Jødisk overlevelse og tillid

Millioner af jøder, kommunister, homoseksuelle og andre ’uønskede’ blev myrdet af naziregimet under anden verdenskrig. Hitler nærede et særligt indædt had til jøderne, som blev den mest udsatte og forfulgte af alle grupper, og et udtrykkeligt mål for nazisterne var deres totale udryddelse – die Endlösung. Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien.

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Argumentet er derfor, at folks tillid til hinanden – særligt tillid til fremmede – er den eneste (uformelle) institution, der kan hjælpe til at løse problemet. Jo mere tillid folk havde til hinanden, jo lettere blev det at koordinere uden et formelt, personligt netværk, og jo mindre var risikoen for at blive forrådt.

Og heldigvis peger data fra de 30 besatte lande i samme retning. Så vidt det kan lade sig gøre at fange tillidsforskelle i Europa omkring 1940, kontrollere for en række andre, mulige forklaringer, og håndtere kausalitetsproblemet, slår tillidsforskellene igennem som en vigtig forklaring. Hver ti procentpoint større tillid er i gennemsnit forbundet med ti procent flere jøder reddet. Ydermere peger resultaterne på, at tilliden var relativt vigtigere i lande, som nazisterne af racemæssige grunde betragtede som laverestående.

Så hvorfor Danmark reddede alle undtagen 68 af de næsten 8000 jøder – heriblandt 1500 ikke-danskere – der boede i landet i 1940 er måske et resultat af vores ekstremt store tillid til hinanden. Om mine kolleger accepterer historien og evidensen vides ikke endnu, da første lejlighed til at præsentere papiret først er til januar. Men under alle omstændigheder ligger det nu offentligt tilgængeligt, og kan downloades her.

6 thoughts on “Jødisk overlevelse og tillid

  1. Filip Schwartz Kirkegaard

    Det er interessante konklusioner, som – hvis dataene holder – bør medtages i holocaust-udstillinger og dokumentation, eksempelvis Yad Vashem i Jerusalem.

    Desuden stiller det interessante spørgsmål om modstand mod regimer generelt. Vil man kunne se en lignende stigning i tillid frem mod i dag hos befolkningerne i de lande, hvor det såkaldte arabiske forår har blomstret?

    Svar
  2. Jonathan Gregers

    Den største enkeltforklaring er: geografi. Den svenske kyst er kun nogle få kilometer væk. og at det neutrale Sverige var villige til at tage imod dem. Portugal og Schweiz sendte dem tilbage igen.

    Næste:

    Den tyske befäelhavere i Danmark ønskede den goodwill som redningen ville medføre [8.000 reddede jøder til Sverige havde ingen omkostninger for Tyskland, men store fordele for det videre samarbejde, herunder fødevareforsyninger til Tyskland] og der er rapporter om at tyskere og tyske patruljeskibe flere gange vendte det blinde øje til.

    Svar
  3. bjoernskov Forfatter

    @Jonathan: Det kan sagtens være, men argumentet – og de empiriske fund – i artiklen hviler ikke kun på Danmark. Man kan faktisk tage Danmark ud af analysen, og den viser stadig det samme. Det ser ud til at være et meget mere generelt fænomen, som Danmark bare er et godt eksempel på. Og læg mærke til, at der faktisk er tests i artiklen, der kontrollerer for geografi – og det betyder ikke noget.

    Svar
  4. Niels Wium Olesen

    Bjørnskovs konklusioner er interessante, og jeg køber dem i det store hele. Hertil skal imidlertid lægges – som også Jonathan Gregers er inde på – at redningen skal forstås i en større ramme, der inkluderer de dansk-tyske relationer. Hvor nødig mange end er villige til at godtage det, var redningen i stor grad et resultat af det, vi plejer at kalde samarbejdspolitikken. På trods af den militære undtagelsestilstand erklæret 29. august 1943 og de deraf følgende forværrede dansk-tyske relationer, var der betydelige kræfter i det tyske system, der ønskede et fortsat godt forhold til danske myndigheder – af hensyn til bevarelsen af rolige forhold i Danmark (og dermed lave omkostninger for besættelsen) samt mere specifikt: opretholdelsen af landbrugseksporten. Som historikeren Henning Poulsen har været inde på havde samarbejdspolitikken en ”civiliserende” effekt på de tilstedeværende tyske instanser. Mens der var et højt konfliktniveau i andre besatte lande, kunne tyske instanser behandle deres danske modparter i forhandlinger her i landet efter diplomatiets normer, hvad der omvendt førte til, at de også blev mødt som ”pæne mennesker”. Bevarelsen af nogenlunde normale diplomatiske relationer førte også til, at Tyskland var indstillet på at tilgodese danske interesser, som man har for vane i forhandlingssituationer (i modsætning til den totale undertrykkelses diktat) – også i dette lille hjørne af holocaust. Det førte til, at det danske udenrigsministerium kontinuerligt kunne følge de danske jøder i Theresienstadt og at disse fik særbehandling.

    Endelig er der aspektet om tillid. Hvor kom den fra? Ligger den i den danske folkesjæl? Eller blev den også næret af den socialdemokratiske-radikale regerings politik i 1930’erne og den socialt og økonomisk inkluderende politik som S-RV-V-K-regeringen trods hårde odds trods alt formåede delvist at videreføre under besættelsen? Hårdt trukket op, og forenklet, men alligevel: Blev de danske jøder reddet af samarbejdspolitikken og 1930’ernes begyndende skridt i retning af en dansk velfærdsstat?

    Svar
  5. Niels Wium Olesen

    Tilføjelse: Beklager, hvis jeg for udenforstående manglede et par præmisser i ovenstående. Spørgsmålet om tillid knytter sig naturligvis til hjælpen til flugten til Sverige, ikke – eller i hvert fad i noget mindre grad – til spørgsmålet om de knap 500 deporteredes skæbne. Relationerne mellem Danmark og Tyskland havde indflydelse såvel på på den ringe tyske interesse i at forhindre – hvis ikke endda at fremme – flugten til Sverige, som på de deporteredes skæbne.

    Svar
  6. Pingback: Tillidssamfundet | ricardtriis

Leave a Reply to Niels Wium OlesenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.