Hvor længe er diktatorer ved magten?

I de senere år har Daron Acemoglu og hans team haft væsentlig indflydelse på den måde, vi tænker institutionel udvikling og langsigtet vækst på i politisk økonomi. Acemoglus tese er, at i lande hvor europæiske kolonisatorer kun bosatte sig sparsomt eller levede korte liv – pga. sygdomsgeografien – udviklede man udemokratiske, ekstraktive institutioner. Basis for tesen er, at udemokratiske politiske eliter ikke indfører bedre økonomisk-juridiske institutioner fordi det ville true deres politiske overlevelse.

Den ide tester Randall Holcombe og Christopher Boudreaux direkte i et nyt papir med titlen ”Institutional Quality and the Tenure of Autocrats.” Vi har kort omtalt papiret, da det blev præsenteret på SEA-konferencen sidste år. Nu er det så accepteret og online hos Public Choice (gated her). Og det interessante er, at Holcombe og Boudreaux finder evidens for det modsatte af Acemoglu-tesen. I et datasæt, der omfatter 99 diktatorer siden begyndelsen af 1970erne, viser de at diktatorer, der har forbedret landets institutioner – målt gennem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World index – har haft væsentligt bedre chancer for at overleve politisk.

Estimater viser, at en diktator, der over et årti hæver sit lands EFW index med et halvt point (på en ti-punkts skala) øger sin forventede politiske overlevelse med 17 år. Så hvorfor fastholder så mange lande uproduktive institutioner? Holcombe og Boudreaux tager diskussion til sidst i papiret. Man kunne stille samme spørgsmål i det demokratiske Danmark.

4 thoughts on “Hvor længe er diktatorer ved magten?

  1. Anonym

    Jeg formoder at Carsten Valgreen eller Jeres fremtidsforsker har en kommentar til den nyeste prognose for verdens befolkningsudvikling fra FN’s befolkningsfond, som blandt andet JP omtaler i dagens avis:
    http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/international/ECE5652508/afrikas-mange-boern-kom-bag-pa-eksperterne/

    I husker nok:

    https://punditokraterne.dk/2009/10/20/befolkningseksplosionen/

    “Verdens befolkning vokser fortsat, og det er rigtigt at vi er på vej fra 6 mia til godt 9 mia. mennesker i 2050. Men alt tyder på at verdens befolkning derefter vil toppe omkring 2050-60.”

    De folk der sidder i FN og er fuldtidsbeskæftiget med at vurdere fremtidsudsigterne på dette område, er åbenbart ikke længere helt enige.

    Nigeria 914 millioner – overbefolkning? Overhovedet ikke, de skal vel bare effektivisere landbruget.
    Det hele løser sig af sig selv – bedst hvis minimal statslig indblanding, eller?
    Er det stadig ikke noget at bekymre sig om, er det igen bare journalist Lars From der er ude i fuldstændig misforstået problematisering af et ikke-problem? Det sædvanlige skræmmescenarie?
    Er det en udvikling vi måske alligevel klogeligt bør søge at påvirke? Ville det være bedre hvis dette forventede scenarie ikke udspiller sig, men at vi i stedet “nøjes” med 10 milliarder?
    Eller hvad er buddet?

    Svar
    1. Johannes Polemicus

      Det er vigtigt at skelne mellem gruppe- og individ-prognoser for velfærd her. Det bliver helt sikkert træls at være nigerianer med ~914 mio. i landet, men for menneskeheden, altså, gruppen af mennesker, har det minimal betydning. Vi skal nok overleve som art.

      Svar
  2. Anonym

    Kære Johannes
    Jeg har en anelse svært ved at forstå din kommentar.

    “Det bliver helt sikkert træls at være nigerianer med ~914 mio. i landet”

    Enig.
    Men hvis livet bliver betydeligt mere “træls” for den enkelte, så bliver gruppen da også dårligere stillet, givet altså at målet er at leve gode liv dvs. hvor trælsheden er minimeret. “træls” på individniveau trækker da ned i gruppens “velfærd”.

    Hvordan kan du på samme tid reelt hævde at det vil være skadeligt for den enkeltes livskvalitet, og samtidig sige at hvis bare man anskuer dem som en gruppe, så er det af minimal betydning.

    Og for god ordens skyld. “Gruppen” kan naturligvis godt blive bedre stillet end i dag selvom prognosen viser sig at holde stik (altså mere velfærd pr. hoved i gns.).

    Men det som er det interessante spørgsmål, er om de vil være bedre stillet såfremt befolkningsvæksten var væsentligt lavere. Og derfor hvad verden bør gøre ved det.

    Som du måske havde på fornemmelsen, så var det ikke ligefrem artens overlevelse jeg havde i tankerne. Jeg synes generelt godt vi kan diskutere og f.eks. problematisere samfundsforhold, tendenser mm., selvom temaet er mindre end selve artens overlevelse.

    Svar
  3. Pingback: Tager Acemoglu-holdet fejl? – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.