Hov, det var ikke det lovgiver mente

“In ordinary conversation, it frequently happens that speakers assert something other than what they literally say. It makes sense, therefore, to ask whether this also happens in legislation…”

En farlig misforståelse

Klik for at forstørre

Blandt retsstatens lyksaligheder er legalitetsprincippet, som værner os mod statens arbitrære handlinger gennem et krav om, at alle myndigheders handlinger i sidste ende skal have hjemmel. Som med så mange principper, afhænger dettes praktiske indhold dog af, hvor principfaste de der er bundet selv ønsker at være, samt hvor meget andre giver dem lov til at slippe af sted med. Som landet ligger gælder hjemmelskravet i de tilfælde, hvor en myndigheds handling har direkte implikationer for mennesker eller virksomheders rettigheder eller friheder.

Denne punditokrat så gerne – på linje med bl.a. Alf Ross – at der blev strammet op, så enhver myndighedshandling forudsatte hjemmel. Det er ønsketænkning og uforligneligt med den danske totalstats-model, hvor muligheden for offentlig intervention i snart sagt ethvert privat livsforhold vægtes højt. Her må man være pragmatisk for at få enderne til at mødes og en måde at være pragmatisk på er, at lade indholdet af de vedtagne retsregler svæve i en sproglig tomhed, så myndighederne – proportionalt med graden af tomhed – overlades et stadigt friere skøn. Som Justitsministeren siger: ”Grundloven indeholder ikke grænser for, hvor detaljerede regler en lov kan indeholde, og er omvendt ikke til hinder for selv vidtgående bemyndigelser til administrationen.” I midten af området mellem den sprogligt set største præcision hhv. tomhed findes de vage og elastiske bestemmelser, som gør det nødvendigt for myndighederne at skønne, før der handles.

Kan man forestille sig at lovgiver vil beslutte A, men pga. en vag formulering, der underlægges myndighedernes bundne skøn, faktisk vedtager B? Sagtens. På trods af forarbejder, gennemsyn og kontrol i centraladministrationen, er der smuttere både i love og bekendtgørelser. – Hvad hvis smutterne ikke opdages og bliver rettet ved en ændringslov- eller -bekendtgørelse, men først kommer for en dag i forbindelse med en retssag? Hvad gælder så?

Det er hvad Hrafn Asgeirsson’s nye artikel(udkast), der kan hentes via SSRN og som der er citeret fra øverst, handler om. Den kan anbefales.

4 thoughts on “Hov, det var ikke det lovgiver mente

  1. Nikolaj Stenberg Forfatter

    Ja, der forekommer svipsere. Indførelsen af Selskabsloven for et par år siden var en forholdsvis rodet proces, men et aktuelt eksempel kunne være den seneste toldbehandlingsbekendtgørelse, der måtte ændres et par uger efter offentliggørelsen. Men fejlene bliver opdaget i tide.

    De danske ministerier, styrelser/tilsyn, synes jeg, er blevet meget flittige med at sende bekendtgørelser ud. Især de, der har med erhvervs- og finanssektorerne at gøre. Man kan undre sig over, hvorfor lovgiver dog bliver ved bare at lave rammelovgivning, for derefter at overlade den virkelige regulering til myndighederne. Men bevares, ad den vej opnår man selvfølgelig god reaktions- og korrektionsmekanisme overfor fejl.

    Svar
  2. Kim Josefsen

    Jeg mente selvfølgelig eksempler, ikke beviser i mit oprindelige oplæg.

    Tak for eksemplet. Det er også en interessant pointe med, at rammelovgivning tillader det offentlige bedre evne til at korrigere, hvis en praksis er mislykket. Det kunne være et interessant studie at se, hvordan offentlige myndigheder reagerer på fejl i procedurer under rammelovgivning sammenlignet med reaktionstiden i det private.

    Svar
  3. Pingback: Klart Sprog, Klart Sind » Blog Archive » Nyhéder+kommentarer 21-12-12

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.