Månedsarkiv: august 2012

Typer af ulandshjælp

Som vi har noteret før her på stedet, er en af de nye udviklinger i studiet af ulandshjælp, at forskere så småt er begyndt at differentiere mellem forskellige typer af hjælp. Det grundlæggende spørgsmål er, om hjælp til f.eks. civilsamfund eller turistsektoren virker på samme måde som hjælp givet til industriel udvikling eller infrastruktur. Der er ingen umiddelbar grund til at tro det, men indtil fornylig har litteraturen udelukkende beskæftiget sig med det totale omfang af hjælpen til bestemte lande.

Som vi skrev i efteråret, har jeg med fin assistance fra Maria Birch Møller været i gang med at se på, hvordan man kan skille distinkte typer af ulandshjælp fra hinanden. Efter at have udsat de foreløbige resultater for kritik fra fagfæller ved en workshop på Schiermonnikog i Holland, ligger der nu et første udkast af mit papir om typer af ulandshjælp. Det kan downloades gratis hos SSRN her. Og hvad viser resultaterne så?

Først viser det sig, at de 24 formålskoder, som AidData inddeler ulandsprojekter i, kan ’koges ned’ på statistisk valid vis til tre klare typer plus en residualkategori. Den sidste ville være bekymrende, hvis det ikke var for det faktum, at kun omkring 2½ % af al hjælp falder indenfor residualkategorien. De tre store typer ser ret klart ud til at være 1) hjælp til økonomisk udvikling; 2) hjælp til sociale formål; og 3) hjælp til genopbygning. Opdelingen, der følger mønstret fra en serie faktoranalyser, er således relativt let at fortolke.

Det store spørgsmål er naturligvis, om det gør nogen forskel, om man behandler ulandshjælp som én enhed eller de fire typer, når man estimerer dens mulige væksteffekter. Svaret ser faktisk ud til at være et ja. Der er, som i resten af litteraturen, ingen klare væksteffekter af økonomisk eller social hjælp, ligesom der heller ikke er noget klart resultat af residualet. Det nye viser sig at være hjælpen til genopbygning: Hvis man ikke tager hensyn til endogenitetsproblemer – i dette tilfælde, at de hændelser, der gør at et land har behov for genopbygning, sandsynligvis også påvirker væksten – ser det ud som om genopbygningshjælp er negativt forbundet med økonomisk vækst. Håndterer man problemet, dukker der en relativt klar og robust positiv virkning op af ulandshjælp til genopbygning.

Det interessante er naturligvis, at begge lejre i debatten om ulandshjælp kan påstå at have ret. Den positive lejr kan glæde sig over, at genopbygningshjælp faktisk ser ud til at virke efter hensigten, og endda ganske effektivt. Den skeptiske lejr kan med lige så god grund hævde, at den havde ret. Genopbygningshjælp har de seneste ti år udgjort cirka 15 % af de samlede overførsler, og giver kun logisk mening når der er noget at genopbygge – der kan således ikke være tale om udviklingshjælp, der sigter efter opbygning. Det eneste sikre er, at debatten nok fortsætter. Der er simpelthen for mange følelser og for store interesser forbundet med den.

Hvor prisfølsom er rygning?

Folketinget, med et aggressivt Radikale Venstre i spidsen, fører i disse år nærmest korstog mod rygning. Selvfølgelig er rygning sundhedsskadeligt, endda i svær grad, men både danske og udenlandske politikere har svært ved at forstå, at folk også har glæde af at ryge. Nogen kan faktisk lide det! Så politikerne lægger syndskatter på det, ligesom de gør på mad, der måske kunne indeholde sukker eller fedt. Det store spørgsmål er, om den type skatter virker?

Kevin Callison og Robert Kaestner, begge fra University of Illinois i Chicago, har i et nyt NBER working paper (no. 18326, gated version her) set grundigt på spørgsmålet. Ved at bruge en meget stor, gentaget amerikansk spørgeskemaundersøgelse, har de to estimeret effekten af ændringer i afgifter på cigaretter. En del af identifikationen kommer fra, at forskellige amerikanske stater har forhøjet afgifterne af flere omgange, men i forskellig grad og på forskellige tidspunkter. De kan derfor få et relativt præcist estimat af effekten, når den måles imod en generel amerikansk trend.

