Jacob Mchangama og jeg har siden sidste år arbejdet på et papir om, hvorvidt de såkaldte socio-økonomiske menneskerettigheder faktisk gør, hvad de påstås at gøre. Med andre ord, når man indfører en social rettighed i forfatningen, som FN presser lande til at gøre, ser man så en forbedring efterfølgende? Vi har set på retten til uddannelse, sundhed og social sikkerhed og som Jacob tweetede igår – det kort svar er nej. Efter vi har præsenteret det på flere konferencer og fået input og forslag fra kolleger og venner har vi nu sendt det ud som working paper. Papiret kan hentes her eller her. Abstractet lyder:
While the United Nations and NGOs are pushing for global judicialization of economic, social and cultural rights (ESCRs), little is known of their consequences. We provide evidence of the effects of introducing three types of ESCRs into the constitution: the rights to education, health and social security. Employing a large panel covering annual data from 160 countries in the period 1960-2010, we find no robust evidence of positive effects of ESCRs. We do, however, document adverse medium-term effects on education and inflation.
Hvor kommer den negative effekt på uddannelse fra?
– og opfølgende, hvorfor så ikke teste på et substantielt mål for uddannelse (fx literacy) i stedet for at teste på et formelt mål (completion rates)?
Meget enkelt: Literacy-dataene er meget tyndere end tallene på completion.
Mht. effekten tolker vi den som en konsekvens af ressource-reallokering. Hvis man pludselig skal akkommodere flere elever eller allokere flere ressourcer til dem, ender man med at ‘tabe’ den generation, der allerede er på vej gennem systemet – medmindre, selvfølgelig, der tilføres markant flere ressourcer, og det kender vi intet, der tyder på.