Her er London…

I aften er det 68 år siden, at danskerne fik et af deres livs mest vidunderlige budskaber. BBC’s radioservice til Danmark viderebragte en meddelelse fra feltmarskal Bernard Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig til de allierede styrker. Mørklægningsgardiner blev flået ned og i en demonstration af underspillet, dansk begejstring, satte tusinder af familier levende lys i vinduerne. Hvad de ikke havde måttet gøre i fem lange år, gjorde de som det første. Folk strømmede på gaderne, og dagen efter – som det senere blev skrevet – blomstrede danske byer i rødt og hvidt.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.

3 Comments

  1. “Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen.”

    Jeg bruger altid dagen til at mindes min morfar som sad i tysk arbejdslejr og senere koncentrationslejr (Neuengamme) fra 1944 til befrielsen i 1945. Og min mormor der formentlig led lige så meget hjemme i Danmark med de to ældste børn (de andre var endnu ikke født). Begge fik dybe ar på sjæl og sind pga. denne oplevelse. Og det samme gjorde sig gældende for børnene; både de fødte og ufødte.

    På trods af de oplevelser min morfar havde etablerede de alligevel en campingplads på deres husmandssted. På campingpladsen kom der igennem alle årene mange tyskere og mine morforældre fik mange gode tyske venner på trods af de oplevelser de havde været igennem. De valgte tilgivelse frem for had. Og den indstilling gennemsyrede hele deres liv.

    Og det kunne Verden godt bruge lidt mere af.

  2. Christoffer Bugge Harder

    9. maj 2013 at 16:58

    Mange tak for de fine personlige beretninger fra Bjørnskov og Jesper.

    Jeg føler mig selv meget privilegeret over at have haft ældre familiemedlemmer, der har kunnet gøre historien om 2. verdenskrig og Besættelsen så levende for mig, fra så mange sider. Jeg kan i den forbindelse ofte gribes af et stik af vemod over, at de sidste kæmper snart ikke er her mere. Både min farfar og min fars ene onkel flyttede til København for at studere i 1943 og kom i kontakt med modstandsbevægelsen i den forbindelse. Og jeg har – præcis, som du også fremhæver, Bjørnskov – også bemærket, hvordan de selv betonede, hvordan der ingen heltegerninger var i det. Min fars ene onkel, som jeg kendte som en af de mest stilfærdige og lidt stive eksistenser, fortalte, at han jo var polyteknikerstuderende, der var snild på fingrene, og så var det jo oplagt, at han skulle hjælpe til med det tekniske i at sabotere jernbaner. Jeg var lidt skuffet over hans beretninger – han var vist endda én af dem, der havde været med til det rigtigt farlige, og som havde måttet flygte til Sverige; jeg havde vist forventet at høre drabelige historier om eksplosioner og skyderier, men det lød mest som om, han beskrev en rutineopgave for en elektriker. Min farfars historie var dybest set, at der jo ikke var så meget andet at lave om aftenen – og slet ikke, da tyskerne i 1944 lukkede universitetet ned – og så kunne man jo lige så godt tage imod nogle nedkastninger eller trykke illegale aviser. Heldigvis ved jeg dog også, hvor glad han blev i sit stille sind over at have fået det anerkendende brev, Frihedsmuseet sendte ud til alle overlevende for to år siden.

    Mien min far har en anden endnu levende onkel, hvis personlige historie har gjort et helt særligt og uudsletteligt indtryk på mig. Han er tysk jøde, der som 13-årig efter Krystalnatten tog afsked med sine forældre (som han selvfølgelig aldrig så igen) på banegården i Leipzig, og tog med toget til sikkerheden i Danmark. Han var én af dem, der faktisk blev fanget i 1943 og sat i Horserød, men det lykkedes ham at flygte på vej til Theresienstadt ved at springe af toget. Han søgte hjælp på lykke og fromme ved at banke på en tilfældig dør, hvor han heldigvis mødte folk, der kunne og ville hjælpe ham af sted til Sverige med en fiskerbåd. Han fandt siden ud af, at hans hjælpsomme fiskeskipper senere var blevet sænket af tyskerne på en ny flugtsejlads, og at alle ombord var omkommet. Alle vi små drenge i familien sad og lyttede til ham i timevis med store øjne og slugte hvert af hans ord. Tænk at have oplevet den slags ting selv – og tænk, at verden engang havde været sådan!