Resultaterne må være nedslående for politikerne – eller i det mindste dem, der tror på kvantitativ evidens. Deres estimater peger på, at en fordobling af afgiften kun øger chancen for at holde op med at ryge dagligt med 1½ %, og det estimat er ikke engang signifikant forskelligt fra nul. Når man i stedet ser på, hvor meget folk ryger per dag, er resultaterne ikke meget mere opmuntrende for de forbudsivrige. De peger på, at selv en fordobling af afgifterne kun vil reducere forbruget med cirka 5 %.

Det vil sige, at afgifter på rygning i bedste fald har en meget lille, og i sundhedsforstand ret ubetydelig virkning. Deres omhyggelige undersøgelse peger endda på, at de yngste (de 15 til 24-årige) ikke reagerer mere på pris- og afgiftsændringer end andre. Man kan således heller ikke, som Bente Klarlund gentagne gange har påstået, argumentere for at afgifterne er der for at afholde unge fra at begynde med at ryge dagligt. Så det eneste argument, der er tilbage, er at afgifterne skæpper i statskassen. Og ønsker man virkelig at give de politikere, vi har, endnu flere midler at gøre ’godt’ med?

The internet knows

Her er en reklame fra “Republican Women for Obama”:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DA3ff8bjiZ8[/youtube]

Og så er der selvfølgelig dette blogindlæg fra Powerline, hvor to af de kvindelige republikanske Obama-støttere viser sig at være demokrater.

Friedman indsigter 4: De fire måder at bruge penge på

Da jeg læste professor Niels Kærgårds kronik i Børsen i sidste uge (kræver abbonement), hvor han brokkede sig over “dyrkelsen” af Milton Friedman fik jeg en følelse af déjà vu fra min tid som cand. polit. studerende. Kærgård sammenligner i sin kronik nutidens tilgang til Friedman med tilgangen til Karl Marx  i 1970erne (og han burde vide det, for han var en af dem) . En grundlæggende anklage var vist især, at ikke-økonomer tillod sig at skrive om Friedman og hans betydning.

Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.

Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene  sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.

Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.

Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt 🙂

Fire måder at bruger penge

1. Du bruger dine egne penge på dig selv.

Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)

2. Du bruger dine egne penge på en anden.

Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)

3. Du tilbringer en andens penge på dig selv.

Der er ingen smalle stedder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)

4. Du tilbringer en andens penge på en andens.

Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).

Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor og god fornøjelse via Sambla.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8&feature=player_embedded[/youtube]

They are not denying the science; they are questioning its implications!

Det er efterhånden lang tid siden, at denne blog nævnte ordene “global” og “opvarmning” lige efter hinanden i samme sætning. Og godt for det, eftersom dén (samling af) debat(ter) fyldte lige lovligt meget i tiden fra Al Gores – ahem… – noget enøjede film og medfølgende fredspris til Per Meilstrups to-ugerlange og komplet ukritiske one-man show på TV2 News* og Lars Løkke Rasmussens hammerslag i podiebordet.

Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.

(HT: Don Boudreaux)

* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.

Friedman-indsigter 3: Demokrati og økonomisk frihed

I vores sommerserie om de indsigter, vi skylder Milton Friedman, er vi kommet til en af dem, der har afstedkommet mest faglig diskussion. Den kendes nogle gange som ”The Friedman-Hayek Hypothesis”, da en del af argumentet allerede lå i Friedrich Hayeks berømte The Road to Serfdom fra 1944.

Friedmans spørgsmål var i bund og grund ganske simpelt, som de dybe spørgsmål tit er: Hvad er vigtigst, politisk eller økonomisk frihed? Hans argumenter hvilede i høj grad på Hayeks forudgående tænkning. Som Robert Lawson og J.R. Clark kort beskrev Hayeks beskrivelse af problemet i 2010 (i Journal of Economic Behavior and Organisation): “economic planners must have a code of values to guide them as they weigh the various production and consumption tradeoffs necessary in a scarce world. If we live in a democratic world, this requires that the voters must also support the planner’s code of values. In order to achieve this agreement between the interests of the planner and the voters, voters must be subjected to political controls and propaganda.” Hvis ikke, holder vælgertilslutningen til planerne op, og så står politikerne med et valg mellem at fortsætte planerne, men ignorere den demokratiske process, eller acceptere demokratiske valg og opgive planøkonomien. Friedmans argument i Capitalism and Freedom fra 1962 var bl.a., at en væsentlig del af det, der forhindrer overgreb som underminerer demokratiet, er en fundamental beskyttelse af den private ejendomsret.

