Spredt fægtning III – Præsidentvalgkampen

Hos Børsen skriver Casper Hunnerup Dahl glimrende om fejlslutningen om den knuste rude, i lyset af den meget positive mediedækning, USAs præsident har fået i lyset af orkanen “Sandy“. Spørgsmålet er ikke, om dækningen er fair eller ej, men om præsidents handlinger vender stemmer på valgdagen. På det punkt er vurderingen:

[d]et er med al sandsynlighed stadig den enkelte vælgers vurdering af de foregående fire års økonomiske politik og dens resultater, der vejer tungest i forhold til at træffe den endelige beslutning om, hvor krydset skal sættes

Apropos valget, så  har Jack Balkin skrevet to spekulative essays i The Atlantic om, hvordan han forestiller sig en henholdsvis første valgperiode for præsident Romney eller en anden valgperiode for præsident Obama vil tegne sig, for så vidt angår en specifik teori om “præsidentielt lederskab“.

I Liberty Unbound dissekerer Stephen Cox sprogbrugen under kandidatdebatterne. Hist og her går lidt for meget ”alt var bedre i gamle dage” i den; men alligevel er det som om, at der er noget om det. Det viste sig i hvert fald, at den siddende præsident ikke besad helt så astronomisk gode debatevner, som rygtet sagde, og dykker man ned i hvad, der er blevet sagt og skrevet ”i gamle dage” af præsidentkandidater, så er feltet (også) denne gang temmelig let. Men sådan er der jo så meget.

Compared to old-time politicians, Obama is basically nothing. He doesn’t know any more words than they did, and his grammar isn’t any better. His range of allusions is much more limited than theirs (they could quote Shakespeare and the Bible, while he appears to live in a world without any books at all); and he doesn’t know any good stories. He is as stiff as a high school principal who has attended Toastmasters on two separate and distinct Thursday evenings, and his self-importance is untiring. It doesn’t take much to overtake Obama in the oratory department…. When, in the second and third presidential debates, Obama “revived,” “woke up,” or “agreed to participate” … he did even more to show what he is: snarky, snippy, evasive, demagogic, unwarrantably superior, bored or angry with everyone except his slavish adorers.

 

15 tanker om "Spredt fægtning III – Præsidentvalgkampen"

  1. Johannes Polemicus

    Nogle gange bliver Obama kritiseret for at være for elitær, nu kritiseres han så for at være for folkelig. Vorherrebevares. Og hvad angår de klassiske taler: selection bias, selection bias, selection bias. Suk.

    Svar
  2. Jørgen Olsen

    Apropos knust glas. Republikanere er kendt for at mobilisere alle potentielle medlemmer og sympatisører og er villige til at gå billedligt talt over knust glas for at få dem til at stemme, det såkaldte – Broken Glass Republicans – fænomen.

    Entusiasmen hos Rep. har denne gang været på niveau med Obamatilhængernes i 2008.

    Romney på de sociale medier, facebook, twitter, har overhalet Romney.

    Kvinderne vælger i stadig større tal Obama fra.

    Sorte er skuffede over Obama og hvis blot 2% færre sorte stemmer på Obama denne gang kan det afgøre valget.

    De viser sig at blandt andet i Florida har flere Rep. end Dem. ‘brevstemt.’ Ikke noget godt tegn for Obama hvis det er tendensen også på landsplan, og hvorfor skulle det ikke være det?

    Obamas sidste opfordring til tilhængere om at få stemt med udtalelsen ‘Vote for Revenge’ er direkte usmagelig, og viser hvor lidt som Stephen Cox gør opmærksom på – pli og gentlemanship – han besidder. Romney har straks benyttet denne udtalelse til at bede alle om at stemme ‘of love for America.’

    Den politiske guru, Michael Barone, der om nogen kender amerikansk politik forudsiger sejr til Romney.

    Således forskellen på de to.

    Svar
  3. Johannes Polemicus

    “Den politiske guru, Michael Barone, der om nogen kender amerikansk politik forudsiger sejr til Romney.”

    Haha. Barone er en idiot, en amerikansk Peter Mogensen. Selvfølgelig vinder Obama.

