Tøbrud i klimapolitikken

20130330_STC334_1Det må ikke være nemt at være energiminister Martin Lidegaard for tiden. Og heller ikke regeringens klimapolitiske hoforgan, Politiken med Bo Lidegaard som chefredaktør.

Ikke nok med, at de miljøøkonomiske vismænd har kritiseret dansk energi- og klimapolitik sønder sammen, inklusive ideen om, at den grønne omstilling skaber nettoarbejdspladser, men nu kommer diskussionen om klimaproblemets (manglende) betydning for alvor ud fra blogosfæren til Main Stream Media. Lars From har i Jyllandsposten med artiklen: ”Katastrofer styrer klimadebatten” givet en glimrende gennemgang af baggrunden for, at klimalarmismen nu ligger på dødslejet. Ligesom Economist i denne uges udgave med artiklen: ”A Sensitive Matter” har givet en afbalanceret – om end stadig lidt for bekymret – beskrivelse af de virkelige forhold på området.

Som det er Punditokraternes læsere bekendt, har jeg gjort mig til talsmand for, at klimaalarmismen er stærkt overdrevet og at kuren: kunstigt høje energipriser er (langt) værre end sygdommen.

Men lad mig lige ganske kort resumere, hvad problemet går ud på:

  • CO2 er en drivhusgas, og medvirker alt andet lige til, at jorden bliver varmere end den ellers ville være. Den direkte virkning af en fordobling af CO2 på jordens temperatur er beregnet til 1 grad celsius, hvilket i sig selv er trivielt, og endog gavnligt ifølge summen af den klimaøkonomiske forskning.
  • I klimamodellerne og i (dele af) klimaforskningen regnes yderligere med et positivt feedback fra vanddamp / skyer, som ifølge IPCC øger påvirkningen til et niveau fra 2-4,5 grader. Tallet i den høje ende ville muligvis kunne skabe nogen omstillingsproblemer på dele af jorden, ligesom der yderligere er/har været alarmistiske scenarier på helt op til 6-8 grader celsius.
  • Den nyeste forskning plus jordens faktiske temperaturudvikling, som er stagneret i de seneste op til 15 år, medens CO2 udledningen er steget som forventet, har vist, at IPCC’s og især klimamodellernes klimasensitivitet sandsynligvis er alt for høj. Faktisk konvergerer opfattelsen af sensitiviteten nu mod niveauet uden eller med lav feedback.

Min vurdering er, at IPCC af politiske, meget dårlige grunde (mere magt til FN, større overførsler af penge til udviklingslande) bevidst har overvurderet klimaændringerne for at skræmme folk til at føre en bestemt politik, nemlig kommando/kontrol nedskæringerne af forbruget af fossile brændstoffer. En politik, som i øvrigt har vist sig at være virkningsløs. Som Lomborg opgør det i the Sunday Times er forskellen på ingenting at gøre og det verden faktisk gjorde en halv procent! mindre CO2 udledninger.

IPCC har underspillet de naturlige årsager til klimaforandringer, og krampagtigt holdt fast i klimamodeller, hvoraf de fleste overhovedet ikke er i nærheden af at beskrive virkeligheden. Må jeg citere medlem af klimapanelet Jens Hesselbjerg fra Jyllandspostens interview. ”Der kan godt være klimaresultater, man ikke burde have set. Men ingen ønsker at være dommer, så alt kommer med”.

Eller mit eget udsagn fra min klimakronik i Ingeniøren i 2010: ”I stedet for at smide de dårlige modeller ud og arbejde videre med de bedste, laver man en middelværdi, hvilket illustrerer, at IPCC ikke er et uafhængigt organ, der kan skelne skidt fra kanel, men at alle sidder med ved bordet, og derfor ikke kan/vil kritisere hinandens arbejde for alvor”.

Selv om CO2 isoleret set varmer lidt, kan naturlige klimaændringer sagtens få jordens temperatur til at falde, og vi ved med sikkerhed, at hvis vi ingenting gør, vil vi i om nogle få år eller om 20.000 år få en ny istid med 2 km høje gletsjere ovenpå Rådhuspladsen.

