Punditokraternes sommer læsning 2: Til alle der taler for aktivistisk udenrigspolitik.

Nu hvor de danske styrker trækkes ud af Afghanistan mener et flertal i folketinget vist ,at vi skal se os efter nye steder, hvor danske Jens’er kan slå deres folder og et slag for frihed og demokrati. se bl.a. denne artikel i Berlingske.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere end almindelig skeptisk overfor den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Jeg må også indrømme, at dette ikke altid har været min position. Således var jeg oprindelig tilhænger af invasionen af Irak i 2003. Ak og ve, hvis jeg blot havde læst Niall Fergusons Collossus inden i stedet for efter invasionen. Så havde min opfattelse nok været en ganske anden.

Det man forsøger i Afghanistan og forsøgte i Irak har USA prøvet mange gange før. Både i Mexico og Haiti. Begge steder uden større held.

Men i virkeligheden er det vel blot at se på 2. verdenskrig. På trods af at der var tale om en forsvarskrig, samt at man tillod sig selv og accepterede handlinger, som vi i dag på intet tidspunkt ville acceptere (Bombningen af de tyske byer f.eks.), er der ingen tvivl om at den store sejrherre i 1945 var Josef Stalin og Sovjet.

Er man ikke overbevist, vil jeg anbefale at man læser Antony Beevor’s “Anden verdenskrig“. Det er ganske enkelt endnu en fremragende bog af Beevor. Det er derfor min anbefaling på hvad man bør læse denne sommer, hvis man da ikke allerede har læst den.

Den skal også fremhæves for sin skarpe og præcise fremstilling af nogle af nøglepersonerne på allieret side – især de engelske og amerikanske. Hvis bogen skal kritiseres for noget er det måske at det ikke har været muligt Beevor at gøre det samme med en række hovedpersoner blandt andre af de krigsførene nationer.

Og når man har læst afsnittet om Teheran konferencen må man forøvrigt konkludere, at især Roosevelt grundlæggende var et fjols, der vist primært interesserede sig for sin egen politiske karriere..

Som Beevor skriver om Teherankonferencen i 1943, hvor Polens skæbne reelt forsegles:

Han [Stalin] var også velorienteret om briternes og amerikanernes tankegange og reaktioner. Før
mødet havde Stalin indkaldt Berijas søn, Sergo, og betroet ham »en mission, som er følsom og moralsk forkastelig«. Han ville vide alt om, hvad amerikanerne og briterne havde sagt privat. Hvert ord skulle optages af skjulte mikrofoner på deres værelser, og hver morgen skulle Sergo Berija rapportere til Stalin om alle deres samtaler. Den sovjetiske leder var forbløffet over de allieredes naivitet, siden de talte så åbent, når de da måtte vide, at de blev aflyttet. Han ville både vide, hvilket tonefald der blev brugt, og indholdet af samtalerne.
Talte de med overbevisning eller uden entusiasme, og hvordan reagerede Roosevelt? Det glædede Stalin, da Sergo Berija rapporterede om den ægte beundring, Roosevelt følte for ham, og hans afvisning af at lytte til admiral Leahys råd om at indtage en mere fast linje. Men hver gang Churchill smigrede Stalin under konferencen, mindede den sovjetiske leder ham skarpt om nogle af de fjendtlige bemærkninger, han var kommet med før i tiden.
De hemmelige optagelser hjalp ham også til at udnytte forskellene mellem Churchill og Roosevelt. Da Churchill privat over for Roosevelt protesterede over, at han hjalp Stalin med at indsætte en kommunistisk regering i Polen, havde Roosevelt svaret, at Churchill støttede en antikommunistisk regering, så hvad var forskellen?
Polen var virkelig et stort spørgsmål for både Churchill og Stalin, mens Roosevelt kun virkede optaget af at sikre sig de amerikanske polakkers stemmer til præsidentvalget det følgende år. Det indebar at skulle spille barsk over for Stalin, indtil resultatet af afstemningen var fastslået. I betragtning af at Roosevelt tidligere havde forkastet enhver idé om at ændre Polens grænser på basis af Atlanterhavserklæringen, følte han og Churchill sig nu tvunget til at overveje Stalins krav på den østlige del af landet, som han havde indlemmet i 1939 som »vestlige Hviderusland« og »vestlige Ukraine«. Den Røde Hær ville meget snart okkupere regionen, så det ville blive et fait accompli. Ifølge Stalins plan ville Polen blive kompenseret med tysk territorium frem til Oderfloden. Præsidenten og premierministeren vidste, at de aldrig ville være i stand til at tvinge sovjetterne til at give sådan en gevinst fra sig, men måden, Roosevelt gik ind på hans krav på, opmuntrede Stalin til at tro, at han ikke ville få noget problem med at påtvinge polakkerne en kommunistisk regering.

Kan forøvrigt fås som e-bog til den ganske fornuftige pris af små 165 kroner her.

Skriv et svar