Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager.

I temanummeret fremhæver man tværtimod Sverige, som eksempel på et land, hvor man via reformer og sund incitaments-politik har opnået (betydelig) højere vækst end i Danmark. “Omkostningen” har været en mindre stigning i uligheden (øget Gini kvocient). Og mon ikke de fleste vil være enige om at Sverige er et væsentligt bedre eksempel at sammenligne Danmark med korrupte 3. verdenslande? hvor crony capitalism og priviligerede gruppers adgang til f.eks. subsidier og statsgaranterede (nær)monopoler har hersket.

Som Economist skriver om udviklingen i Sverige:

The most equal country in the world is becoming less so. Sweden’s Gini coefficient for disposable income is now 0.24, still a lot lower than the rich-world average of 0.31 but around 25% higher than it was a generation ago.

og senere:

Sweden has cut taxes on labour, especially for the low-skilled. The Earned Income Tax Credit, which offers strong incentives for lower-skilled people to work, marks the biggest change. Other innovations, such as a credit for hiring household help, are designed to spur demand for low-wage workers. Union membership dues, in contrast, no longer qualify for tax relief. Benefits have been reformed at the same time as taxes. All handouts, from jobless aid to disability benefits, have become less generous, more short-lived and harder to qualify for.

All this has brought about palpable changes. Notice boards at Stockholm’s suburban railway stations are filled with advertisements for cleaners, once an unheard-of luxury. The Iraqis, Somalis and other low-skilled foreigners in Fisksätra, unlike migrants a generation ago, can no longer count on a drip-feed of government support. The combination of lower taxes and fewer benefits is intended to encourage people to work. And getting more of them to take jobs, argues Mr Borg, is the key not only to faster growth but also to keeping inequality low. His ministry reckons that in the long term Sweden’s reforms will raise the country’s employment rate by 5%.

Economist konkluderer, at:

Sweden’s experience suggests that the welfare state can be trimmed by cutting transfers and maintaining progressive investment in social services, without allowing inequality to surge. And a revamp of the welfare state that encourages employment can boost growth while keeping income gaps to a minimum.

Det bør også undre såre, nårr CFB skriver at:

Teorierne om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst har forandret sig markant i de seneste 20 år. Da jeg forelæste på universitetet i 1990erne, måtte jeg nærmest fra år til år lave om på konklusionerne. Tidligere konkluderede den overvældende andel af økonomer, anført af både Keynes og Friedman, at mere ulighed ville være godt for økonomisk vækst. Det gav bedre mulighed for, at de rige kunne investere, og stærke incitamenter for dem, der gjorde en ekstra indsats, lød teorien. I dag peger stadig flere økonomer og analyser på præcis det modsatte. Øget lighed er godt for økonomisk vækst. Kun CEPOS og Liberal Alliance synes at være ganske tonedøve overfor den voksende bevisbyrde.

Både CEPOS og Liberal Alliance kan vel angives at være de varmeste fortalere for, at vi følger Sveriges eksempel og øger incitamentet til at arbejde. Med andre ord ligger de to langt mere på linje med The Economist end Christian Friis Bach. Og ja, det vil i lande med meget lige indkomstfordeling (efter skatter og overførselsinkomster) føre til øget ulighed. Det kan vi nok ganske sikkert konkludere, at langt de fleste økonomer vil være enige i, vil være til fordel for vækst og velstand – for både høj og lav.

Men CFB er også åbentlyst opslugt af begrebet lighed, som for ham i lighed med resten af venstrefløjen er ophøjet til religion. Lighed bliver til målet i sig selv, og dermed adskiller CFB sig radikalt fra mainstream økonomer – også de fleste, som forsøger at beskæftige sig nøgternt med konsekvenserne af variationer i lighed (som igen er resultat af teknologiske forhold, politiske forhold, økonomiske forhold etc. etc.)

De typer af reformer som f.eks. CEPOS konsistent er fortalere for, kan heller ikke på forhånd tilskrives at have entydige konsekvenser for udviklingen i den økonomiske ulighed.

Eller som Economist skriver:

Inequality, as measured by Gini coefficients, is simply a snapshot of outcomes. It does not tell you why those gaps have opened up or what the trend is over time. And like any snapshot, the picture can be misleading. Income gaps can arise for good reasons (such as when people are rewarded for productive work) or for bad ones (if poorer children do not get the same opportunities as richer ones). Equally, inequality of outcomes might be acceptable if the gaps are between young people and older folk, so may shrink over time. But in societies without this sort of mobility a high Gini is troubling.