Det er indlysende, at denne erkendelse om en lavere klimasensitivitet bør få globale klimapolitiske konsekvenser. Man bør gå væk fra den ”mitigation” lig med forsøg på kommandonedskæringer af forbruget af fossile brændstoffer, som har vist sig dybt skadeligt for verdensøkonomien ved at gøre energi kunstigt dyr. Ikke mindst for økonomien i Europa, som i modsætning til det meste af resten af verden er faldet pladask for de alarmistiske scenarier – der er noget ”Untergang des Abendlandes” mismod kombineret med: ”Hvis de mangler brød (energi), så giv dem dog kage (vindmøller)” i den europæiske folkesjæl.

I stedet bør man bruge ”adaptation” dvs. tilpasning lokalt og regionalt til de klimaforandringer, der naturligt eller menneskeskabt måtte komme. Det har menneskene gjort med stor succes i tusindvis af år, og det kan vi fortsat finde ud af. Ikke mindst i betragtning af, at vi nu har en enestående og stadigt voksende teknologisk knowhow skabt af, at vi ikke har ladet naturkapitalen i form af fossile ressourcer blive liggende i jorden til ingen verdens nytte.

Helt konkret bør disse erkendelser få følgende konsekvenser for den danske energi- og klimapolitik.

  • Det meningsløse mål om uafhængighed af fossile brændstoffer bør droppes med det samme. Tværtimod skal man glæde sig over, at der nu ved hjælp af ny teknologi findes rigelige og billige mængder af gas- og olie – oven i købet uden for Mellemøsten, og måske i Nordjylland – så der sandsynligvis er tilstrækkeligt til det globale forbrug de næste par hundrede år.
  • Enhver produktionsstøtte til bestemte energiformer skal øjeblikkelig afskaffes således, at det overlades til markedet at sikre udviklingen af billige og rene energiformer. Evt. eksternaliteter i form af afgifter på CO2 udledning skal løbende tilpasses ny erkendelse af (manglende) skadeniveau, og må under ingen omstændigheder være højere end i de lande, vi skal konkurrere med. Dansk økonomi er voldsomt belastet af den skæve støtte til såkaldt vedvarende energi, som destruerer mange flere arbejdspladser end den skaber.

Til de danske politikere vil jeg til slut gerne sige, at hvis I fremover vil undgå at blive snydt af forskere og embedsmænd med egeninteresser i at mislede jer, inden for tunge faglige områder som energi, klima og miljø, bør I sikre pluralismen i den faglige rådgivning af samfundet ved som minimum at nedbryde embedsstandens monopol på denne rådgivning.

8 Kommentarer

  1. Poul Højlund

    2. april 2013 at 10:51

    Endelig ser der ud til at være lidt bevægelse i fornuftens retning, – det har også holdt hårdt. Om få år vil der givetvis blive undervist i “FN-understøttet videnskabeligt funderet massehysteri som politiksætter og de dybt skadelige resultater heraf”.

    Mere seriøst: Det må være stort set umuligt for en række ledende politikkere, nationalt og internationalt, at trække i land igen efter deres bombastiske meldinger. Det skal blive interessant at overvære.

  2. Søren Kjærsgård

    2. april 2013 at 13:20

    Kuldioxidhypotesen har det lige som de store banker. Den er “Too big to fail”.

    Tænk på alle de forskere, der vil skulle ud og finde sig et nyttigt arbejde. Tænk på allle de journalister og kulturpinger, der vil blive til grin.
    Tænk på de stakkelse politikere med samt deres embedsmænd, der skal ud og bekende, at de har spildt milliarder og atter milliarder af skatteydernes penge.

    Så hypotesen vil blive forsvaret med mindst samme enthusiasme som Euroen.

  3. Jan Daniel Andersen

    3. april 2013 at 14:33

    Du har sikkert ret Søren Kjærsgård. Men heldigvis har sandheden det med at vinde i det lange løb, så fremtidige generationer vil se tilbage på alarmisterne med foragt.

  4. http://punditokraterne.dk/2007/03/14/klimafornuft/

    Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over, at David Gress har taget så mange tæsk for sine holdninger omkring dette emne, og at det nu måske viser sig (MÅSKE), at historikeren havde ret, der hvor “videnskabsmændene” ville have ham tiet.