Den letteste måde at spørge sig selv om Friedman havde ret, er at indse hvad implikationerne ville være. Det er simpelt: Man ville se en række lande, der har begge dele – et rimeligt retsvæsen og demokrati i det sydøstlige hjørne af figuren – men også lande uden nogen af delene (nordvest), og lande med et fornuftigt retsvæsen, men uden demokrati (i det sydvestlige hjørne). Den sidste kvadrant i figuren over muligheder nedenfor (nordøst) burde dog være tom: Vi burde ikke observere lande, der har demokrati, men ikke beskyttelse af privat ejendom eller et bare nogenlunde retsvæsen.

Intet demokrati Demokrati
Ingen retssikkerhed

Burma, Chad, Hviderusland, Zimbabwe

???
Retssikkerhed Kuwait, Singapore Botswana, Chile, Danmark, Frankrig, Taiwan, USA

Det er nemt at finde eksempler på lande der enten mangler begge – i Europas baghave ligger Hviderusland for eksempel – og lande, der har begge dele. Det er også relativt let at identificere en række lande, med ganske fornuftige retsvæsener, men uden demokrati. Singapore bliver generelt vurderet som et land med et mere effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen end dele af Sydeuropa, men demokratisk er det ikke. Hong Kong, i det mindste før det blev givet tilbage til Kina, er et andet eksempel, ligesom de mest progressive golfstater nærmer sig.

Den stærkeste indikation for at Friedman havde ret, findes i den manglende kvadrant. Med andre ord er en rimelig grad af økonomisk frihed og retssikkerhed en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have et stabilt demokrati. Mens man kan finde eksempler på lande, der har passet i den ’umulige’ kvadrant, findes der ingen der har kunnet blive der. Israel havde i en lang årrække en høj grad af planøkonomi, men politikerne måtte i løbet af 80erne bukke under for pres fra en demokratisk offentlighed. Siden da er økonomien liberaliseret, demokratiet fortsat og landet har i dag en langt højere levestandard. Venezuela har på den anden side indført en massiv grad af planøkonomi i Hugo Chavez forsøg på en ”socialisme for det 21. århundrede”. Men i disse år bliver det mere og mere tydeligt hvordan venezuelanernes politiske frihed forsvinder bid for bid i takt med, at Chavez-regimet fjerner kritiske medier. Stort set alle offentlige ansattes valgadfærd bliver også overvåget, og hvis man ikke stemmer på Chavez, er odds at man bliver fyret.

Friedmans arbejde, der byggede ovenpå Hayeks tyve år tidligere, bliver således ved med at være relevant. Man ser nogle gange demokratiseringer, men uden en rimelig grad af markedsøkonomi, er de ikke stabile. Ingen lande har været mere end nogle få år i en situation med politisk frihed og økonomisk ufrihed. Skal man svare på, om det arabiske forår bliver ved, skal man tilbage til Friedmans oprindelige spørgsmål: Er der et markedsøkonomisk fundament at stille demokratiet på?

Hvem er de bedste danske økonomer – 2012 edition

Vi har efterhånden fået en tradition for hvert år her på stedet at diskutere, hvem der er de bedste danske økonomer. Siden den første post om det i 2009 har det hver gang givet anledning til diskussion, for hvordan opgør man det? Hvert år forsøger vi at opgøre det på en lidt anderledes måde end sidst, og i år er ikke en undtagelse. Pointen er naturligvis, at det er frygteligt svært at opgøre det, for der er hverken klare retningslinjer eller enighed om, hvordan man skal vægte forskellige elementer.

Det, vi har gjort i år, er at se på fire faktorer, der alle er begrænset til artikler publiceret de sidste ti år (2002-2012): 1) de totale antal citationer, som en forsker har fået på disse artikler; 2) antallet af citationer til de to mest citerede artikler fra de sidste ti år; 3) forskerens H-indeks; og 4) den standardiserede impact-faktor på det bedste tidsskrift, en forskere har publiceret i de sidste ti år. Resultaterne følger under folden. Læs resten

Friedman-indsigter 2: Forventningsjusterede Phillips-kurver

Det andet indlæg i vores serie om indsigter, vi skylder Milton Friedman, handler om Phillips-kurver. Phillips-kurven (i ental) var hvad der lignede en empirisk sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, som den new zealandske økonom A.W.H. Phillips opdagede i tal for Storbritannien: Når inflationen (stigningstakten i forbrugerpriserne) var høj, var arbejdsløsheden lav, og når arbejdsløsheden var høj, var inflationen lav. Phillips og andre økonomer argumenterede derfor, at hvis man sænkede arbejdsløsheden, betalte man en ’pris’ i form af prisstigninger. Lavere arbejdsløshed betød mere konkurrence om arbejdskraften, og derfor et opadgående pres på lønningerne. Idet virksomhedernes omkostninger derfor blev højere, måtte de hæve priserne, og fordi efterspørgslen var større med flere i arbejde, gav det også et pres på priserne.

