Professorer i krig mod krigen i Irak

irak-krigenDet er en udbredt misforståelse, at 2003-krigen mod Irak var ulovlig. Så udbredt faktisk, at bl.a. Jens Elo Rytter, Jens Vedsted-Hansen, Henning Koch og tidl. professor og minister Ole Espersen overfor Morgenavisen Jyllands-Posten Ritzau forleden tilkendegav, at de delte dén opfattelse. The odd man out var ifølge artiklen Ole Spiermann, som ikke ønskede at tage stilling; hvilket på Facebook fik ex-Punditokrat Jacob Mchangama til korrekt at bemærke:

Ole Spiermann er så også Danmarks suverænt bedste folkeretsjurist med en viden og produktion der overgår langt de fleste. Dermed ikke sagt at han nødvendigvis har ret, men at Spiermann er i mindretal gør ikke at man automatisk kan sige at han tager fejl.

Lige præcis. Men jeg tør nu godt være mere skråsikker. Og i øvrigt fortsætter debatten, herunder den debat, der isoleret angår spørgsmålet om konkret lovlighed indenfor det folkeretlige system. Det er for så vidt en fornuftig diskussion; men den er uden betydning for lovligheden af de danske krigshandlinger og dét er vigtigt at holde for øje, så man ikke blander tingene sammen. Når Danmark går i krig er den udbrydelige norm den, der er udtrykt i Grundlovens § 19, stk. 2:

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Man kan ved selvsyn konstatere, at denne bestemmelse foreskriver en procedure for forholdet mellem p.d.e.s. Folketinget og p.d.a.s. Kongen /v Regeringen, når den danske stat drager i krig. Krigshandlinger er så alvorlige, at Folketinget har krav på medbestemmelse.

Bestemmelsen modificerer hovedreglen om, at den udenrigspolitiske kompetence indenfor den danske stat tilkommer Regeringen. Ikke Folketinget.

Bestemmelsen indeholder imidlertid ikke et påbud for Regeringen eller Folketinget til at sikre, at en eventuel dansk krigsdeltagelse er konform med reglerne i FN-pagtenIn casu, at der foreligger et sikkerhedsrådsmandat til krigen eller at krigen ikke er en angrebskrig. En sejlivet fejlfortolkning af bestemmelsen i § 19, stk. 2 betyder imidlertid, at dette synspunkt har fået lov til at florere i visse (retsaktivistiske) kredse og endda nåede helt i Højesteret i den såkaldte Irak-sag (U2010.1547H).

I Irak-sagen havde Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen appelleret sit nederlag i Landsretten til Højesteret, i spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle anerkende, at ”Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.” Under sagen for landsretten var appellantens synspunktet uddybet af blandt andre tidl. MEP Ulla Sandbæk:

På baggrund af grundlovens forarbejder går hun ud fra, at Danmark, ikke kan gå ind i en angrebskrig på det foreliggende grundlag og uden FN-mandat. Hun mener, at det er en følge af politisk følgagtighed, når Udenrigsministeriets folkeretskontor har udtalt, at krigsdeltagelsen havde fornøden hjemmel. Indsatsen i Irak har sammen med tegningesagen bevirket, at hun ikke tør tage til Mellemøsten for at samle oplysninger til en roman, hun havde haft planer om at skrive.

Idéen om, at Grundlovens § 19, stk. 2 skulle indeholde mere end en procedureforskrift har sin rod i forarbejderne til den gældende grundlov fra 1952, bl.a. i dette uddrag, som appellanten henviste til i Irak-sagen:

Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Umiddelbart er sagen efter at have læst tekstuddraget jo klar: Dansk krigsdeltagelse kræver FN-mandat. Men så simpelt er det ikke. For en sådan forståelse af § 19, stk. 2 ville gå midt imod grundlovens indre logik; hvilket er netop, hvad Højesteret larmende præcist pointerer:

[Der] foreligger [ikke] nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne [læs: Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen] ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.

Det mest sigende ved det hele er, at dét Højesteret siger burde være ganske ukontroversielt for enhver jurist, der kan sin statsret fra det allerførste studieår: I Danmark anerkender vi ikke det synspunkt der siger, at dansk ret og folkeretten udgør et samlet hele. Tværtimod er vi i Danmark tilhænger af princippet om, at dansk ret og folkeretten udgør to hver for sig selvstændige retssystemer. Det er dette princip retten bruger, når den stadig oftere behandler sager om mulige EMRK-krænkelser; så bruger man nemlig EMRK-reglerne og ikke de danske. Domstolene kan nemlig, må det forstås, sagtens finde ud af, at holde tingene adskilt.

Skulle vi andre så ikke også prøve på det?

11 Comments

  1. Poul Højlund

    26. marts 2013 at 10:17

    Det kan ikke åbenbart ikke siges tit nok. Skræmmende, at juraprofessorer ikke kender Højesterets kendelser – endda på eget revir, – faktisk dybt skræmmende. Højesteret var netop “larmende” præcise i deres afvisning af søgsmålet.

  2. Nikolaj Stenberg

    26. marts 2013 at 10:40

    Man kan kun undre sig. Jeg har et par idéer om, hvorfor misforsteåelsen opstår: 1) Man glemmer at det danske retssystem er dualistisk, i modsætning til mange af de lande vi normalt sammenligner os med; 2) man ignorerer hvad retten er, for istedet at fokusere på, hvad den burde være. Ingen af delene er tilforladelige, men det værste ville nok være, hvis udtalelserne udelukkende har et rets-politisk sigte.