  5. Christoffer Bugge Harder

    5. april 2013 at 22:19

    Hvis man med “alarmisme” mener “det, der er alment accepteret indenfor den klimatologiske forskning/IPCCs hovedkonklusioner” (som oftest på denne og lignende sider), så kan man næsten kun undre sig over, at Karl Iver (KI) vil citere Economists artikel som støtte for, at “alarmismen ligger på dødslejet”. Jeg er sjældent enig med KI, men denne artikel er ganske rigtigt glimrende og oplysende. Prominente “über-alarmistiske” forskere som James Annan og William Connolley har også rost den meget på deres blogs. Så

    Hovedsagen er, som KI siger, klimafølsomheden for 2xCO2 inkl. hurtigtvirkende feedbacks. Den kaldes Charney-følsomheden, fordi omdrejningspunktet for dette har været Jule Charneys definition og vurdering fra 1979 på 1,5-4,5C. Der er ikke sket det store fremskridt i at indsnævre dette interval på de 34 år, for som IPCC konkluderede i deres sidste rapport, som citeret af Economist:

    IPCC 2007: …climate sensitivity…is likely to be in the range 2°C to 4.5°C with a best estimate of about 3°C and is very unlikely to be less than 1.5°C. Values higher than 4.5°C cannot be excluded.

    Og hvad er Economists konklusion på alle de studier af klimafølsomheden, de citerer i lyset af den mindre opvarmning end forventet de sidste 10-15 år?

    Economist:….given the hiatus in warming and all the new evidence, a small reduction in estimates of climate sensitivity would seem to be justified: a downwards nudge on various best estimates from 3°C to 2.5°C, perhaps; a lower ceiling (around 4.5°C), certainly.

    Så følsomheden er altså nu mere sandsynligt 2,5C snarere end 3C, og værdier over 4,5 kan stort set udelukkes. Enhver udvikling i retning af en lavere følsomhed er bestemt glædelig, men det er blot ganske lidt til venstre for midten på Charneys og IPCCs skiver. (Arrhenius, den svenske kemiker, der er ophavsmand til teorien om menneskeskabt opvarmning, beregnede helt tilbage i 1906 den mest sandsynlige værdi til 2,1C). Hvis Economists opsummering er nogenlunde korrekt, er det vanskeligt at sige andet end, at det overordnet set er en enorm bekræftelse af den her så forhadte klimatologiske videnskab samt IPCCs grundlæggende konklusioner.

    Karl Ivers konklusion, derimod, er ret besynderlig:

    Faktisk konvergerer opfattelsen af sensitiviteten nu mod niveauet uden eller med lav feedback.

    ??? Så opfattelsen konvergerer nu mod en mest sandsynlig følsomhed på henved 1C? Hvis opfattelse, der henvises til her, er ikke klart, men det er næppe f.eks Andronova & Schlesinger (3,4C), Aldrin (1,9C) eller Hargreaves (2,3C), som Economist fremhæver (hhv. 3,4, 1,9 og 2,3 ganges forstærkning af CO2s effekt). Det tætteste, man kommer på 1C i de nyere opfattelser omtalt i denne artikel, er en endnu ikke offentliggjort analyse fra en Nic Lewis, (som efter eget udsagn er “succesfuld, halvpensioneret investeringsrådgiver”, men som til denne lejlighed er blevet udnævnt til “uafhængig klimavidenskabsmand”), og som kommer frem til en mest sandsynlig værdi på 1,6C. Unægtelig et spinkelt grundlag for “konvergens mod lav/ingen feedback”. 🙂

    En oplagt alternativ fortolkning er, at Karl Iver måske i virkeligheden henviser til sig selv mht. konvergens? KI har nemlig tidligere selv formuleret en meget interessant og uortodoks, personlig vurdering af følsomheden:

    [H]ele humlen er om opvarmningen bliver særlig stor, når det kommer til stykket. Og her er der meget stor usikkerhed. IPCC har selv fra 1.5-4.5 grader (en faktor 3) og de mest ærlige af IPCC’s modellører er godt klar over, at det seneste 10-års manglende opvarmning øger usikkerheden på dette udsagn, så vi nu nok taler om fra minus 1.5 til plus 6.

    Så ifølge KI kunne følsomheden i virkeligheden være helt ned til minus 1,5C, altså at en CO2-fordobling kunne nedkøle jorden med 1,5C (!?). Det er vist, hvad man kalder vaskeægte “alternativ videnskab”, også selvom KI er konsistent nok til at komme med en øvre grænse på 6C, der kunne imponere selv hårdkogte alarmister.

