Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

3 Kommentarer

  1. Johannes Polemicus

    3. august 2012 at 12:44

    Tak for post. Kommer der en om Friedmans termostat? Jeg kender den kun fra den kvantitative metodelitteratur – ville gerne høre en økonom forklare den 🙂

  2. Fremragende indlæg, tak for det. Lad os få flere af dem 🙂

    Det forklarer både SP som i nævner, men også efterlønspengene.

  3. Christian Bjørnskov

    3. august 2012 at 16:55

    @Johannes: Der er planlagt et indlæg i serien om den forventningsjusterede Phillips-kurve, som omhandler nogle af ‘termostatproblemerne’.

Skriv et svar til Uffe Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