  3. Peter Nedergaard

    26. marts 2013 at 23:56

    Jeg synes nu, at det bør tilægges vægt, at flertallet mente, at krigen VAR ulovlig. Samtidig skal jeg ikke afvise, at det kan have spillet ind, at alle nøgternt tænkende i dag kan se, at Irakkrigen var både skadelig for Vesten og udtryk for et kolossalt økonomisk ressourcespild, som ingen i virkeligheden havde råd til.

  4. Poul Højlund

    27. marts 2013 at 07:11

    Nedergaard; jeg melder mig omgående under kategorien “ikke-nøgternt tænkende”!

    Men jeg forstår faktisk ikke, at du kan argumentere, som du gør; Hvad flertallet mener og hvad juraen siger er to forskellige ting.Og generaliseringen / efterrationaliseringen om de nøgternt tænkende holder da ikke en meter i ordentlig selskab.

  5. Nikolaj Stenberg

    27. marts 2013 at 07:55

    ”Jeg synes nu, at det bør tilægges vægt, at flertallet mente, at krigen VAR ulovlig.”

    Ja, det bør tillægges vægt; men samtidig må det pågældende flertal også løfte bevisbyrden for, at Grl. § 19, stk. 2., er andet og mere end en procedureregel med den konsekvens, at Højesterets standhaftige udtalelse om, at der ikke er tvivl om bestemmelsens forståelse er forkert. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde artikler el.lign., hvor de gør det. Mens vi venter, må udgangspunktet være hvad det hele tiden har været: At der ikke er noget at komme efter.

    Man skal ikke afvise at journalisten har stillet dem et meget generelt spørgsmål og/eller har kondenseret deres svar så meget, at meningen er gået tabt.

  6. Peter Nedergaard

    27. marts 2013 at 20:48

    Højlund: Hvordan et flertal af juridiske eksperter fortlker retsgrundlaget, spiller en rolle ved juridiske afgørelser. F.eks. er det på et sådant grundlag, at mange retsinstanser ofte afgør tvisterne. Jeg blander ikke efterrationaliseringen ind i vurderingen af retsgrundlaget, men jeg mener, at det KAN have spillet en rolle. Det er ikke perfekt, men sådan er det.

  7. Poul Højlund

    28. marts 2013 at 14:20

    Måske skulle vi præcisere diskussionens emne(r):

    1) Vi er vel enige om, at krigen i Irak var lovmedholdig efter den danske grundlov, jf. Højesteretsdommens klare præmis.

    2) Heraf følger vel, at det ikke er rigtigt at betegne krigen som ulovlig.

    3) Strider krigen så imod folkeretten? Mig bekendt er det mere end vanskeligt at sætte folkeretten i bestemt form, – og spiller den i øvrigt nogen juridisk rolle her til lands? Kan vi være “lovlige” efter landets love og “ulovlige” efter folkeret(ten)? Og i givet fald: hvilke konsekvenser og for hvem?

    Men derudover: Glædelig påske!

  8. Lars R. Hansen

    2. april 2013 at 20:04

    Jo, Højlund,

    et konventionsbrud er ikke et lovbrud – med mindre pågældende konvention er indskrevet i dansk ret til lov – naturligvis.

    I tilfældet dansk deltagelse i Irak – da er den relevante internationale ret (fx. FN-pagten) ikke indskrevet i dansk ret som lov – og intet i dansk ret forbyder brud på disses bestemmelser.

    I øvrigt kan dansk overholdelse af tiltrådte konventioner – udgøre danske lovbrud – til eksempel vil dansk overholdelse af FN’s racismekonvention, med dennes omfattende indskrænkelser af ytrings- og foreningsfriheden, udgøre et grundlovsbrud.

  9. Poul Højlund

    2. april 2013 at 21:37

    Jamen så står verden da endnu cirka som sidst. Dansk lov er dansk lov, og Grundloven giver Folketinget ret til at føre krig, og meget længere er den så ikke.

    Interessant i øvrigt, hvis tiltrådte konventioners implementering i dansk lov ville være Grundlovsstridig, – er det mur- og nagelfast?

    I givet fald må vores højeste jurister da have en opsang, for det er da en debat værdig, – en alvorlig en, endda.

  10. Lars R. Hansen

    3. april 2013 at 15:03

    Så fast som det rimeligvis kan blive – når nu det forhold, at Danmark ikke overholder sådanne konventioners bestemmelser og samme konventioner ikke inkorporeres – og således ikke efterlader grund eller mulighed for domstolsprøvelse.

    Når Danmark tiltræder en konvention – hvor der er åbenlyse grundlovsmæssige konflikter med visse af konventionens bestemmelser – da tager Danmark ofte forbehold mod disse bestemmelser ved dansk tiltrædelse.

    • Poul Højlund

      4. april 2013 at 09:28

      Det forekommer besynderligt at tiltræde konventioner med elementer, der strider mod dansk lov – forbehold eller ej.

      Emnet fortjener en velkvalificeret offentlig debat – hvem blandt de lærde lægger ud?

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