Hvordan ser adgangen til FN’s menneskerettighedsråd ud?

I et indlæg i Jyllandsposten i dag svarer Jacob Mchangama på kritik fra teamet Søvndal og Friis Bach, der mener, at FN’s menneskerettighedsråd ” rådet er menneskerettighedernes globale kampplads”. Jacob peger bl.a. på, at rådet per resolution er sat i verden for at ”opretholde den højeste standard af respekt for menneskerettigheder”. Jacob peger i dette og mange andre indlæg på, at politikernes tro på, at rådet gør dette, er en eklatant fejl. Han skriver bl.a. at:

Det er dette mandat, som rådet skal bedømmes på. Derfor illustrerer rådets sammensætning af lande som Kina, Etiopien og Saudi-Arabien og det nylige valg af vicepræsidenter fra Mauretanien med omfattende slaveri, Ecuador med systematisk censur og Maldiverne med massiv religiøs intolerance også, at ambitionerne har slået fejl.

Jeg kom derfor i den – ikke helt ukendte – situation, at jeg ikke kunne lade være med at se på, hvad tallene siger. Spørgsmålet er, hvem der sidder i rådet – har disse lande anderledes karakteristika end dem udenfor? Og svaret er ja. Splitter man FN’s medlemmer op i to halvdele – dem med etablerede demokratier og dem uden – er det ret klart at det ikke er tilfældigt. Estimerer man sandsynligheden for, at et land pt. er medlem, er det stort set kun størrelse, der er vigtigt for de demokratiske. Rykker et land en standardafvigelse (fra cirka 7 til cirka 47 millioner indbyggere) op, øges odds for at landet er medlem med 62 %.

Det interessante er blandt de mindre demokratiske medlemmer. Her er en standard afvigelse i BNP per indbygger, eller cirka 9000 dollars, forbundet med en 18 % større chance for at være medlem. Og mest interessant: For hvert points forværring af landets menneskerettighedsstatus, målt på det årlige indeks, der publiceres af Reporters Without Borders, øges chancen for at et land er medlem af FN’s menneskerettighedsråd med 2 %. Standardafvigelsen blandt disse lande er 35 point.

Med andre ord betyder én statistisk enhedsændring i negativ retning på menneskerettighedsstatus, at et land med cirka 70 % større sandsynlighed er medlem af rådet. Det påvirker indlysende nok den måde, rådet fungerer på, når udemokratiske lande med stor sandsynlighed vælger relativt slemme lande ind. Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.

1 Comment

  1. Martin d'Andrade

    22. december 2012 at 01:06

    “Hvordan man derefter kan regne med, som Søvndal og Friis Bach åbent gør, at rådet effektivt beskytter menneskerettighederne rundt omkring i verden, er mig en gåde.”

    De to nævnte herrer skal næppe ses som kompetente voksne, der evner at skelne mellem skidt og kanel. Og efter at have iagttaget dansk politik igennem to årtier, er det ikke mit indtryk, at fakta spiller nogen som helst rolle i dansk politik.

    Den sørgelige sandhed er, at Christiansborg i stigende omfang er degenereret til at være en tåbernes kampplads for individer, der ikke ville egne sig til at tømme skraldespande endsige lede noget mere kompliceret end et debathold.

    Men den egentlige skyld ligger hos de, der ved bedre og har evnerne til at gøre en positiv forskel. Tåberne er kun kommet til magten fordi klogere mennesker ikke har villet tage ansvar for landets ledelse.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