Velfærdsstatens svage arbejdsetik

Berlingske omtaler i dag Casper Dahls glimrende, nye analyse for Cepos. Casper bruger World Values Survey data om, hvad folk ønsker at lære deres børn, hvor ”hårdt arbejde” er en af mulighederne. Udgangspunktet er Lindbeck-hypotesen, der siger at velfærdsstaten over generationer underminerer folks arbejdsetik og –normer, og derfor bærer kimen til sin egen ødelæggelse.

En tidligere version af analysen har været præsenteret på den danske public choice workshop i januar. Den endelige version er, med Nina Smiths ord, ”solid og interessant” og burde ringe advarselsklokker hos alle danske politikere. Vi kan kun opfordre interesserede læsere til at kigge på den. Før det, er her nedenfor det simple plot med sammenhængen mellem graden af omfordeling og antallet af respondenterne, der mener at det er vigtigt at lære børn hårdt arbejde. Dét tal i Danmark er 4½ %.

 

10 Comments

  1. Johannes Polemicus

    9. juni 2013 at 12:51

    Det er selvfølgelig glimrende (og meget opportunt), men det passer desværre ikke. WVS-batteriet er ikke et mål af, hvad folk finder vigtigt, men hvad de finder vigtigst – hvilket, som bekendt, er noget andet.

    Dahl nævner problemer med estimation af kausalitet, fordi han ikke mener der er tale om interventioner, der gør det muligt at vurdere kausaliteten. Jeg forstår ikke, at han ikke forsøgsvist bruger arbejdsmarkedsreformer (Clinton, Blair, Nyrup, Schröder) som et instrument her.

    • Johannes Polemicus

      9. juni 2013 at 14:44

      I øvrigt kan fejltagelsen jo indses ved at inspicere fordelingerne på strataniveau: de ufaglærte og fattige lægger mest vægt på hårdt arbejde, på trods af, at de er modtagerne i velfærdsstatens lykkehjul:

  2. Haha, jeg elsker det her. Find en mand der har sjosket sig gennem en PHD uden at have fået en eneste international artikel udgivet, og som tror at et par plots i Excel af et spørgeskema er kvantitativ forskning, og få ham til at levere sidste nye version af hvorfor Lars Seier skal betale mindre i skat. Hvem sagde at CEPOS ikke kan tage socialt ansvar på sig? Hvis de engang gør alvor af aprilsnaren med at købe CBS kan det være at de også opretter et forældrekøbsprofessorat. Edgar Kiser ville grine i lårtykke stråler.

  3. Christian Bjørnskov

    10. juni 2013 at 13:55

    @Stubbe: Læs papiret før du skriver tåbelige kommentarer.

  4. Skægt med den høje “Arbejdsmoral” i Frankrig, der sparker dem ud i en outlierposition. I hvert fald lever det ikke op til mine helt ubegrundede fordomme. Jeg må tage dem til genovervejelse :).

    Johannes Polemicus’ kommentar fortjener et svar. Omend det, så vidt jeg kan se, ikke kun er et mål for den ene ting, folk finder vigtigst, er det stadig en central problematik, at det, der på grafen hedder “Arbejdsmoral”, ikke nødvendigvis er et mål for arbejdsmoral. Muligvis er det slet ikke et mål for arbejdsmoral; umiddelbart vil jeg tro, at “Arbejdsmoral” og diverse produktiktivitetsmål er antikorrelerede. Hvad fortæller data så?

    Jeg synes dog, det er et interessant studie i kulturforskelle. Jeg har arbejdet sammen med en del mennesker fra kulturer, hvor hårdt arbejde tydeligvis vægtes meget højt. Jeg har også mødt mange immigranter i Danmark og andre lande, der virkelig slider i en grad, så jeg undrer mig over, hvilket liv de lever. Min egen tanke er, at de primært arbejder for at sikre, at deres egne børn får et bedre liv, end de selv har. Det er en stærk drivkraft at være bekymret for sit afkoms fremtid. Den bekymring er ikke så udbredt i Danmark. Men kunne det ikke være et sundhedstegn? Og er det i et vist omfang ikke også økonomisk og personligt fritsættende?

    • Johannes Polemicus

      10. juni 2013 at 17:21

      Problemet opstår jo med den måde, instrumentet er konstrueret på. Udfra en liste items skal man respondenterne identificere dem (højest 5) items, de finder vigtigst at videregive i opdragelsen*. At jeg nævner fantasi og tolerance fremfor hårdt arbejde betyder jo ikke nødvendigvis, at jeg ikke synes hårdt arbejde er vigtigt.

      Selvfølgelig har ekstensive velfærdsstater (som de findes i det meste af den vestlige verden) betydning for forandringer i kulturen, men at tro at det kan indfanges i en simplistisk model a la den der foreslås af Lindbeck-hypotesen er naivt.
      Man kan forestille sig to simple veje, en sådan kausation går af:
      i) Opportunity cost af at være arbejdsløs ift. at være i arbejde falder, hvorfor den symboliserede værdi også falder – der sker normskred ift. at være i arbejde. Problemet med den ide er, at det i alle lande med omfordeling er de fattigste, der sætter normen “at være i arbejde” højest i surveys – selvom det er dem, der får mindst ud af det.
      ii) Den høje beskatning af arbejdsindkomst gør det mindre attraktivt for de velkvalificerede at arbejde, og forårsager herigennem et normskred. Problemet er bare, at vi ikke kan se nogen sammenhæng mellem at have arbejde som norm og at være i arbejde for de højtkvalificerede.