    Nate Silver giver ham ca 85%, alle bookmakere har ham som favorit og det samme har prediction markets, fx. Intrade.

    Svar
  4. Jørgen Olsen

    Jamen da dog så kan jeg også: Nate Silver er en idiot. Læs her hvad Josh Jordan fra National Review siger om ham.

    “While there is nothing wrong with trying to make sense of the polls, it should be noted that Nate Silver is openly rooting for Obama, and it shows in the way he forecasts the election.” Jordan says that Silver conducts “the type of analysis that walks a very thin line between forecasting and cheerleading. When you weight a poll based on what you think of the pollster and the results and not based on what is actually inside the poll (party sampling, changes in favorability, job approval, etc), it can make for forecasts that mirror what you hope will happen rather than what’s most likely to happen.”

    Silvers nære tilknytning til New York Times der om nogen er Obama fortjust er også bemærkelsesværdig. Jovist Silver er god til baseballstatistik – kan han også klare lottotallene?

    Svar
  5. Johannes Polemicus

    “Jovist Silver er god til baseballstatistik – kan han også klare lottotallene?”

    At opstille en sandsynlighedsfordeling for lottotallene burde selv mine førsteårs-studerende kunne klare. Silvers model er en statistisk model af den underliggende sandsynlighedsfordeling, baseret på MCMC-metaanalyse. Det er imidlertid ikke en påstand om, at Obama vinder.

    Men – er det kun Silver fra NYT, der mener at Obama er selvskreven som vinder? Nej, det gør også markedet – bookmakers, prediction markets, etc. RealClearPolitics har også Obama som vinder. Hvis man gider at dykke lidt mere ned i mekanikken, kan man kigge på Princeton Election Consortium – som også har Obama som vinder.

    Hvem mener, at Romney kan vinde? Pundits uden empirisk belæg, snakkehoveder og konservative, der åbenbart ikke kan tåle at se sandheden i øjnene. Jeg læste godt Jordans usaglige angreb på Silver, og det glæder mig at andre republikanere, som fx David Frum, var hurtigt ude med undsigelsen af den slags vrøvl.

    Men hey, put your money where your mouth is. Du får virkeligt gode odds på Romney, så du har vel bettet på ham?

    Svar
  6. bjoernskov

    I stedet for den ophedede – og set fra min stol temmelig tåbelige – debat som kører mellem nogle af vores læsere, er her et informeret synspunkt: http://baseballcrank.com/archives2/2012/10/post.php
    Dan McLaughlin (hattip: Cafe Hayek) forklarer tydeligt, hvorfor amerikansk polling op til valg ikke blot er et spørgsmål om pollingteknik, men i høj grad også om underliggende antagelser, som mærmest skifter fra valg til valg.

    Svar
  7. Johannes Polemicus

    Bjørnskov: tak for linket. Mener du, at Romney står til at vinde?

    Der er efter min mening mange kritikker af Silvers model, men det jeg angreb var blot, at man med basis i et medlem af “the chattering classes”, som Barone jo er, mente at kunne korrigere. (Måske er problemet også, at Silvers model er bayesiansk, men at de fleste læser hans forudsigelser frekventistisk?).

    Jeg er personligt overbevist om, at Obama vinder – ikke, at jeg nødvendigvis er glad for det, men “Optimismus ist Feigheit”, som Spengler skrev.

    Ellers kan man jo læse Sam Wangs modelbeskrivelse her http://election.princeton.edu/methods/. Den ser efter min mening også overbevisende ud. Men virkeligheden er jo alle modellers Thermopylæ, så nu får vi se.

    Svar
  8. bjoernskov

    Jeg må indrømme, at jeg synes det er helt håbløst at spå om valget i morgen! Som McLaughlin rigtigt skriver, er de uafhængige vælgere virkelig i spil i dette valg, og hvor de ender med at gå hen, har jeg ingen anelse om. Udover at amerikanske valg altid er interessante, er det også et enormt interessant valg fra netop en polling-vinkel. På den måde kan det pege lidt hen mod det næste danske valg, da fløjene pludselig ser ud til at være vigtigere igen – EL og LA. På den måde har man det samme problem som i amerikanske valg, blot med fløjene som de ‘uafhængige’ i stedet for en ubesluttet, moderat midte.

