Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt.  (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner.  De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle.  ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Liberal debattør

Den Keynes-inspirerede politik medførte en stor og dominerende stat. Den ville Friedman bekæmpe, og han kastede sig med sine videnskabelige resultater i rygsækken ind i den offentlige debat som liberal debattør, en rolle, som han selv var meget bevidst om, var anderledes end rollen som videnskabsmand. Milton Friedmans karriere som liberal debattør tog for alvor fart i 1962 med bogen ’Capitalisme and Freedom’, kulminerede med TV-serien og bogen ’Free to Choose’ i 1980, og sluttede med, at Friedman rejste jorden rundt, hvor han alle steder mødtes med de førende økonomer og bankfolk. Han var flere gange i Kina, hvor han rådgav de kinesiske ledere i brug af markedsmekanismer i en planøkonomi. I følge nobelprismodtageren Gary Becker gjorde Friedmans ideer så stort indtryk på de kinesiske ledere, at Kinas befolkning først og fremmest kan takke Milton Friedman for de forbedringer, som er sket af deres levevilkår.

Hovedtese som liberal debattør

Friedmans hovedtese som liberal debattør kan formuleres således: Historien viser krystalklart, at forbedringer af almindelige menneskers levevilkår, først og fremmest finder sted i en fri markedsøkonomi, hvor en begrænset stat, sikrer privat ejendomsret, fri udveksling af varer og tjenesteydelser samt et stabilt pengevæsen. Eller med Friedmans elegante sprog:

‘The record of history is absolutely clear, that there is no alternative way, so far discovered, of improving the lot of ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by a free enterprise system.’ (en udtalelse i et TV-talkshow med Phil Donahue).

Argumenter for en begrænset stat

Milton Friedman benyttede især tre argumenter for en begrænset stat.

For det første sammenlignede Friedman lande med en fri markedsøkonomi og lande med en mindre fri markedsøkonomi, både i nutiden og i fortiden. Både som videnskabsmand og liberal debattør holdt Friedman fast i, at hans teorier skulle begrundes med fakta. For Friedman var teorier uden fakta, som skibe uden sejl. Det bedste eksempel i fortiden, der viste betydningen af indskrænket styre og frit marked, fandt Friedman i Japan i slutningen af 1800-tallet, mens Hong Kong blev fremhævet som det bedste eksempel i nutiden. Indien efter anden verdenskrig beskrev Friedman derimod som et skrækeksempel. Den indiske stats socialistiske politik var skyld i, at landet ikke kom ud af fattigdom. Det mest tydelige eksempel på forskellen mellem et frit marked og central planlægning så Friedman dog i kontrasten mellem Vesttyskland og Østtyskland, oprindelig samme civilisation, men ’en time i Østberlin er nok til at forstå, hvorfor myndighederne opførte muren.’ (Det frie Valg, s. 68)

For det andet fremhævede Friedman igen og igen Adam Smith og hans usynlige hånd (som et kuriosum kan nævnes, at Friedman ofte bar et Adam Smith slips).  ’Markedets kraft’ kalder Friedman første kapitel i ’Det frie Valg’, som beskriver prismekanismen og værdien af det frivillige bytte. ’Den centrale erkendelse i Adam Smiths ’Wealth of Nations’ er forvirrende enkel: hvis en udveksling, et bytte, mellem to parter sker frivilligt, vil den ikke finde sted medmindre begge parter mener, at de vil have fordel af den’. De fleste økonomiske misforståelser skyldes den fejlagtige opfattelse, at der eksisterer en begrænset kage at dele, og at den ene part kun kan få fordel på den andens bekostning. (Det frie Valg, s. 22). Næsten enhver statslig indblanding forstyrrer byttet og prismekanismen og dermed en effektiv brug af resurser, pointerede Friedman uophørligt.

For det tredje påpegede Friedman, at enhver statslig indgriben synes at være styret af (endnu en) usynlig hånd, der virker præcis i den modsatte retning af Adam Smiths:

’en person, der kun har til formål at fremme den offentlige interesse ved at tilskynde til statslig indgriben, bliver ledet af en usynlig hånd til fremme af private interesser, der ikke indgik som en bestanddel af hans intentioner. Denne konklusion bliver understreget gang på gang, når vi i de følgende kapitler undersøger, de mange områder, inden for hvilke statsmagten er blevet anvendt – hvad enten det gælder at opnå tryghed (kapitel 4) eller lighed (kapitel 5), at støtte undervisningen (kapitel 6), at beskytte forbrugerne (kapitel 7) eller arbejderne (kapitel 8) eller forhindre inflation og fremme beskæftigelse (kapitel 9).  (Det frie Valg, s. 14).

