Danske økonomer – gør korrektioner en forskel?

Flere, ikke mindst Den Gamle Redacteur, har påpeget at man måske burde tage flere hensyn når man beregner en form for forskningsscore, som vi gjorde forleden dag. Særligt foreslog han, at man foretog en medforfatterkorrektion, sådan at citationer til artikler talte mindre, jo flere medforfattere man har. Standarden, som han foreslog, er at lade en artikel med en medforfatter tælle halvt, og en med tre eller flere medforfattere tælle en tredjedel. En anden korrektion, der er foreslået, er at tage et hensyn til, at det er meget forskelligt, hvor lang tid folk har haft til at forske i. Vi gør det på den simple måde, at vi dividerer antal citationer og H-score med det antal år, der er gået siden forskeren har fået sin PhD-grad.

Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).

  Uden korrektion, 10 år Medforfatterkorrektion Alderskorrektion
1 N Foss (CBS, 100) N Foss (CBS, 100) N Foss (CBS, 91.1)
2 K Laursen (CBS, 65.8) K Laursen (CBS, 61.08) K Laursen (CBS, 65.8)
3 DD Lassen (KU, 51.2) C Bjørnskov (AU, 52.7) C Bjørnskov (AU, 61.9)
4 C Bjørnskov (AU, 46.1) DD Lassen (KU, 51.8) DD Lassen (KU, 51.8)
5 M Bennedsen (CBS, 39.3) M Bennedsen (CBS, 37.3) PS Jensen (SDU, 42.9)
6 S Andersen (CBS, 36.3) PN Sørensen (KU, 36.0) M Bennedsen (CBS, 42.3)
7 PN Sørensen (KU, 26.2) S Andersen (CBS, 33.6) D Lando (CBS, 40.4)
8 P Bogetoft (CBS, 34.5) P Bogetoft (CBS, 32.8) PN Sørensen (KU, 36.4)
9 JR Munch (KU, 32.7) JR Munch (KU, 32.0) HS Nielsen (AU, 35.4)
10 M Paldam (AU, 31.8) M Paldam (AU, 31.1) M Paldam (AU, 33.7)
11 F Tarp (KU, 30.4) H Jensen (KU, 28.3) JR Munch (KU, 33.4)
12 M Rosholm (AU, 28.8) M Svarer (AU, 28.2) F Tarp (KU, 33.4)
13 M Svarer (AU, 28.8) F Tarp (KU, 27.3) C-J Dalgaard (KU, 33.1)
14 H Jensen (KU, 28.5) M Rosholm (AU, 27.2) H Jensen (KU, 32.3)
15 D Lando (CBS, 28.1) D Lando (CBS, 26.9) H Hansen (KU, 31.5)
16 H Hansen (KU, 27.9) SB Nielsen (CBS, 26.8) P Bogetoft (CBS, 31.4)
17 SB Nielsen (CBS, 27.6) C Munk (CBS, 26.3) M Rosholm (AU, 29.4)
18 CT Kreiner (KU, 27.6) CT Kreiner (KU, 26.1) M Svarer (AU, 28.6)
19 C Munk (CBS, 26.5) PB Sørensen (KU, 25.9) J Rangvid (CBS, 27.7)
20 HS Nielsen (AU, 26.5) HS Nielsen (AU, 25.7) S Leth-Petersen (KU, 27.1)
21 C-J Dalgaard (KU, 26.2) H Hansen (KU, 25.3) CT Kreiner (KU, 26.4)
22 BJ Christensen (AU, 25.9) TM Andersen (AU, 24.9) C Munk (CBS, 25.4)
23 N Smith (AU, 25.8) J Rangvid (CBS, 24.5) JL Hougaard (KU, 23.6)
24 J Rangvid (CBS, 24.9) C-J Dalgaard (KU, 24.5) N Westergaard-Nielsen (AU, 23.4)
25 PS Jensen (SDU, 24.4) PS Jensen (SDU, 24.1) L Skipper (KORA, 23.1)

8 thoughts on “Danske økonomer – gør korrektioner en forskel?