    Jeg har tit forsøgt at spørge ind til KIs beregningsgrundlag, men desværre hidtil uden held. Men måske er Karl Ivers opfattelse så nu ved at konvergere i retning af noget, der passer bedre med de basale naturlove? Det er jo i hvert fald en glædelig udvikling. 🙂

  6. Tak til Karl-Iver for et glimrende indlæg!

    Bedste hilsner, Frank Lansner

  7. Christoffer Bugge Harder

    7. april 2013 at 17:38

    Min vurdering er, at IPCC af politiske, meget dårlige grunde (mere magt til FN, større overførsler af penge til udviklingslande) bevidst har overvurderet klimaændringerne for at skræmme folk til at føre en bestemt politik.

    Der er klart nok ingen tvivl om, at der uundgåeligt kommer politik indover, når der skal formuleres ting som “summary for policymakers”, og at der i lighed med alle andre felter er “rådne æbler” blandt forskerne i de klimarelaterede videnskaber. Det ville også undre mig, hvis det, Karl Iver beskriver, ikke var forekommet i et review med +3000 forfattere og reviewere.Men dette virker i begge retninger:

    Benjamin Santer og Bert Bolin har f.eks begge beskrevet forløbet omkring formuleringen af konklusionen om en “discernible”/skelnelig menneskelig indflydelse i IPCCs 1995-rapport, der blev nedtonet fra “appreciable”, vel nærmest “betydelig”, efter hårdt lobbyarbejde fra den saudiarabiske delegation.

    En anden IPCC-reviewer, David Wasdell, har også protesteret over en lang række af begrundede “alarmistiske” konklusioner i den første version af sammendraget fra sidste rapport, f.eks at

    ”The sustained rate of increase in radiative forcing over the past century (…]is unprecedented in at least the last 20,000 years” eller “new observational and modeling evidence confirms the importance of the expected feedbacks linked to water vapour, estimated to be […] a 40-50% amplification of global mean warming”

    af tvivlsomme årsager blev udvandede eller fjernede i den endelige udgave.

    Endnu værre er det, at IPCC også markant har undervurderet havstigninger i den sidste rapport, fordi de af uforklarlige grunde undlod at medtage isafsmeltning fra Grønland og Antarktis i deres forudsigelser. Som Stefan Rahmstorf beskriver det:

    In its latest report, the IPCC has predicted up to 59 cm of sea level rise by the end of this century. But realclimate soon revealed a few problems.

    First, although the temperature scenarios of IPCC project a maximum warming of 6.4 ºC (Table SPM3), the upper limit of sea level rise has been computed for a warming of only 5.2 ºC – which reduced the estimate by about 15 cm. Second, the IPCC chose to compute sea level rise up to the year 2095 rather than 2100 – just to cut off another 5 cm. Worse, the IPCC report shows that over the past 40 years, sea level has in fact risen 50% more than predicted by its models – yet these same models are used uncorrected to predict the future! And finally, the future projections assume that the Antarctic ice sheet gains mass, thus lowering sea level, rather at odds with past ice sheet behaviour.**

    Some scientists within IPCC warned early that all this could lead to a credibility problem, but the IPCC decided to go ahead anyway. Nobody cared about this.

    I mention this because there is a lesson in it. IPCC would never have published an implausibly high 3 meter upper limit like this, but it did not hesitate with the implausibly low 59 cm. That is because within the IPCC culture, being “alarmist” is bad and being “conservative” (i.e. underestimating the potential severity of things) is good.

    Det er jo et fint eksempel på det, Karl Iver beskriver mht. svagheden i at medtage alle modeller, også dem, man allerede skulle mene at kunne se var underlegne – men her i modsat retning af den, KI anklager IPCC for. Rahmstorf anklager endda IPCC for bevidst at have underdrevet vandstandsstigningerne for at undgå beskyldninger om “alarmisme”.

    Så hvis man kigger objektivt på det, kan man bestemt finde flere svagheder i IPCCa arbejdsmetoder – men det er i hvert fald klart faktuelt forkert at påstå, at der er tale om systematiske overdrivelser i “alarmistisk” retning. Og selv med alle disse forbehold in mente er kendsgerningerne (også på baggrund af de sidste 10-15 års data)altså jvfr. Economist ganske pænt i overensstemmelse med forskningens hovedstrøm.

