Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

The Economist har de seneste to uger haft et par artikler, som på glimrende vis illustrerer, at pragmatisme og ikke libertarianske frihedsidealer eller (venstreorienterede) menneskrettighedsorganisationer, som f.eks. George Soros “Open Society”, er den primære faktor bag ændringer i den førte narkotikapolitik.

Således kunne man i sidste uge læse, at New Zealands borgerlige regering undersøger mulighederne for at legalisere syntetiske rusmidler. New Zeeland er et af de lande i verden med det højeste forbrug af netop denne form for rusmidler, mens bl.a. kokain og heroin, stort set ikke kan opdrives. Ikke af ideologiske årsager, men fordi forbud er dyrt og virkningsløst.

20130817_USC211Dette følges I denne uges Economist op af en artikel om reformer i USA, hvis formål er at reducere antallet af indsatte i landets fængsler. USA er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen sidder i fængsel.

Op mod halvdelen af de indsatte er dømt for narkotikarelaterede forbrydelser. Hvor stor en andel af disse som er resultatet af “plea bargains”, er ukendt. Men givet at strafferammen er ganske betydelig for selv relativt begrænset besiddelse af en række rusmidler, er der utvivlsomt en del, der aldrig var kommet i nærheden af en fængselsdom i andre lande, herunder Danmark.

Igen er den væsentligste motivationsfaktor penge. Her omkostningerne ved fængselssystemet og overvejelser om marginalnytten i form af lavere kriminalitet ved at putte flere i fængsel.

Inspirationen til reformer kommer i høj grad for en for mange uventet kant, nemlig Texas.

Jeg havde for to år siden fornøjelsen af at møde Jerry Madden, der som tidligere formand for Senatet i Texas “Corrections Committee”, ikke lægger skjul på at omkostningerne ved en fortsat øgning af antallet af indsatte har været helt afgørende, se også interview med det australske ABC her.

Der er med andre ord tale om en pragmatisk tilgang i begge tilfælde, hvor den grundlæggende drivkraft er en erkendelse af at man er gået for langt/at det ikke virker.

Samme tilgang var forøvrigt afgørende i forbindelse med Portugals vidtgående reformer og dekriminalisering ved årtusindeskiftet, ligesom det er afgørende for den udvikling der er under vejs i en række latinamerikanske lande. Symboliseret ved bl.a. tidligere og nuværende præsidenters anerkendelse af, at “The war on drugs” er tabt. Et synspunkt, som i følge “Rasmussen Reports” deles af 82 procent af den amerikanske befolkning.

En erkendelse der dog ikke ikke indebærer at man er tilhænger af legalisering. Det er kun en meget lille andel af befolkningen (gælder også herhjemme).

Men måske vil de erfaringer man får i New Zealand, hvis man legaliserer sammenholdt med erfaringerne i lande som Portugal, hvor forbruget ikke er steget som resultat af afkriminaliseringen, på sigt gøre det “stuerent”, at gå ind for en egentlig legalisering – også selv om libertarianske friheds idealer eller menneskerettigheds kvababbelse ikke står på menuen hos de fleste borgere.

2 tanker om "Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken"

  1. Pingback: Intet nyt fra hash-fronten | Punditokraterne

  2. Pingback: Den førte narkotikapolitik er et brud på fundamentale menneskerettigheder - Punditokraterne

Skriv et svar