  1. Christoffer Bugge Harder

    Blot et nysgerrigt spørgsmål mht. PKKs forslag til medforfatterskabskorrektioner: I naturvidenskaberne er det (som I ved) ikke ualmindeligt med forfatterlister på 5-10 personer, men der er en meget stor forskel på, hvor meget folk har bidraget: 1. forfatteren har næsten altid udført langt broderparten af arbejdet, mens sidsteforfatteren typisk er en bevillingshaver, der oprindeligt har haft en eller anden overordnet idé, de har fået penge til. (Mange ældre forskere har stort set ikke 1. forfatterskaber længere, men sætter skibe i søen, som de får f.eks PhD-studerende eller post-docs til at forfølge.)

    Med en korrektion, hvor alle 5-10 forfattere på en biologisk/kemisk artikel fik tildelt 10-20% hver, ville selv fremragende PhD-studerende på biologi, jeg kender, kun have publiceret omkring én “hel” artikel sammenlagt – og det ville generelt få ældre og fastansatte forskere til at tage sig markant bedre ud ifht. yngre. Men arbejdsfordelingen fungerer måske helt anderledes ligeligt i samfundsvidenskaberne, når man publicerer artikler sammen med andre?

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Ja, arbejdsfordelingen er meget anderledes. Hvis man er medforfatter på en artikel, har man i 99,9% af tilfældene lavet en substantiel del af arbejdet. Vi undrer os altid over hvordan naturvidenskaberne gør det – hvorfor folk accepterer at andres navn står på noget som de ikke har bidraget til. Hvis der er en bevilligende instans eller der er nogen, man har fået data fra, bliver de som hovedregel takket i første fodnote, men de er ikke medforfattere.
    Og så er der naturligvis det forhold, at der er langt færre forfattere på de meget længere artikler i samfundsvidenskaberne. Jeg vil gætte på at den typiske artikel er omkring 20-25 sider lang og har to forfattere. Af mine egne 44 publicerede artikler, er 18 single-authored, 19 med én medforfatter, 7 med 2 medforfattere, og på én enkelt artikel endte vi med at være 5.

    Svar
    1. Johannes Polemicus

      Markets in everything. Konkret foretages der en arbejdsdeling på knappe ressourcer, hvor bevillingshaver bidrager med midler, mens de yngre studerende bidrager med arbejdskraft. I den forstand bør regler forfatterskab egentligt diskuteres som markedsinterventioner.

      Svar
  3. Christoffer Bugge Harder

    Et lidt sent svar til Bjørnskov: Jeg ville lyve, hvis jeg skulle til at påstå, at jeg ikke selv (trods min beskedne erfaring) havde oplevet, at folk af og til fik meget billige medforfatterskaber i naturvidenskaberne. CERN, hvor mange artikler har samtlige +2000 ansatte VIPer som medforfattere, er et karikatureksempel.

    Men jeg vi nu også sige, at det, at arbejdsfordelingen er mere ujævn, ikke betyder, at folk “ikke har bidraget”. En meget god og helt saglig forklaring på mange artikler med lange forfatterlister er, at arbejdsmetoderne på de fleste empiriske felter er så utroligt forskellige, de tekniske krav så store og prisen så høj, at intet aldrig så stort geni kan magte det hele alene. Hovedartiklen i min PhD-afhandling har 7 forfattere, og jeg har selvfølgelig lavet langt hovedparten af arbejdet – men der er ingen af de andre, der er “med på en badebillet”. Moderne molekylær mikrobiologi bygger meget på masseanalyser af enorme datasæt på flere millioner DNA-sekvenser, og det kræver rent teknisk næsten altid adgang til supercomputere samt milliondyrt laboratorieudstyr og finansiering af kemikalier, der til ét enkelt succesfuld analyse nemt løber op i 50-80.000 (for slet ikke at tale om dem, der mislykkes).

    I den konkrete forskning skal man være i stand til mikroskopisk at identificere og dyrke mange meget forskellige typer af mikroorganismer, tage de rigtige prøver til den rigtige tid, udvinde/opformere DNA, begå sig i et hyper-rent laboratorium. Sidenhen kræver det som oftest mere end basale kundskaber indenfor programmering, multivariat statistik og bioinformatik for at kunne analysere sine data. Endelig skal man have en solidt kendskab til organismerne, de økologiske forhold og den generelle teori på området for overhovedet at kunne drage kvalificerede slutninger af det hele. Man kan ikke “bare” få en god idé og sætte sig ned og lave statistisk arbejde på allerede eksisterende data.