I lande med stor omfordeling (Skandinavien) og et relativt frit arbejdsmarked (set i forhold til f.eks. Sydeuropa og Latinamerika), vil reformer formentlig medføre øget ulighed – men også øget vækst.

I andre lande vil de samme reformer til gengæld medføre mindre ulighed. Og det er faktisk præcist hvad der er sket i Latinamerika og formentlig også ville være resultatet i Sydeuropa, hvor et ekstremt rigidt arbejdsmarked holder især unge mennesker ude af det formelle arbejdsmarked i uhyggelig grad. For slet ikke at tale om Indien, hvor kun 10 procent af arbejdsstyrken er ansat i den formelle sektor på grund af gældende lovgivning,.

Uddannelsespolitik

Når CDB skriver, at

Et centralt argument handler om social kapital. Den vigtigste omfordelingsmekanisme i mange lande er at investere i uddannelse og sundhed. Det gør befolkningen klogere og sundere og giver øget social kapital til gavn for virksomheder og vækst. Derfor skal vi i Danmark investere mere i uddannelse, ikke mindst for dem, der i dag ender som ufaglærte.

var det måske værd at medtage at dette dels ikke er et kontroversielt synspunkt, – heller ikke for en borgerlig-liberal økonom, og slet ikke for f.eks. Milton Friedman. Han var bl.a. kraftig fortaler for at udgifter til uddannelsessystemet hørte under investering og ikke under forbrug i nationalstatistik. Og et væsentligt kritikpunkt gennem årtier blandt konservative og liberalister i USA har netop været degenereringen af det offentlige uddannelsessystem. Og netop manglerne i uddannelsessystemet er en af de kraftigste kritikpunkter i forhold til USA fra Economist side.

Et kig på udviklingen (eller måske mere afviklingen) i det amerikanske uddannelsessystem illustrerer dette.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede investerede det offentlige kraftigt i uddannelsessystemet i USA, ligesom særlige programmer for krigsveteraner efter 2. verdenskrig øgede uddannelsesniveauet kraftigt. Ifølge økonomerne, Claudia Goldin and Larry Katz var dette den væsentligste grund til den faldende ulighed i midten af det 20. århundrede. Ifølge Daniel Aaronson and Bhashkar Mazumder fra  “the Federal Reserve Bank of Chicago” indebar stigningen i antallet af college-studerende i 1940erne, at forholdet mellem forældres og børns indtægter svækkedes betydeligt (udtryk for social mobilitet).

Helt anderledes er det gået siden 1970erne. Samtidig med at den stigende globalisering og teknologiske udvikling krævede bedre uddannelse, stagnederede væksten i det amerikanske uddannelsesniveau. Ifølge Goldin og Katz, kan denne udvikling forklare 60 procent af stigningen i lønforskellene mellem 1973 og 2005 (se også figur)

Sammenligner man udviklingen i starten af det 20. århundrede og frem med udviklingen siden 1970erne er det også slående, at hvor indvandrerne i starten af det 20. århundrede relativt hurtigt bevægede sig op af den sociale og økonomiske rangstige, er det gået ganske langtsomt især for gruppen Hispanics, hvor indvandrerne generelt har haft et lavt (eller ikke eksisterende) uddannelsesniveau. En egenskab som de har til fælles med de store strømme af europæiske indvandrere i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

The Economist er ikke i tvivl om hvor hovedansvaret for denne udvikling skal placeres. Desuagtet andre defekter i USA, er man meget klar, når man påpeger, at :

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have

Og der er nok mere end et gran sandhed i Thomas Sowells bemærkning om, at

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.

Et er vækst nu og her, noget andet er at sikre væksten på sigt.

Ufrivilligt morsomt og decideret pinligt bliver det, når CFB peger på betydningen af overførselsindkomster i bekæmpelsen af fattigdom i middel- og lavindkomstlande.

CDB skriver om betydningen – og effektiviteten- af fattigdomsbekæmpelse, ved brug af overførselsindkomster til de fattigste i en række lande med meget skæv indkomstfordeling, at:

Det gør flere og flere af dem heldigvis, og det er derfor uligheden, som en markant undtagelse, falder i Brasilien og andre lande i Latinamerika.