I 60erne var den klassiske politiske fortolkning af Phillips-kurven, som sammenhængen kom til at hedde, at man kunne sænke arbejdsløsheden permanent, bare man var villig til at acceptere, at priserne steg hurtigere. Flere økonomer så selvfølgelig, at højere priser betød dårligere international konkurrenceevne, men det argument bed ikke på politikere dengang.

Men som så ofte tænkte Friedman et skridt videre. Uafhængigt af, men på samme tid som, kollegaen Edmund Phelps – en senere Nobelprisvinder – beskrev Friedman hvordan forventninger spiller en rolle i løn- og prisdannelsen. I artiklen ”The Role of Monetary Policy”, der blev publiceret I American Economic Review i 1968, forklarede han den følgende mekanisme:

1) Arbejdsløsheden falder, og derfor stiger priserne som Phillips havde beskrevet;

2) Fagforeninger og lønmodtagere observerer, at inflationen er steget, og forventer derfor at inflationen nu permanent er højere – også til næste år;

3) Da de sigter efter som minimum at opretholde samme realløn, dvs. samme købekraft, stiger deres lønkrav automatisk sammen med inflationen;

4) Da lønkravene er steget til næste overenskomstforhandling, må virksomhederne bruge en kombination af prisstigninger – dvs. yderligere inflation – og fyringer til at holde bundlinjen fra at gå i negativ;

5) Arbejdsløsheden er derfor steget igen, hvilket lægger en dæmper på inflationen; men lønkravene er de samme, da man ikke har grund til at nedjustere forventningerne til næste års inflation.

Friedman og Phelps indsigt var, at man ikke permanent kan sænke arbejdsløsheden ved at føre politik, der hæver inflationen. 1968-artiklen viste således, at pengepolitikkens rolle ikke kan være forbundet med en permanent forbedring af beskæftigelsen, men kun i bedste fald en rent midlertidig. Da man nåede ind i 1970erne, oplevede verden et fænomen, der ikke kunne lade sig gøre i den ’gammeldags’ Phillips-kurve. Stagflation, som fænomenet blev kaldt, var kombinationen af økonomisk stagnation med dertil hørende høj arbejdsløshed, og samtidig høj inflation. Økonomer så dermed med egne øjne noget, som kun gav mening med Friedman-Phelps-forklaringen.

Politikerne tog som altid noget længere at opgive ’fine-tuning’ politik, som det blev kaldt. De brugte 70erne på at bekæmpe arbejdsløshed med hvad de troede, havde virket i 60erne, men som nu blot resulterede i stigende inflation og dermed faldende og i mange tilfælde negative realrenter. Fra 1980erne og frem opgav flere og flere politikere – i det mindste i vores del af Europa – at bruge keynesiansk finjusteringer, da erfaringen var blevet tydelig: Friedman og Phelps havde ret, og hverken lønmodtagere eller fagforeninger opførte sig så tåbeligt, som Phillips og andre havde regnet med. Det krævede blot en Friedman at vise det så tilpas pædagogisk, at andre også så det indlysende.

Posner, Porno og Ophavsret

Richard Posner

Richard Posner

Så er en af denne punditokrats ”yndlingsdommere” på banen igen: I sagen Flava Works, Inc v. Marques Rondale har Richard Posner (cv / publ.) fra 7th circuit i Chicago forfattet en dom, der sender et klart signal til føderalkongressen om, at det er på tide at opdatere ophavsretsreguleringen til internettidsalderen. Dommen kan selvfølgelig læses på rettens hjemmeside i sin fulde ordlyd, og Ars Technica har en glimrende gennemgang af sagens genstand og rettens konklusion.

Sagen handler helt kort om firmaerne Flava og myVidster. Førstnævnte producerer og distribuerer videoer med sorte mænd, som dyrker sex med hinanden. Mod betaling og accept af Flava’s forretningsbetingelser, er videoerne tilgængelige fra Flava’s hjemmeside, hvor man kan se eller downloade dem til ”personligt, ikke kommercielt brug.”

