Bonusser – for både direktører og ministre?

Ovenpå finanskrisen og de efterfølgende bankkrak og problemer for mange andre finansielle institutioner, har politikere spillet på den offentlige stemning. Argumentet er ofte, og ikke kun fra venstrefløjen, at det er ’for galt’ at bankdirektører og andre tjener så meget og får store gyldne håndtryk, når de forlader deres stillinger. Ikke kun i Frankrig, men også Storbritannien har politikere arbejdet for at få indført EU-reguleringer på maksimumlønninger i den finansielle sektor. Hele ideen er, at de er ansvarlige for krisen og det derfor er moralsk forkert, at de tjener så meget (f.eks. her).

Men er de virkeligt ansvarlige? Hvad med en direktør, der ansættes umiddelbart før krisen og dermed ikke har været ansvarlig for bankens position når krisen rammer? Og hvad med de mange velfungerende finansielle institutioner? Skal den finansielle sektor straffes ligesom en dårlig folkeskolelærer straffer en klasse kollektivt, hvis der er enkelte elever, der ikke kan opføre sig ordentligt? Det er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne ikke svarer på, og nok foretrækker ikke at blive stillet.

Det virkelig slemme er der dog ingen, der har stillet endnu. For bør man ikke behandle alle ens? Et centralt element i public choice-revolutionen i 1960erne var netop, at man analytisk bør gøre de samme antagelser om alle, uanset om de arbejder i den private eller offentlige sektor – om de er direktører eller ministre. Hvis man (som min ven Brian Mandau pegede på over en drink) udbreder den kerneantagelse – hvis validitet er bekræftet mange gange siden da – får man en ganske morsom implikation: Ministre, der har været ansvarlige for fejl og tab i deres resort, må nødvendigvis stilles til ansvar, og i langt højere grad end chefer for enkeltvirksomheder.

Så en symmetrisk implikation af den ’moralske’ kritik af banksektoren må være, at politikeres ministerpension bør være betinget af deres faktiske præstation i et ministerembede. Hvis en minister for eksempel har stået for gennemførslen af tåbelige reguleringer, der har ført til store tab – et eksempel kunne være afgifter, der medfører butiksdød i Sydjylland – bør hans eller hendes ministerpension reduceres eller måske helt sættes til nul.

Dagens intellektuelle øvelse er nu, hvordan det vil ændre politik, hvis ministre bliver ramt på deres egen pengepung, når de laver fejl. Findes der bedre incitamenter?

4 Kommentarer

  1. Nikolaj Stenberg

    12. november 2012 at 08:20

    Mon det overhoved vil ændre politikken, tænker jeg. Hvis en ministerpension først falder til udbetaling, når en minister er oppe i årene tror jeg, at den sanktion en begrænsning i pensionsudbetalingen udgør, bliver så abstrakt for ”nutids-ministeren”, at den ikke påvirker hans handlinger (eller i hvert fald påvirker dem mindre, end hvis sanktionen vedrørte “nutids-penge”).

    For nutids-ministeren må de mest disciplinerende incitamenter vel derfor være de politiske; dernæst de juridiske og så til slut de pensions-økonomiske. Derudover vil ministeren, i tiden mellem han er minister og tidspunktet for pensions-udbetalingen, jo også have mulighed for at optjene løn og opbygge pension enten som MF’ere, selvstændig, lønarbejder, konsulent eller bestyrelsesmedlem et sted. Det begrænser, som jeg ser det, virkelig effekten af pensions-incitamentet.

    Men det altoverskyggende spørgsmål er dog, om man bør kunne gøre en enkelt minister ansvarlig for håndhævelsen (der konkret udføres af andre i hierarkiet under ham) af et sæt regler, som flertallet af folketingets har vedtaget.

  2. Johannes Polemicus

    12. november 2012 at 16:14

    Stenbergs indsigelser er passende. Derudover kan man jo stille spørgsmålstegn ved, hvordan vi overhovedet har tænkt os at måle ministres performance? Det er noget nemmere i økonomien, som jo har den fordel at være ét subsystem af samfundet.

  3. bjoernskov

    13. november 2012 at 09:37

    Jeg er helt enig med Nikolaj og Johannes – det er vældigt svært at måle en ministers indflydelse på et resultat. Men spørgsmålet må være, om det er så meget lettere at måle en direktørs indflydelse? Han eller hun er oppe imod en bestyrelse, der også tager beslutninger og en markedssituation, som ministre ikke er. Og fungerer demokratiet på dette punkt? Mit bedste bud er slet ikke.

  4. Nikolaj Stenberg

    13. november 2012 at 16:13

    Det lyder meget fornuftigt.

    * * *

    Men kan man i øvrigt sammenligne en ministers rolle med en CEO’s?
    Begge er formelle ledere i et hierarki, har beslutningskompetence og tegner organisationen udadtil. CEO’ens hierarki er defineret af hensyn til drift, compliance, skat, historik osv., mens ministerens er det af (stats)tradition, ministeransvar, lovgivning og administrativ hensigtsmæssighed. For mig at se er organisationsformerne så forskellige, at en sammenligning i hvert fald må indbygge en række forbehold.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