Det er noget sludder. Nok har de forskellige former for overførselsindkomst til de fattigste haft betydning, men den generelt væsentligste forklaring ligger i det forbedrede uddannelsesniveau  På trods af at at Latinamerika notorisk har haft og stadig har problemer, er de nuværende generationer bedre uddannede end tidligere generationer. Det er også værd at medtage, at de underliggende forklaringer varierer fra land til land. Ifølge IBGE (Brasiliens svar til Danmarks Statistik) kan ca. 1/3 af faldet i uligheden forklares med bedre uddannelse, ca. 1/3 skyldes markedsreformer i 1990erne, mens 1/3 skyldes målrettet bistandshjælp til de fattigste i Brasilien. Desværre dækker udviklingen over at man til gengæld har nedprioriteret nødvendige investeringer (Brasiliens infrastruktur er ringere end Indiens) samt at det i flere lande (bl.a. Brasilien) reelt primært drejer sig om kompensation for et statskapitalistisk system, som fortsat primært kommer snævre grupper til gode. De omkosntinger Brasiliens fattige må bære på grund af Statsstøtte til udvalgte industrier i kraft af fortsatte handelsrestriktioner og subsidieret statslig långivning overgår langt de håndører som overføres i form af hjælp til landets fattigste.

Ligeledes er det åbenbart gået hen over hovedet på ministeren, at indkomst-uligheden også er faldet i lande, hvis opfattelse af fornuftig økonomi ligger betydeligt tættere på både CEPOS og Liberal Alliance, end Brasiliens statskapitalistisme. Således har væksten i Chile og Peru været langt højere de seneste 10 år end i Brasilien, mens man har reduceret fattigdommen væsentligt mere og ligeledes oplevet faldende indkomstulighed (indkomstuligheden har været faldende i Chile siden 1987). I modsætning til Brasilien, som kan se frem til lav vækst i de kommende år, fortsætter den økonomiske vækst i både Chile og Peru.

Ministeren er muligvis enig med Enhedslisten, men han kan åbenbart ikke læse (engelsk).

CFB konkluderer i sin kronik, at:

Lighed som vækstmotor er en god nyhed. Nyheden bliver bedre af, at uligheden faktisk kan bekæmpes med gode politiske indgreb. Og den rigtig gode nyhed er, at de lande, der gør det, kan blive belønnet med både stabilitet, innovation og solid økonomisk vækst. Når et budskab kommer fra både The Economist, Enhedslisten og De Radikale – er der måske grund til at lytte.

At lighed i sig selv skulle være et redskab til fortsat vækst er han muligvis enig i med Enhedslisten. Men i så fald deler de blot den egenskab, at de ikke vil forholde sig til virkeligheden. The Economist er i hvert fald ikke enig i denne tåbelige konklusion.

At the core, there is a failure of ideas. The right is still not convinced that inequality matters. The left’s default position is to raise income-tax rates for the wealthy and to increase spending still further—unwise when sluggish economies need to attract entrepreneurs and when governments, already far bigger than Roosevelt or Lloyd George could have imagined, are overburdened with promises of future largesse. A far more dramatic rethink is needed: call it True Progressivism.

Og at tage økonomer til indtægt for at Danmark har behov for øget lighed i bestræbelserne på at skabe vækst, finder han næppe heller opbakning til hos hverken danske eller udenlandske økonomer, bortset fra de lommer af overvintrerede marxister der måtte være tilbage.

Economist anbefaler derimod, at:

The priority should be a Rooseveltian attack on monopolies and vested interests, be they state-owned enterprises in China or big banks on Wall Street. The emerging world, in particular, needs to introduce greater transparency in government contracts and effective anti-trust law. It is no coincidence that the world’s richest man, Carlos Slim, made his money in Mexican telecoms, an industry where competitive pressures were low and prices were sky-high. In the rich world there is also plenty of opening up to do. Only a fraction of the European Union’s economy is a genuine single market. School reform and introducing choice is crucial: no Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have. Getting rid of distortions, such as labour laws in Europe or the remnants of China’s hukou system of household registration, would also make a huge difference.