      Problemet er endvidere, at hvis man kigger på andre mål for arbejdsnormer i WVS/EVS, finder man heller ikke den sammenhæng Dahl identificerer. Hvis man eksempelvis kigger på EVS’ variabel 194: “Forsørgelse er individets ansvar” versus “Forsørgelse er statens ansvar” befinder Sverige sig på niveau med Irland, selvom der er nogen forskel mellem graden af omfordeling i de to landes velfærdssystemer. Kigger vi på variabel 198 – om der bør udjævnes indkomster, eller om der bør være incitamenter for den enkelte – er Danmark et af de lande hvor der er størst støtte til graduering efter individuel indsats. En oplagt forklaring er naturligvis den såkaldte termostatmodel.

      Som jeg skrev ovenfor, er der meget der tyder på, at statslig omfordeling ændrer folks værdier – andet ville også være mærkeligt. Et klokkeklart eksempel på det synes at være, at når man skaber et samfund med lave systemiske risici ved at reducere dem gennem universalistiske ordninger, falder folks religiøsitet. Det kan man jo så mene om hvad man vil (men man bør nok være opmærksom på, at ens bedømmelse lider af endogeneity bias ;). Det står uklart, på hvilke områder og i hvor høj grad dette slår igennem. Så vidt jeg husker mener Bjørnskov heller ikke at der er nogen indflydelse på tilliden – det vil jeg personligt være tilbøjelig til at mene (fordi reduktion af systemiske risici tilsyneladende altid øger tilliden på individniveau). Jeg synes bare Dahls argumentation er hullet og hans instrument måler ikke det, han tror det måler.

      Noget helt andet er så alt den måde faktisk arbejdstid er opgjort på i rapporten, men det er vel næppe hans fejl at OECD ikke kan regne**.

      *) Gode manerer, uafhængighed, at arbejde hårdt, ansvarlighedsfølelse, fantasi, tolerance og respekt, sparsommelighed, målrettethed, religiøs tro og uselviskhed.
      **) Selvfølgelig kan OECD regne, men udfra den definition af faktisk arbejdstid de benytter, kan en arbejdsløs indtræde i arbejdsstyrken med 10 t/uger, og den gennemsnitlige arbejdstid falder. Ligeledes kan en potentiel pensionist gå på halv tid istedet på efterløn, og så falder arbejdstiden også. Derimod har den ingen indflydelse på arbejdstiden, om folk pensioneres som 60- eller 70-årige. Arbejdstid skal naturligvis opgøres på livsforløbsbasis for at give mening.

  5. Jeg er i øvrigt klar over, at forfatteren ikke direkte påstår, at “Arbejdsmoral” og arbejdsmoral er det samme. Men det er ikke desto mindre nødt til at være præmissen for pointen om Lindbeck-hypotesen, som også Bjørnskov forsøger at tvinge igennem.

  6. Hej Christian,
    det er altså et meget, meget svagt papir du linker til. Jeg er sikker på at teorien er interessant, men økonometrien er mildest talt svag. For det første har Dahl ikke de 79.000 observationer, men kun 21-22 (i tabel 2 kun 11-12) da hans standard fejl er clustered på landeniveau. For det andet er det helt uklart hvad der estimeres. Det fremgår, at Dahl inkluderer fixed effects, men i så fald kan han kun estimere Chamberlain’s conditional fixed effect model, der smider alle observationer der ikke har variation i outcome variablen væk. Det nævnes imidlertid ikke med et ord i papiret. Et særligt problem med Chamberlain’s model er naturligvis, at vi ikke kan estimatere marginale effekter, og det er derfor helt uklart hvordan punktestimaterne i tabellerne kan fortolkes. Hvis Dahl gerne vil kontrollere for fixed effects bør han nok kigge på Wooldrigde’s (2005) random effects estimator, der nok er det pt bedste bud.

  7. Christian Bjørnskov

    10. juni 2013 at 17:20

    Jens B: Jeg satser på at Casper læser kommentaren, for det er en potentielt vigtig pointe i næste fase af processen. Jeg har ingen interesse i at stå på mål for papiret – det gør jeg kun hvis jeg er en af forfatterne – men mente at det var så spændende og umiddelbart solidt et indlæg at det fortjente at blive omtalt. Men som jeg husker en præsentation af en tidlig version, er hovedresultaterne ret robuste overfor valget af estimator. Jeg ville være meget overrasket, hvis man ikke får det samme med en RE-estimator.

  8. bare lige for en god ordens skyld, så kan Dahl teknisk set heller ikke bruge clustered standard fejl med kun 15-22 observationer; han har Moulton bias udover det hele.

    Det kan sagtens være resultaterne er uændrede, men der er nu alligevel forskel på en N=80.000 og N=22 analyse.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