    Succesfulde fondsansøgninger handler heller ikke kun om penge, men netop også i høj grad om at kunne komme med nogle gode overordnede originale idéer og hypoteser – og de fleste bruger en meget betydelig del af deres arbejdstid bare på at skrive fondsansøgninger. Og en succesfuld ansøgning kræver under alle omstændigheder, at man har en god gruppe med nogle solide publikationer at fremvise. Det får man ikke, hvis man ikke kommer med på de publikationer, der kommer i stand på baggrund af de penge, man henter hjem.

    Der er også folk, der primært arbejder teoretisk eller/og laver reviews, og her ser man typisk også forfatterlister af en længde, der mere ligner samfundsvidenskabens. Men det er ikke dem, der står for de virkelig tunge nyopdagelser.
    De “ensomme genier”, der revolutionerer hele felter alene ved at sidde og arbejde i lønkammeret, findes stort set ikke længere – eller mere præcist: arbejdet med at undersøge deres ideers og teoriers holdbarhed i praksis (hvilket er, hvad der gør dem interessante) kræver stort set altid samarbejde og input mange andre steder fra.

    Det er klart, at de forskelle i arbejdsformer og traditioner gør det svært at sammenligne produktivitet mellem fakulteterne – men det betyder altså ikke nødvendigvis, at 10 medforfattere på en artikel ikke udmærket alle kan have bidraget væsentligt til dens tilblivelse.

    Svar
    1. Nikolaj Stenberg

      ” CERN, hvor mange artikler har samtlige +2000 ansatte VIPer som medforfattere, er et karikatureksempel”

      Det lyder vildt. Har du et link til en af de artikler. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan de bærer sig af med at få dem alle præsenteret.

      Svar
  4. Christoffer Bugge Harder

    Nikolaj:

    Her er ét enkelt af mange mulige eksempler.

    Der er ganske enkelt for mange medforfattere til, at jeg kan fortælle dig det præcise antal, men det nærmer sig i hvert fald 3000, og forfatterlisten alene fylder de 24 af artiklens 58 sider. (!) (De har anbragt den til sidst efter litteraturhenvisningerne).

    Det er klart, at der er alle mulige problemer, når forfatterlisterne bliver så lange; ikke mindst med at afgøre hvem, der er ansvarlig for præcist hvad, eller hvordan man dog kan finde nogle kompetente og samtidigt virkeligt uafhængige reviewere.

    Det mest præcise diskussion af alle problemerne med lange forfatterlister, jeg har set, er fra den suveræne videnskabsblogger Florian Freistetter.

    Svar
  5. Christoffer Bugge Harder

    Ved ikke lige, hvad der skete med html-koderne:

    CERN-artiklen – og Florian Freistetter.

    P.S: Der opstår logisk nok alle mulige andre hierarkier for, hvordan man kan positionere sig på lange forfatterlister. I de fleste felter handler det om at være førsteforfatter. Mange har også koncepter med at kunne have flere “førsteforfattere”, så de også bliver nævnt ved navn i citationer (dvs. “Hansen, Jensen, et al.” snarere end bare “Hansen et al.”). I biologi/biokemi har man også en praksis med, at sidsteforfatteren som regel er ham, der fik den oprindelige bevilling, eller/og en overordnet idé – det er den næstbedste plads udover den første. Ellers kan man regne med, at forfatternes bidrag falder proportionelt med deres nummer i rækkefølgen.

    De fleste PhD-studerende og postdocs har mange 1.forfatterskaber og få medforfatterskaber, fordi de først skal “skabe sig et navn” ved at kunne vise, at de kan udføre hovedparten af et stykke hårdt arbejde selv – og fordi de fleste på dette tidspunkt endnu ikke har mange af de “enestående” kompetencer, som gør, at folk henvender sig til etablerede professorer, fordi deres særlige ekspertise er nødvendig for overhovedet at kunne fuldføre bestemte analyser. I naturvidenskaben ville Kurrild-Klitgaards korrektion på “procendel af antal medforfattere” derfor give et helt misvisende billede. Derfor mit spørgsmål – men det kan sagtens være, at er passende i samfundsvidenskaben, hvis der der er tradition for næsten ligelig deling af arbejdsbyrden.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.