Next, target government spending on the poor and the young. In the emerging world too much cash goes to universal fuel subsidies that disproportionately favour the wealthy (in Asia) and unaffordable pensions that favour the relatively affluent (in Latin America). But the biggest target for reform is the welfare states of the rich world. Given their ageing societies, governments cannot hope to spend less on the elderly, but they can reduce the pace of increase—for instance, by raising retirement ages more dramatically and means-testing the goodies on offer. Some of the cash could go into education. The first Progressive era led to the introduction of publicly financed secondary schools; this time round the target should be pre-school education, as well as more retraining for the jobless.

Last, reform taxes: not to punish the rich but to raise money more efficiently and progressively. In poorer economies, where tax avoidance is rife, the focus should be on lower rates and better enforcement. In rich ones the main gains should come from eliminating deductions that particularly benefit the wealthy (such as America’s mortgage-interest deduction); narrowing the gap between tax rates on wages and capital income; and relying more on efficient taxes that are paid disproportionately by the rich, such as some property taxes.

Og her er vel egentlig et par godbider, som man godt kan bruge som radikal. Og nej, der argumenteres ikke mod flad skat, som ministeren ellers påstår i sin kronik, men der argumenteres for brug af ejendomsbeskatning i jagten på effektiv skatteinddrivelse, som skader den økonomiske vækst mindst muligt.

Men med tanke på at Economist næppe har haft Danmark i tankerne – det kunne ellers have været et godt caseeksempel i hvorledes overdreven fokus på økonomisk lighed skader alle indkomstlag – er det ganske enkelt pinligt, at ministeren konkluderer at øget lighed skulle være godt for væksten i Danmark.

At man, som ministeren gør det i sin kronik, henviser til enighed på tværs af Enhedslisten og The Economist er grundlæggende (ufrivilligt) komisk. Én af de grundlæggende årsager til at The Economist mener man skal tage den voksende ulighed alvorlig er netop faren for at totalitære og ekstremistiske partier som Enhedslisten skal få vind i sejlene.

Men ok, ret skal være ret. Samme minister fremhævede på et debatmøde på Københavns Universitet i foråret, Bolivias retsreformer under Evo Morales. Reformer, hvis eneste formål var at sikre Evo Morales og hans parti, kontrollen over Bolivias retssystem. Heri er han ganske sikkert på linje med Enhedslisten, men næppe med hverken The Economist eller andre, som grundlæggende rent faktisk reelt interesserer for at sikre fortsat velstandsfremgang, ikke mindst for verdens fattige.

7 thoughts on “Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

  1. Lasse Aaskoven

    Hmm så vidt jeg har læst mig frem til er ulighed og vækst et meget følsomt spørgsmål, hvor man ikke uden videre kan sige det ene fremfor det andet uafhængig af interagerede variable og hvor problemet med omitted variable bias er enormt.

    http://economics.mit.edu/files/753

    http://ideas.repec.org/p/ris/adbrei/0011.html

    og der er nok også historiske årsager til sammenhængen
    http://williameasterly.files.wordpress.com/2010/08/52_easterly_inequalitydoescauseunderdevelopment_prp.pdf

    Men nok ikke tvivl om at ulighed ikke (hvis det gør) påvirker vækst på samme måde i Danmark som i Zambia, hvorfor både Christian Friis Bach, men måske også Punditokraterne skal nuancere debatten en smule.

    Svar
  2. Niels Westy Munch-Holbek Forfatter

    Lasse – kan du ikke forklare mig hvad du mener med at punditokraterne, hvilket i dette tilfælde må være mig, skal nuancere debatten? Hverken jeg eller de som jeg kender, som skriver på denne blog vil nogensinde argumentere for mere ulighed som et mål i sig selv, fordi vi tror at det har nogle sagliggørende effekter. Man kan højst “anklage” os for at argumentere for reformer, som i visse tilfælde vil lede til større ulighed, men som i andre vil medføre det modsatte.

    Svar
  3. Lasse Aaskoven

    Jo altså, der synes at være en vis evidens for at ulighed (i hvert fald i meget fattige lande) påvirker vækst negativt (eller i hvert fald kan/har gjort det), så at blankt afvise at lighed kan være et plus for økonomisk vækst er måske at stramme den. Men derudover er jeg sådan set ikke uenig i dine grundlæggende pointer, mange af Danmarks lighedsskabende politikker og strukturer er ikke til fordel for vækst.

