Hvis man f.eks. ser på arbejdsløshed, ser krisen ikke slem ud i Danmark. Regeringen har heller ikke ligefrem incitament til at tegne det mest dystre billede af udsigterne, og fokuserer på små ændringer i arbejdsløshed og politiske julelege med oppositionen. Et problem er dog, at den danske nationalindkomst naturligvis er specielt følsom overfor ændringer i det offentlige forbrug, da den pga. velfærdsstaten er en stor del af både indkomsten og mange menneskers privatforbrug.

Et bedre mål er derfor privatforbruget, og spørgsmålet er således, hvad der er sket med privatforbruget gennem krisen. Min gode kollega Lars Skipper viste mig nedenstående figur (på data fra Statistikbanken) i morges, der ikke ligefrem fortæller en historie, danske politikere synes om. I stedet ligner den næsten totale stagnation i det danske privatforbrug (den grå linje) den amerikanske situation, hvor markant forøget usikkerhed om politisk udvikling holder både investeringer (den blå linje) og privatforbrug tilbage. Det der beskyttes mest, er det offentlige forbrug (den røde linje). Med andre ord virker det relevant at spørge, om det der holder en recovery tilbage i Danmark, er frygten for hvad politikerne kan finde på af ulykker. For hvad skulle det ellers være?