    For nogle år siden måtte han i en alder af 80 år opgive at holde en tale til hele vores forsamlede storfamilie, fordi han blev for overvældet. Jeg blev bekendt med hans tales indhold bagefter, og det er noget af det mest rørende, jeg har set. Hans fuldstændigt oprigtige og helt u-floromvundne beskrivelse af glæden ved at have fundet et nyt sted, han turde kalde for sit fædreland, gav mig en sjælden oplevelse af, hvor helt igennem ægte og grundlæggende en følelse, det kan være. Jeg kan næppe helt forstå, hvor meget det har betydet for en dreng, der i sit hjemland var blevet kaldt en folkefjende, havde fået frataget sit statsborgerskab, og fået sin familie udslettet. (Han fortalte endda, hvordan hans far havde været en ret stolt tysker, der havde kæmpet for Tyskland i 1. Verdenskrig, og som helt til det sidste nægtede at tro på, at hans eget land ville gøre ham noget.) Hele hans ungdom var gået med at have måttet lægge sit liv i hænderne på vildtfremmede mennesker, men som han selv sagde det, havde han haft et enestående held hele vejen igennem, lige fra folkene på gården, hvor han boede først; frihedskæmperne, der arrangerede hans flugt; politiet, der ”gemte” ham i detentionen (”der vil tyskerne ikke finde på at lede efter folk, der skjuler sig!”) fiskerne og svenskerne på den anden side – og så blev han også efter krigen modtaget med åbne arme af sin nye danske svigerfamilie og lærte kirken og Højskolebevægelsen at kende.

    Man ved jo, at mange andre jøder blev afvist, at mange fiskere tog sig rigtig godt betalt, at politiet i andre sammenhænge var ubehageligt nævenyttige i at efterkomme tyskernes ønsker, at modstandsbevægelsen var en lille del af befolkningen og at samarbejdspolitikken havde ganske bred opbakning i befolkningen indtil kort før sammenbruddet ogsåvidere, men min fars onkels oplevelse af Danmark blev altså én lang kæde af opofrende mennesker, der med stor fare for sig selv satte alt ind på at hjælpe en ukendt fremmed. Det gav mig også en følelse af, at vi godt kunne være os selv bekendt alligevel, selvom vi generelt ikke spillede nogen glorværdig rolle i den krig.

    Og med tanke for alt dette er det ikke så sært, at de må være aldeles overvældende at kunne stå og se udover glade og sorgløse børn, børnebørn og oldebørn som 80-årig, mens man synger om egene, der knoppes, og den danske skærsommer! Det havde man næppe turdet håbe på som 20-årig forældreløs, hjemløs og udstødt flygtning, der intet ejede. Og i forlængelse af Jespers historie er det også smukt at se, hvordan han og de andre endnu overlevende tysk-jødiske børn, der kom til Danmark i 1938, har nået at leve så længe og opleve så meget af den nye verden, at de fleste har kunnet forsone sig med Tyskland på deres gamle dage. Og hvor grundlæggende forandret er Tyskland og tyskerne ikke også blevet siden dengang! Når man har opholdt sig i længere tid i landet og oplevet en befolkning, der er så forbløffende beskeden, gavmild og så tolerant, at det næsten er ved at blive for meget af det gode, så kan man simpelthen ikke fatte, at det skulle være samme land, der engang var grebet af vanvid og var ved at ødelægge hele verden. Jeg studerede dernede, da de var vært for VM i 2006, og det var første gang i 61 år, at de omsider følte, at de kunne tillade sig at flage og synge med på ”Einigkeit und Recht und Freiheit” uden at føle sig skyldige.

    Det er nærmest ikke til at rumme for os privilegerede, forkælede efterkommere, hvor meget verden har ændret sig siden, hvor dybe spor, det har trukket, og hvad vores forfædre har måttet opleve og ofre. Vi har vitterlig meget, der sætter ens eget lille liv og småproblemer i perspektiv, og meget at være taknemmelige for.

  3. Johannes Polemicus

    10. maj 2013 at 16:39

    “If we do not protect democracy, democracy cannot protect us” – Aharon Barak.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