En ounce guld kostede i 1913 19 dollar. I dag er prisen ca. 1600 dollar. En dollar i dag er ca. 1 procent af dens værdi i 1913. Hvad skyldes dette? Jo efter at centralbanken overtog produktionen af penge, så har to interessegrupper haft særlig glæde af at producere penge. Staten og de kommercielle banker. Staten kan øge sit budget uden at hæve skatterne ved at trykke penge, og de kommercielle banker kan øge deres balance, og hermed indtjeningen som forskellen imellem ind- og udlån via det fraktionelle reservebankvæsen. Et fraktionelt reservebankvæsen er det vi har i Danmark, og det forstås ved at banken kun har en solvens på ca. 8%. Det betyder, at når hr. Hansen sætter 1000 kr. ind i Danske Bank, så må banken geare dette indlån 12,5 gange og give hr. Jensen en kassekredit på ca. 11.000 kr. Hr. Jensen kan f.eks. vælge at købe varer af den samme Hr. Hansen og herved overføre 11.000 kr. til dennes konto. Bankens balance ser umiddelbart sund ud. Hr. Hansen har 12.000 kr. i indlån, og Hr. Jensen har 11.000 kr. i udlån. Problemet med systemet er bare, at Hr. Hansens indlån på 12.000 kr. kun findes i bankens computersystem. Pengene findes ikke fysisk. På samme måde udsteder staten obligationer som de kommercielle banker køber, og herved finansieres statens underskud uden at hæve skattesatsen.

Det er logik, at et pyramidespil som bankvæsenet og statens produktion af penge altid vil bryde sammen. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår. Som den seneste økonomiske udvikling har antydet, så virker det som om, at enden er ved at være nået. Både stat og banker glemte med tiden siden sidste krise, at systemet er uholdbart, og at man derfor skal gå med varsko i pengeekspansionen. Men da flertallet af dem, der oplevede krisen efter 1929 ikke er mere, så har vi i specielt i de sidste ti år set en pengemængde ekspansion, der i den vestlige verden ikke er set siden 1920’erne med vilde bankudlån til bunker af fejlinvesteringer og fantastiske statslige projekter. Hvor mange ved deres fulde fem vil låne deres sparepenge til andre uden, at der afdrages? Hvorledes kan banker låne af centralbanken til omegnen af 1 %, når normale mennesker hvis de overhovedet kan få et lån skal betale imellem seks og tyve procent. Hvordan kan banker overlade deres dårlige lån til staten, hvorefter skatteborgere skal betale regningen uden, at der stilles spørgsmål, eller at det har retlige konsekvenser? Således tages produktiv kapital og gives som en gave til bankerne, hvorefter produktive projekter ikke kan finansieres. Markedet er sat ud af spil, og det vigtigste at forstå i denne krise er, at det er ikke kapitalismens skyld. Det eksisterende monetære system har intet med kapitalisme at gøre. Det er en sær blanding af statisme og korporatisme. I en fri verden vælger mennesker guld eller sølv som penge. Det er historien et bevis for.