    Svar
  9. Nikolaj Stenberg Forfatter

    Apropos fløjene – eller ihvertfald de(n) liberalistiske:

    Randy Barnett taler i WSJ for infiltreringsstrategien:

    But, while I am as libertarian today as I was then, I have come to believe that the Libertarian Party was a mistake.

    The reason is simple. Unlike a parliamentary system in which governments are formed by coalitions of large and small parties, our electoral system is a first-past-the-post, winner-take-all one in which a winning presidential candidate just needs to get more than 50% of the vote. This means each contending “major” party is itself a coalition that needs to assemble enough diverse voting groups within it to get to 51%. Hence the need to appeal to the so-called moderates and independents rather than the more “extreme” elements within.

    Mere her: http://www.volokh.com/2012/11/05/my-wsj-op-ed-the-mistake-that-is-the-libertarian-party/

    Svar
  10. Claus Jensen

    Nate Silvers uempiriske metoder har nu klart vist sig at være witchcraft og liberal drømmetænkning: han tog jo fejl om North Dakota, hvor han urealistisk havede spået en republikansk sejr.

    Det forfriskende er, at Punditokraterne ikke faldt for talmagi og fristende statistikker, men i stedet valgte at citere et angreb på Obamas ringe retoriske evner – hviket vist var et argument for, at han vandt på indhold snarere end blændværk?

    Svar
  11. Nikolaj Stenberg Forfatter

    @Claus Jensen: Som altid er dine kommentarer forfriskende. Havde du læst Stephen Cox’ “The Debates: An Autopsy”-artikel ville du se, at den ikke er et udelt angreb på Barack Obamas retoriske evner.

    Svar
  12. Claus Jensen

    @Nikolaj Stenberg: Nej, ikke en udelt negativ vurdering af Obama som taler og person. Cox fastslår også, at Romney er bedre og mere sympatisk omend ikke ideel, hvilken vurdering tilfældigvis afspejler ganske nøje republikanske punditters syn på Obama som et gadekryds mellem Stalin og en hemmelig muslim og deres beherskede entusiasme for Romney som det mindste af to onder.

    Men ikke desto mindre skulle Obamas 2008 valgsejr forklares, og dengang var det myten om “soaring rhetoric, freshness and personal charisma that made his supporters swoon in the aisles”, der var hemmelighden. Krauthammer, som Cox citerer som autoritet (“he’s a doctor, and he ought to know”) havde f. eks. dette at sige om Obamas appeal i 2008:

    “In a crowded primary field in which he was the newcomer and the stranger, he rose above the crowd on pure special effects: dazzling rhetoric, natural charisma, and a magic carpet ride of transcendence and hope.

    It worked for two reasons: Democrats believe that nonsense, and he was new. But now he needs more than Democrats. And novelty fades.

    Obama understood that the magic was wearing off and the audacity of hope wearing thin. Hence the self-denial perfectly personified in his acceptance speech in Denver. He could have had 80,000 people in rapture. Instead, he made himself prosaic, even pedestrian, going right to the general election audience to project himself as one of them.” (Krauthammer 2008)

    De selvsamme punditter, der skabte denne myte om den altid perfekt afstemte Obama, har nu travlt med at rive den ned. I stedet for dazzling rhetoric og natural charisma er det:

    “he did even more to show what he is: snarky, snippy, evasive, demagogic, unwarrantably superior, bored or angry with everyone except his slavish adorers.” (Cox 2012)

    Der må altså findes en anden årsag end personlig stil til, at Obama vinder ubesværet. Denne forklaring er, hvis man skal tro en anden af Cox autoriteter, den sidste nulevende Munchkin, Dick Morris, og hans ven O’Reilley, at den ændrede race- og minoritetssammensætning af de amerikanske vælgere gør at moocherne, der ikke gider arbejde, er steget fra de 47 %, Romney kalkulerede med, til 50 %.

    Svar

Skriv et svar