Jerntrekanten og ’de gøende katte’

En stor del af ’Det frie Valg’ brugte Friedman til at vise, at statslige indgreb normalt ikke gavner den almindelige borgers interesser, men derimod politikere, embedsmænd og de personer, som begunstiges af indgrebet.  Denne ’jerntrekant’, som Friedman kaldte det, var samtidig drivkraften bag en stadig større stat. Milton Friedman var meget skeptisk over for, om det overhovedet var muligt at forbedre og effektivisere offentlige institutioner, så de varetog borgernes interesser.  ’Der findes uden tvivl undtagelser, men de er sjældne – næsten lige så sjældne som gøende katte’. (Det frie Valg, s. 238.). De biologiske love som gælder for katte, er ikke mere fastlåste, end de politiske love som gælder for statslige institutioners ageren, så snart de er oprettet, skrev Milton Friedman i en klumme i Newsweek. (Milton Friedman betragtede selv klummen med ’de gøende katte’, som en af sine bedste af mere end 300 klummer i Newsweek i perioden 1966-84.)

Brillant kommunikator

Friedman var en brillant kommunikator af økonomiske ideer, måske den største i følge nobelprismodtager og Keynes-tilhænger (!) Poul Krugman. Friedman var altid venlig, og alle kunne lide ham. Han havde et slagkraftig og simpelt sprog, som var forståeligt for menigmand, hvilket selvfølgelig har spillet en stor rolle for hans gennemslagskraft. Han var en mester i at begrunde sine budskaber med eksempler fra dagligdagen. Mest kendt er måske ’hans 4 måder at bruge penge på’ (Det frie Valg, s. 164) og hans historie om blyanten (Det frie Valg, s. 23), men også et utal af korte fængende sætninger, f.eks.

Det frivillige bytte er en forudsætning for både velstand og frihed

Inflation er beskatning uden lovgivning

En statslig løsning på et problem er normalt værre end problemet

Politisk og økonomisk magt i de samme hænder er en sikker opskrift på tyranni

Og et lidt længere citat:

En af de største omkostninger ved det nuværende velfærdssystem består i, at det ikke blot underminerer og ødelægger familien, men også forgifter kilderne til den private velgørenhed. Tidligere hjalp børn deres forældre på grund af kærlighed eller pligtfølelse. Nu bidrager de til forsørgelsen af nogle andres forældre på grund af tvang.

På nettet, især YouTube, findes en myriade af klip med Milton Friedman, som viser hans enestående evner som kommunikator. Denne artikel er i høj grad skrevet på baggrund af i timevis at have nydt klip med Milton Friedman. To af mine yndlingsklip, selvfølgelig bortset fra serien ’Free to Choose’, er ’Milton Friedman on Hayeks Road to Serfdom’, 1994, interview 1 and 2, samt ’Milton Friedman on Donahue’ (TV-talkshow).

Pragmatiker og demokrat

Milton Friedmans ideer var i sidste ende revolutionære, men han var også pragmatiker og realist, som påpeget af Lars Christensen i bogen ’Milton Friedman – en pragmatisk revolutionær’ (2002). Friedman var udmærket klar over, at samfundet kun kunne ændres med små skridt. Om velfærdsforanstaltninger skriver han klart, at de ikke kan afskaffes fra den ene dag til den anden. Vi har brug for en måde til at lette overgangen for de mennesker, som er afhængige af den offentlige bistand, pointerede Friedman (Det frie Valg, s. 137-38).  Hertil kom, at Friedman kun ønskede samfundet ændret i den takt, som han kunne overbevise folk om sine ideers rigtighed. Han var gennemført demokrat og troede på argumentets kraft.

En dansk Milton Friedman og en ’Det frie Valg – Danmark 2012’ 

Milton Friedman tog altså konsekvensen af sine egne teorier og blev tidligt klar over, at skulle hans ideer få den fornødne gennemslagskraft, var det ikke nok at blive siddende på sit studerekammer. Han måtte ud og agitere, og han måtte ud og blande sig i den offentlige debat. Og netop, fordi han kunne kombinere faglig viden med debatevner, fik han den store indflydelse.

I Danmark savner vi en eller flere Milton Friedman’er, som i det offentlige rum vil kunne gøre op med de nuværende dogmer, hvis resultat har været en velfærdsstat med åndenød. Vi mangler karismatiske personer, der kan skabe en debat om markedets gode kraft, og som kan åbne folks øjne for, at stort set ethvert statsindgrebs rummer en bagside – den onde usynlige hånd. Jeg håber derfor – med dette indlæg -, at jeg kan skubbe til, at en eller flere kyndige personer – økonomer og ikke økonomer – vil skrive en ny ’Det frie Valg’ oversat til Danmark 2012 og blande sig aktivt i debatten.  Friedmans ’Det frie Valg’ er som en ægte klassiker stadig lige relevant, men den er skrevet i 1979 og handler mest om amerikanske forhold, som det kan være svært at forstå for danske unge i dag. Danskerne fortjener ikke kun en ajourført version (og måske en ajourført tv-serie), hvor eksemplerne er taget fra den danske velfærdsstat, og hvor der anvises en skånsom vej ud af velfærdsstatens morads og frem mod et rigere og friere samfund. Danskerne fortjener også karismatiske og fagligt velfunderede personer, som tør kaste sig aktivt ud i debatten.