    Igen kan det være illustrativt at samenligne dette med KIs alternative forslag:

    Til de danske politikere vil jeg til slut gerne sige, at hvis I fremover vil undgå at blive snydt af forskere og embedsmænd med egeninteresser i at mislede jer, inden for tunge faglige områder som energi, klima og miljø, bør I sikre pluralismen i den faglige rådgivning af samfundet ved som minimum at nedbryde embedsstandens monopol på denne rådgivning.

    Karl Iver har konkret foreslået at nedlægge IPCC og flytte opgaverne med at vurdere klimatologi ud af hænderne på farlige, potentielt samfundsundergravende og politisk forudindtagede forskningsinstitutioner (Niels Bohr Instituttet, NASA, Max Planck-institutterne) og over til rådgivende ingeniører som ham selv, der i mindre grad er påvirkede af politiske og økonomiske interesser og desuden ukorrumperede af forhold som f.eks relevante kvalifikationer indenfor klimatologi.

    Hvad havde politikerne konkret fået ud af Karl Ivers rådgivning? Vi kan jo kigge på et par eksempler:

    For det første som ovenfor, at følsomheden kunne være “tæt på 0” eller ned til “minus 1,5C” – altså omkring 2-4 grader fra det niveau, selv moderate videnskabsmænd finder frem til. Disse tal har KI trukket ganske ud af den blå luft.

    Derudover har Karl Iver erklæret, at“De fleste facts [Christopher Monckton] kommer med er efter min opfattelse rigtige. Monckton påstod i det omtalte foredrag blandt særdeles meget andet, at Grønlands indlandsis og den arktiske havis slet ikke smelted (ja, nærmest, at den voksede (!)), at CO2-udslippet slet ikke var stigende, at havene bliver koldere og særdeles meget andet. Uanset, hvad man i øvrigt mener om klima, er alt dette i hvert fald i lodret modstrid med samtlige faktiske målinger. Men måske mener Karl Iver heller ikke, at vi fremover skal tro på noget så suspekt/elitært som målinger? 😉

    Karl Iver har også hævdet, at Edward Wegman har afsløret, at IPCCs forfattere klapper hinanden på ryggen i en “roseklub”. Uheldigvis for Karl Iver er Wegmans artikel efterfølgende formelt blevet trukket tilbage pga. svindel.

    På den baggrund kan man så gøre op med sig selv, om man vil kassere IPCC og den samlede forskerstand pga. manglende kvalifikationer og politisk forudindtagethed, og i stedet lytte til Karl Iver Dahl-Madsen – når han ellers kan afse tid fra sit politiske engagement i Liberal Alliance samt sit daglige arbejde med besnakke politikere og spinne lidt i medierne, så hans medlemmer kan sælge nogle flere fisk.

    Hvem har rent objektivt ifht. det ovenstående mest indsigt i de relevante klimaforhold, rammer mest præcist ifht. det observerede, og udviser den mest robuste dømmekraft? Døm selv. 😀

  8. Det er spøjst som Karl-Ivar Dahl-Madsen har en evne til at forvandle noget der ligner en vindersag til det modsatte med underligt usammenhængende argumenter. Jeg har personligt den holdning, at de her debatter om det konkrete klimavidenskabelige indhold er ligegyldige for andre end særligt fagligt interesserede. Bottom line for den offentlige interesse i klima er, at verden inklusive Al Gore har vist, at der IKKE kommer til at ske noget der batter med CO2-udslippet. Politikken kommer ikke til at ændre sig afgørende af om klimaforskerne har ret eller tager fejl. Uanset om klimaet er mere eller mindre følsomt. Uanset hvilken farve diverse regeringer har eller får.

    Mennesket er bare sådan indrettet, at vi ikke tager kostbare forholdsregler før der er ‘lig på bordet’. Det kan man beklage efter temperament. Det er bare sådan det er.

    Det er under alle omstændigheder hul i hovedet at så mange i Europa har så stort behov for at redde den ‘gode samvittighed’ at vi vælger at spilde enorme summer på initiativer, som alle – ALLE – kan se er symbolske.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