    Der er bare en tendens til at spørgsmålet om ting som ulighed og vækst meget hurtigt ender som en ren venstre-højre ting, hvor det hele enten er sort eller hvidt og debatten bliver ekstrem politiseret og polariseret. Det er spørgsmålet også som forskningsobjekt i mine øjne for vigtigt og for nuanceret til.

    Det var sådan set bare det 🙂

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Uden at ville spille noget ‘autoritetskort’ eller noget i den retning vil jeg godt gøre opmærksom på, at jeg er en af de få danskere, de har beskæftiget mig videnskabeligt med emnet. I min artikel i Journal of Development Economics i 2008, “The Growth Inequality Association: Government Ideology Matters”, finder jeg, at økonomisk ulighed faktisk er dårligt for vækst – men kun hvis man har en tilstrækkeligt venstreorienteret regering! Med en tilstrækkeligt højreorienteret regering vil den samme ulighed være gavnlig for væksten. Med andre ord ser det ud som om, at det er det politiske respons der er vigtigt, og ikke uligheden i sig selv på nogen måde.
    Artiklen (gated) kan ses her: http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0304387807000387

    Svar
  5. Sb

    Jeg er på linje med Lasse Aaskoven også af den overbevisning at Niels strammer den her. Fint nok med en henvisning til Economist og en kronik af JBO, men det meste seriøse forskning kommer med ret forsigtige og betingede bud. Se eksempelvis denne ret autoritative oversigt:

    http://economics.mit.edu/files/753

    I øvrigt startede en tidligere udgave af Banerjee & Duflos arbejdspapir med

    “Inequality and Growth: What Can the Data Say? Not much”.

    Svar
  6. JR

    Lige et par kommentarer til, at den sociale mobilitet skulle have det skidt i USA.

    USA blev et “meritokrati” før de fleste/alle andre lande. Det betyder, at der i mange generationer har været en tendens til at dygtige mennesker avancerede økonomisk. Og intelligens er som bekendt stærkt korreleret med succes i et samfund som det amerikanske (eller danske) og tillige stærkt biologisk arveligt. Så kan det jo ikke undre tænkende mennesker, at den sociale mobilitet falder noget efter nogle generationer hvor der er sket en opdeling af samfundet efter evner.

    Intelligens er som bekendt normalfordelt og der er en stokastisk komponent som ikke er biologisk og socialt arveligt. Det betyder, at der selv hvis intelligens var den eneste bestemmende faktor for succes (hvilket det naturligvis ikke er) vil være en vis social mobilitet pga. dette.

    Hvis ovenstående har noget på sig vil den sociale mobilitet altså ikke kun være en funktion af den nutidige samfundsindretning men have dybe tråde tilbage i tid.

    Svar
  7. Niels Westy Munch-Holbek

    Jeg må for en god ordens skyld understrege følgende:

    1. Link til JBO er indsat efter dette indlæg er skrevet (skrevet i weekende og offentliggjort mandag), fordi JBO’s kronik i tirsdagens Berlignske Tidende – ligesom dette indlæg – tager udgangspunkt i samme kilder (artiklerne i Economist)og ligesom dette indlæg kommer frem til, at ministeren (mildest talt) ikke har belæg for det han skriver ved brug af disse kilder.

    2. Indlægget kan ikke læses som et forsøg fra min side på at sandsynliggøre en særlig sammenhæng. Det er først og fremmest et forsøg på at dokumentere, at Christian Friis Bach er ude i manipulation og fordrejning.

    Hvis jeg havde ønsket at skrive et indlæg om lighed/ulighed og økonomisk vækst, ville jeg nok være startet et andet sted. Nemlig med det faktum, at en given lighed/ulighed blot er et biprodukt af de eksisterende økonomiske og politiske rammer/institutioner. Her ville en væsentlig del utvivlsomt være en diskussion af hvad det egentlig er man måler og om kausalitet.

    Det har ikke været formålet med indlægget. Men hvis nogen har lyst til at bruge julen til noget fornuftigt, vil jeg da bl.a. henvise til den afsindigt gode “Why nations fail” – der bl.a. også har en række fremragende analyser af hvorfor nogle lande historisk har haft meget stor ulighed (ikke mindst Latinamerika), og hvorfor andre har haft en langt mindre ulighed (Europa og de engelske bosætterkolonier). Bogen kan købes på Amazon.com som e-bog for sølle 14 USD.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.