MyVidster leverer en ”social bookmarking”-tjenesteydelse, som firmaet finansierer via reklameindtægter. Via myVidsters hjemmeside, kan brugere bogmærke onlinemateriale og dele det med hinanden. Når en bruger tilføjer en video til myVidster, finder myVidster videoens kilde og embed’er den på sin hjemmeside. Videoen befinder sig således stadig på den server, hvor Flava har lagt den, også når der sker afspilning (no pun intended) via myVidster. Selvom myVidster får det til at se ud som om, at videoen kommer fra myVidster, begår virksomheden ikke på denne punkt en ophavsrettighedskrænkelse. Som retten når frem til:

As long as the [myVidster] visitor makes no copy of the copyrighted video that he is watching, he is not violating the copyright owner’s exclusive right, conferred by the Copyright Act, “to reproduce the copyrighted work in copies” and “distribute copies … of the copyrighted work to the public.” His bypassing Flava’s pay wall by viewing the uploaded copy is equivalent to stealing a copyrighted book from a bookstore and reading it. That is a bad thing to do (in either case) but it is not copyright infringement. The infringer is the customer of Flava who copied Flava’s copyrighted video by uploading it to the Internet.

I regn og slud…

Vi konstaterede tilbage i juli, at Post Danmark handler i strid med dansk postlovgivning, når virksomheden nægter at levere post til Restaurant Vejlegården. Morgenavisen Jyllands-Posten behandler i dag historien og har i den anledning bedt Claus Haagen Jensen om at konstatere det selvsamme.

Det hænger sådan sammen, at Transportministeren har udpeget Post Danmark A/S til at være ”den befordringspligtige postvirksomhed” i Danmark og dét betyder, at Post Danmark A/S har pligt til bl.a. at omdele breve seks dage om ugen – også til Restaurant Vejlegården i Vejle. Befordringspligten er klart og tydeligt beskrevet i Postlovens § 14

I Post Danmarks A/S’ egne forretningsbetingelser står det i øvrigt i pkt. 1.8:

Post Danmark er berettiget til i særlige tilfælde, hvor forhold hos modtageren besværliggør omdeling, eller hvor omdeling er forbundet med fysisk eller psykisk risiko, at undlade omdeling af breve, for eksempel på grund af løsgående bidske hunde på adressen, manglende snerydning/grusning, chikanøs eller i øvrigt krænkende/truende adfærd.

De pågældende situationer er selvsagt ikke til stede in casu. Jyllands-Posten viderebringer to forskellige begrundelser for, hvorfor det skulle være i orden, at nægte postomdeling:

  1. Post Danmark A/S mener, at den befordringspligt, som lovgiver har vedtaget og H.M. Dronningen stadfæstet kan fraviges, når ”aftaleforholdet” mellem DI og LO tilsiger det.
  2. Trafikstyrelsen, der fører tilsyns med Post Danmark A/S’ overholdelse af Postloven, mener, at der er tale om force majeure – eller det, som man på engelsk kan kalde an act of God.

Begrundelsen fra Post Danmark A/S er selvsagt noget sludder og vrøvl.

Trafikstyrelsen er måske på rette spor: Forstyrrelser i postomdelingen kan være undskyldelige under henvisning til et konkret tilfælde af force majeure; men force majeure kræver normalt, at den situation, der henvises til, er opstået uforudsigeligt og har medført, at en given handling, så længe situationen består, umuligt kan udføres. Hvis dén definition får en til at tænke på væbnet oprør, krig, terrorbombede områder, ildebrand, naturkatastrofer, blokader og statslige forbud og beslaglæggelser, har man et nogenlunde godt billede af, hvad force majeure er for en størrelse. Vejrlig er normalt ikke force majeure. Så hvad med faglige konflikter?

En strejke (eller en lockout for den sags skyld) kan efter omstændighederne få karakter af force majeure. Dertil kræves, at konflikten er omfattende, f.eks., at det er tale om en generalstrejke. Hér er der imidlertid ikke engang tale om en strejke. Der er tværtimod tale om en ”konflikt”, som medarbejdede hos Post Danmark A/S har indledt i sympati med de i øvrigt ikke-eksisterende 3F-medlemmer på Restaurant Vejlegården. Så ingen force majeure her.

Således står vi tilbage med en postvirksomhed der mener et, alt imens den kæmper for at overleve i en til stadighed mere digital verden; et statsligt tilsyn der mener noget andet (og som i øvrigt har sig lidt af et hjemmelsproblem!) og så en restauratør, der nok har bedt sine leverandører om fremover at sende faktura pr. e-mail (hvis de da ikke allerede gjorde det i forvejen).

Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.